Category Archives: Hverdag

Familiemaskineriet…

Vinteren har for alvor fået tag i os med kolde temperaturer, sne og sygdom. Jeg må bare sande, at selvom vi alle i familien er udstyret med et nogenlude velfungerende immunforsvar, så er der ofte nogen, der er syge på denne årstid. Det kan godt være sejt at komme igennem de sygdomsramte dage, fordi resten af banden jo stadig tonser videre som normalt, hvilket forudsætter at hele familiemaskineriet bliver holdt i gang. Vi finder løsninger, så godt vi kan, og nu er det heldigvis weekend!

Bloggen får ikke så meget opmærksomhed, når kræfterne skal bruges i det virkelige liv i stedet for og sådan skal det selvfølgelig også være.

Egentlig ville jeg ikke skrive et blogindlæg om sygdom, da jeg trænger til at tænke på noget andet!

Noget jeg har funderet over, er noget så banalt som min helt lavpraktiske hverdag. Da Bertil og Helga Marie stoppede i vuggestuen for at være hjemme hos mig hele tiden, fik jeg utroligt mange gode råd med på vejen i forhold til vores “nye” hverdag. Alle de velmenende råd handlede om at skabe struktur, systematisere aktiviteter og i det hele taget at planlægge.

Med struktur og god planlægning kan man uden tvivl få en masse praktisk fra hånden, lave meningsfulde aktiviteter og undgå selv at blive skør i bolden. Sådan ca. lød opskriften.

Jeg kan tydeligt se de mange fordele, man kan opnå ved den strukturerede model – i teorien, men i praksis dur det ikke for mig.

Jeg har forsøgt mig, men jeg trives bedre med den mere tilbagelænede og halvspontane model. Jeg tror, det handler om flere ting. Hele ideen med at tage de små ud af vuggestuen var jo at skabe ro og mere overskud i vores familieliv. Når man er seks mennesker, der lever sammen, er der rimelig meget gang i den, og fordelen ved hjemmelivet for Bertil og Helga Marie (og mig…) er jo netop at kunne tage den med ro hele formiddagen, så vi kan “stå distancen” resten af dagen og hilse den velkommen, med alt hvad det indbefatter af aktiviteter, legeaftaler, arrangementer osv. uden at komme til at lide af kronisk overstimulation. Derfor intet behov for skemalagte formiddage!

Det er meget muligt, at jeg godt kunne have nået endnu flere støvsugninger eller oprydninger og skruet op for effektiviteten af de praktiske opgaver generelt, hvis jeg havde været mere struktureret, men det betyder faktisk ikke rigtigt noget for mig. Jeg sætter så stor pris på min mulighed for at tage dagen, som den kommer, og jeg vil meget hellere blive en time ekstra på legepladsen eller drikke morgenkaffe, mens jeg tegner med de små, hvis det er det, vi har lyst til, end jeg vil have topkarakter i at lege husmor. Selvfølgelig har jeg nogle rutiner, som forekommer omend ikke nødvendige så i hvert fald naturlige som fx, at vaskemaskinen helst skal køre første vask fra morgenstunden. Eller at opvaskemaskinen helst tømmes ved daggry, så jeg har et sted at losse tingene ned i løbet af dagen, men de dage jeg ikke når det, fungerer køkkenbordet også glimrende som mellemstation…

Det mest strukturerede ved vores hjemmeliv er vores sociale aktiviteter. Vi går i legestue én gang om ugen og mødes med nogle andre hjemmegående med jævnaldrende børn to formiddage om ugen. Det ligger rimelig fast med det forbehold, at vi melder fra, hvis der er for meget andet, der fylder ugen op.

Det er tydeligt, at Bertil og Helga Marie nyder, når der sker noget, men de nyder også at have rolige formiddage, hvor vi bare dimser rundt, læser bøger, går en tur på kirkegården og kigger efter egern eller andre vigtige ting.

Jeg nyder at have tid til at opleve dagene med ungerne, og mit hjerte smelter på daglig basis som fx, da vi forleden gik tur med klapvognen og mødte en lille hidsig gravhund, der bjæffende kom og overhalede os. Helga Marie blev meget bange for den, og Bertil rakte over og tog fat i hendes arm, mens han sagde: “Mig nok pas’ på dig Hega!”

 

 

Ananas i egen juice…

I dag har jeg gjort noget, som Anders Breinholdt ville klassificere som ananas i egen juice i svær grad! Jeg kom til at læse alle de indlæg, jeg skrev op mod jul sidste år (ligger under jul og julestemning)…

Det var en lidt underlig selvhøjtidelig ting at gøre, men samtidig også ret hyggelig og minderne væltede pludselig ned over mig. Der er sket meget med alle i familien i løbet af det sidste år og selvfølgelig især med børnene. For et år siden gik børnene i 3 forskellige institutioner, og eftermiddagene gik stort set med at slæbe unger fra den ene institution til den anden og forsøge at undværge så mange konflikter som muligt på vejen.

Der er en helt anden ro på nu – altså i forhold til hvordan det var… Ro er måske nok en overdrivelse, men i hvert fald er det mindre slidsomt og meget mindre stressende nu.

For et år siden kunne de tre små rent praktisk ikke halvdelen af, hvad de kan nu og de forstod selvfølgelig heller ikke nær så meget som nu. Jeg kan huske fornemmelsen af at skrælle kartofler med et barn i bæresele og et på hoften, mens resten af kuldet på skift kaldte på frugt eller hjælp til at finde legodimser og sådan noget. Jeg udviklede en meget ergonomisk ukorrekt kartoffelskrælleteknik, der tilmed var enormt langsom! Men to 1 årige, der vil op efter en dag i vuggestuen, kan få en træt mor til næsten hvad som helst. Overarmene har til gengæld aldrig været så veltrænede som dengang! Mange praktiske ting er virkelig blevet nemmere i løbet af det sidste år!

Forleden dag oplevede vi det helt utrolige, at alle fire børn legede og hyggede sig samen i en hel time, mens Kristian og jeg lavede mad og var praktiske i køkkenet. Det var virkelig hyggeligt for både os og ungerne, og første gang det er sket i længere tid uden 1000 afbrydelser af hyl og skrig, hjælp eller “miiin!”

Selvom jeg næsten ikke kan klare, at ungerne bliver store så hurtigt, så er det alligevel skønt at se, hvordan de alle fire får mere og mere ud af hinanden, og det er heller ikke tosset at lave mad sammen med Kristian og hyggesnakke lidt uden at miste fokus hvert andet minut.

Ved at genlæse før-juleindlæggene blev jeg også mindet om, at december måned nærmer sig med hastige skridt og jeg glæder mig til at julestemningen igen indtager vores lille hjem. Det er rart at tænke på, den er lige om hjørnet, når mørke, kulde og blæst omslutter én, så snart man stikker hovedet udenfor.

 

Træthedstorsdag…

Dagen startede tidligt i dag og sluttede sent i går. Natten var præget af søvnløshed og børn der kom listende. Derfor er jeg træt. Vi er velsignede med børn, der har gode sovehjerter og det sætter jeg utrolig stor pris på, men en gang i mellem drømmer, tisser, hoster de og når det hele falder sammen på samme nat, kan konsekvenserne af at have fire børn godt spottes i mit mørkrandede ansigt.

Jeg er krøbet sammen under en af ungernes juniordyner på sofaen med computeren i skødet, mens Bertil og Helga Marie leger for fulde gardiner om ørene på mig. Der kører børnefjernsyn i baggrunden, som ingen ser, men som jeg ikke orker at rejse mig for at slukke. Resten af familien er for længst ude af døren, og jeg prøver at kurere trætheden med 3 kopper kaffe og mentalindstiller mig på formiddagens tur i legestuen. Lige nu synes det uoverkommeligt at få to børn i tøjet og hoppe på cyklen. Det hjælper nok, når det er blevet lyst udenfor.

…..

Jeg overkom det 😉

Vi er hjemme igen, og de to trætte trolde sover tungt efter at have indevendt hele legestuen og brugt ca. 100 % af deres formiddagskrudt. Jeg har rystet trætheden af mig men kan mærke, at min krop tydeligt husker, hvor lidt jeg sov det første år af Bertil og Helga Maries liv. Dér lærte jeg for alvor, hvor lidt søvn jeg kan klare mig med, men også hvor vigtig søvnen er i hvert fald en gang i mellem, så fabrikken ikke lukker ned.

I dag står min tunge og langsomme krop i skærende konstast til de to glade energibundter, jeg tilbringer det meste af min tid sammen med og jeg har haft nok at gøre i forsøget på at følge med. De virker utrættelige med deres små kroppe, der er fulde af krudt og hop, og med alle deres konstante krav om alt fra æblebåde, leg og hjælp til støvlerne. Deres stemmer, der snakker, griner og råber i en evig, uafbrudt strøm, der stadig summer lidt i hovedet på mig.

Pludselig går de ud som to små lys, og batterierne lader stille og roligt op til næste runde under varme dyner, flankeret af bamser.

Vasketøj, opvask – og honningsnitte som en lille velfortjent medalje inden næste omgang, der nærmer sig med hastige skridt…

IMG_5255

Glimt af hjemmelivet

Et glimt af hjemmelivet på denne sjaskvåde novembermandag.

Flyverdragter, regntøj, cykelhjelme. Ud af døren og op på cyklen. Modvind og silende regn op af bakken mod biblioteket i Nordvest. Jeg selv er drivvåd og kold mens Bertil og Helga Marie er lune og tørre takket være christianiacyklens kaleche. Musik og leg med en masse andre børn og musikpædagog med trompetbukser og guitar. Børnestemmer, rasleæg og musik i skøn forening med glade børn i en times tid.

Vådt tøj og vedvarende regn. Ned af bakke med kursen hjem. Kolde fødder og friske kinder. Leverpostej med rødbeder, vandglas med små dykænder, fis og ballade ved bordet.

Middagspausen nærmer sig. Helga Marie sover med det samme, Bertil kan ikke finde ro. Efter en halv time putter jeg ham i min seng og lægger mig sammen med ham. Jeg nusser hans bløde kinder. To min senere sover han. Jeg ligger lidt og kigger på ham. Tænker, han er ved at blive stor, min lille dreng.

Middagspause, drømmekage og te foran computeren. Varme fødder efterhånden. Den forskudte søvn ånder mig i nakken for jeg ved Helga Marie snart vågner igen.

Køkkenet og vasketøjet sejler og kalder på mig. Jeg kommer ikke, for jeg nyder den kortvarige ro.

Sådan en regnvåd mandag formiddag går virkelig hurtigt, og inden jeg får set mig om, er huset fuld af liv igen.

“Jamen, jeg elsker bare, når det er fredag!”

IMG_5191Det er fredag eftermidag i familien gyldenkål. Nogle tegner, nogle leger, en enkelt ser tegnefilm og jeg har iført mig mine højtelskede høreværn og barrikaderet mig bag skærmen ved spisebordet midt i kaoset. Lydniveauet er egentligt relativt lavt i forhold til normalen, og det skyldes nok mest af alt, at hverdagsugen er ved at nå til vejs ende og at gassen er ved at gå lidt af ballonen hos os alle.

Ugen har været tætpakket men god, og vi er nået vidt omkring, synes jeg. De sidste par dage har Farmor og Farfar boet hos os, og de har netop vendt snuderne mod det Jydske igen. Det er altid dejligt med ekstra hænder, og det kan tydeligt mærkes, når antallet af voksne står mål med antallet af børn.

Onsdag hyggede Farmor og Farfar med ungerne, mens Kristian og jeg kastede os ud i det regnvåde København, hvor vi spiste lækker mad – og drak lækker vin – i ro og mag. Helt uden 10.000 afbrydelser og helt uden at servicere, skære ud, puste, hente klude, tørre mælk op…. Det var som at smage en bid af himmelen!

Efter den næsten guddommelige middag faldt vi tungt tilbage i sæderne i DRs vidunderlige koncertsal og lyttede til Marie Keys røverhistorier og smukke stemme. Koncerten var akustisk og rigtig, rigtig god! Jeg er begejstret over mange ting ved den lidt underspillede og meget jordnære sangerinde. Hendes faste tag i visetraditionen og hendes måde af fortælle historier gennem et fint musikalsk univers. Hendes evne til at ramme en virkelig bred målgruppe, hendes ydmyghed og hendes dygtighed.

Når hverdagen buldrer afsted, kan jeg nemt få følelsen af at være en arbejdshest på konstant overarbejde, og sådan er det bare med fire børn i husstanden. Jeg elsker det ubetinget, det skal der ikke herske nogen tvivl om, men jeg sætter også stor pris på de små pauser, der kommer til mig indimellem.

Et andet kulturelt højdepunkt ugen har medført, var en tur i biffen. Jeg tog min ældste søn med på proletarhøjborgen og så Disneys “Inderst inde”, som var akkurat lige så god, som alle snakkede om for måneder tilbage, da den var højaktuel. Da jeg sad i mørket sammen med min store dreng, lod jeg mig opsluge fuldstædigt af Disneys fortryllende univers, og jeg må indrømme, at vi begge måtte tørre øjnene et par gange undervejs. Filmen handler om følelser, minder og barndom og det er jo en umådelig god cocktail at servere for en blødhjertet mor.

Selvom de ekstra hænder Farmor og Farfars visit udløste gav os mulighed for bla. ovenstående, som jeg sætter stor pris på, så elsker jeg også den ro, der falder over både store og små, når gæsterne tager afsted igen og vi igen bare er os selv.

Eller ro og ro… Det er måske så meget sagt! Imens jeg har koblet af ved tasterne, har ungerne fået gang i en gedin omgang dåseskjul i lejligheden og den larm, det afstedkommer, kan selv mine elskede høreværn ikke stå imod.

Kødgryderne kalder, og både rødvin og sofatid er indenfor rækkevidde. Jeg tilslutter mig Huberts ord fra i morges, hvor han begejstret udbrød: “Jamen, jeg elsker bare, når det er fredag!”.

 

 

 

Hjemmeunger

IMG_4773I dag benyttede Hubert sig af den bonus, hjemmelivets fleksibilitet medfører og tog sig en fridag fra børnehaven. Det var rigtig hyggeligt og virkelig dejligt at se, hvordan han hele formiddagen legede med Bertil og Helga Marie – i hvert fald i teorien!

I virkeligheden var dagen forholdsvis konfliktmættet og fuld af modsatrettede interesser… Én ville for alt i verden på legeplads, en anden nægtede under nogen omstændigheder at forlade matriklen! Dagen igennem var der generelt rift om det samme legetøj, og jeg kan godt skrive under på, at viljestyrken hos vores børn er helt og aldeles intakt! Der var meget bestemte meninger om alt fra koppens farve til, hvorvidt jeg måtte unde mig selv den luksus at drikke et glas vand. Dertil kom grådanfald over, at rugbrødet blev skåret over forkert(!) og andre vigtigheder.

Uoverensstemmelserne resulterede i et ret højt lydniveau, hvilket gik ud over Huberts gode humør, og han så sit snit til at udnytte situationen og plagede om både Ipad og slik. Dog uden held (næsten…). Utroligt som de børn kan gennemskue, når jeg er presset!

Jeg selv følte mig som en marionetdukke på overarbejde og forsøgte efter bedste evne at opfylde de mest basale behov, hitte rede i konflikterne, sætte noget meningsfuld leg i gang med den ene hånd og ordne vasketøj, tømme opvaskemaskine, skære frugt osv. med den anden hånd.

Det er mig virkelig en gåde, hvordan Bertil og Helga Marie langt de fleste dage (gudskelov!) er pot og pande og andre dage duellerer på højde med Blur og Oasis i 90’erne. Det er nok både noget med alder, overskud og underskud hos os alle sammen – altså det med Bertil og Helga Marie 😉

Jeg har skrevet om det før, men det trigger altså min tålmodighed på det groveste, når konflikterne handler om banaliteter (altså i mine øjne!) som, hvem der først må kravle op på puslebordet eller, hvem der skal have den lilla kop. Jeg arbejder virkelig på de gode strategier og sender dagligt tankerne mod vores rolige og anerkendende pædagoger i vuggestuen og funderer over, hvad de mon ville have sagt og gjort.

Det var under alle omstændigheder – og på alle måder – et andet liv, da diskusionerne forgik i studerekammeret og omhandlede Kants fornuftsbegreb eller Heidegers fænomenologi… To liv, to verdener. Nu, hvor jeg altså mest befinder mig i ‘praxis’, føles ‘theoria’ godt nok som et land, langt, langt borte!

Da middagsluren indtraf hos de to små, kunne jeg vende mit engagement mod Hubert og tilbringe meningsfuld kvalitetstid med ham – altså i teorien…

I virkeligheden var gassen gået ganske meget af ballonen, og vi krøb under dynerne med Ipad og computer og lod os underholde. Men det var faktisk hyggeligt!

Senere, da Kristian kom hjem, så jeg mit snit til at forlade kaos og fordufte ud i Nørrebros myldretidsgader, (der i kontrast føltes som et sandt silent retreat) og trække vejret helt ned i lungerne helt uden at blive afbrudt! Lige i ulvetimen… Heldigvis tager Kristian den slags i stiv arm.

Jeg retunerede til duften af veltilberedt aftensmad, opryddet og støvsuget stue og 4 børn, der storgrinende legede sammen i en skøn og idyllisk forening. I virkeligheden!!

Det var fantastisk – og ret provokerende!

Den rest, der nu var tilbage af dagen, forløb i skønneste orden, og det blødgør altså selv det mest fastfrosne moderhjerte at se flokken af unger, der bare hygger sig, griner og leger. De små kopierer de store til den helt store guldmedalje, og jeg er ikke sikker på, hvor meget de selv forstår af, at de er nogle agenter på en eller anden mission. Men det er vel egentlig også sagen uvedkommende, så længe de alle sammen hygger sig.

Den store eftertanke er jeg alt for træt til at bruge krudt på, men hold da op, hvor er sådan en dag kontrastfuld! Mit overskud trænger til et ansigtsløft og jeg satser på en spand kaffe og en god nattesøvn gør hele forskellen.

I morgen er der atter en dag 🙂

 

Solidaritet…

IMG_3922Ret skal være ret, og jeg indrømmer blankt, at jeg nok var temmelig fordomsfuld omkring hele hjemmegående-segmentet, før jeg selv blev en del af det. Dette afspejlede også min meget langstrakte beslutningsproces omkring farvellet til vores fantastiske vuggestue. Nu har jeg været vaskeægte hjemmegående i snart 4 måneder, og egentlig har vi ikke blandet os så meget med andre hjemmepassede børn og deres forældre endnu, da jeg synes, vi har haft nok i vores eget selskab, og de fleste formiddage er gået med at crashe legepladser og nyde sensommeren. Derfor bygger dette indlæg på et relativt spinkelt grundlag og altså mest af alt på min egen tolkning af virkeligheden.

Det sidste stykke tid, har jeg været lidt mere opsøgende omkring andre hjemmegående og har via de sociale medier fundet nogle facebookgrupper, som jeg nysgerrigt har snuset lidt rundt i for at få indtryk af, hvad der rører sig ude hos mine ‘kollegaer’. Jeg har selvfølgelig også læst alt, hvad jeg har mødt på min vej af artikler om emnet, og jeg har heller ikke holdt mig for fin til at smuglytte lidt i krogene på byens legepladser 😉

Nu er det – helt selvvalgt – med alvorlig fare for at anbringe røven i klaskehøjde, at jeg skriver det følgende, men jeg lover, at jeg ikke skriver så meget som et eneste ord i en ond mening.

Jeg havde faktisk regnet med at få afkræftet mine fordomme, når jeg kom bag kulisserne i livet som hjemmegående, men de fora jeg har snuset rundt i indtil videre, bekræfter desværre mere end de afkræfter. I hvertfald de personer der råber højest…

Helt i overensstemmelse med mine fordomme fremstår nogle hjemmegående umådeligt selvforherligende og dømmende overfor andres knap så hjemmejuicede tilgang til familielivet. Jeg forsøger at have stor tolerance overfor mælkeforskrækkede, biodynamiske langtidsammere, der ’slynger’ deres 3-årige og samsover, til de bliver skilt af det. For min skyld kan folk gøre, som de vil, så længe børnene ikke tager skade af det.

Men!! Det får mig helt op i det røde felt, når selvsamme folk fremstår intolerente og usolidariske den anden vej rundt og sætter egen livsførelse op på en piedestal.

Særligt får jeg kvababbelse, når livsførelsen bliver over-idealistisk og de forskellige former for “parentinger“, jeg tidligere har skrevet om, bliver hevet op af hatten, som en manual man kan leve sit familieliv efter i drømmen om at gøre det perfekte. Når folk gør et statement ud af hjemmelivet og skilter lidt for meget med den rosenrøde udgave, som måske findes derude, men nok i de fleste tilfælde er mere nuanceret end som så.

Når der i legepladsernes kroge og på sociale medier lyder en nedrakning af institutionslivet fra hjemmegående (især) mødre, som måske ikke engang selv har erfaring med vuggestue eller børnehave, men har opsnappet et eller andet om, at institutioner er dårlige for børnene. Når, der klappes lidt for meget på egne skuldre over beslutningen om at gå hjemme, og når valget af hjemmelivet altid skildres lidt offeragtigt, som om omverdenen slet ikke har nogen forståelse og altid kritiserer. Min egen oplevelse er i hvert fald helt anderledes! Folk, jeg møder på min vej, synes, det er både modigt, beundringsværdigt og fedt, at jeg gør det. I hvert fald de fleste.

Jeg er selv glad for min prioritering om at gå hjemme, og jeg har det godt med at bruge min tid på at være sammen med ungerne, men havde virkeligheden set anderledes ud for vores familie (havde vi fx knap så mange små børn…), havde jeg sandsynligvis ikke truffet samme valg. Faktisk synes jeg, mine børn har fået så meget guld med fra deres respektive vuggestueliv, at det er helt rørende.

Jeg kan give Bertil og Helga Marie bunker af nærvær, kærlighed, tryghed og ro i hverdagen, men jeg kan ikke give dem samme oplevelse af at være del af det fællesskab, der er i en vuggestuegruppe og de venskaber, det medfører. Jeg kan heller ikke præstere den pædagogiske professionalisme vi har oplevet, som en gave for børnene i vores institutioner. Af samme grund går Hubert også i børnehave og Hjalmar på fritidshjem, selvom jeg går herhjemme. Det er et positivt tilvalg. Jeg savner vores vuggestue, og jeg tror egentlig også Bertil og Helga Marie gør, selvom vi alle trives med hjemmelivet. Det er to forskellige verdener, som begge indeholder en masse godt.

Som jeg skrev i starten bygger min oplevelse af ‘hjemmelivet’ på et ret spinkelt grundlag, og selvfølgelig findes der masser af hjemmegående derude, som kan afkræfte mine fordomme! Jeg kender heldigvis et par stykker, – men har derudover desværre ikke mødt så mange endnu…

I virkeligheden tror jeg, det er den selvforherligende glansbilledagtige fremstilling, jeg bliver gul og grøn af. Og måske især af den indbyggede fordømmelse, der implicit ligger deri. Tænk, hvis vi, med vores forskellige måder at indrette familielivet på, kunne inspirere hinanden i stedet for at slå hinanden i hovedet og hævde vores egne valg. I stedet for at stræbe efter at vise det perfekte billede kunne vi dyrke noget så old school som solidaritet og støtte hindanden som kvinder/mødre (og nogle få fædre..) i det her fantastiske samfund, der emmer af muligheder og værdier – men dermed også af svære valg. Vi kunne stå skulder ved skulder og støtte hindandens beslutninger i tillid til, at den enkelte familie prioriterede efter egne værdier og muligheder og så bakke op! Er jeg naiv?

Jeg har lyst til at komme med en lille plat anekdote til eksempel…

Jeg er en pige fra landet (ok, landsby, men hvad pokker!). Jeg er vokset op i noget af den reneste og mest friske luft vi kan præstere i det her land og i de fredeligste, roligste, mest tryge omgivelser, man kan tænke sig. På landet i 80’erne og 90’erne drak vi spandevis af ægte komælk! Det er måske noget med den sociale arv, men mine børn elsker også mælk og drikker det i rigelige mængder (+ 16 l./ugen…). Pointen nærmer sig!

Mælk er blevet en religion og fred være med det… Forleden efterspurgte en hjemmegående mor i en af føromtalte facebookgrupper nogle legekammerater, hvilket jo var både en god idé og vel også et af formålene med sådan en gruppe. Men! Så begyndte hun at liste op, hvilke spise- og drikkeideologier hun og hendes børn levede efter og hvilke yoga- og coachuddannelser, hun var i besidelse af… Det er altså i min verden forholdsvist irrelevant, når sigtet er at finde legekammerater. For min skyld kan ungernes venner drikke mandelmælk eller spise Kinder mælkesnitter, de kan jo være lige gode legekammerater uanset?! Jeg fik en smule lyst til at avertere efter legekammerater med et opslag a la: “Forholdsvis konventionel, delvis økologisk, ko-mælkedrikkende, sukker- og hvedespisende, relativ normal gennemsnitsfamilie søger legekammerater!” Det er ikke for at hænge den pågældende kvinde ud, da hun sikkert i bedste mening har søgt ligesindede, men jeg synes altså, det er ret heftigt – og stigmatiserende!

Ok, jeg er måske ved at miste sporet. Jeg er vist dybest set bare frustreret over, at vi ikke bare kan leve vores familieliv og lade være med at gøre alt til et projekt, der skal manifesteres for omverden! Jeg ved godt, de fleste familier lever deres liv et sted i mellem parfumeret skyldemiddel og biodynamisk quinoa, men det er som regel ikke dem, der råber højest og det kan godt være lidt anstrengende.

Egentlig vil jeg bare gerne bidrage med min version af livet som hjemmegående.

Jeg er uden tvivl glad for hjemmelivet, som dog også virkelig trækker tænder ud(!), ligesom alle mulige andre familieliv sikkert gør nogle gange. Vores beslutning er (helt uromantisk) mest af alt en pragmatisk beslutning, fordi vi har mange små børn, der skal dele vores tid og opmærksomhed. Ikke nogen overdreven idealisme eller langtidsamning, vi er heller ikke selvforsynende fra egen vindueskarm eller vasker vores tøj med nøddeskaller. Vi er bare en helt almindelig familie, der skal have puslespillet til at gå op, så alle er glade. Ikke så meget pis.

 

Fredagsforudsigelighed

Det var benhårdt at komme hejm til hverdagen efter sidste weekends ophold i paradis, og det er ikke nogen hemmelighed, at lige så vidunderligt jeg synes, hjemefamilielivet med 4 børn er, lige så hårdt og anstrengende kan det også være!

Der er dage, hvor konflikterne, allerede inden solen står op, vælter ind fra alle sider, hvor jeg kigger på uret og konstaterer, at det kun er halvandet minut siden, jeg kiggede sidst – og at klokken stadig ikke har passeret 8.00. Hvor børnestemmer, der leger, råber, skriger, synger i kombination med scootere, kæpheste og dukkevogne, der fræser over gulvet, samt legetøj med diverse lyde præsterer et støjniveau, der får en klassisk kollegiefest til at lyde som stille meditationsmusik.

De dage er mit overskud i underskud, og det kan være svært at se den helt store fidus i hjemmelivets glæder, når jeg mest af alt har lyst til at være helt, helt alene. De dage kan jeg næsten blive en lille smule misundelig på Kristians cykeltur til og fra arbejde, som principielt giver ham 2 gange 15 minutters alenetid om dagen… Nuvel, lidt småligt måske, men når udmattelsen indtager både kroppen og hovedet, tager irrationaliteten over.

Noget, der især kan køre mig træt, er, når ungerne hiver i mig allesammen på een gang. Det sker ca. hele tiden med undtagelse af, når de sover eller er ude af huset. Det kan virkelig få min hjerne til at nærme sig et kollaps, når alle snakker (højt for at blive hørt) i munden på hinanden og ordet “moar” lyder hvert andet sekund. Vi arbejder ret ihærdigt på at give plads til hinanden, så alle ordene ikke bare drukner og forsvinder ud i håbløshedens intethed – det er svært, når halvdelen af familien stadig ikke kan se ud over egne behov, og resten retfærdigvist nok også gerne vil have lidt taletid en gang i mellem…

De fleste i vores familie er ironisk nok ret lydfølsomme, og det resulterer ofte i, at nogen sidder og holder sig for ørene eller ifører sig de høreværn, jeg, som en sand kærlighedserklæring, fik i morsdagsgave. Når alle hiver i mig og vil snakke, have hjælp til alt mellem himmel og jord, spilder mælk ud over bordet, der flyder med tegnegrej, vil høre min mening om et eller andet med Starwars, vil bygge lego efter en manual, der er væk og klodserne er spredt ud over hele lejligheden, skal skiftes, skal have plaster på knæet – og så oveni købet også forventer aftensmad og rent tøj på hylderne, så indtager utilstrækkeligheden min krop og min hjerne. Utilstrækkeligheden som åbenbart er et vilkår, uanset hvor meget jeg gør og hvordan jeg prioriterer. Hvor ville jeg dog virkelig gerne kunne dele mig i fire nogle gange!

Det er på de tidspunkter, overskudet bliver ædt af underskud, og jeg kommer til at undres over, at jeg ganske frivilligt har valgt at lænke mig til de fire vægge, der danner ramme om vores dejlige hjem (som i situationen kan føles som et fængsel).

Men så er der jo heldigvis også alle de andre tidspunkter! Som fx i går da vi flyttede Helga Marie og Bertils senge ind på Hjalmar og Huberts værelse, så hele kuldet nu deler værelse. Jeg havde nok regnet med protester fra de store, hvilket egentlig ville være helt fair, men i stedet blev de alle sammen vildt glade og syntes, det var verdens hyggeligste ide.

Eller i dag, hvor Bertil og Helga Marie lavede puslespil, mens jeg lagde vasketøj sammen og de selvfølgelig ville have det samme puslespil. I stedet for at skrige om kap eller hamre hinanden i hovedet lavede de da bare puslespillet sammen, mens de sad og hyggesludrede om, hvor brikkerne skulle være.

Eller da vi lavede formiddagsdisko og de små gav den gas på dansegulvet med deres små, bløde, rytmiske kroppe, mens de ’sang med’.

Eller da de små stod op fra middageluren og var helt putteagtige, og vi bare sad sammen så længe vi orkede, mens de vågnede op stille og roligt.

Eller de tusinde andre små og store øjeblikke i løbet af en dag…

Egentlig er det jo fuldstændig fantastisk at være så meget sammen med de små, ligesom det er præcist lige så fantastisk at have fire dejlige unger – det er også bare virkelig hårdt arbejde!

Nu venter fredag aften til gengæld lige om hjørnet, og min eneste plan er at sænke mig ned i sofaen omgivet af børn med et stort glas rødvin i hånden. Fredagsforudsigelighed er en god ting 🙂

Sol og skolestart

IMG_4239Tænk at ligge på et tæppe i solen og nyde livet i Kgs. Have, mens Bertil og Helga Marie sødt sover middagslur i skyggen under et træ. Det er vist unødvendigt at fortælle, at jeg er godt tilfreds med mit nye arbejdsliv på en dag som denne! Stille og rolig morgen derhjemme, leg på legepladsen i Kgs. Have og frokost i det grønne. Senere skal vi se Marionetteaterets forestilling ‘Lille Pip’ sammen med min veninde og hendes to børn. Alt i alt en ret skøn arbejdsdag 🙂

Ugen, der nu snart er slut, er gået hurtigt! Hjalmar startede i 1. klasse i mandags, med alt hvad det indebærer af nye lærere, nye fag og nye krav…
Kristian og jeg (og Bertil og Helga Marie) fulgte ham i skole den første dag, og da vi stod dér skulder ved skulder og smilede sammen med de andre forældre rundt om i det lille old school københavner klasselokale, (bygget til en skoleform, der herskede i fordums tid), kunne jeg mærke, at det faktisk er noget ret særligt at starte i 1. klasse. Selvfølgelig var det sidste år, at han sådan rigtig begyndte i skole med flagallé og balloner og hele pivtøjet, men alligevel er det i år skolelivet for alvor går løs. Lærerne var rigtig søde, klasselokalet hyggeligt og kammeraterne lige så skønne som sidste år, så mavefornemmelsen var god, mens jeg nostalgisk stod og kiggede på min store dreng.

Da jeg selv startede i 1. klasse tilbage i 1987, var det på en lille landsbyskole med lige under 100 elever. Vi var 6 elever i min klasse og havde, så vidt jeg husker fri til middag alle dage. Alle elever sang morgensang sammen hver morgen, og vi gik i hjemmesyet joggingtøj. Min far var lærer på skolen, og jeg kendte derfor de fleste af lærerne på forhånd. Det var på alle måder en tryg og stille og rolig start på et langt uddannelsesliv. Selvom det er ved at være nogle år siden, kan jeg alligevel godt huske, hvordan sommerfuglene fløj rundt i maven på mig og hvordan følelsen af at gå ind i et ukendt land sad i kroppen.

Hjalmars skolestart på en stor storbyskole med en lille skolegård i hjertet af Nørrebro er på alle måder forskellig fra min egen skolestart, men den er fuldstændig lige så tryg for både Hjalmar og for mig. Sommerfuglene i maven første skoledag er nok nogenlunde de samme som dengang…

Jeg er spændt på at lægge barn til “den nye” folkeskole, og jeg vil ikke lyve om min skepsis i forhold til den omstridte reform, men jeg glæder mig til forhåbentlig(!) at blive positivt overrasket over, hvordan de mange krav og de lange dage skal løbe af stablen…

Hjalmar fortæller ivrigt om skolen, og han har haft en fantastisk første uge – og det er jo uden tvivl det vigtigste!

….

Det er nogle timer siden, jeg lå i solen og startede mit lille indlæg, men jeg må lige komme med en anbefaling af “Lille Pip”. Det lille halvtimes dukketeaterstykke var rigtig fint og både mine to 2 årige og min venindes snart 3 og 5 årige var opslugte! De spiller de fleste dage ,og det er for free 😉 Så hvis du befinder dig i hovedstadsområdet, kan jeg virkelig anbefale, at du tager familien under armen og sætter kursen mod Kgs. Have.

Gøgl og tålmodighed

Det er fredag, og weekenden banker på. Første arbejdsuge efter ferien lakker mod enden 🙂

Det er ikke nogen hemmelighed, at det er hårdt at komme igang med hverdagen igen efter en ferie – og især efter en dejlig lang sommerferie. Heldigvis har vores uge været på lavt blus med korte dage og rolige morgener. Det hjælper en hel del på morgentravlheden, at halvdelen af os ikke er afhængige af uret og kan gribe dagen i vores eget tempo. At de to små eventyrlystne unger så kradser på hoveddøren allerede ved 8 tiden, betyder, at vi, så vidt jeg kan regne ud, kan nå at se ca. alle Københavnske legepladser, inden efteråret sæter ind.

Hjemmelivet er rigtig hyggeligt men altså (som forventet) ikke nogen loppetjans! Det kræver rigtig, rigtig meget tålmodighed at “gå ned i tempo” og acceptere, at det er okay at bruge 20 min på at gå ned af trappen, fordi vi liige skal undersøge et eller andet eller diskutere, hvorvidt man skal holde fast i gelænderet eller ej. Og så vil de to små rødder alting selv i øjeblikket, og de besidder begge et ihærdigt gåpåmod, hvilket jo er skønt, men også nogle gange kræver virkelig meget tid. En anden udfordring er, at børn på 2 år benytter sig af utrolig mange gentagelser, når de taler (eller øver sig i at tale), og når man for 17 gang skal bekræfte “ja, sikke en stor hund”, så kan man godt blive lidt træt og tænke tilbage på fordums specialetid, hvor lixtallet var noget højere end i “Kaj-” og “Lottebøgerne”, og samtalerne over frokosten havde en lidt mere intellektuel karakter end “nej, leverpostejen skal ikke smøres op i håret” eller lignende.

Men men men! Vi har været ude at nyde det fantastiske sommervejr alle formiddage i denne uge, og når man sidder dér i solen og kigger på de to rødder, der løber rundt og griner og hygger sig, så glemmer man hurtigt, at det tog en evighed at komme ud af døren. Hver ting til sin tid…

Hjemmelivet er vel nærmest den ultimative mindfullnessøvelse 🙂

I formiddag var vi til et ganske gratis og rigtig fint gøglerarrangement på en lokal legeplads, og som den landsby Nørrebro jo er, ville skæbnen, at vi rendte ind i Hubert med tilhørende børnehave. Det var hyggeligt, og jeg kunne med det samme se, at vi måtte snuppe ham med hjem, hvis ikke seancen skulle opløses i tårer. Vi cyklede alle 4 på Assistenskirkegården og spiste madpakker,og jeg tænkte, at det da egentlig var en helt okay arbejdsuge!