Category Archives: Hverdag

Hverdag igen

IMG_4176Vores nye hverdag er skudt i gang, og jeg er glad for, ferien gjorde overgangen flydende 🙂

Det har været intenst at være sammen alle 6 i 4 uger, hvor mange forskellige behov skulle tilgodeses på samme tid. Det kræver til tider en ret stor tålmodighed, men hold da op hvor har det bare været skønt!

Jeg synes, det lykkedes os at lave en nogenlunde balance i mellem forventninger og virkelighed, og det giver en god følelse af, at vi kender os selv som familie efterhånden. Det er noget med at opveje for lidt og for meget og prioritere forskellige behov på de rigtige tidspunkter.

Personligt kunne jeg godt have drømt om en ferie i sydens sol og saltvand med en stak bøger og kolde drinks i solnedgangen. Men med 4 børn under armen ville det nok alligevel ikke helt matche mine drømme, så vi gemmer krudtet til en anden gang 😉

I feriens slutning blev vi beriget med en lille kusine, og det er altså bare fantastisk! Hun er selvfølgelig super sød og virkelig dejlig, og så er det bare noget helt særligt at holde et helt lille barn i sine arme. Den lille bløde krop og de instinktive små bevægelser minder mig altid om, hvor skrøbeligt livet er men på samme tid også om, hvor stærke vi mennesker er. Jeg har det ligesom Hubert, da han så hende første gang og udbrød: “Hvor er hun nuttet! Jeg har bare lyst til at snuppe hende!” Eftersom jeg egentlig synes, vi har nok at se til med 4 stk., så nøjes vi med at komme forbi og låne hende lidt. Det er en fantastisk ordning!

I morges, da vi havde vinket farvel til Kristian, Hubert og Hjalmar, smuttede vi ud i det blå og nød formiddagen ude i sommervejret. Det føltes godt at cykle afsted med Bertil og Helga Marie og bare gøre, hvad vi havde lyst til. Bertil skrålede en hjemmedigtet melodi for fuld hals og alle, der cyklede forbi os vendte hovederne og smilede. Det er altså et ret hyggeligt job, jeg har fået mig 😉

 

 

To verdener

IMG_3519Jeg går og kæmper lidt med at finde ro i den beslutning, vi har truffet om, at jeg skal være hjemmegående/dagplejer for Bertil og Helga Marie. Jeg havde naivt regnet med, at mit oprørte indre ville falde til ro, når beslutnigen var truffet, men det er altså ikke helt sket endnu… Jeg tror, det har at gøre med, at jeg pt befinder mig i et form for ingenmandsland, idet vores nye hverdag jo ikke er begyndt endnu. Jeg glæder mig uden tvivl til at have en hverdag med ungerne, og jeg glæder mig til at lægge alle tankerne om, hvad der skal ske, hvordan vi skal få det til at hænge sammen osv. på hylden lidt og bare være!

Farvellet til vuggestuen er dog stadig en gyser! Jeg har efterhånden snakket med både lederen og pædagogerne om vores beslutning og selvom de er søde og opbakkende, er det bare rigtig svært…

Vuggestuen er det sted, jeg tillidsfuldt har givet mit lille barn i armene på en anden, hver gang barslen var slut og de små skulle på deres første lille rejse ud i verden på egen hånd. Det har alle gange føltes rigtigt og trygt.

Det er dér, vores børn har haft deres hverdag, hvor pædagoger og medhjælpere omsorgsfuldt og nærværende har værnet om børnenes tryghed og trivsel.

Det er dér, børnene har vokset og blomstret i fællesskabet med de andre børn og dér de har knyttet deres første rigtige venskaber. Både Hjalmar og Hubert har stadig deres første venner fra vuggestuen tæt på i hjerterne.

Det er dér, børnene er blevet stoppet med selvværd og selvtillid og har fået en masse spændende oplevelser og det er dér, kompetente pædagoger har tilrettelagt hverdagen med et magisk blik for at støtte udviklingen af deres forskellige personligheder og ladet hver enkelt af vores børn vokse i den retning, som netop er deres.

Efter sommerferien vil Helga Marie og Bertil få en hverdag med masser af nærvær og tid sammen med mig, og det bliver fantastisk! Men der er også noget dyrebart, de mister, som jeg ikke kan give dem nemlig fællesskabet med de andre børn. Deres opmærksomhed og omsorg for hinanden i vuggestuegruppen er rørende, og den kan ikke erstattes ved at besøge byens forskellige legestuer.

Vuggestuen er en forlængelse af vores familie, og det er børnenes verden, som jeg fratager dem. Jeg ved godt, de får en ‘ny verden’ sammen med mig, som de også vil trives og være glade i, men det ændrer altså ikke på, at det er svært at sige farvel til den den gamle trygge verden, som de virkelig elsker!

Der er ingen tvivl om, at pædagogerne og lederene rundt om i landets institutioner står med et kæmpestort ansvar og jeg vil altid være evig taknemmelig over, at vores børn har haft et vuggestueliv, der i dén grad har beriget deres hverdag. Jeg ved, der er mange, der ikke deler min positive erfaring med vuggestuelivet, men vores unger har altså haft det fantastisk.

Jeg er spændt på den nye hverdag, der venter os efter sommerferien og jeg glæder mig til den! Den lille sorg, der ligger i det svære farvel, kræver bare lige lidt plads.

 

Puslespil…

 

Tiden flyver, og det samme gjorde weekenden, der nu er forbi.

Huberts første uge i den nye børnehave er gået rigtig godt, og han har været så sej til at klare skiftet! Selvfølgelig kræver det mange kræfter, når alt er nyt, men han er fuld af gåpåmod og virker allerede tryg. Jeg er ret begejstret for stedet, som emmer af god ånd og dygtige folk. Alt tyder på, at vi har truffet den rigtige beslutning, og det er altså en god følelse!

Det er som om, børnehavebeslutningen har givet os mod til at træffe en anden stor beslutning, som jeg også virkelig håber, er den rigtige! Den har været svær, og har været undervejs i lang tid, og den er fyldt med ambivalens og modsatrettede tanker…

Jeg har brugt de sidste mange måneder på at jonglere med familielivet i forsøget på at få logistik, tid og kærlighed til at gå op i en højere enhed, og jeg indrømmer gerne, at jeg synes, det har været en udfordring, efter Bertil og Helga Marie startede i vuggestue sidste sommer. Vi gik fra en hverdag med stor fleksibilitet og rimelig meget ro på (-altså så meget ro der kan komme på hverdagen med 4 børn…) til en hverdag med tidspres og logistiske udfordringer. Før havde vi to børn i institution, to børn hjemme hos mig på barsel, og Kristian kunne for det meste hente og bringe og arbejde om aftenen, når der var ro i lejeren. Nu har vi aflevering og afhentning hver dag i tre forskellige institutioner med diverse tilhørende arrangementer og den nye folkeskolereform, der giver andre arbejdstider for Kristian. Vi har været vant til at være sammen med vores børn, og måske har vi været for godt forvendt. I hvertfald betyder hverdagen pt, at ungerne enten bliver hentet sent de fleste dage eller at jeg henter dem alle, hvilket tager laaang tid (og ikke altid giver den hyggeligste start på ulvetimen). Efter at have lagt familielivspuslespillet mange gange på forskellige måder er vi nået frem til, at vi ikke har lyst til at hente fem minutter i lukketid hver dag, og dermed reducere tiden sammen med ungerne i hverdagene til noget, der minder om 5 min., når alt det praktiske også skal passes, og den resterende tid skal divideres med 4.

Alle overvejelserne er nu endt ud i en plan, jeg er ret så spændt på! Jeg har simpelthen søgt om at blive dagplejer for Bertil og Helga Marie fra 1. juli. Nogle gange tænker jeg, at det er en vanvittig beslutning, og andre gange føles det som det eneste rigtige.

Jeg har aldrig forestillet mig, at jeg skulle gå hjemme med ungerne – nærmest tværtimod… Derfor er beslutningen også ambivalent, for der er virkelig meget jeg gerne vil i det her liv, der ikke handler om at lave modellervoks og smøre makrelmadder, og husmoderrollen falder mig egentlig ikke særlig naturlig. Men jeg synes, det er svært at nå rundt til alle ungerne, og de er stadig virkelig små! Og så vrimler jobmarkedet ikke med spændende, tilgængelige deltidstillinger.

Nu er beslutningen truffet, og det bliver virkelig skønt at have tid og at være tæt på de to små i deres hverdag, og jeg er stensikker på, det også giver mig mere tid med de to store. Som det er nu, er eftermiddagene nærmest en kamp om opmærksomhed, som de små ofte vinder. Jeg indrømmer, at jeg ikke går ubetinget lystbetonet ind i projektet, men jeg er sikker på, at jeg aldrig vil fortryde den tid, jeg kommer til at bruge på at være sammen med de to små trolde.

Vores nye hverdag skal nok blive en udfordring for mig på godt og ondt. Det kommer jeg sikkert til at skrive mere om her på bloggen… Jeg har ikke glemt tiden efter Bertil og Helga Marie var kørt ind i vuggestuelivet og jeg jeg smagte smagen af alenetid og varm kaffe igen. En tvillingebarsel er altså ikke for tøsedrenge… Og jeg tænker, det samme gør sig gældende for hjemmelivet med to på to 🙂

Beslutningen betyder desværre et farvel til vores fantastiske vuggestue, hvilket helt sikkert kommer til at koste tårer… Jeg elsker virkelig det sted! Alle vores børn har gået der, og vi har set hvordan de alle har vokset og blomstret i vuggestuen. Vi har altid haft god sparring og dialog omkring vores børn og om børne- og institutionslivet generelt. Vigtigst af alt har vuggestuen dannet ramme om en tryg og glad hverdag for børnene, og vi er kommet i huset i over 6 år og har derfor et tæt bånd til stedet såvel som til personalet. Det bliver en gyser at sige farvel!!

Men efter alle brikkerne til puslespillet har været kastet op i luften og samlet på alle mulige tænkelige måder, er det denne løsning, der viser os det billede, vi helst vil se tilbage på – og det har altså været den afgørende faktor.

Nogle gange må man justere på sine forestillinger og ryste posen en gang 🙂

 

 

 

Ny start

IMG_3486I dag har været særlig, fordi Hubert har haft sin første dag i den nye børnehave. Afskeden med den gamle i fredags gik fint, selvom det altid er lidt svært at sige farvel til både børn og minder. I morges var Hubert mildest talt ret skeptisk og ville absolut ikke i børnehave! Jeg måtte virkelig forsøge at være overbevisende i mine overtalelser, selvom jeg jo dybest set heller ikke selv vidste, hvad vi gik ind til. Heldigvis gik mødet med den nye børnehave rigtig godt og da vi et par timer senere gik derfra, spurgte jeg, hvordan han synes, det havde været. Med den unge mands egne ord havde det været en mega god dag – med tryk på mega 🙂

Stedet virker rigtig fint, og alle børn og voksne tog godt imod Hubert. Nu er det bare spændende, hvordan de næste dage kommer til at gå. Jeg er heldigvis helt fortrøstningsfuld! Da Hubert og jeg senere på dagen hentede Hjalmar på fritten, foregik det for Huberts vedkommende i gadedrengehop og med en iver i stemmen, jeg ikke har hørt i lang tid. Skønt!

Idyllen blev dog udfordret, da vi nåede til vuggestuen, hvor Bertil og Helga Marie forvandlede sig til to små flitsbuer. Det var noget, med nogle sutter de ville have, som desværre tilhørte nogle andre børn… Det frembragte et cirkus uden lige, og Bertil lå bogstaveligtalt og hamrede knytnæverne i gulvet, mens han skreg som en besat. Helga Marie fulgte trop og blev ovenikøbet jaloux over den opmærksomhed, Bertil påkaldte sig. De to kan altså virkelig få lyd på, når de giver den gas og jeg tror, det meste af Nørrebro var udsat for de to sirener! Det er lidt af en udfordring for mig at bevare roen og det kølige overblik, når hentesituationerne koger over. De to store (som i forvejen slet ikke gider med rundt og hente de andre og højlydt protesterer) bliver smittet med den dårlige karma, og pludselig står man dér med 4 stk. trætte børn, der ikke kan gå, skal tisse, er ved at dø af tørst, nægter at tage sko på, bliver slappe som gelé osv. Overskuddet kommer på overarbejde… I de situationer mangler jeg virkelig hænder!

Heldigvis genfandt alle mand balancen igen, da vi cyklede hjem og resten af dagen blev god.

Jeg håber så meget, at den nye børnehave kommer til at være en tryg og positiv del af Huberts hverdag. At det bliver et sted, der giver ham en masse godt! Det er vel sådan, det skal og bør være, når børn bruger så stor en del af deres barndom i institutionerne. Jeg er i hvert fald rigtig godt tilfreds med vores beslutning om at give ham en ny start et andet sted, og så krydser jeg fingrene i håbet om, at det hjælper ham godt på vej!

 

 

 

Kaos og kosmos

Mandag eftermiddag! Den startede meget larmende, og mit overskud hang i en tynd tråd efter at have bjerget Bertil og Helga Marie hjem fra vuggestuen, hvor de to små baryler fyrede alle tænkelige beskidte tvillingetriks af! De kostede rundt med mig, stak af i gardaroben, skreg på skift – og på samme tid. Da jeg langt om længe fik dem begge indfanget og med vold og magt fik mast deres fødder i skoene, og vi var klar til afgang, afmonterede Helga Marie hele skidtet hurtigere, end jeg kunne nå at sige ‘overskudsmor’. Efter en lang, svedende cirkusforestilling tog jeg hende under armen, og der hang hun så og sprællede, mens hun hylede og skreg. Bertil i den anden hånd og tasker, bamser og Helga Maries overtøj klemt ind, hvor der nu var plads mellem arme og tænder. Sikke en omgang! Det kan godt være, jeg efterhånden er en garvet mor, men dét der show kan altså tage pippet fra mig!

Vel hjemme igen fandt jeg de to store bag hver deres skærm, og de orkede knap at løfte blikket for at sige hej. Sådan gik eftermiddagen. Helga Marie sad som limet til min arm, og Bertil dimsede rundt. Jeg forsøgte med kanelknækbrød at lokke flokken til at samles, men der var absolut ingen interesse!

Jeg havde glædet mig til en eftermiddag med hygge og sludder, men efter flere forsøg gav jeg op og var efterhånden mere end klar til at fortrække alene ud i køkkenet, da der skulle laves mad.

Så skete der det forunderlige, da vi havde spist, at alle vendte på en tallerken. De små forsvandt sammen ind i en leg og skreg af grin, mens de gentagende gange gemte sig bag det samme gardin. De store fik mig overtalt til at give dem en femmer mod at rydde op i gardaroben og stuen, og så blev der ellers knoklet! De gik helt vildt op i det, og da alt var ryddet op, fandt de tegneblokkene frem og begyndte at tegne planer for, hvordan de på sigt kan tjene flere penge… Egentlig er jeg ret stor modstander af, at børn skal have kontant afregning for at hjælpe til i hjemmet, men på den anden side var det to fluer med et smæk i dag. De fik gang i en god leg, og der blev ryddet op!

Det er sjovt, hvor uforudsigelig en dag kan være. Bedst som kaos hersker, humøret er trampet i bund og alle i familien vil det modsatte af, hvad man selv vil, kommer kosmos smygende ind og lægger sig som en ubemærket boble rundt om kaosfamilien. Det er helt fantastisk, når det mod alle odds sker på en mandag eftermiddag som i dag.

Nu kan jeg med ro i sindet læne mig tilbage i sofaen og kigge på lysene, der brænder i vores vinduer. Det er altid godt med lidt eftertanke over dagen og verden – over kaos og kosmos.

Blomstrende børn…

IMG_3215Da Hubert blev født, kom han ud af mørket som en glad og veltilfreds lille sol! Højt humør og glimt i øjet er sådan, jeg husker Hubert de første 3 år af hans liv. Hans vuggestuetid var en dans på roser, og han hyggede sig med sine gode små venner og søde, nærværende voksne. Han elskede at komme i vuggestue og var i det hele taget i meget god trivsel. Da han skulle i børnehave, var vi slet ikke i tvivl om, at det ville blive en fest for ham, for han var helt klar!

Nu har han gået i børnehave i et år, og han er desværre ikke særlig glad for det! Hans bedste tid i børnehaven var den første måned, hvor han gik der sammen med Hjalmar. Siden har det aldrig været helt godt. Stedet har været præget af rigtig mange sygemeldinger, personaleskift og også et ledelsesskift og det giver selvfølgelig en stor uro. Vi har brugt børnehaven siden 2012 og har været glade for den de første par år, hvor Hjalmar gik der. Nu fungerer det bare ikke.

Det er hårdt for Hubert, at han ikke trives i børnehaven og det er hårdt og frustrende for os som forældre at de valg, vi har truffet for vores barn, ikke giver ham noget godt. Når han i forvejen har det svært med børnehaven og der er så stor uro, bliver han utryg. Nu stopper begge hans faste pædagoger, og pædagogmedhjælperen bliver skåret ned i tid.

Vi har længe overvejet, hvorvidt vi skulle blive ved med at give børnehaven en chance eller prøve lykken et andet sted.

Principielt synes jeg, det er skævvridende, at det frie børnehavevalg giver (resourcesstærke) forældre mulighed for at shoppe rundt mellem institutionerne, og helt idealistisk set ville ideen om, at man blot fik tildelt en børnehave i nærområdet bidrage godt til samfundsudviklingen, tror jeg. Jeg synes også, man skal arbejde for at få det bedste ud af den institution, man nu engang har, for der vil jo altid være ting, man selv ville have gjort anderledes. Endelig skal  man også huske, at der er en vis risiko for, at nissen flytter med… Men, nu står vi altså med et barn, der ikke trives i sin børnehave og vi synes, vi har givet det mange chancer! Jeg har tidligere set, hvordan Hubert blomstrede i vuggestuen og jeg vil give alt for også at se ham som en lille børnehaveblomst.

Jeg har derfor lige sendt svar afsted til pladsanvisningen og takket ja til en ny børnehaveplads fra 1/6. Det føles så godt!!

Det er ikke sådan, at jeg naivt regner med, at alle problemer bliver løst, men jeg tror, det bliver rigtig godt for ham at få en ny start på børnehavelivet. Jeg har heldigvis fuld tillid til stedet efter at have besøgt børnehaven i fredags. Jeg har sommerfugle i maven, for det er en stor beslutning, vi har taget på vegne af vores lille dreng! Det bliver spændende, men jeg tror, det bliver godt 🙂

 

 

Hverdagens glamour

Fredag aften er lig med Disney Sjov og fredagsslik i vores familie og i skrivende stund knases der bolcher og tygges vingummi, mens sjove (og mindre sjove!) tegnefilm ruller over skærmen. Der er næsten noget rituelt over fredagshyggen og på en måde, er det et slags startskud til weekenden. Forudsigeligheden giver tryghed, som er god for både voksne og børn. Der er ingen diskussioner – bare hygge!

Weekenden ligger foran os stort set uden planer, og det er lige, hvad vi har brug for efter en uge, der gik lidt for stærkt. Der skal ikke så meget ekstra på  programmet for at gøre vores hverdag lidt for kaotisk. Et par sociale aftaler, et ekstra møde på Kristians arbejde og et forældremøde oveni det sædvanlige program er nok til, at det kan mærkes. Det er lidt frustrerende, at der ikke skal mere til, før vi kommer på slingrekurs, men det er et vilkår for os. Jeg er ikke af natur særlig struktureret, og det har været lidt af en udfordring, at få sat hverdagen i system. Ikke destomindre er det nødvendigt med en vis struktur, når der er mange små børn under samme tag. Hverdagen levner ikke plads til så meget spontanitet og altså heller ikke til et alt for tætpakket program.

Så er det skønt, at der er udsigt til en weekend med både masser af tid og masser af sol 🙂

– Jeg klemte dog en lille spontan udflugt ind i ugens program og stimlede sammen med små og store royalister, da vores mintfarvede monark gjorde hovedstaden usikker og fik flagene til at kippe og trompeterne til at trutte. En oplevelse jeg helt klart havde undervurderet!! Det var vel nærmest et feltstudie i danskhed eller noget…  Under alle omstændigheder var det et glamourøst indslag i min hverdag!

God weekend!

IMG_3093

 

Næsten sommer i Danmark

IMG_2811Mit sidste indlæg om frihed har givet en del god respons til trods for, at jeg virkelig ikke havde regnet med, nogen gad læse de mange ord.. Det er skønt, når I vil ofre jeres tid på at læse mine skriblerier – tak for det 🙂

I dag har jeg opnået en fuld effekt af noget, der føles som den hellige treenighed for travle småbørnsmødre – kombinationen af kaffe, sol og læ! Dét er noget, der giver kulør i de grå kinder og næring til sjælen! Det kan klart anbefales! Det er hundekoldt, og vinden bider stadig, men når man er så heldig at finde både sol og læ – og så endda har tid til at stoppe op og drikke en kop kaffe, så er det fantastisk!

Eftermiddagen har været præget af leg, liv og lyd! De to små legede i gården, da vi kom hjem fra vuggestuen og jeg synes helt klart, det er nemmere at motivere mig selv til leg i gården, når solen titter frem. Det er også hyggeligt, at de andre mennesker, der bor omkring os, efterhånden dukker frem fra vinterhiet, og det er lige i disse dage at ’sæsonen’ for alvor starter, og gården bliver mere livlig end i de øde vintermåneder, hvor det er mørkt, når man kommer hjem. Det udvider på en måde lejligheden med et ekstra rum, som er ret kærkomment!

Da vi havde spist aftensmad, var vores 4 trætte mandagsbørn ved at flå hovederne af hinanden på kryds og tværs, og når konflikterne ikke fik overtaget stod den på wrestling/fodbold. Lydniveauet gik lige i mit nervesystem (som måske nok stadig er en lille smule belejret af weekendens festligheder…) og det batteri, der blev ladet op tidligere af kaffe i solen var opbrugt. Løsningen på problemet blev dansegulv i stuen og MGP i højtaleren. Det er noget, der samler flokken! Med ét var konflikter erstattet af grin, og ungerne skrålede ‘Nu er det sommer i Danmark…’ for fuld udblæsning. Det var faktisk ret sjovt! Især fordi de små bare er eminente på et dansegulv med deres små bløde kroppe og kluntede bevægelser, der ihærdigt forsøger at spejle deres to store idoler. Det er også godt for trætte voksnekroppe, der længes mod at ramme sofaen, men stadig har et bjerg af putning og oprydning at bestige. Det er virkelig sjovt at se, hvordan ungerne mødes i musikken, om det er MGP i højtalerne, når vi synger Bjørnen sover med de små, eller når guitaren bliver luftet, så stimler de som regel sammen og vil være med. Bedst af alt er det, når de leger band! – selvom de ikke altid er helt enige om genren…!

I skrivende stund bliver de store drenge puttet med godnatguitar, og jeg kan høre dem skråle med på Joanna. Det lyder da næsten som den rene idyl!

Det er altid godt at have nogle kort i ærmet til de stunder, hvor tingene brænder på og herhjemme er  ‘alt med musik’ som regel et af dem!

IMG_2821IMG_2825

 

Brødre

IMG_2531Midt i hverdagen – lige dér hvor bægeret er ved at flyde over af vasketøj, konflikter, manglende mælk og manglende overskud, bliver jeg nogle gange revet ud af hamsterhjulet og må stoppe op for at tørre en tåre væk fra øjenkrogen. En gang i mellem en træthedståre af udmattelse fordi det bare er hårdt arbejde at have 4 børn nogle gange. Eller en frustrationståre fordi jeg ikke slår til, som jeg gerne vil, men heldigvis også ofte en glædeståre fordi jeg er så heldig! Sådan én ramte mig i dag.

Hubert kom stolt som en pave hjem fra børnehave i dag, med den fineste havfrue han selv havde lavet af paprør, palietter og ildrødt garn. Den var virkelig flot, og det var tydeligt, at det havde været et meget stort arbejde for ham at lave den. Han holdt den beskyttende i sine arme, som var den lavet af det pureste guld, og han strålede som en lille sol!

Jeg tog imod ham i køkkenet og så med det samme, at der var en gave på vej… Han kiggede på mig med sine store smilende øjne og og sagde med højtidelig stemme: “Se Mor! Den er til Hjalmar…” Det var simpelthen det sødeste øjeblik, og Hjalmar blev bare glad! Den kærlighed, der fyldte køkkenet midt i eftermiddagens rod og kaos, gik lige ind i mit hjerte og fik det til at boble over.

 

 

 

Perler til mor

IMG_2536På mit tidligere efterfødselsgymnastikhold tilbage fra Huberts glade babydage faldt snakken engang på, hvilke gaver vores kærester/mænd havde skænket os, efter vi kvinder havde bragt vores små poder til verden. Mange havde fået blomster, nogle stykker havde fået smykker, en enkelt var blevet friet til og én havde fået en smuk perlehalskæde. Da turen kom til mig, kunne jeg bidrage til samtalen ved at fortælle, at jeg havde fået en kaffekop. Der blev stille, og en af de andre piger konstaterede tørt, at det eneste problem ved en kop er, at man jo ikke kan tage den på… Vi skreg af grin, og jeg skal ærligt indrømme, at jeg har været meget glad for koppen lige siden, selvom jeg da også har tænkt, at perlerne nok kommer til mig en dag. Nu har min mellemste skænket mig en fin en af slagsen:

I dag var bare en af de der dage, hvor det lige præcis regnede på de tidspunkter, hvor jeg skulle hente og bringe børn, hvor sutterne på mærkværdig vis var forsvundet fra jakkelommen og hvor mors tålmodighed i det hele taget blev sat på prøve!

Det var mødedag på Kristians skole og mens han sad med varm kaffe i koppen, startede jeg min henterunde i børnehaven. Jeg havde tænkt mig at klare runden på rekordtid i dag, så ungerne kunne få en kort mandag i institutionerne og så vi kunne nå hjem og få lidt hyggelig eftermiddag sammen indendøre.

Da jeg trådte ind i børnehaven, blev jeg mødt af en helt groggy Hubert og to pædagoger med snudeskaftet helt oppe i næsen på ham. Drengen havde selvfølgelig puttet en perle op i næsen, og den sad umiddelbart ret godt fast. Jeg forsøgte at bevare roen, mens min hjerne per automatik fremkaldte billeder fra diverse skrækhistorier om fremmedlegemer i luftvejene… Mens jeg sad i telefonkø til 1813, brugte jeg tiden på at overveje, hvorvidt jeg skulle tage direkte til akutmodtagelsen med Hubert og satse på, jeg kunne få fat i Kristian, så han kunne nå hjem og hente resten af holdet, eller om jeg skulle skynde mig rundt, så jeg kunne medbringe hele optoget. Rimelig uoverskuelig tanke…!

Efter telefonkonsultation med en venlig sygeplejerske gav jeg mig dog selv i kast med perleaktionen! Det gik heldigvis meget nemmere, end jeg havde frygtet og med et enkelt pust i munden på Hubert, mens jeg holdt for modsatte næsebor, kom perlen ud. Det skal siges, at min motivation for at undgå akutmodtagelsen med fire trætte børn udmøntede sig i et godt kraftigt pust i den lille mund! Han er heldigvis en sej gut…

En anelse senere end jeg havde håbet, ramte vi frittidshjemmet, som efter vi havde pløjet matriklen tynd, kunne fortælle, at Hjalmar befandt sig i skolens tumlesal. Op på cyklen en gang til. På skolen fandt vi en meget sulten Hjalmar i tumlesalen, og han proklamerede med lidende stemme, at han ville dø af sult, hvis vi skulle hente de små. Og det skulle vi jo… Han overlevede dog turen, men brokkede sig flittigt og fik smittet lillebror, der nu også havde forvandlet sig til en vaskeægte gnavpotte.

I vuggestuen sprang Helga Marie op i armene op mig med verdens største smil og hægtede sig fast til mig, som var hun limet med kontaktlim. Bertil blev også glad for at se mig, men ville under ingen omstændigheder med ud af stuen. Med Helga Marie hængende som en lille abeunge i armen på mig fik jeg med møje og besvær bukseret dem begge hen mod døren. Nu nægtede pigebarnet så at aflevere den legehårbørste, hun havde forelsket sig i og skreg, som blev hun pisket, da jeg efterhånden lettere irriteret vristede den ud af hendes faste greb og endelig fik lukket døren bag os. Med to skrigende børn i gardaroben der nægtede at få flyverdragter på, to sutter der var forsvundet, to surmulende storebrødre der højlydt brokkede sig og et par forældre, der venligt forsøgte at komme med opmuntrende kommentarer – som dog druknede i alt skrigeriet, nåede mit stressniveau efterhånden nye højder. Efter kampen havde udspillet sig et pænt stykke tid, kom lederen – det skønne menneske – ud med en pære, som hun rutineret flækkede til fire stykker og langt om længe, var der ro på tropperne for en stund. Så var det bare at handle hurtigt og få fastmonteret bjørnebanden i christianiacyklen.

Mine drømme om en hurtig hentning var brast og klokken nærmere sig 16.45, før vi var hjemme. Lidt over 2 timer i noget der føltes som et forhindringsløb for elitesoldater.

Heldigvis blev resten af dagen rigtig hyggelig med pizza, MGP-dans og gode historier. Og heldigvis blev dramaet ikke større ,end det kunne være inde i mit hoved.

Nu trænger jeg ærlig talt til en god kop kaffe 😉