En for alle, alle for een!

IMG_3234En af de ting jeg forsøger at tude mine ungers øre fulde af, er værdien af at være i et fællesskab. Mange fællesskaber vælger vi selv, og andre bliver vi en del af automatisk.

For nyligt læste jeg et interview på Politiken.dk med tidligere formand for Danske Skoleelever, Vera Rosenbeck, som handlede om hendes flugt fra det politiske venstre mod det liberale højre. Nu er dette slet ikke et angreb på den veltalende unge pige, og jeg går altså 100 % ind for den demokratiske ret til at måtte mene hvad end, man vil. Vera må sætte sit kryds, hvor hun lyster på den måske snarlige stemmeseddel, vi står overfor, men jeg hæftede mig ved en ting i interviewet, som jeg ikke har kunnet slippe og som bliver ved med at fylde inde i hovedet på mig.

Vera Rosenbeck kan ikke se meningen i at indgå i et forpligtende fællesskab, hun ikke selv har valgt.

Hun kan ikke se nogen værdi i et fællesskab, der ikke er baseret på lyst.

Som hun udtrykte det, havde det forpligtende fællesskab, hun havde mødt i eksempelvis sin folkeskole været en decideret hæmsko for hende, og hun problematiserede, at skolen ikke havde givet hende mulighed for at udnytte sit fulde potentiale, da ressourcerne primært gik til de svageste. Jeg underkender ikke, at der kan være noget om snakken i forhold til, at de stærke elever kan føle sig overset i skolen (og jeg ville ønske, der var mange flere ressourser i skolen generelt), men jeg kan mærke, at det trigger mig, når et klogt, ungt menneske slet ikke kan se værdien af et forpligtende fællesskab.

Jeg kan nok ikke undgå at komme til at lyde mere oldschool, end jeg egentlig er, og måske er jeg i virkeligheden bare ved at blive gammel og forstokket, når jeg ikke forstår den liberale individualitetsfikserede ungdom, Vera Rosenbeck er talerør for, men jeg mener faktisk, der er temmelig meget at hente i netop de forpligtende fællesskaber.

De fællesskaber, vi selv vælger gennem livet, er fantastiske, – men de er ofte også dybest set som at kigge sig i spejlet. De er dejlige, sjove og vi identificerer os med hinanden og få alt muligt godt ud af fællesskabet. Ingen tvivl om det!

Men det forpligtende fællesskab giver også noget andet, som handler om menneskelighed. Gennem interaktion med forskellige mennesker udvikler vi os som mennesker og udvider vores refleksionshorisonter. Gennem empati og accept af andres perspektiver på verden udvikler vi os og bliver mere reflekterede mennesker med udvidede handlemuligheder.

Det forpligtende fællesskab indeholder også værdien af gensidig hjælp og afhængighed. At stærke hjælper svage og tanken om, at der eksisterer en mulighed for selv at modtage hjælp fra fællesskabet. Værdien i at give, eller være der for andre bliver udfordret, hvis man fravælger de forpligtende fællesskaber og det er farligt i mine øjne.

At invistere sig selv og give kan være svært at indlejre i en meget liberal og individualistisk livsførelse, men vender man blikket ud, er man måske så heldig at få en spand god karma smidt i hovedet. Indenfor buddhismen er generøsitet eller gavmildhed essentielt. Gavmildhed er at give afkald på vores vaner, som handler om at holde fast og identificere os med os selv og i stedet begynde at handle bevidst omsorgsfuldt. Samsara er en grundtanke i buddhismen, som knytter sig til begrebet reinkarnation og som derfor kan være svært at forstå i vores lineære, vestlige tankegang. Samsara kan beskrives som ‘tilværelsens kredsløb’ eller som en ond cirkel, hvor man bliver født, dør, atter bliver genfødt inden for de samsariske verdener, som er karakteriseret af fx smerte, uvidenhed mm. Det er en endeløs cyklus af frustration og lidelse, som det uoplyste menneskes eksistens bliver fastholdt i. Først når taget slippes i os selv og vi kan sætte noget andet højere end vores egne tanker og følelser, kan vi vende os mod verden med vores gavmildhed – og først her kan der ske en frisættelse, som bevirker, at vi kommer videre – nærmere Nirvarna. Det er langhåret men giver alligevel rigtig god mening! Og de forpligtende fællesskaber er et oplagt sted at være gavmild med sig selv. Det er netop det modsatte af en markedsbaseret tankegang, hvor alt måles i, hvad jeg konkret får ud af en given situation eller et givent fællesskab.

Vender vi blikket tilbage til egne himmelstrøg og kigger på det etiske i forpligtende fællesskaber, er det jo nærmest en etisk grundtanke, der negligeres og dermed ethvert etisk ansvar der frasiges, når det forpligtende fællesskab fravælges. Det er problematisk, for det er jo netop etikken, der i høj grad gør os menneskelige!

I følge vores gode gamle Løgstrup leves menneskelivet på grundlag af en række suveræne livsytringer, som fx kærlighed, tillid mv. Disse livsytringer er elementære i det mellemmenneskelige samvær, hvor vi er gensidigt afhængige af hinanden som mennesker. Når livsytringerne er fraværende, overtager etikken som fordring. Dvs. via etikken “udfylder” vi hullerne eller med Løgstrups berømte ord, så holder vi det andet menneske i vores hånd. Vi er menneskelige i kraft af vores etiske ansvar.

Som jeg ser det, befinder vi os konstant i forskellige forpligtende og uforpligtende fællesskaber, og det er vigtigt, at vi lærer at navigere i dem. Det nytter jo ikke, at jeg ingen forståelse har, når jeg skal samarbejde i min andelsforening, i fællesskabet med forældrene fra Hjalmars klasse, kollegaer eller alle i mulige andre fællesskaber.

Et sidste lille pip om emnet er den mulighed for at være en del af noget, der er større end sig selv, som fællesskabet rummer. Fællesskabet kan give følelsen af, at man overskrider sin egen person.

Et selvvalgt fællesskab kan selvfølgelig sagtens give følelsen af at være den del at noget større, men det forpligtende fællesskab er på mange måder stærkere. Som del af et forpligtende fællesskab bliver man jo netop mindet om, at der er nogle, der holder hånden under een og at man ikke er alene. Selv på trods af lystbaserede valg og fravalg! Og måske lærer man endda noget nyt om sig selv 🙂

Jeg ved godt, at det ikke er supermoderne at være normativ, men jeg kan virkelig ikke lade være, og jeg håber ikke, det er mine unger, der om 10-14 år  ikke kan se værdien af et forpligtende fællesskab.

Så er det sagt!

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Post Navigation