Det indre pendul

IMG_3815En følelsesladet afsked med vuggestuen er overstået, og livet som hjemmemor med Helga Marie og Bertil er skudt igang. Jeg græd som pisket, da jeg krammede vuggestuen farvel og takkede de søde mennesker for at have passet så godt på alle vores børn gennem de sidste 6 år.

Inden min nye hverdag for alvor træder i kraft, har vi alle 6 sommerferie, så selvom jeg på papiret blev dagplejemor fra d. 1/7 ,er det en lidt flydende overgang. Det passer mig rigtig godt, at tingene sker lidt langsomt, så jeg kan nå at indstille og omstille mig. Jeg tillader mig at tærske langhalm på emnet endnu engang og lader mine tanker komme ud gennem fingrene…

Selvom det burde være det mest naturlige i verden at være sammen med sine egne børn, så kræver det alligevel lidt at foretage det gearskifte, der er nødvendigt for at gå hjemme. Tempoet er et andet, end jeg er vant til, og selvom jeg selv sætter dagsordenen og bestemmer over vores hverdag, så skal stort set alt jo være på Bertil og Helga Maries præmisser. Fordybelsen i en regnorm eller andet spændende kan godt kræve en tålmodighed, der kan være svær at finde, og så er der tankerne om alt det, man liiige synes man kan nå… som man nok gør klogt i at skyde en hvid pil efter! Det bliver helt sikkert udfordrende for mig, men samtidig bliver det også fantastisk at være med på første parket i deres hverdag og være der, når de vågner efter middagsluren hver eneste dag.

Omverdenens reaktioner på mit nye ‘job’ har været ret forskellige og spænder fra dem, der synes, det lyder helt fantastisk til dem, der synes, det lyder dødsygt og slet ikke kan forstå jeg ‘orker’ det. Jeg har selv haft en indre dialog kørende og svinget som et pendul mellem de to poler. Jeg er kommet frem til, at det dybest set ikke handler så meget om mig og mit behov. Mange hjemmegående, der udtaler sig til medierne, tager udgangspunkt i deres behov for at være tæt på og være sammen med deres børn. Jeg forstår godt denne vinkel og har stor respekt for den, men jeg har svært ved selv at mærke det der ubetingede behov. Jeg har altid haft det fint med, at vores børn kom i vuggestue fra de var ca. 1 år.

Vores beslutning handler hovedsageligt om familiens behov. Vi har behov for at træde ud af hamsterhjulet og skabe så meget ro, som det er muligt i vores hverdag, ellers bliver det for hektisk til, at vi kan følge med på en måde, vi synes, er god for familien. Hvad jeg har lyst til er på en måde mere sekundært. Jeg forsøger ikke at indtage en eller anden opofrende rolle og kaste alt til side for mine børns skyld, tværtimod, men jeg er nødt til at steppe op og forsøge at handle i overensstemmelse med, hvad jeg ser som det rigtige i vores situation og for vores families trivsel. Det er jo dybest set også at prioritere mig selv, bare på en anden og mere langsigtet måde 😉

Jeg synes noget af det sværeste ved at være forældre, er den konstante tilpasning af mine egne behov, så de kan matche med familiens behov, og jeg har på fornemmelsen, at mange andre har det på samme måde. Vores kulturelle kontekst er enormt individfokuseret og i det øjeblik man bliver forældre, smelter man sammen med nogle andre mennesker og kan ikke løsrive sine egne behov fra flokken 100 %. Det er ikke altid nemt og vores beslutning om, at jeg skal være herhjemme for en tid, er egentlig bare en udløber af dette. Den bygger ikke på noget vanvittigt idealistisk, men på grundige og pragmatiske overvejelser.

Min Bedstemor på 90 år er en af dem, der synes, det er en rigitg god ide, at jeg skal have Bertil og Helga Marie hjemme, og selvom vi er fra vidt forskellige generationer, så lytter jeg med ærefrygt til hendes ord. Hun ved, hvad hun snakker om, for hun er klog og har også selv haft 4 børn rendende om benene engang. Hun har gang på gang forsikret mig om, at jeg aldrig vil fortryde den tid, jeg tilbringer sammen med mine børn og jeg ved hun får ret. På de dage (for jeg er ret sikker på, de nok skal komme), hvor jeg synes, det er hårdt at være hjemmemor, og hvor jeg får kuller af vasketøj, duplo og torskerogn, vil jeg tænke på hende og hendes liv som hjemmemor for 50 år siden. Man kan selvfølgelig ikke sammenligne de to situationer på nogen måde, men alligevel…

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Post Navigation