Category Archives: Børn

Et strejf af julemagi

IMG_5385Julemagien har for alvor indhyllet os denne weekend med lys, lyd og dufte af alt det, der hører sig julen til. Vi holdt alle sammen en fridag i fredags og brugte formiddagen på at trylle papirstrimler om til funklende stjerner og tegne, mens vi hørte julemusik for fuld udblæsning. Ungerne kom først ud af nattøjet over middag, da vi besluttede os for at tage en tur i Tivoli. Sådan en formiddag er bestemt ikke at kimse ad!

Juletivoli var som altid smuk, og det var en stor oplevelse for børnene at gå rundt inde bag de kommercielle mure og indsnuse duften af gløgg, candyfloss og brændte mandler, mens mørket sænkede sig over byen og lysene forvandlede Tivoli til et magisk eventyrland.

Det var en virkelig god dag både hjemme og ude, og det var dejligt at være på udflugt hele familien. Det er ikke altid den største selvfølge, at vores udflugter bliver en succes, for der er mange børn at holde øje med, mange behov der skal stilles, mange til at plage, mange til at stille krav og kun to voksne til at holde styr på tropperne. Men i fredags var udflugten god, og det giver altså et boost, der rækker længere end til bare at have været en god dag. Det åbner også stille og roligt op for nogle muligheder, der i et par år har været uden for vores rækkevidde. Af den simple årsag at mange ting bliver nemmere, efterhånden som børnene bliver større. Andre ting bliver sværere, men lige i forhold til at tage ud af huset og bryde ud af rutinerne er det blevet meget nemmere end bare for et halvt år siden.

I går holdte vi traditionen tro store-bagedag med min søster og hendes familie. Vi klistrede deres køkken ind i småkagedej hele eftermiddagen, mens duften bredte sig og smagsprøver røg ind i en lind strøm, til kvalmepunktet nærmede sig. Sådan skal det være. Børnene var med af flere omgange i forskellige hold, og de hyggede sig! Det er lidt af et cirkus med 6 julebagende børn og en baby, men det er bestemt besværet værd, når de med stolthed viser resultaterne frem som små kanelduftende kagetrofæer.

Julen er flyttet ind, og det er skønt 🙂

Selvom dagene flyver afsted hurtigere, end kalenderlyset kan nå at følge med til, og vi desværre ikke undslipper småsygdom, der altid sniger sig ind og udfordrer familielivet på denne årstid, og kalenderen i næste uge er overtegnet, så den er ved at falde fra hinanden, så har vi i hvert fald i denne weekend fået et strejf af den idylliske juleromantik, jeg skrev om i mit sidste indlæg. Indtil videre er juleballancen intakt!

Forventningens glæde…

IMG_5335Julemåneden ligger klar til at afslutte året, og kombinationen af lys og hygge skal bære os det sidste stykke gennem årets mørkeste tid. Jeg er vild med december og jul i det hele taget, men kommer altid lidt sent i gang med julerierne. Det skyldes nok både, at jeg ikke er den store planlæggertype, og at jeg holder fast i at jul foregår i december. Vi skal ikke udvande julen ved at lade den starte for tidligt, men i dag går det løs!

Himmelen er blå, og de første låger i diverse julekalendere er åbnet rundt omkring. En hel måned i julemagiens tegn 🙂

Julens dunkle bagside ligger dog på lur, og man må passe på, den ikke stikker hovedet for langt frem. Julens skyggesiden viser sig nemlig fra tid til anden, når forventninger og virkelighed ikke stemmer helt overens (- og når forbrugsmentaliteten går i selvsving, men det er en anden snak). Jeg forsøger at have en realistisk tilgang til julemåneden, og min erfaring siger mig, at der sjældent bliver plads til hele den mængde idyllisk juleromantisk hygge, som jeg drømmer om, når december ligger for vores fødder.

Et blik på familiekalenderen bekræfter mig i dette og når jeg tænker på tv-julekalendere, julekalenderbøger i 24 afsnit, diverse julearrangementer, hjemmebag, nisselandskaber og gaveindkøb, synes den enkle side i kalenderen, der udgør december ikke af meget.

Strategien må være at tage en dag af gangen og nyde det lys og den hygge, vi nu engang når. 🙂

Uindfriede forventninger oplevede vi også i søndags, da gaverne i nissesokkerne ikke helt stod mål med ungernes drømme. De to små fik henholdsvis en liter træmælk og en dåse plastiknutella, og de var ovenud godt tilfredse med nissens valg. 2-årige er bare nemme at begejstre!

De to store fik hver en ny dyne, som de begge virkelig manglede, og som vi havde købt på et slagtilbud. Jeg synes selv, det var smart at kombinere noget, de alligevel skulle have med indholdet i nissesokken, men her var vi overhovedet ikke enige… De ellers bløde og dejlige dyner udløste en mindre adventskrise, og jeg tror faktisk mest af alt, det skyldtes, at drengene havde forventet noget, der var pakket ind og som lå nede i sokken.

I forbindelse med gavefadæsen kom vi til at snakke om forskellige gaver, vi hver især har fået gennem tiden og hvor forskellige gode gaver jo er. Nogle gange er det den nye legokollektion, der er nøglen til lykke og andre gange, er det mere alternative påfund, der får julehjertet til at smelte.

Jeg husker selv en af de rigtig gode gaver, jeg fik som barn, og da jeg fortalte om den, var drengene ved at dø af grin, og jeg blev mindet om, at det alligevel er nogle år siden, jeg var barn, selvom jeg synes, det var i forgårs…

Gaven var fra min kusine, og jeg husker ikke præcist, hvornår hun forærede mig den. Men den var særlig! Min kusine er næsten 5 år ældre end mig og fik selvfølgelig adgang til litteraturens verden flere år før mig. Når vi holdt ferier sammen, læste hun ofte historier højt, og jeg tror faktisk, hun har læst alle Bjarne Reuters bøger om Bertram op for mig. Den særlige gave var en hjemmeindtalt lydbog, hvor hun havde indtalt hele “Tre engle og fem løver”. Helt oldshool på ghettoblaster og med lyden af pauseknappen der indimellem blev aktiveret. Historien fyldte 4 kassettebånd og havde hjemmetegnede illustrationer. Jeg hørte det bånd virkelig mange gange, og det var så hyggeligt at have hendes stemme på min værelse, selvom vi boede 80 km fra hinanden og hun var jævnaldrende med min storesøster. Jeg blev meget glad for den gave!

Hvis jeg havde tænkt mig om, kunne jeg måske godt have sjusset mig frem til, at mine drenge på 4 og 7 år ikke ville falde bagover af begejstring over en ny dyne, og det er faktisk også helt okay! De er efterfølgende blevet ret glade for de bløde dyner, og jeg synes heller ikke, det er nogen skade til, at ungerne lærer, at en gave ikke nødvendigvis hver gang skal udgøre et nyt klimaks i livet.

Skuffelsen er en del af livet og en vigtig følelse at lære at håndtere. Og så er der heldigvis mange andre chancer for at opnå materiel lykke i denne tid. Fx faldt både chokoladekalendere og Legokalendere i utrolig god jord her til morgen…

Forventningens glæde er en svær størrelse, og december måned er på mange måder årets ultimative prøve i balancekunst for både børn og voksne.

 

 

 

 

 

Æbleskiver og æblekinder

IMG_5325Første søndag i advent er en dag, der af en eller anden grund altid kommer bag på mig. Omverdenen har vidst det længe, men i min krop starter julen åbenbart først i december. Vi måtte hive julekassen frem fra gemmerne kl 0.30 i går, da vi kom hjem fra familiehygge hos min søster med 4 sovende børn, for det sidste Hjalmar mumlede fra bagsædet i bilen, før hans øjne gled i, var “Husk nissesokken…!”.

Denne første søndag i advent har været præget af virkelig trætte børn og virkelig trætte forældre, forventninger der ikke blev indfriet og skuffede miner… Alt i alt ikke en særlig hyggelig formiddag i det lille hjem.

Når alle er trætte, sker der ofte det, at børnene hyler på skift over alt fra strømper, der driller, til dårlig gaver. Når den ene stopper, så starter den næste. Det er som om, de venter på, der er en voksen, der endelig har frie hænder. Sådan var det i formiddag – og så kan sådan en formiddag godt føles lang med fire børn.

Vi forsøgte at rode bod på sagerne med lys i adventskransen og en bunke æbleskiver, og det hjalp heldigvis. Efterfølgende var der ‘tvangstur’ på løbehjulsbanen, som også viste sig at være en rigtig god ide, selvom det ikke foregik uden protester. Nogle gange ved de voksne bare bedre 🙂

Sure, triste og utaknemmelige børn blev ved et trylleslag forvandlet til glade, grinende unger med røde æblekinder og julehumør. Frisk luft og søde sager kan virkelig gøre underværker!

Og, som Hjalmar og jeg snakkede om, så må vi hellere lave en stor portion grød til nissen inden næste søndag…

 

 

 

 

Ananas i egen juice…

I dag har jeg gjort noget, som Anders Breinholdt ville klassificere som ananas i egen juice i svær grad! Jeg kom til at læse alle de indlæg, jeg skrev op mod jul sidste år (ligger under jul og julestemning)…

Det var en lidt underlig selvhøjtidelig ting at gøre, men samtidig også ret hyggelig og minderne væltede pludselig ned over mig. Der er sket meget med alle i familien i løbet af det sidste år og selvfølgelig især med børnene. For et år siden gik børnene i 3 forskellige institutioner, og eftermiddagene gik stort set med at slæbe unger fra den ene institution til den anden og forsøge at undværge så mange konflikter som muligt på vejen.

Der er en helt anden ro på nu – altså i forhold til hvordan det var… Ro er måske nok en overdrivelse, men i hvert fald er det mindre slidsomt og meget mindre stressende nu.

For et år siden kunne de tre små rent praktisk ikke halvdelen af, hvad de kan nu og de forstod selvfølgelig heller ikke nær så meget som nu. Jeg kan huske fornemmelsen af at skrælle kartofler med et barn i bæresele og et på hoften, mens resten af kuldet på skift kaldte på frugt eller hjælp til at finde legodimser og sådan noget. Jeg udviklede en meget ergonomisk ukorrekt kartoffelskrælleteknik, der tilmed var enormt langsom! Men to 1 årige, der vil op efter en dag i vuggestuen, kan få en træt mor til næsten hvad som helst. Overarmene har til gengæld aldrig været så veltrænede som dengang! Mange praktiske ting er virkelig blevet nemmere i løbet af det sidste år!

Forleden dag oplevede vi det helt utrolige, at alle fire børn legede og hyggede sig samen i en hel time, mens Kristian og jeg lavede mad og var praktiske i køkkenet. Det var virkelig hyggeligt for både os og ungerne, og første gang det er sket i længere tid uden 1000 afbrydelser af hyl og skrig, hjælp eller “miiin!”

Selvom jeg næsten ikke kan klare, at ungerne bliver store så hurtigt, så er det alligevel skønt at se, hvordan de alle fire får mere og mere ud af hinanden, og det er heller ikke tosset at lave mad sammen med Kristian og hyggesnakke lidt uden at miste fokus hvert andet minut.

Ved at genlæse før-juleindlæggene blev jeg også mindet om, at december måned nærmer sig med hastige skridt og jeg glæder mig til at julestemningen igen indtager vores lille hjem. Det er rart at tænke på, den er lige om hjørnet, når mørke, kulde og blæst omslutter én, så snart man stikker hovedet udenfor.

 

Novembersne

Tung, våd sne ligger i de Københavnske gader og i smeltet form også på vores køkkengulv. Så snart morgenkaffen var skyllet ned i morges, trak hele familien (plus overnattende gæst) i overtøjet og byggede snemænd i gården, som var der ikke en dag i morgen. Og det er jo netop sådan, det forholder sig med sne i vores lille nordiske land. Måske er der rent faktisk ikke en snevejrsdag i morgen, og derfor må man handle, når muligheden byder sig. – Også selvom det blev sent i går og den sidste drink måske ikke var det fornuftige valg…

Sne kan heldigvis kurere både tømmermænd og træthed!

En god times tid senere hang 7 sæt dryppende overtøj i køkkenet, og gulvet forvandlede sig stille og roligt til et finsk landkort med utallige små søer, og jeg drømte for første gang denne vinter om et stort bryggers… Ungerne krøb under dynerne igen og spillede på iPad – og vi protesterede ikke!

Snevejret kom som et varsel om, at december nærmer sig og jeg kan godt mærke julestemningen ligge på lur.

Der hænger grandguialander uden for vores vinduer som små broer over Nørrebrogade, og butiksvinduerne stråler af glitter og juleeventur. Men for mig starter hele hurlumhejet først for alvor d. 1. december.

I dag emmer vores lille hjem af søndagsstemning krydret med røde kinder, sne og masser af indendørs hygge. Det er ikke så tosset 🙂

 

Træthedstorsdag…

Dagen startede tidligt i dag og sluttede sent i går. Natten var præget af søvnløshed og børn der kom listende. Derfor er jeg træt. Vi er velsignede med børn, der har gode sovehjerter og det sætter jeg utrolig stor pris på, men en gang i mellem drømmer, tisser, hoster de og når det hele falder sammen på samme nat, kan konsekvenserne af at have fire børn godt spottes i mit mørkrandede ansigt.

Jeg er krøbet sammen under en af ungernes juniordyner på sofaen med computeren i skødet, mens Bertil og Helga Marie leger for fulde gardiner om ørene på mig. Der kører børnefjernsyn i baggrunden, som ingen ser, men som jeg ikke orker at rejse mig for at slukke. Resten af familien er for længst ude af døren, og jeg prøver at kurere trætheden med 3 kopper kaffe og mentalindstiller mig på formiddagens tur i legestuen. Lige nu synes det uoverkommeligt at få to børn i tøjet og hoppe på cyklen. Det hjælper nok, når det er blevet lyst udenfor.

…..

Jeg overkom det 😉

Vi er hjemme igen, og de to trætte trolde sover tungt efter at have indevendt hele legestuen og brugt ca. 100 % af deres formiddagskrudt. Jeg har rystet trætheden af mig men kan mærke, at min krop tydeligt husker, hvor lidt jeg sov det første år af Bertil og Helga Maries liv. Dér lærte jeg for alvor, hvor lidt søvn jeg kan klare mig med, men også hvor vigtig søvnen er i hvert fald en gang i mellem, så fabrikken ikke lukker ned.

I dag står min tunge og langsomme krop i skærende konstast til de to glade energibundter, jeg tilbringer det meste af min tid sammen med og jeg har haft nok at gøre i forsøget på at følge med. De virker utrættelige med deres små kroppe, der er fulde af krudt og hop, og med alle deres konstante krav om alt fra æblebåde, leg og hjælp til støvlerne. Deres stemmer, der snakker, griner og råber i en evig, uafbrudt strøm, der stadig summer lidt i hovedet på mig.

Pludselig går de ud som to små lys, og batterierne lader stille og roligt op til næste runde under varme dyner, flankeret af bamser.

Vasketøj, opvask – og honningsnitte som en lille velfortjent medalje inden næste omgang, der nærmer sig med hastige skridt…

IMG_5255

“Jamen, jeg elsker bare, når det er fredag!”

IMG_5191Det er fredag eftermidag i familien gyldenkål. Nogle tegner, nogle leger, en enkelt ser tegnefilm og jeg har iført mig mine højtelskede høreværn og barrikaderet mig bag skærmen ved spisebordet midt i kaoset. Lydniveauet er egentligt relativt lavt i forhold til normalen, og det skyldes nok mest af alt, at hverdagsugen er ved at nå til vejs ende og at gassen er ved at gå lidt af ballonen hos os alle.

Ugen har været tætpakket men god, og vi er nået vidt omkring, synes jeg. De sidste par dage har Farmor og Farfar boet hos os, og de har netop vendt snuderne mod det Jydske igen. Det er altid dejligt med ekstra hænder, og det kan tydeligt mærkes, når antallet af voksne står mål med antallet af børn.

Onsdag hyggede Farmor og Farfar med ungerne, mens Kristian og jeg kastede os ud i det regnvåde København, hvor vi spiste lækker mad – og drak lækker vin – i ro og mag. Helt uden 10.000 afbrydelser og helt uden at servicere, skære ud, puste, hente klude, tørre mælk op…. Det var som at smage en bid af himmelen!

Efter den næsten guddommelige middag faldt vi tungt tilbage i sæderne i DRs vidunderlige koncertsal og lyttede til Marie Keys røverhistorier og smukke stemme. Koncerten var akustisk og rigtig, rigtig god! Jeg er begejstret over mange ting ved den lidt underspillede og meget jordnære sangerinde. Hendes faste tag i visetraditionen og hendes måde af fortælle historier gennem et fint musikalsk univers. Hendes evne til at ramme en virkelig bred målgruppe, hendes ydmyghed og hendes dygtighed.

Når hverdagen buldrer afsted, kan jeg nemt få følelsen af at være en arbejdshest på konstant overarbejde, og sådan er det bare med fire børn i husstanden. Jeg elsker det ubetinget, det skal der ikke herske nogen tvivl om, men jeg sætter også stor pris på de små pauser, der kommer til mig indimellem.

Et andet kulturelt højdepunkt ugen har medført, var en tur i biffen. Jeg tog min ældste søn med på proletarhøjborgen og så Disneys “Inderst inde”, som var akkurat lige så god, som alle snakkede om for måneder tilbage, da den var højaktuel. Da jeg sad i mørket sammen med min store dreng, lod jeg mig opsluge fuldstædigt af Disneys fortryllende univers, og jeg må indrømme, at vi begge måtte tørre øjnene et par gange undervejs. Filmen handler om følelser, minder og barndom og det er jo en umådelig god cocktail at servere for en blødhjertet mor.

Selvom de ekstra hænder Farmor og Farfars visit udløste gav os mulighed for bla. ovenstående, som jeg sætter stor pris på, så elsker jeg også den ro, der falder over både store og små, når gæsterne tager afsted igen og vi igen bare er os selv.

Eller ro og ro… Det er måske så meget sagt! Imens jeg har koblet af ved tasterne, har ungerne fået gang i en gedin omgang dåseskjul i lejligheden og den larm, det afstedkommer, kan selv mine elskede høreværn ikke stå imod.

Kødgryderne kalder, og både rødvin og sofatid er indenfor rækkevidde. Jeg tilslutter mig Huberts ord fra i morges, hvor han begejstret udbrød: “Jamen, jeg elsker bare, når det er fredag!”.

 

 

 

Køn, kønnere, kønnest

IMG_4885Så blev det søndag igen, og november er allerede godt i gang. Det samme er kønsdebatten i medierne endnu en gang og i denne omgang med fokus på, hvordan vi præger vores børn i den henseende. Det er en spændende debat, som meget hurtigt går hen og bliver værdipolitisk og følelsesladet. For alle vil jo deres børn det bedste. Det store spørgsmål er, hvad det bedste så er?

I forhold til kønsdebatten befinder jeg mig nok i det relativt ‘politisk korrekte’ segment, der hellere ser ungerne rende rundt i brunt og grønt end i sidste nye syntetiske prinsesseskrud eller superheltedragt. Dermed ikke sagt at det er sådan, virkeligheden ser ud hjemme hos os!

Jeg er selv opdraget i en tid, hvor piger spillede fodbold og ønskede sig værktøjskasser til jul, og min barnedrøm var da også at blive tømrer. Senere ændrede det sig til linedanser og her utallige år efter, må jeg konstatere, at netop disse to drømme ikke gik i opfyldelse. Jeg legede også virkelig meget med dukker, og jeg legede også virkelig meget med drenge. Det var ikke noget, vi skænkede en tanke. En ven var en ven og først op mod teenagetiden, begyndte kønnene at få en betydning i den sammenhæng.

Der er ikke nogen tvivl om, at tiden og kønskulturen er en anden i dag, og derfor må vi nødvendigvis forholde os til, hvordan vi skaber de bedste betingelser for vores børns opvækst i relation til køn og kønsforståelse.

Jeg har i mit liv som mor altid været rimelig optaget af ikke af låse mine børn fast i kønsstereotype kasser, da det ligger naturligt for mig at have denne tilgang qua min baggrund, min omgangskreds og i det hele taget det segment, jeg nu engang må erkende, at jeg befinder mig i. Konkret betyder det fx, at vi herhjemme ikke opererer med drenge- og pigefarver, at legetøjet ikke knytter sig til, hvilket køn barnet har, og at vi altid har støttet vores børns vennerelationer på kryds og tværs af køn. Vi er opmærksomme på, at kvaliteter som forsigtighed, følsomhed og mod ikke bliver knyttet til børnenes køn, men mere er et udtryk for, at mennesker er forskellige.

Vores børnehave arbejder også aktivt med kønspædagogik og bruger fx betegnelsen “venner” fremfor “drenge” eller “piger”, når de omtaler eller taler til en gruppe børn. Vores gamle vuggestue, hvor alle fire børn har gået, gjorde det samme. Her har vi gennem årene ofte diskuteret kønspædagogik til forældremøderne, og diskusionerne har altid været  interessante. Vi har diskuteret hen betegnelsen, så luften dampede – og det var fedt! Ingen af institutionerne har negligeret køn eller neutraliseret begrebet fuldstændigt, men de har arbejdet med en pædagogisk bevidsthed om at se barnet frem for kønnet. Vi har ikke valgt institutionerne på denne baggrund, men identificerer os fint med deres måde at arbejde på.

Jeg finder det uhyre vigtigt, at vores børn i deres opvækst både får mulighed for at yde omsorg overfor dukkerne og bamserne eller smadre afsted med en monstertruck – uanset om de er drenge eller piger. – Eller yde omsorg for monstertrucken, som vi også har set utallige gange…

Jeg synes med andre ord, vi i grove træk læner os op at en kønsbevidst opdragelse, selvom det ikke er noget, vi går og tænker så meget over i hverdagen. Vi neutraliserer ikke børnenes køn, men vi tilstræber at give plads til anerkendelse af køn og forskelligheder. Mennesker er forskellige og i min verden knytter nogle forskelligheder sig til køn (af fysiologiske eller kulturelle grunde), og andre forskelligheder knytter sig mere til personlighed og interesser.

,Der er slet ingen tvivl om, at børn i dag vokser op i en kultur og i en tid, der er enormt kønsfikseret og i høj grad også kønsstereotyp og selvom jeg ikke ligefrem er personlig tilhænger af det kønsneutrale hen, håber jeg, at jeg kan være med til at påvirke mine egne børn til at tænke køn som et bredt begreb og dermed give dem større muligheder for deres personlige udfoldelse.

Men! For hvis nogen er i tvivl, er jeg i gang med at bygge op til et men…

I sidste weekend læste jeg en artikel i Information om nogle familier, der opdrager kønsneutralt i ordets mest rendyrkede forstand. De undlader helt, at i talesætte børnenes køn og bruger i stedet lyden ‘hn’ for at fjerne fokus så meget som muligt fra kønsbetegnelsen. De klæder bevidst børnene i helt kønsneutralt tøj og omtaler andre børn som fx “babyen med hunkøn” i stedet for “pigen”.

Jeg kan virkelig godt forstå forældrenes ønske om ikke at begrænse deres børn og at give deres børn en bred palette af muligheder, for jeg går ud fra deres intentioner er nogenlunde de samme, som jeg i princippet selv bikser rundt med inde i mit hoved.

Men, jeg blev ærlig talt ramt af et hav af tanker og følelser, da jeg læste artiklen og de kværner stadig rundt inde i hovedet på mig.

For jeg synes faktisk, der er så mange problematikker i den anskuelse, de “kønsneutrale opdragere” udlever i praksis, at jeg får en smule ondt i både maven og hjertet.

For det første så anerkender jeg, som artiklen hævder, at sproget har en kolossal betydning i vores påvirkning af hinanden og der ligger stor magt i kommunikation i det hele taget. Der er noget om, at “din stemme bliver dit barns indre stemme”, og derfor er det vigtigt at tænke over de ord, man bruger et stykke hen af vejen, men når man konsekvent forsøger at sammensætte sine sætninger kønsneutralt, tænker jeg, kommunikationen bliver meget mekanisk eller konstrueret. Vi kommer ikke udenom, at begreber som dreng og pige immervæk er ret integrerede i vores sproghistorie og sprogkultur. Jeg kan gå med så langt som til at være bevidst om ikke hele tiden at i talesætte sin datter som lille prinsesse eller sin søn som store bulderbasse. Det er altid godt med lidt reflekteret bevidsthed. Men når sproget bliver for fortænkt, er jeg bange for, at det går ud over relationen. Relationen risikerer at miste noget meget værdifuldt. Den risikerer at miste noget autenticitet og noget naturlighed. Jeg tror, omkostningerne er for store i forhold til, hvad det kræver at lave så store sproglige forandringer med nogle så fastforankrede begreber. Spontanitet og umiddelbarhed er stærke værdier i sproget efter min mening og hvis sproget bliver fortænkt eller for konstrueret, mister det noget værdi og skaber dermed distance.

Jeg har det også svært med, at neutraliteten skal være mål for opdragelse, da neutralitet i mine ører lyder som en reduktion. Når man neutraliserer noget ensretter man, eller usynliggør. “Et neutralt menneske”. Det lyder ikke ligefrem sprudlende og fantastisk. Jeg ville personligt ikke bryde mig om at blive omtalt som en næsten ikkeeksisterende lyd, hn. Jeg ville føle mig lidt usynlig, tror jeg. På mange måder er neutral det modsatte af mangfoldig, i hvert fald i min sprogforståelse ,og jeg hylder meget gerne mangfoldigheden 😉

Dernæst tænker jeg, at en overdreven fokusering på at kønsneutralisere nemt får en modsatrettet virkning, da der kommer et unaturligt fokus på udviskning af køn. Herved skabes jo et utilsigtet fokus på netop køn, og det at have et køn kan nærmest opfattes som noget problemtisk eller unaturligt.

Måske kan en konsekvent kønsneutralitet endda i værste fald medføre skam. Skam over at være et køn og skam over at føle sig forkert i sit køn. Skam over at ønske sig den lyserøde prinsessekjole, som mange af de andre piger i børnehaven har og som barnet måske ved ikke falder i god jord på hjemmefronten, fordi den er alt andet end neutral. En af kønsneutralitetens skyggesider er måske, at den kan skabe et tabu omkring køn, hvis den overdrives for meget – og det er nok næppe hensigten. I hvert fald er børns køn noget vi skal tale om med agtpågivenhed og forsigtighed, ligesom andre værdiparametre, der påvirker den menneskelige udvikling.

Jeg tænker, uden dog at kunne kalde mig selv hverken kønsekspert eller børnepsykolog, at der kan opstå nogle identitetsproblematikker, når kønnene forsøges udvisket. I hele opbygningen af identiet oplever jeg i hvert fald hos mine egne børn, at de i en vis alder begynder at “ordne” eller kategorisere for at have noget at holde sig selv op i mod. Her er køn ofte en af de benyttede kategorier. Jeg tænker, at børn har brug for at se sig selv i forhold til forskellige systemer og kategorier for at lære sig selv at kende, og det kan i mine øjne sagtens gøre uden at kønsstereotyperne får magten.

I virkeligheden tror jeg faktisk, at den type kønsneutral opdragelse, der skildres i artiklen i høj grad handler om forældrene. Når opdragelse eller livsstil i det hele taget bliver et projekt, handler det måske lidt for meget om forældrenes forfængelighed. Deres idealer eller deres manifestering af, hvem de er eller gerne vil være som forældre, overskygger de mennskelige konsekvenser, det kunne have på barnet. Det bliver måske planlagt allerede inden barnet er kommet til verden, at opdragelsen skal være kønsneutral, og som det er med så mange ting, bliver alt det, man havde tænkt og forestillet sig ofte helt anderledes i virkeligheden. Man glemmer nemt, at der er en omverden og en kultur, som barnet på et tidspunkt bliver en del af uanset, hvor meget man har lyst til at flytte i en bambushytte på verdens fredeligste sted, hvor ingen farer kan lure på barnet… Eller ingen Disneyprinsesse eller superhelt kan snige til at påvirke det uskyldige barn. Med andre ord kan man få lyst til at lave en Rousseau og lade sit barn vokse op ude i naturen som en anden “Emile” uden påvirkning fra andet end planter og dyr. Desværre er det ikke på den måde, man skaber hele mennesker. Det ved de fleste, og det vidste Rousseau. Idealisme er i langt de fleste tilfælde til eksempel og ikke til udlevelse.

Jeg har selv et mildest talt anstrengt forhold til både superhelte og prinsesser, men mine børn skal selvfølgelig have lov til at lege med dem og kende dem. Ellers vil de jo få svært ved at indgå i relationer og leg med deres jævnaldrende. Man kan ikke undse sig den påvirkning børn møder i deres omverden. Man kan forsøge at udfordre den og præge sine børn i den retning, man nu finder rigtig, men jeg tror, man gør klogt i at hjælpe dem med at linke til “den virkelige verden” også og dermed udvikle deres sociale kompetencer .

For mig er det vigtigt at vise mine børn, at mennesker er forskellige i højere grad end at fokusere på, at køn er forskellige eller det modsatte. Vi læser fx bøger med både drenge og pige hovedpersoner og er opmærksomme på hvilke kvaliteter de har. Der er sku ikke meget prinsesse eller ’stille pige’ over Ronja Røverdatter. Hun er modig og vild, men hun er også følsom og omsorgsfuld. Hun er en pige. Og hun er først og fremmest et menneske. Hun er oveni købet en pige, der bliver gode venner med en dreng og deres fællesskab og venskab hæver sig langt over betydningen af køn.

Kønsdebat er værdidebat og derfor en evig diskuterbar størrelse, der i høj grad knytter sig til følelser. Men jeg tror, man gør klogt i at forsøge at træde lidt udover de personlige følelser og i stedet indtage en normkritisk tilgang til kønsdebatten. Det er svært, men måske mere interessant.

Jeg er personligt overbevist om, at noget af det bedste man kan gøre i forhold til at skabe mere elastiske identitets- og kønsforståelser er, at lade børn have venner på kryds og tværs af køn og i det hele taget lade være med at fokusere overdrevet meget på køn i sine børns opvækst. Moderat reflekteret kønsbevidsthed 😉

 

 

Hyggelig uhygge

IMG_5088Halloween er over os, og selvom jeg ikke har det mest dybtfølte forhold til den amerikanske højtid, har vi de sidste par år svunget os op til at udhule nogle græskar og lave lidt hyggelig uhygge. Helt stille og roligt med lavt ambitionsniveau!

I går holdt vi vores egen lille “Halloweenfest”, som i alt sin enkelthed gik ud på, at vi spiste pandekager om eftermiddagen og skar græskar i gården, hvorefter hele familien efter mørkets frembrud spangulerede en tur på Assistenskirkegården. Det var så smukt at gå rundt derovre i mørket og selvom jeg kender kirkegården som min egen bukselomme, var den fremmed i mørket. De store træer, der lyste op og omridset af gravstenene, gav den helt rigtige eventyrlige og lidt uhyggelige stemning!

Tidligere på dagen havde jeg været en tur i supermarkedet for at rippe de helt og aldeles sørgelige rester af deres halloweenpynt, som til gengæld var sat ned med 80 %. Nogle gange betaler det sig at være ude i sidste øjeblik!

Der skal ikke så meget til, før ungerne føler vi har holdt Halloweenfest og så længe nogle papflagermus og en gåtur på kirkegården kan gøre jobbet, er det perfekt for mig!

Da aftenroen så småt havde sænket sig, kom en flok store børn forbi vores dør og gjorde et solidt indhug i aftenens slikskål, og jeg skal da lige love for, at de var rendyrkede i deres halloweenudtryk, med alt hvad der hører sig til af blod, klamme masker osv. Shit mand, de var spooky(!), og vores børneflok splittede sig øjeblikkeligt i to, da hoveddøren gik op. Havldelen var lige blevet puttet og lå med direkte udsigt til døren og rystede i deres senge, og den anden halvdel flygtede ud i køkkenet, som pludselig flød af rædselstårer. Vi måtte hive alle vores trøstekompetencer ud af ærmerne og forsikre om, at de store børn aldrig kommer tilbage.

Det er da også en mærkelig tradition at lade uhyggen skræmme livet af forsvarsløse børn, og egentlig kunne vi for min skyld godt skrue ned for hallowen og skrue op for fx fastelavn i stedet, men alligevel er der noget interessant i traditionen med at dyrke det mørke og ikke mindst det hinsides…

Jeg oplevede fx, da vi gik rundt på kirkegårdens mørke stier i går, at der helt automatisk skete det, at vi rykkede tættere sammen, små bløde hænder, der gerne ville holde i hånden, kom snigende, og som vi gik dér i en næsten stille stund kom følelsen af, at vi passer på hinanden dejlig tæt på. I det hele taget er hele flirteriet med det mørke og det hinsides en god anledning til at glædes over, at vi har hinanden her i det virkelige liv.

Magien eller eventyret, der ligger i mørkets kræfter, skubber også lidt til vores polerede liv og verdensbillede, og jeg tror, det er vigtigt at huske eventyrene – både det gode og onde. Der må være en grund til, at stort set alle kulturer historisk set har trolde, hekse osv. i deres narrative fortællinger.

Vi har brug for at undres og fortrylles i en vidensfikseret tid og kultur som vores, og jeg tror, vi gør klogt i at give det magiske og eventyrlige lidt ekstra gaspedal engang i mellem.

Når jeg står i supermarkedet og ser hylderne bugne af materielle plastikremedier og halloweenslik, er det nærliggende at give forbrugssamfundet kredit for at have skabt behovet for endnu en ‘højtid’, der kan profiteres af, men jeg synes faktisk, Halloween er en ret spændende tradition, når man lige får skrællet de værste bloddryppende plastiklag af og sender tankerne lidt om bag kulisserne.

Under alle omstændigheder gav vores kirkegårdsvandring anledning til en snak om liv og død, hvorvidt skeletter er uhyggelige eller bare er en naturlig del af livets cyklus – og den slags snakke er jo lige noget for mig.

IMG_5054

 

Fødselsdag!

ASAE3660I dag er det lige præcis et år siden, jeg startede bloggen her, og det er faktisk ikke til at forstå!

Når jeg klikker tilbage og læser, hvad jeg skrev for et år siden, føles det som om, det var i forgårs. Men når jeg tænker over alle de ting, der er sket, alle de overvejelser om stort og småt jeg har været igennem og ikke mindst, når jeg ser på mine unger, kan jeg godt se, at der er sket en del!

I starten skrev jeg oftere end nu – nu synes jeg ofte, at tiden er knap.

For et år siden gik alle børn i institution og jeg skulle finde job efter 2 barsler næsten oven i hinanden. Det var ikke helt nemt at finde hverken drømmejobbet eller bare et job i det hele taget – og slet ikke et, der kunne forenes med et familieliv med fire relativt små børn. Selvom jeg også dengang var presset på tid, havde jeg alligevel nogle timer i løbet af dagen, hvor jeg var alene, og hvor jeg kunne skrive blog ind imellem ansøgningerne.

Jeg trængte til at bruge koncentreret tid på noget, der ikke omhandlede vasketøj eller jobsøgning. Og jeg trængte til at tænke lidt ud gennem hænderne efter et halvandet år, der stort set ikke efterlod tid til at tænke sammenhængende tanker overhovedet. Sådan føltes det i hvert fald nogle gange.

Jeg er uden nogen tvivl både lykkelig og stolt over min flok, men det første halvandet års tid var altså virkelig hårdt arbejde kvitteret med minus søvn. Sådan er det, når man har 3 børn under to år.

Derfor startede jeg bloggen! Fordi efteråret ruskede udenfor, fordi jeg ikke havde børn hængende i skørterne konstant, fordi jeg alligevel brugte timer foran en computer, og fordi jeg skulle øve mig i at tænke sammenhængende igen 🙂

Min hverdag ser anderledes ud nu, og selvom det stadig er hårdt arbejde med fire børn indimellem, er hverdagen mindre presset på nogle områder. Men timerne hvor jeg sidder foran computeren er færre og ungerne er også kommet tilbage i skørterne igen. Derfor er der ikke helt så meget blogtid i overskud.

Jeg kan godt savne alenetiden lidt, men samtidig nyder jeg i fulde drag at være mere sammen med de små. Jeg nyder også, at jeg om eftermiddagen kan vende opmærksomheden mere mod de to store, uden de små føler sig overset. Selvfølgelig skal der stadig prioriteres, men det er blevet nemmere at nå rundt om hele flokken.

Dagen i dag har været både smuk og hård – men også hyggelig. I eftermiddags lavede jeg mumielanterner med nogle af børnene efter inspiration hos My:minMy. Jeg er fan af små nemme projekter som både små og store kan være med til.

Lige nu fejrer jeg blog-fødselsdag i sofaen, mens Kristian er i køkkenet, der sejler efter dagens strabasser og ungerne snorker om kap i “sovesalen” ved siden af. Det er ret hyggeligt med fællesværelset, selvom jeg godt kan savne de små snorketræer lidt ved min side om natten. Jeg har jo trods alt haft mindst et barn i soveværelset næsten på non stop i snart 8 år. Heldigvis kommer der af og til en lille troldeunge listende i løbet af natten. Men fællesværelset er en ubetinget succes og ungerne elsker det! Indtil videre…

Egentlig har jeg ikke det store på hjertet i dag, for trætheden lammer både min krop og min hjerne, men jeg ville da lige kippe med flaget på bloggens 1 årsdag.