Category Archives: Hverdag

Kreakage

Jeg havde selvfølgelig meldt mig på kagetjansen til 0. klasses halloweenfest i fredags, fordi det var “den nemme” tjans og fordi jeg kunne forberede og være i god tid. Tidsfaktoren er altid vigtig at medregne, når man har 4 børn!

Jeg havde sat kage-overliggeren lidt højt og tænkt, at jeg ville lave en rigtig flot og kreativ kage. (Hvorfor ser det SÅ nemt ud, når andre gør det!). Jeg fik næsten skabt en form for kage-præstationsangst for mig selv, og mine overvejelser om kagen spændte ben for processen, så jeg helt glemte tidsfaktoren.

Aftenen før kom jeg til at sidde og drikke rødvin hos en veninde i stedet for at iføre mig forklædet. Lidt dumt og meget typisk mig! Heldigvis var jeg landet hos min meget kreative veninde! Hun tegnede lige en oversize edderkop, som jeg kunne klippe ud og bruge som skabelon. At jeg så ikke er en logikkens mester skal ikke være nogen hemmelighed. Meningen var, at vi skulle fremstille en skabelon med et hul formet som en edderkop, som jeg kunne holde hen over kagen og drysse lakridskrymmel ned gennem. Smart!

Jeg gik selvfølgelig i gang med at klippe edderkoppen ud (!) – og ikke klippe hullet ud, som det var meningen. Ikke så smart! Havde altså ikke drukket SÅ meget rødvin, men min hjerne tænker åbenbart børnelogisk nogle gange. Efter en halv rulle tape og lidt assistance fra førnævnte veninde fik jeg lappet formen sammen og kunne fragte den hjem gennem Nørrebros dunkle gader. Det lignede mest af alt noget de små havde kreeret i vuggestuen, men jeg var fuld af tiltro til projektet!foto

Resultatet blev overraskende godt! Og nemt! (Hvis man altså ser bort fra det med klipningen..). Jeg er vild med nemme løsninger, der ser super godt ud. Det skal man ikke kimse af, når tiden er knap og der sidder et barn fast i hvert bukseben samtidig med, at man desperat forsøger at afkøle kage på rekordtid (tyve min. i fest-takeoff), røre glasur og holde form/drysse lakridskrymmel på en gang. Godt jeg har hele to hænder!

 

Feeling yellow på grønsværen

Hvem havde troet mine eftermiddage på grønsværen (altså på sidelinjen!) skulle give afkast i form af den fineste inspirations-/forkælelsesaften?

Ikke mig kan jeg afsløre! Jeg har et ret anstrengt forhold til fodbold. Jeg er ikke vild med den lidt brovtne kultur, der hersker omkring fodbold, den magt sporten har og så har jeg decideret boldskræk. Ikke destomindre tilbringer jeg en eftermiddag om ugen på grønsværen.

Da Hjalmar kom og sagde, at han gerne ville gå til fodbold, forsøgte jeg i første omgang at aflede ham og foreslog alle mulige andre spændende ting. Det prellede af på ham og selvom han synes, det var hyggeligt at gå til både rytmik og yoga, da han var 4, kunne jeg godt fornemme, hvor det bar hen.

Vi startede fodbolden op i sommer og da træningen lå på Kristians sene arbejdsdag, blev det min tjans at hente ungerne og tage hele flokken med på grønsværen (hedder det overhovet det, når der er tale om en kunstgræsbane på Nørrebro?). Det kan diskuteres, hvor hyggeligt det var, men det gik da.

Hjalmar trænede, og jeg løb rundt og nærmest tvangsfodrede de tre små med snacks for at holde dem uden for banen samtidig med, at jeg desperat prøvede at kigge på min ældste søn, så jeg kunne sige ja! med god samvittighed, når han senere spurgte, “så du det mål, jeg scorede, da jeg lavede en højder, da jeg faldt?, osv.” Nu er træningen rykket indendøre i en gammel gymnastiksal og når man lige ser bort fra lugten af gamle gummisko og sved samt lyden af 12 børn, der larmende løber rundt med en masse bolde, er det faktisk ok hyggeligt. Træningstidspunktet ligger senere, så den ene af os kan tage med til fodbold uden resten af ynglet. Se, nu er det pludselig en anden tjans! Hyggelig mor-søn tid lige midt i ulvetimen! En ekstra bonus er hyggesnakken med de andre forældre, og det er her den gule følelse kommer ind i billedet.

Jeg har nemlig mødt Anja, der også er fodbold-mor. Anja inviterede mig til inspirationsaften og uden at ane hvad det handlede om, eller at kende Anja særlig godt, sagde jeg selvfølgelig,  ja tak! Og det er jeg umådelig glad for, at jeg gjorde.

Anja havde lavet den vildeste, mest gennemførte aften, hvor temaet var gult bryllup. Vi var ca. 20 piger, der ankom en kold torsdag aften til bobler i gyldne nuancer, inspirerende pynt på vægge, i lofter og på borde og ikke mindst fantastisk lækker mad – primært i gyldne farver. Konceptet var, at vi skulle inspireres af omgivelserne, sanseoplevelserne og af hinanden. Og jeg skal da lige love for, at det var skønt! Bagefter sad jeg tilbage med følelsen af at være meget heldig. Tænk, at der findes mennesker med sådan et overskud og tænk, at jeg skulle inviteres med!

Jeg forestiller mig, at Anja har tænkt, – hende der den grå mor til de mange børn, hun trænger sku til det! Og hun havde ret. Jeg føler mig faktisk en smule mere gul og varm efter den dejlige aften. Nu må vi se, hvor længe det holder! Du kan se mere om Anja her.

Om jeg er blevet en større fodboldentusiast? Nej, det vil nok være for meget at sige, men jeg vil til enhver tid sige: Giv skidtet en chance, man ved aldrig, hvad det kan føre med sig!

IMG_1808

Sisyfos på overarbejde

Kender I følelsen af at løbe og løbe og ikke komme nogen vegne? At slide og slæbe uden at kunne se resultatet?

Når man får børn, følger der en masse praktisk arbejde med og når man så får 4 børn, følger der ekstremt meget praktisk arbejde med! 4 børn og 2 voksne producerer vildt meget rod, opvask, beskidt tøj og bare beskidt alt muligt alle mulige steder. Jeg forsøger ikke at vaske mere end nødvendigt – jeg vil jo gerne passe lidt på vores fine jord. Alligevel blev det vel til 4 vaske og 2 gange tørretrumbling på sådan en almindelig dag som i dag. 4 børn og 2 voksne (til de 4 børn) producerer åbenbart virkelig meget vasketøj. Der går selvfølgelig en del tøj på 2 blebørn, der smadrer mad ud over sig selv og os andre, når de spiser og 1 nyudklæket post-blebruger, der ikke altid liige når helt ud på toilettet. Det er ellers ikke, fordi vi har ret høje renhedsstandarter hjemme hos os. Ikke destomindre er en stor del af dagen gået med tøjsortering, vask, hænge til tørre/trumble, lægge sammen og lægge på plads. Nu kunne man så fristes til at tænke, at vasketøjssituationen var under kontrol, men et hurtigt blik rundt i lejligheden fortæller, at det bestemt ikke er tilfældet!

Det er med fare for at lyde som et brokkehoved, og det er faktisk ikke min intention, men nogle dage (ca. de fleste) går bare med at rydde op, finde mad frem og tilbage, vaske/tørre tøj, vaske/tørre børn, gøre overfladisk rent (vi når aldrig i bund) og slæbe mælk og havregryn hjem i mængder, som kunne affodre den kongelige livgarde et par uger. Vi køber aldrig under 4 poser havregryn og 8 l. mælk ad gangen. Der er altså tale om et massivt angreb af husligt arbejde i alle afskygninger, der på det nærmeste har overtaget mit liv – og dé der kender mig vil vide, at husligt arbejde kommer ind på min absolutte førsteplads, over ting jeg hader allermest at bruge min tid på.

Det er her, myten om Sisyfos sniger sig ind i mine tanker, og  jeg begynder at overveje, om Albert Camus havde ret i, at Sisyfos var en glad og lykkelig mand?

Jeg tvivler…! Føler ikke sjældent, at jeg knokler med at få den tunge sten op på bjerget for så at se den trille hele vejen ned igen. På den ene side er der noget rigtigt i, at hverdagens trummerum er der, hvor lykken findes. Den samme velkendte plade, der spilles igen og igen. På den anden side er det bare vildt frustrerende, at knokle dagen lang for så at konstatere, når aftenroen sænker sig, at der ser præcist ud som ved dagens begyndelse. Dvs. som om nogen havde sprunget BR i luften og tilsat en halv sandkasse og derefter krydret med noget, der ligner et kollegiekøkken. Så er det, mor bliver træt! – og begynder at stille spørgsmålstegn ved Sisyfos’ glæde og tilfredshed. Findes lykken virkelig i nytteløst slid og slæb! For når man sidder midt i suppedasen, føles det så absolut ikke altid som lykke!

Men ved nærmere eftertanke ville jeg jo ikke være det foruden. Det er jo en del af “børnepakken” at skabe rammerne for vores hjem, og det er faktisk ret så værdifuldt. Det er på mange måder rammerne i ens barndomshjem og den stemning der er i hjemmet, der former én som menneske. Det er lige nu – midt i rodebutikken – vi skaber barndomsminder for vores børn. I dét lys giver sisyfosmyten pludselig mere mening, og jeg ser en åbning for, at han måske var en lille smule glad i låget.

Der står i myten, at “Hvert granitkorn i stenen, hver glimtende mineralstump i bjergets mørke udgør en verden i sig selv. Kampen for at nå op til tinderne er nok til at fylde et menneskehjerte. Man må tænke sig Sisyfos som en lykkelig mand.”. Og det er jo netop, når man dedikerer sig til dét man laver og finder værdi i den ‘verden’, man er en del af, at sisyfosarbejdet begynder at give mening.

Glæde og lykke hænger for mig at se ofte sammen med mening. Giver det du laver mening, er der også en chance for, at det gør dig glad. Det var lige lidt lommefilosofi, der måske kan give perspektiv, når man står midt i lortebleer, havregrød og uendelige mængder af vasketøj.

Elsker mandag!

IMG_1798

Som mor til 4 kan jeg godt nogle gange glæde mig lidt til det bliver mandag.

Jeg elsker at holde weekend med min dejlige familie, ingen tvivl om det! Men den ro, der sænker sig, når alle er fulgt til henholdsvis skole, børnehave og vuggestue, er altså ret fantastisk. God musik i ørene og duften af kaffe (og udsigten til at drikke den, før den bliver kold) er noget jeg virkelig sætter pris på sådan en mandag morgen som i dag.

Da dette er mit første blogindlæg, vil jeg lige præsentere min familie og mig selv.

Min familie består af Kristian, min kæreste, min allierede og verdens bedste far til vores børn. Vores ældste dreng er Hjalmar på 6 år. Hjalmar går i 0. klasse på den lokale folkeskole. Det er vildt at have et skolebarn! Sikkert noget jeg vil skrive mere om på et tidspunkt. Vores mellemste dreng Hubert er 3 år og går i børnehave. De to yngste er Bertil og Helga Marie på 18 mdr. De er tvillinger og går i vuggestue.
Jeg selv er 33 år, uddannet lærer og cand.pæd. i pædagogisk filosofi. Siden Hubert blev født, har jeg været på barsel, været arbejdsløs tvillingegravid og igen været på barsel. Nu er Helga Marie og Bertil startet i vuggestue, og jeg skal finde vej ud af labyrinten.

Vi er 6 mennesker med 6 forskellige behov. Vi er en blandet flok af introverte og ekstroverte, rolige og larmene. Vi tager hensyn til hinanden og omverdenen i det omfang, det nu er muligt, men der bliver leget, løbet, hoppet, slåsset, grinet og råbt. Vi bor midt i Danmarks tættest befolkede område og vores familie fylder på mange måder ret meget i landskabet.  Tvillingeklapvogn, løbecykler, løbehjul og en råbende mor, der vil holde i hånd – og en 3 årig der ikke vil. Jeg føler ind i mellem, at vi er en omvandrende cirkusforestilling for andres dels medlidende, dels beundrende blikke. Den bedste beskrivelse er nok følelsen af at være en ‘elefantfamilie i en glasbutik’. Vi hygger os og elsker at være sammen, men kaos er en normaltilstand i vores familie. Det tilskriver jeg dels udviklingsmæssige faktorer (især hos de tre små!) som fx primat-hjernens overtag, voldsom lyststyrrelse, ekstreme følelsesudbrud, manglende evne til at vurdere egne fysiske udfoldelser osv. Og dels det faktum, at vi er dobbelt så mange børn som voksne. Kort fortalt er vi nok i virkeligheden bare en helt almindelig familie med 4 små børn.

Nå, men efter en dejlig weekend i familiens skød, er det altså de små ting i livet – som varm kaffe – jeg sætter pris på.

Min blog udspringer af alle de tanker, jeg gør mig – og har gjort mig – om familieliv, børneliv og den eksistensoprivende oplevelse det er at blive forældre både første, anden og tredje gang. Måske kan andre have interesse i at læse om mine tanker? Måske bliver bloggen blot til et lille arkiv, der samler og husker mine tanker.