Sol og skolestart

IMG_4239Tænk at ligge på et tæppe i solen og nyde livet i Kgs. Have, mens Bertil og Helga Marie sødt sover middagslur i skyggen under et træ. Det er vist unødvendigt at fortælle, at jeg er godt tilfreds med mit nye arbejdsliv på en dag som denne! Stille og rolig morgen derhjemme, leg på legepladsen i Kgs. Have og frokost i det grønne. Senere skal vi se Marionetteaterets forestilling ‘Lille Pip’ sammen med min veninde og hendes to børn. Alt i alt en ret skøn arbejdsdag 🙂

Ugen, der nu snart er slut, er gået hurtigt! Hjalmar startede i 1. klasse i mandags, med alt hvad det indebærer af nye lærere, nye fag og nye krav…
Kristian og jeg (og Bertil og Helga Marie) fulgte ham i skole den første dag, og da vi stod dér skulder ved skulder og smilede sammen med de andre forældre rundt om i det lille old school københavner klasselokale, (bygget til en skoleform, der herskede i fordums tid), kunne jeg mærke, at det faktisk er noget ret særligt at starte i 1. klasse. Selvfølgelig var det sidste år, at han sådan rigtig begyndte i skole med flagallé og balloner og hele pivtøjet, men alligevel er det i år skolelivet for alvor går løs. Lærerne var rigtig søde, klasselokalet hyggeligt og kammeraterne lige så skønne som sidste år, så mavefornemmelsen var god, mens jeg nostalgisk stod og kiggede på min store dreng.

Da jeg selv startede i 1. klasse tilbage i 1987, var det på en lille landsbyskole med lige under 100 elever. Vi var 6 elever i min klasse og havde, så vidt jeg husker fri til middag alle dage. Alle elever sang morgensang sammen hver morgen, og vi gik i hjemmesyet joggingtøj. Min far var lærer på skolen, og jeg kendte derfor de fleste af lærerne på forhånd. Det var på alle måder en tryg og stille og rolig start på et langt uddannelsesliv. Selvom det er ved at være nogle år siden, kan jeg alligevel godt huske, hvordan sommerfuglene fløj rundt i maven på mig og hvordan følelsen af at gå ind i et ukendt land sad i kroppen.

Hjalmars skolestart på en stor storbyskole med en lille skolegård i hjertet af Nørrebro er på alle måder forskellig fra min egen skolestart, men den er fuldstændig lige så tryg for både Hjalmar og for mig. Sommerfuglene i maven første skoledag er nok nogenlunde de samme som dengang…

Jeg er spændt på at lægge barn til “den nye” folkeskole, og jeg vil ikke lyve om min skepsis i forhold til den omstridte reform, men jeg glæder mig til forhåbentlig(!) at blive positivt overrasket over, hvordan de mange krav og de lange dage skal løbe af stablen…

Hjalmar fortæller ivrigt om skolen, og han har haft en fantastisk første uge – og det er jo uden tvivl det vigtigste!

….

Det er nogle timer siden, jeg lå i solen og startede mit lille indlæg, men jeg må lige komme med en anbefaling af “Lille Pip”. Det lille halvtimes dukketeaterstykke var rigtig fint og både mine to 2 årige og min venindes snart 3 og 5 årige var opslugte! De spiller de fleste dage ,og det er for free 😉 Så hvis du befinder dig i hovedstadsområdet, kan jeg virkelig anbefale, at du tager familien under armen og sætter kursen mod Kgs. Have.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Post Navigation