Hubert 4 år

Sommerferien banker på om lidt, og den er hjertelig velkommen!

Hele familien trænger til at glemme tiden lidt og bare huske at holde sommerferie. Vi tager en tur til Jylland i løbet af ferien, men er ellers hjemme og skal lege, nyde byen og forhåbentlig drikke kold rosé i solen. Det bliver skønt!

I morgen er det 4 år siden, Hubert ankom til verden og familien, og det skal selvfølgelig fejres! Vi har allerede taget forskud på festlighederne og holdt fødselsdag for fætre, kusiner, mostre og onkler i dag. Det var som altid rigtig hyggeligt, og Hubert har med egne ord haft verdens bedste dag!

Hubert blev født en smuk sommeraften, og jeg vidste med det samme, jeg kiggede ind i hans store mørke øjne, at han skulle hedde Hubert. Uden at veksle så meget som et ord kiggede Kristian og jeg på hinanden, og jeg vidste, han tænkte det samme. Hubert kiggede lige ind i sjælen på mig, og hans øjne fortalte mig, at vi to hørte sammen – og så gik han i gang med at spise..

Det første år i Huberts liv var ren hygge! Min erfaring og hans personlighed var en virkelig god cocktail 🙂

Da Hubert var 13 mdr., blev jeg gravid med de to små banditter og i takt med, at jeg ret hurtigt ikke måtte løfte og var uendelig træt, steg kravene til den lille dreng. Han voksede med opgaverne og da han kort før sin 2 års fødselsdag blev storebror, var han pludselig meget stor…

Siden den dag har Hubert været ‘én af de store’ i vores familie, og derfor kommer det næsten lidt bag på mig, at han ‘kun’ bliver 4 år. På den anden side er han stadig den lille dreng, der lå i mine arme den smukke sommeraften – helt varm og næsten smeltede i et med min krop. Når han som nu ligger og sover, ruller han sig sammen, som da han var en lille baby og lukker verden ude, og lige dér ligner han sig selv fra de første minutter af sit liv. Min smukke dreng!

Fødselsdagsnostalgien rammer mig endnu en gang, og jeg vil bruge aftenen på at svælge i gamle billeder fra Huberts 4 årige liv. Min store lille dreng 🙂

 

 

2 Thoughts on “Hubert 4 år

  1. Matilde on juni 28, 2015 at 9:44 pm said:

    Kære Søster. Ja, Hubert er både den store og den lille. Han klarer så fint at fade ind i de forskellige universer hos både de små og de store. Tak for en rigtig hyggelig dag i dag! At se ham blive så glad for den lille legomotorcykel i var så sødt! Han er simpelthen SÅ sød!

  2. AnneSofie81 on juli 2, 2015 at 6:14 am said:

    Hej Søs
    Tak for den fine kommentar 🙂 Jeg synes også, vi havde en rigtig hyggelig dag! Han har stort set leget med lego lige siden…
    Kh Anne Sofie

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Post Navigation