Selfie på skrift

IMG_4121Endnu en gang florerer debatten om børnefamilielivet i medierne, og igen deler meningerne sig i to lejre.

Et enten eller… Enten er vi børnefamilier brokkende hyklere, der ikke kan klare mosten (og i øvrigt bare kunne lade være med at få børn) eller også beskyldes vi for at male et rosenrødt perfektionistisk billede, der spreder usolidarisk mindreværd som lus på en lejertur.

Det synes nærmest umuligt at stikke næbbet frem og ytre sig om familielivet uden at starte en mindre krig i de tilhørende kommentarfelter. Jeg synes det er skønt, at familielivet debateres i det offentlige rum, men jeg synes debatterne kører lidt i ring, og at fokus ligger alt for meget på at polarisere sig.

Det interesante er jo i virkeligheden, hvorfor pladen igen og igen kører i den samme ensformige rille?

Hvorfor er den der balance så svær at finde rundt om i de små hjem?

Hele debatten om “familielivet” er super kompleks og indbefatter elementer af kvindefrigørelse, materialisme, ligestilling, individualitet og alle mulige andre spændende emner, og derfor er det giftigt at komme med et bud på ovenstående spørgsmål.

Men, jeg giver det nu alligevel et ydmygt skud 😉

Der er jo ingen tvivl om, at det er hårdt at have børn, men heller ingen tvivl om at det er fantastisk! Sådan har det nok altid været. Jeg er sikker på, min Bedstemor heller ikke altid gik rundt med et smil på læben og nynnede for 60 år siden, mens hun vaskede tøj i hånden for sine 4 børn og hårdtarbejdende mand. Hun drømte nok også om ti min. fred og ro til at gøre, hvad hun ville engang imellem. Forskellen på hende og mig, tror jeg, handler om, at hun i højere grad accepterede tingenes tilstand. Sådan var det bare.

I dag forholder vi os hele tiden til os selv og til det liv, vi lever og det medfører naturligvis tvivl.

Vi tænker i højere grad familielivet som et projekt, der skal planlægges, gennemføres og evalueres. Vi forestiller os ting på forhånd og bygger en verden op inde i hovedet, som vi så forsøger at efterleve. Hele tiden evaluerer vi projektet. Før, under og efter. Opnår jeg det, jeg gerne vil? Kunne jeg gøre noget anderledes?

Det er uhyre interesant, hvorfor vi tilsyneladende har svært ved at “finde ro” i vores eget liv og konstant søger mod det bedre. Hele coachingbølgen og den evige stræben efter “at blive en bedre udgave af sig selv” kan godt kandidere til at bære lidt af årsagen, tror jeg. Vores kultur opflasker os til at fokusere på det positive og vende problemer til spændnede udfordringer. Positiviteten gennemsyrer os og lader ikke plads til at have en ‘mol-dag’ (som vi så poetisk kalder det hjemme hos os). De triste, tanker og følelser skal helst skubbes langt væk og erstattes af gåpåmod og optimisme. Men jeg tror, vi har brug for mol-dagene eller mol-tankerne. De er ikke så farlige og kan tværtimod lære os noget om, hvad det vil sige at være menneske. Når mol-siderne i livet altid fortrænges, bliver vi forvirrede, når de opstår (og det gør de!) og dommen bliver straks, at der må være noget galt med vores liv. Utilstrækkeligheden kommer over os, og vi begynder at gøre regnskabet op. Det er ikke fordi, jeg mener, vi skal dyrke det negative og fokusere på det, der ikke fungerer, men i min verden må der gerne være balance i tingene. Det er vidunderligt at have børn og leve i en familie, men nogle dage føles det jo som et sandt og slidsomt sisyfosarbejde, som ungerne kvitterer med brok og sure miner. Så er det da okay, at man ikke føler sig som et levende glansbillede! Når man accepterer sine mol-dage og finder fred med sine tanker, skaber det plads til at værdsætte de lyse dur-dage endnu mere. Sådan har jeg det i hvert fald.

Jeg tror, vi gør klogt i at tage livtag med familielivet og huske, at det er en rutschebanetur – som livet i øvrigt. Det går op og ned, og der kan være både sving og bump på vejen, men det er jo netop et liv! Så snart den der projekttankegang overtager, bliver familielivet kunstigt og den evige stræben efter kosmos medfører ironisk nok et værre kaos. Uindfriede forventninger vi kan donke os selv (og hinanden) i hovedet med og en evig følelse af, at græsset er grønnere bag naboens hæk. Vi evaluerer konstant familieprojektet i vore egne hoveder, på sociale medier (og på blogs som denne!) og vi forholder os derfor meget eksplicit til vores familieliv. Det er ikke nødvendigvis en god ting, for det levner ikke så meget plads til “bare at være”.

Ambitionerne står i kø for at blive indfriet – og helst på samme tid… Jeg plæderer ikke for, at “alting var bedre i gamle dage” – slet ikke! Men jeg tror, vi lettere snubler, når vi liner alting op og forsøger at gøre for meget på samme tid. Især hvis klangbunden altid er rosenrød og i godt humør. Måske skulle vi ganske enkelt bare blive bedre til at tænke ‘ro på’ 🙂

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Post Navigation