Category Archives: Skole

Værdier og virkelighed

IMG_6719Siden sidst er der sket en masse.

Halvdelen af os har haft fødselsdag, og det er naturligvis blevet fejret på behørig vis. Vi har også holdt miniferie i det smukke Klitmøller, hvor vi var så svineheldige, at sommeren ramte kysten på samme tid som os og det var ganske enkelt vidunderligt! Både med ferie, fødselsdage og sommervejr…

Til gengæld er sådan ca. al den tid, der har været i overskud herhjemme de sidste par uger, blevet brugt på, at Kristian og jeg har snakket stolpe op og stolpe ned om pædagogik, pædagogisk filosofi, værdier, læring, etik og ca. alt, hvad der hører under disse særdeles spændende emner (- en af fordelene ved at dele profession med sin bedre halvdel er, at der altid er en kvalificeret sparringspartner ved hånden… ) ;) Diskussionerne udspringer af mine møder med fri- og folkeskoleverdenen de sidste par måneder.

To verdener, der har hele deres  idégrundlag til fælles, men alligevel er så forskellige, at de næsten ikke kan sammenlignes.

Mit hjerte har altid banket for folkeskolen, og det vil det altid gøre. Folkeskolen er uvurderlig for vores samfund og for rigtig mange børn landet over, og vi skal passe godt på den!. Vi har også selv valgt folkeskolen som en af byggestenene i Hjalmars opvækst, og vi sætter virkelig stor pris på det valg. Vi ser hvordan sociale kompetencer, rummelighed, og solidaritet blomstrer sammen med god personlig og faglig udvikling. Vi møder Nørrebros skønneste unger og deres familier samt professionelle, dygtige og smaddersøde lærere og pædagoger. Vi har ikke noget at sætte en finger på, og jeg vil til enhver tid anbefale de lokale folkeskoler!

Men, efter at have været “bag katederet” et par uger er det gået op for mig, at det ikke er her, jeg selv kommer til at slå mine lærerfolder. Jeg kan ikke få virkelighed og idealer til at spille sammen under de rammer, der er givet, som skolen ser ud pt.

Didaktikken og pædagogikken bevæger sig i en instrumenlatiseret retning, og hele systemet er for stift. Jeg savner frihed, kreativitet og mere nuancerede læringsperspektiver. Ganske enkelt.

Dertil kommer, at vores familieliv ikke matcher de “normaliserede arbejdstider” helt vildt godt… Det er svært at få logistikken til at hænge sammen, og vi ser simpelthen vores søde unger alt for lidt, som det er lige nu.

Derfor er jeg umådelig glad for, at jeg har fået mulighed for at komme tilbage til friskolen, hvor jeg startede 1. april. Det er noget værre rod med alle de skift for at sige det mildt, men jeg kan mærke, at det føles rigtigt.

Nogle gange må værdier og virkelighed files lidt i kanterne for at kunne passe sammen.

Nu glæder jeg mig til at vende tilbage og “lande rigtigt” i mit arbejdsliv de sidste par måneder frem til sommerferien. Det giver forhåbentlig lidt mere ro på hverdagen og efterlader lidt mere overskud, når tankemylderet falder lidt på plads.

 

På skolebænken…

IMG_4425I disse dage bliver der leget skole for fulde gardiner hjemme hos os. Hjalmar er selvfølgelig læreren og Hubert eleven, som intetanende hægter sig på legen, så godt han kan, for han ved jo dybest set ikke, hvad man laver i en skole… Hjalmar var uden tvivl rigtig glad for at gå i 0. klasse, men det er tydeligt, at han er endnu mere begejstret for at gå i 1. klasse. Sidste år hørte vi ikke så meget andet end, “det har været en god dag” og “…det kan jeg ikke huske…”, når vi snakkede om skolen. I år bliver han inspireret på en helt anden måde, og han fortæller vidt og bredt om, hvad de laver i skolen. Det skyldes nok kombinationen af nye fag, virkelig engagerede lærere og hans egen motivation eller modenhed om man vil.

Skolelegen giver os et fint indblik i Hjalmars opfattelse af skolen, og det er altså lidt sjovt at være vidne til hans version af folkeskolen anno 2015.

Musikundervisningen fylder relativt meget i forhold til den sparsomme plads, den har på det reelle skema. Han går seriøst til værks og laver stemmeopvarmning med Hubert, mens han forklarer, hvordan stemmen fungerer ligesom en rutschebane, der kan køre op og ned…

‘Kristendom’ har også høj prioritet i Hjalmars hjemmeskole, og han forklarer løs om, at mennesker er lavet af ler og ribben, og der bliver diskuteret, hvem det var, der sagde, at lyset skulle tændes – og hvem der egentlig tændte det…

Indimellem holder de frikvarter, og når vi skal have aftensmad, holder de spisepause. Forleden måtte vi endda holde 5 min. ‘tyggetid’ uden at snakke, som de gør i skolen, for at de små sludrechartoller kan nå at få lidt energi indenbords.

I går endte de flittige drenge bag fjernsynsskærmen på et tidspunkt, og “Ponyo på klippen ved havet” tonede frem fra Netflix’s uudtømmelige kilde af underholdning. Jeg troede, legen havde haft sin naturlige afslutning og kom egentlig ind for at få dem i nattøjet, men blev mødt af et: “Nej, nej, vi har UUV! (understøttende undervisning)”. Det, synes jeg, altså var ret sjovt! Især da Hjalmar uddybede sin erfaring med faget UUV til at fortælle, at de ikke ser film hver gang. – De spiller også “Just dance” nogle gange :)

Heldigvis kender jeg pædagogen, der varetager de fleste af UUV timerne i klassen og hun er både guld værd og virkelig dygtig, så jeg er slet ikke bekymret for kvaliteten generelt, men det er da samtidig også lidt benzin på reformbålet, der bor indeni mig. Jeg ved af erfaring, hvordan hverdagen er på en skole og hvordan tingene ikke altid går helt efter planen, så det er fint med lidt improvisation, (og dybest set trænger nogle af børnene sikkert også til at koble lidt af). Jeg ved også, at Hjalmar ikke tegner det fulde billede og har selektiv hukommelse! Men det var nok alligevel ikke Antorini og de andre rødders ambition med det nye hypede fag… Ting tager tid, og det gør skolereformen også. Både i virkeligheden og i mit hoved…

Under alle omstændigheder fortsatte legen i går, til de to unge herrer blev gelejdet under dynerne og Hjalmar konkluderede, at Hubert ville nå at blive meget klog, inden han skulle starte i skole, – fordi han jo allerede havde lært rigtig meget… Desuden skal de efter Hjalmars plan lege skole hver dag undtaget onsdag, hvor Hjalmar går til fodbold… Nu håber jeg ikke, Hubert bliver skoletræt :)

Drengenes leg minder mig om de utallige gange, jeg selv har leget skole med mine søstre og veninder i fordums tid. Jeg husker også, hvordan jeg ‘underviste’ min lillesøster i klaver, hvilket må have krævet utrolig stor tålmodighed fra resten af familien!

 

 

Sol og skolestart

IMG_4239Tænk at ligge på et tæppe i solen og nyde livet i Kgs. Have, mens Bertil og Helga Marie sødt sover middagslur i skyggen under et træ. Det er vist unødvendigt at fortælle, at jeg er godt tilfreds med mit nye arbejdsliv på en dag som denne! Stille og rolig morgen derhjemme, leg på legepladsen i Kgs. Have og frokost i det grønne. Senere skal vi se Marionetteaterets forestilling ‘Lille Pip’ sammen med min veninde og hendes to børn. Alt i alt en ret skøn arbejdsdag :)

Ugen, der nu snart er slut, er gået hurtigt! Hjalmar startede i 1. klasse i mandags, med alt hvad det indebærer af nye lærere, nye fag og nye krav…
Kristian og jeg (og Bertil og Helga Marie) fulgte ham i skole den første dag, og da vi stod dér skulder ved skulder og smilede sammen med de andre forældre rundt om i det lille old school københavner klasselokale, (bygget til en skoleform, der herskede i fordums tid), kunne jeg mærke, at det faktisk er noget ret særligt at starte i 1. klasse. Selvfølgelig var det sidste år, at han sådan rigtig begyndte i skole med flagallé og balloner og hele pivtøjet, men alligevel er det i år skolelivet for alvor går løs. Lærerne var rigtig søde, klasselokalet hyggeligt og kammeraterne lige så skønne som sidste år, så mavefornemmelsen var god, mens jeg nostalgisk stod og kiggede på min store dreng.

Da jeg selv startede i 1. klasse tilbage i 1987, var det på en lille landsbyskole med lige under 100 elever. Vi var 6 elever i min klasse og havde, så vidt jeg husker fri til middag alle dage. Alle elever sang morgensang sammen hver morgen, og vi gik i hjemmesyet joggingtøj. Min far var lærer på skolen, og jeg kendte derfor de fleste af lærerne på forhånd. Det var på alle måder en tryg og stille og rolig start på et langt uddannelsesliv. Selvom det er ved at være nogle år siden, kan jeg alligevel godt huske, hvordan sommerfuglene fløj rundt i maven på mig og hvordan følelsen af at gå ind i et ukendt land sad i kroppen.

Hjalmars skolestart på en stor storbyskole med en lille skolegård i hjertet af Nørrebro er på alle måder forskellig fra min egen skolestart, men den er fuldstændig lige så tryg for både Hjalmar og for mig. Sommerfuglene i maven første skoledag er nok nogenlunde de samme som dengang…

Jeg er spændt på at lægge barn til “den nye” folkeskole, og jeg vil ikke lyve om min skepsis i forhold til den omstridte reform, men jeg glæder mig til forhåbentlig(!) at blive positivt overrasket over, hvordan de mange krav og de lange dage skal løbe af stablen…

Hjalmar fortæller ivrigt om skolen, og han har haft en fantastisk første uge – og det er jo uden tvivl det vigtigste!

….

Det er nogle timer siden, jeg lå i solen og startede mit lille indlæg, men jeg må lige komme med en anbefaling af “Lille Pip”. Det lille halvtimes dukketeaterstykke var rigtig fint og både mine to 2 årige og min venindes snart 3 og 5 årige var opslugte! De spiller de fleste dage ,og det er for free ;) Så hvis du befinder dig i hovedstadsområdet, kan jeg virkelig anbefale, at du tager familien under armen og sætter kursen mod Kgs. Have.

Leg, leg og mere leg

IMG_3111Det er pinse, og vi har lavet den genistreg ikke at planlægge noget som helst! I går havde jeg egentlig tænkt at tage hele flokken med til en stor børnemusikfestival, men det var tydeligt, som formiddagen skred frem, at der slet ikke var nogen i familien, der havde behov for sådan en tur. Mindst af alle ungerne!

Dagen igennem blev der leget, leget og leget… Noget af det bedste, jeg ved, er, når børn bare forsvinder ind i en leg, og det gjorde Hjalmar og Hubert i går. De startede allerede en leg op fra morgenstunden, som fortsatte og udviklede sig over hele dagen kun afbrudt af en tur på legepladsen, fordi jeg synes, de trængte til lidt luft. De fortsatte hele eftermiddagen og aftenen og vi kunne næsten ikke få os selv til at afbryde, da de skulle i seng. Så vi lod dem lege til kl. 21 og blev mødt af et bebrejdende, “jamen vi er jo slet ikke færdige med at lege!!”, da vi til sidst sagde stop. Ingen musikfestival til os, men til gengæld en super god dag herhjemme :)

Jeg kan mærke, at børnene virkelig sætter pris på de dage, hvor de bare får lov at være lidt i fred og får lov til at lege i deres eget tempo – og jeg kan virkelig godt forstå det! Når jeg tænker tilbage på mine skoledage i 80’ernes børnehaveklasse, bestod de af virkelig meget leg og varede vel max 3 timer. Hjalmars skoledage i 0. klasse varer fra 8.10-13.30 og onsdag til kl. 14.30. De får selvfølgelig også tid til at lege, men slet ikke i samme omfang som i min barndom. Stort set hele skoledagen består af voksenstyrrede aktiviteter, og de laver mange ‘opgaver’, som Hjalmar kalder det. Altså dansk- eller matematikfaglige opgaver, som kræver, at man sidder stille på sin stol.

Jeg læser for tiden en bog af Erik Sigsgaard, Om børn og unges nej, hvor han skriver, at børnene i dag ‘elever’ mere og lever mindre… Jeg blev helt trist, da jeg læste den sætning – især fordi den er rigtig! Det er ganske enkelt dét, de forlængede skoledage bevirker. Der er ganske få timer af børns hverdag, der ikke er skemalagt af de institutioner, de befinder sig i eller af os forældre, som jo skal have familiecirkuset til at køre rundt. Resultatet bliver, at børnene går glip af en masse liv og leg. De får uden tvivl rigtig meget ud af skoledagene både fagligt og socialt, men de går også glip af mange ting, når deres verden i så høj grad styres af voksne. De lærer, som Sigsgaard påpeger at indgå i en lydighedskultur, hvor det i høj grad er op til læreren/de voksne at påvirke definitionen af, hvem det enkelte barn er. Det er en virkelig stor magt at ligge inde med!

Det er tankevækkende, at i forbindelse med etablereingen af det vi i dag kender som folkeskolen, skrev oplysningsmanden Reventlow i 1784 ud fra hensynet til børnene “de smaae Børn forbliver det første halve Aar ikke over en Time i Skolen, såå at de altiid beholder deres Munterhed og Skolen ikke falder dem til Last.”

Elevernes munterhed er ikke en faktor, der bliver medregnet, når man driver skolepolitik i dag og det er i grunden både synd og kan vise sig at være katastrofalt. Vi risikerer, at børnene mister noget motivation undervejs og ‘det faglige løft’ kan vise sig at tage pladsen for andre og vigtigere kompetencer, som børn i dag ikke får så rig mulighed for at udvikle. Jeg får en klump i halsen, når jeg tænker på alt det, børnene ikke lærer, mens de sidder og bruger det meste af dagen i skolen… Jeg synes ikke, man skal underkende værdien af den læring der sker, når børn får plads og mulighed for at lege og være uforstyrrede af os voksne.

Jeg elsker at høre mine børn lege! Alle de ting der er på spil, når de alene eller sammen kaster sig ind i en verden, hvor de selv styrer showet. Hvor de er dukkefører i fantasiens ubegrænsede univers. Hvor de må nå til enighed, revurdere og ændre undervejs, hvor de lærer en masse om, hvad livet er og hvordan man begår sig i det. Hvor jeg kan høre empati udvikle sig, magtkampe blive ført og demokratiets principper udfolde sig mellem biler, legoklodser, sværd og udklædningstøj.

 

 

 

 

Fred og fællesskab

IMG_2914Jeg er stadig blød i knæene efter gårsdagens skolerevy, hvor Hjalmar indtog de skrå brædder. Han har tidligere været med i en musikforestilling, som o. klasserne lavede i efteråret – dengang voksede han et par centimeter overnight!

I går var hele skolen sammen om at opføre revy på den måde, at hvert klassetrin havde forberedt et indslag, der udgjorde en del af en samlet helhed med temaet “Fred være med det”. Der var sang, dans, små skuespil og skolerockband. Det var rigtig flot! Fredstemaet blev så fint udfoldet, og budskabet stod klart i lyset af den smeltedigel skolen er. Alle børn stod sammen om det samme tema og alle forældre stod sammen i oplevelsen af ungerne.

Hjalmars klasse optrådte med en gammel børnesangleg, hvor eleverne havde forskellige små roller og Hjalmar var stolt som en pave over at spille bondedreng. Da 0. klasse gik på scenen med hinanden i hånden, smeltede jeg allerde lidt. De var så søde og opmærksomme på hinanden og så sang de for fuld udblæsning! De var tydeligt meget spændte, men fandt tryghed i hinanden på scenen foran de mange tilskuere. Deres lille optrin varede vel ca. 3 min. og derefter overtog skolens andre klasser. Men hvilke 3 minutter! Hjalmars blik søgte rundt på tilskuerrækkerne og da han fik øje på os, fløj der en lille spontan vinkehånd op ledsaget af et genert smil. Der smeltede jeg helt! Den stolthed, der lyste ud af ham, var helt fantastisk. Tænk, hvad en simpel sangleg på en scene kan give de søde unger!

Det var så rørende at se, hvor meget de hver især voksede og ikke mindst, hvor meget deres fællesskab voksede! Det er virkelig betydningsfuldt at være en del af klassefællesskabet og en kæmpe oplevelse at være en del af hele skolefællesskabet også. Store og små der står sammen og supporter hinanden på kryds og tværs.

Jeg sætter stor pris på, at han går på en skole, der prioriterer de fælles oplevelser og har blik for en gang i mellem at lave undervisning, der stiler mod andet og mere end målbare resultater. Det er så uvurderligt, hvad ungerne får ud af sådan en revyuge, hvor de normale skemaer er brudt op og hvor man sammen skaber noget kreativt og musikalsk. Selvom hverdagene stadig indbefatter (alt for) lange skole dage og (alt for) meget stillesiddende tavleundervisning, giver det mig en tryghed at vide, at der stadig findes engagerede lærere og pædagoger, der finder overskud til at give ungerne gode oplevelser, der på en aller anden måde vil sidde i dem for altid. Jeg ved, jeg måske lyder som en nostalgisk, gammel 70’er pædagog, men de havde faktisk også fat i den lange ende et langt stykke hen af vejen, er jeg sikker på…

For vores lille familie betød revyen også alenetid med Hjalmar, da de tre små blev passet herhjemme, imens vi var til forestilling. Det var et to timers aftenarrangement og vi synes, det var lige offensivt nok af komme anstigende med tre styks overtrætte småkravl. Det betød, at vi kunne slentre gennem Nørrebros mørklagte gader med Hjalmar imellem os og rette hele opmærksomheden mod ham – uden afbrydelser! Det i sig selv er vidunderligt en gang i mellem.

I dag måtte stjernen møde en time senere og vi havde derfor god tid fra morgenen. Men halv syv kunne Hjalmar ikke sove mere for, som han sagde: “Jeg kan altså ikke vente med at fortælle Hubert, hvordan det gik i går”. Hubert lyttede velvilligt, selvom han nok ikke forstod ret meget af talestrømmen og sluttede samtalen med et: “Det var flot klarret, Hjalmar!”

 

Tandlæge tur/retur

IMG_2535I torsdags var jeg med Hjalmar hos tandlægen, og det rippede op i en af de oplevelser, jeg helst prøver at fortrænge af ren og skær flovhed og dårlig samvittighed. En sand skamplet på min mor-samvittighed!

Jeg smider forfængeligheden et øjeblik og deler alligevel ud af historien:

En dag tilbage i starten af december da jeg hentede Hjalmar oppe på skolen, tog hans lærer fat i mig og sagde, at hun bare lige ville sige, at han havde klaret det SÅ flot i dag! Jeg må have lignet et ret stort spørgsmålstegn, for jeg var helt blank og anede ikke hvad hun snakkede om. Så sagde hun: “Altså hos tandlægen..” Dér var der pludselig noget, der dæmrede i mit forvirrede hoved.

En meget travl dag en uges tid tidligere tikkede en mail ind på forældreintra fra selv samme lærer. Der stod noget med en tandlægetid og noget mere jeg ikke helt forstod. Noget med om Hjalmar skulle sendes med taxa…? Jeg forstod ikke helt, hvad hun mente (jeg er jo ny som skolemor!) og parkerede mailen i min ” det kigger vi lige på  senere – når der er lidt mere ro til det…” -skuffe inde i hovedet. Dumt! Der skete nemlig det forunderlige, at mailen på mystisk vis blev slettet fra min bevidsthed og jeg glemte alt om den, indtil vi stod i gangen og læreren roste Hjalmar for at have klaret det SÅ flot.

Under vores samtale faldt brikkerne på plads, og jeg blev overmanet af dårlig samvittighed og skam! Jeg stod som en lille skolepige og sank længere og længere ned i linoleomsgulvet, mens hun forklarede, at Hjalmar er tilknyttet skoltandlægen, der ligger på en anden Nørrebro skole og at forælderne som regel følger eleverne til tandlæge i de små klasser og senere tager ungerne blot en taxa frem og tilbage, mens de klarer besøget selv.

Min lille 6 årige dreng var altså uden varsel blevet sendt med en taxa, kørt til skoletandlægen, gået op på 4. sal og havde sat sig i venteværelset, været hos tandlægen til eftersyn (inklusiv røngtenbilleder!), gået ned igen og kørt med taxa tilbage til sin egen skole. UPS! Jeg havde aldrig oddset på, at han ville overleve sådan en tur!

Vi gik direkte i supermarkedet og købte lækkerier a la Pippi i slikbutikken for at lette min dårlige samvittighed. Ironisk nok når han jo kom lige fra tandlægen… Jeg tror, jeg fortalte ham 20 gange på vejen hjem, hvor ked af det jeg var over, at vi havde glemt det og han lød faktisk helt oprigtig, da han sagde: “Mor, det er altså helt okay. Det gik jo fint!”. Måske er min lille dreng trods alt mere hårdfør, end jeg noglegange går rundt og regner med.

En lille bonus ved Hjalmars tandlægevisit er hans bekendskab med en ældre dreng fra skolen, som var med på samme tandlægenudflugt. Han havde med det samme set, at Hjalmar var lidt utryg og havde taget sig af ham og hjulpet ham. De to hilser altid på hinanden i skolegården, og det gør mig glad at tænke på, hvor omsorgsfulde børn ofte er overfor hinanden.  Og så er det tydeligt, at Hjalmar synes, det er ret sejt, at en af de store hilser på ham!

I torsdags gik tandlægebesøget heldigvis fint, men Hjalmar sagde alligevel, at han var glad for, jeg var med ham :)

Jeg ved ikke, hvad det er med mig og tandlæger. Jeg har tidligere skrevet lidt om mit eget seneste besøg hos tandlægen, som var en noget ambivalent oplevelse. Det kan læses her.

 

 

Plads til rum

IMG_1942Mandag morgen kan godt være lidt tung i det (og det våde gråvejr hjælper ikke på sagen!). I morges ville Hjalmar ikke i skole. Han er ellers meget glad for skolen og har mange gode venner både i og udenfor klassen, det var ikke det. Han synes, det er hårdt med de lange skoledage, hvor alt er skemalagt. Han savner at lege!

Jeg kan godt blive lidt frustreret og bekymret over hans lange dage og ikke mindst udsigten til, at det skal være sådan de næste mange år. Jeg er sikker på, at Hjalmar nok skal klare det, og jeg tvivler heller ikke på, at lærerne gør, hvad de kan for at skabe en afvekslende og indholdsrig dag for børnene. Min bekymring handler i virkeligheden mere om dét, der ikke bliver plads til. Når en meget stor del af børnenes dag er skemalagt, levner det ikke meget frihed.

Én ting er børnenes behov, (som fx det Hjalmar sætter ord på, at han savner – altså leg og frihed), der undertrykkes. Det er selvfølgelig ikke noget nyt fænomen, og synet på ‘barndommen’ er jo meget modelerbart. Da mine bedsteforældre var børn, var barnesynet i høj grad forbundet med arbejdskraft, og det var ikke usædvanligt, at man blev sendt hjemmefra for at tjene som 6-7 årig. I 80’erne da jeg selv var barn, var barnesynet forbundet med kreativitet og en næsten Rosseausk forestilling om det frie menneske men også i høj grad med socialt ansvar. Sådan ændrer tingene sig. Det er ikke fordi, jeg naivt tror, at alting var bedre i gamle dage, men jeg synes, der er ved at ske et skifte i barnesynet og det bekymrer mig.

Hvilke værdier, mener vi, skal være grundlæggende for vores børns barndom? Hvad, mener vi, er vigtigt her i livet? Tilsyneladende tyder meget på, at noget af det vigtigste i voksnes syn på barndom i dag er udvikling og lærdom. Børn skal blive dygtige! Og gerne lidt hurtigt, tak!

Det lyder måske overdrevet, men jeg bekymrer mig om den totalitære tænkning, der lægger til grund for vores måde at drive skole på i dag. Når så stor en del af børnenes dag er skemalagt og planlagt, tager det pladsen for den frie udfoldelse og ikke mindst den frie leg. Jeg synes, legen bliver negligeret og reduceret til noget, der skal presses ind for at give børnene et afbræk i deres læring. Der er så meget lærdom i den frie leg, og det bliver overset, hvilket er rigtig synd! Der er også en tendens til at gøre læring til genstand for børns leg, og det er bestemt ikke dét, jeg er tilhænger af. Den der ide om, at leg helst skal rette sig mod konkrete output, skaber hverken den bedste læring eller bedste leg i min verden.

Det bliver også planlagt i mindste detalje, hvad børnene skal lære i skolen uden tanke for alt det, de risikerer at gå glip af i forsøget på at lære det planlagte. Nu er jeg af den overbevisning, at al læring ikke kan forudbestemmes og jeg forstår slet ikke den ensretning, der sker på skoleområdet. Selvfølgelig skal børnene lære at læse og regne i skolen, men de skal også lære så uendeligt mange andre ting, der måske viser sig at være endnu vigtigere. For vi ved jo ikke, hvad der er nyttigt at kunne i fremtiden? Men vi ved, at der er tænkt mange kloge tanker om barndommen, og om hvad det vil sige at være menneske og hvis det stod til mig, fyldte nogle af de tanker mere i uddannelsesdebatten og skoleudviklingen.

‘Mellem mennesker skal der altid være et åbent rum, noget ubestemt at søge hinanden i’. Denne sætning læste jeg for nylig i en gammel artikel, og det rammer lige præcis ned i min bekymring. Når alt er forudbestemt, planlagt og skemalagt, levnes der netop ikke meget rum mellem mennesker. ‘Rummet’ er så vigtigt fordi, det er her vi møder hinanden – sådan rigtigt. Det er her, ideer opstår, meninger afprøves og her, en stor del af den menneskelige dannelse sker. Det er her, kreativitet og fantasi vokser, og det er her vi som mennesker, må gøre en indsats i mødet med andre. Vi må som mennesker have noget ukendt at søge hinanden i. Vi må forsøge at opnå forståelse og indsigt – at sætte os i hinandens sted. Det handler om at møde noget andet end sig selv og om empati. Og det handler om, at alt ikke er givet på forhånd og om af afprøve sig selv. Om frihed. Jeg ville ønske, der var mere frihed i børns liv i dag og jeg ville ønske, nogle flere beslutningstagere var enige med mig.

Når jeg hører Hjalmar sige, at han ikke har lyst til at gå i skole, fordi de skal være der så lang tid, og fordi han savner at lege, vokser min bekymring. Vores ihærdige forsøg på at skabe hurtigere og mere effektiv læring i hovederne på de stakkels børn resulterer i værste fald i umotiverede børn, der spilder deres tid og barndom. Det gør mig trist. Det er ikke (kun) fordi, jeg synes, det er synd for Hjalmar, at hans tid er beslaglagt fra 8-13.30/14.30, han overlever!

Det er mere, fordi systemet ikke levner plads til ‘det åbne rum, hvor mennesker kan søge hinanden i det ukendte’. Er der plads til kreativitet, leg og store fortællinger? Er der rum til at udvikle sig som menneske i det instrumentaliserede menneskesyn, der præger vores syn på barndom i dag?

Måske tillægger jeg tingene for stor betydning, men jeg føler mig stadig trist over den manglende frihed og over alt dét, der ikke bliver plads til…

 

 

 

 

RTS og vikar

Inden vi drukner i juleromantik, gløgg og gaveregn vil jeg da lige brokke mig en smule for at skabe lidt balance i tingene.

Jeg kaster mig nu over jaget vildt, samfundets fælles bytte: folkeskolen!

Lad mig slå fast, jeg er ikke ude på at revse lærerne, jeg er inkarneret tilhænger af folkeskoleprojektet og har stor tillid til, at skolen er et sted, hvor kloge mennesker gør kloge ting med ungerne. Ligesom jeg på et hospital har tillid til, at lægerne har forstand på at sætte brækkede ben sammen osv. Jeg er i bund og grund meget autoritetstro og har tillid til professionalismen, men jeg mærker alligevel en snert af tvivl gnave et sted i mig.

Over aftensmaden kom vi til at snakke om, at Hjalmars klasse tit har vikar. Jeg har bemærket det nogle morgener, når jeg afleverer ham og der står et ukendt ungt menneske og forsøger at genne med flokken som en uerfaren hyrdehund, men jeg har ikke rigtig funderet mere over det. (Udover at jeg selvfølgelig har glædet mig over, at det ikke var mig selv, der stod foran tavlen.) Det er heller ikke noget Hjalmar har nævnt før, men han fortæller generelt lige så meget om skolen, som en PET agent om sin sag. Vi snakkede, og jeg spurgte, hvad han så synes om, at have vikar. Jeg tænkte, at han måske synes det var sjovt eller spændende eller sådan noget. Efter lidt betænkningstid sagde han en anelse tørt “…jeg vænner mig til det.”

Hmmm… Hvor gør man lige af dét svar? Vi snakkede lidt videre, og han fortalte, at han først bliver utryg, når han ikke kender vikaren og ikke ved, hvad de skal lave og at der også er mere larm, men til sidst vænner han sig så altså til det…!

Jamen super! Han er sikkert ikke det eneste barn med den oplevelse. Vi lader altså en flok utrygge 6 årige være i skole fra 8-13.30/14.30 og sætter ofte en tilfældig vikar ind til at passe flokken, fordi lærerne har meget fravær. Den to-lærer funktion jeg regnede med var standart i 0. klasse er åbenbart mere sjælden end hvid jul i dagens Danmark. Der sidder en håndfuld fantastiske fritidshjempædagoger og savner deres børn i bygninger, der stort set er tomme indtil kl 14. Kunne man forestille sig at udbygge samarbejdet en smule?

Og hvorfor er lærernes sygefravær så højt! Ja, jeg ved jo ikke noget om Hjalmars klasses konkrete situation, men når en opgørelse fra september viser, at vikartimerne er steget med mere end 50 % i Københavns kommune, er der noget, der tyder på et generelt problem. Jeg synes, det er helt urimeligt, at små børn, der er ved at lære at gå i skole, gentagende gange skal vogtes af en vikar, de ikke kender. De er i forvejen utrygge i skolegården og render rundt med gårdvagterne (som de heller ikke altid kender) i hånden i frikvartererne. Selvfølgelig skal børnene lære øget selvstændighed og udvikle robusthed, og jeg tror da heller ikke de som sådan tager skade af det. I hvert fald ikke så meget… Men det er ikke optimalt i min verden! Skal vi virkelig bare køre efter en ‘så kan de lære det’ – pædagogik? Lektor Blomme-style…

For mig går læring og tryghed hånd i hånd, og det første møde med skolen lægger kimen til elevernes fremtidige oplevelse af skolen. Jeg er godt klar over, at det kræver stor logistik af køre en skole og at lærerne er rigtige mennesker, der ikke bor i klasserne, men så skulle man måske overveje at passe lidt på de søde mennesker og give dem lidt fred – og tid!

Nu jeg er igang med brokkeriet, så skurer det også i mig, når  jeg primært hører om, at de sidder ned og laver opgaver i klassen, når nu den fornemme skolereform lovede det modsatte? Jeg er godt klar over hvorfor, for enhver der har prøvet at undervise ved, at alt andet end RTS (røv til sæde) undervisning kræver meget forberedelse – og det er der ikke tid til. Men der må da være en grænse for hvor forældet et lærringsbegreb man kan læne sig op af i 2014 – snart 15. Hvis rammen er: Indfind jer i en kaotisk og utryg hverdag, sid stille og lav opgaver, så kunne reformpengene vist være brugt bedre. Min egen lille landsbyskole i det mørke vestjylland i 80’er-90’erne var mere moderne og proaktiv i sit læringssyn.

Og dannelsesbegrebet eller fraværet af dét, skal jeg slet ikke starte op på lige nu… Det ville kræve en god flaske whisky at dulme nerverne på. Og jeg kan faktisk ikke så godt lide whisky…

Pakkekalender-idealisme

Der er blevet strammet op på decemberforberedelserne i vores lille hjem, siden Hjalmars sprøde røst vækkede min julegejst til live for nogle dage siden. Vi har lavet nisselandskab med vat og hjemmegjorte nisser, jeg har strikket små lyserøde marcipangrise til adventskransen, kalenderlyset er i hus og Hjalmar har fundet julesokken frem og hængt den op. Vi er klar til december!

Det var ellers lige før den gode julestemning røg sig en tur i 0. klasses facebookgruppe. Hjalmars velmenende klasselærer meddelte sidst på ugen, at alle skulle medbringe en gave til en klassepakkekalender. Umiddelbart en klassiker i mine øjne. Men! Her kom Nørrebroforældrene op af sofaerne og erklærede kamp mod materalismen! Måske lidt overdrevet – men ikke meget. Diskussionen gik på hvorvidt denne materalistiske kalender havde sin berettigelse i klassen (- som i øvrigt også har erstattet fødselsdagsgaver med en t-shirt hvor alle sætter deres autograf).

Personligt mener jeg, det må være op til læreren, om hun orker bøvlet med sådan en kalender og jeg husker da også, at jeg selv syntes selvsamme koncept var hyggeligt i min egen skoletid. Selvfølgelig kan det diskuteres om nutidens børn ligefrem mangler små dimser til 20 kr. Men når forældregruppen begynder at blande sig i detaljer som en julekalender, synes jeg faktisk, der er tale om et skråplan. Enten kan man konkludere, at klassen er yderst velfungerende, siden der ikke er større problemer at tage fat på eller også er folkeskolen ved at forvandle sig til en idealisme-arena, hvor forældre kan flashe deres personlige værdisæt på linje med visse privatskoler. I mine øjne er en rask værdidiskussion ikke af vejen, men når en pakkekalender næsten kan mane til antimateralistisk kampgejst, er filmen ved at knække. Måske er det bare mig, der er gammeldags, men jeg synes viljen til at gå ind på den fællesskabspræmis, der er grundlæggende i folkeskolen mangler lidt. Fællesskabspræmissen kræver, at man en gang imellem parkerer nogle af sine personlige værdier og meninger i fællesskabets navn og det er åbenbart ikke så ligetil. Måske lægger jeg for meget i hele diskussionen, men ikke destomindre har den fyldt i mit hoved i denne weekend.

Jeg vil i hvert fald nyde at se mine børn åbne gaver og smæske sig i chokoladekalendre, pebernødder og æbleskiver i december. – Ja, jeg vil sågar selv gøre det samme!

IMG_1873

Kreakage

Jeg havde selvfølgelig meldt mig på kagetjansen til 0. klasses halloweenfest i fredags, fordi det var “den nemme” tjans og fordi jeg kunne forberede og være i god tid. Tidsfaktoren er altid vigtig at medregne, når man har 4 børn!

Jeg havde sat kage-overliggeren lidt højt og tænkt, at jeg ville lave en rigtig flot og kreativ kage. (Hvorfor ser det SÅ nemt ud, når andre gør det!). Jeg fik næsten skabt en form for kage-præstationsangst for mig selv, og mine overvejelser om kagen spændte ben for processen, så jeg helt glemte tidsfaktoren.

Aftenen før kom jeg til at sidde og drikke rødvin hos en veninde i stedet for at iføre mig forklædet. Lidt dumt og meget typisk mig! Heldigvis var jeg landet hos min meget kreative veninde! Hun tegnede lige en oversize edderkop, som jeg kunne klippe ud og bruge som skabelon. At jeg så ikke er en logikkens mester skal ikke være nogen hemmelighed. Meningen var, at vi skulle fremstille en skabelon med et hul formet som en edderkop, som jeg kunne holde hen over kagen og drysse lakridskrymmel ned gennem. Smart!

Jeg gik selvfølgelig i gang med at klippe edderkoppen ud (!) – og ikke klippe hullet ud, som det var meningen. Ikke så smart! Havde altså ikke drukket SÅ meget rødvin, men min hjerne tænker åbenbart børnelogisk nogle gange. Efter en halv rulle tape og lidt assistance fra førnævnte veninde fik jeg lappet formen sammen og kunne fragte den hjem gennem Nørrebros dunkle gader. Det lignede mest af alt noget de små havde kreeret i vuggestuen, men jeg var fuld af tiltro til projektet!foto

Resultatet blev overraskende godt! Og nemt! (Hvis man altså ser bort fra det med klipningen..). Jeg er vild med nemme løsninger, der ser super godt ud. Det skal man ikke kimse af, når tiden er knap og der sidder et barn fast i hvert bukseben samtidig med, at man desperat forsøger at afkøle kage på rekordtid (tyve min. i fest-takeoff), røre glasur og holde form/drysse lakridskrymmel på en gang. Godt jeg har hele to hænder!