Category Archives: Tvillinger

Børnehavestart!

I mandags var sidste dag med hjemmegående børn i huset og altså min sidste “arbejdsdag” i verdens bedste job…

Det er virkelig underligt at tænke på!

Vi udnyttede det smukke vejr og drog mod Zoo, hvor vi tilbragte hele formiddagen. Det er altid betagende at se børnenes fascination af dyr. De betragter dem så indgående, og jeg forstår dem godt. Vi kiggede i laaang tid på elefanterne, der stod og rodede med deres snabler, og Helga Marie og Bertil kunne slet ikke få nok. Skønt at have tid til at tage tingene i deres tempo!

Dagens højdepunkt var dog, da vi kom hjem og alle tre puttede os ind i dobbeltsengen og faldt i søvn med armene om hinanden. Dét kommer jeg virkelig til at savne!

Tirsdag stod børnehaven klar til at byde os velkommen, og de to små skurke flåede støvler og flyverdragter af og pilede ind og begyndte at lege, så snart vi var kommet indenfor døren. Vi hyggede os derovre hele formiddagen, og det blev tydeligt for mig, at de er helt klar! Selvfølgelig bliver det en omvæltning for dem, når nyhedsværdien lægger sig, men indtil videre er de trygge ved stedet, de voksne og mange af de andre børn, og det er jo et godt udgangspunkt. Mit hjerte smeltede, da en af pigerne på snart 5 år sagde til Bertil – “Skal vi ikke bare være venner for evigt?” – efter de havde leget i et kvarters tid… Børn er bare søde!

Første dag forløb altså stort set som en dans på roser…

I går gentog mønsteret sig, og jeg sagde derfor farvel, da Bertil og Helga Marie var kommet godt igang med at lege. Da jeg gik, stod de begge to frejdigt og vinkede i vinduet, mens Hubert var travlt optaget af at lege. Det var en underlig amputeret følelse at køre afsted med den tomme christianiacykel i regnvejret og en lille klump i halsen.

Det varede dog kun en god times tid, før Helga Marie havde fået nok og jeg derfor straks returnerede til børnehaven. Bertil var i fuld gang med at lege, og han smilede bare til mig og sagde hej, hvorefter han legede videre. Min tapre lille pige, der sad og levede perler sammen med nogle store piger, blev pludselig lille igen, da jeg trådte ind over dørtærsklen, og den næste halve times tid betragter jeg som min ilddåb i disciplinen “3 børn ud (eller ind for den sags skyld) af samme institution”…

Pludselig kunne jeg genkende den kaotiske følelse fra dengang, de små gik i vuggestue og de fleste af mine eftermiddage gik med at hjemhente trætte børn fra forskellige institutioner. Nolge ville ikke med, andre ville gerne, men ingen ville det samme…

Ilddåben forløb ca. sådan:

Helga Marie hiver i min arm for at få mig med ud i gardaroben, mens Bertil hiver i den anden for at få mig til at blive på stuen, hvor han langtfra er færdig med sin leg. Hubert hiver verbalt i mig for at få mig med ud i gangen, hvor han vil vise mig noget ubestemmeligt, han har bygget af små plus-plus brikker sammen med nogle af sine venner.

Helga Marie spiller trumfkortet og åbner for sluserne og med våde øjne og den store sirene slået til, når vi gardaroben for at konstatere, at hendes sut ikke ligger i tasken. Dér bryder hendes verden sammen og selvom hun er en sej lille fidus, så er hendes grænse nu nået! Bertil har heldigvis glemt alt om sin leg på stuen, men finder triumferende en sut i sin egen taske. Han bliver pludselig også lille igen og vil ikke låne den gennemgnavede sut til sin søster. Dén kamp går ikke helt stille for sig…

Hubert og hans ven hopper på repeat ned fra den høje bænk i gangen, mens de griner og snakker om en legeaftale og jeg beder til at ingen af dem kommer til skade, mens jeg forsøger at mægle i suttekonflikten…

Vennen prøver insisterende at overdøve hyleriet og mine kommanderende forsøg på at få bare nogle af mine børn i overtøjet og er stålfast omkring legeaftalen, som hun vil have mig til at tage ansvaret for ved at ringe til hendes mor med det samme!

Min puls stiger, mens jeg prøver at huske de gode pædagogiske metoder og bider mig selv i tungen for ikke at brøle: SÅ KOM DOG FOR FANDEN I TØJET UNGER! Jeg trækker vejret helt ned i maven og behersker mig… En pædagog kommer ud i gardaroben og giver mig en meget kærkommen hjælpende hånd og en anden går rundt og lukker døre, så resten af børnehaven ikke bliver lyd-forpestet af optrinnet.

Med næsten rolig stemmeføring og favnen fuld af cykelhjelme, våde støvler og vanter takker vi af for i dag og siger på gensyn i morgen. Nogle gange er vi bare en omrejsende cirkusforestilling…

Når man lige trækker vores afskedssalut fra, er de første dage i børnehaven alt i alt gået rigtig godt og jeg har stadig tillid til projektet!

 

10 tvillingetips!

Jeg har skrevet følgende indlæg (som gæsteblogger) for voresbørn.dk og min-barsel.dk. Jeg ved ikke, om nogen af jer, der læser med på min egen blog, kan bruge det, men her kommer det i hvert fald:

Lad mig være ærlig! Jeg fik faktisk et mindre chok, da jordemoderen i sin tid bekræftede min egen fornemmelse af, at der lå to søde babyer i maven på mig ved den første scanning. Jeg havde to dejlige unger derhjemme i forvejen, og den yngste var dengang 16 mdr.

Chokket blev dog hurtigt skiftet ud med lykkefølelse, for hvor heldig har man egentlig lov til at være?

Forventningens glæde fik følgeskab af en stor bunke spørgsmål, der hobede sig op inde i mig, for jeg syntes faktisk, at jeg havde haft fulde hænder de to forrige gange, jeg havde stået med bare en enkelt baby i armene.

Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det ikke er en stor mundfuld at få tvillinger og jeg er evig taknemmelig for den erfaring, jeg trods alt kunne ruste mig ved at have, da jeg stod dér, med to små fedtede lækkerbiskener i armene. Mest af alt er det bare fantastisk!

Der findes ingen manualer, og jeg er egentlig stor fortaler for, at man finder sin egen vej i forhold til børn og familieliv i det hele taget, men jeg vil alligevel dele nogle “tvillingetips”, som jeg selv har haft glæde af.

1. Synkroniser søvn og mad så godt det kan lade sig gøre. Det er noget af en kunst – eller i hvert fald noget af et arbejde – at få sine tvillinger ind i den samme rytme, men i mit tilfælde var det en nødvendighed. Jeg føler mig egentlig overbevist om, at babyer har godt af at “styre” rytmen selv de første måneder. Sådan har jeg haft det med mine to første børn. De fortalte mig, når de var sultne og trætte – og jeg øvede mig ved at kigge på dem og lærte deres signaler at kende. De fulgte deres egen rytme. Med tvillinger er det bare en anden situation. Allerede på første døgn kom en erfaren jordemoder ind til mig og sagde: “Stol på mig i det her! Gå efter dobbeltamning og synkronisering – ellers slider de dig op!”. Jeg fulgte hendes råd, og det gav pote, selvom det var svært og hårdt!

2. Dobbeltamning… Et begreb jeg ikke lige havde funderet så meget over tidligere i mit liv! Først vil jeg sige, at amning jo ikke nødvendigvis er lykken! Det er en meget personlig sag, og det er svært at amme tvillinger. Jeg er ikke sikker på, jeg selv var kommet i mål, hvis jeg ikke havde to rigtig gode ammeforløb i bagagen. Hvis du vil amme, så kan dobbeltamning anbefales de første måneder. Det sparer en masse tid! Det er en noget dyrisk følelse at sidde der med et kuld foran sig, som en anden hundemor med sine hvalpe, men tiden er kostbar med tvillinger! I starten kunne jeg slet ikke forestille mig, hvordan jeg rent praktisk skulle lægge to børn til, når jeg var alene, men det kan godt lade sig gøre. Jeg sad i sofaen med en tvilling liggende ved hver side på en stofble. Jeg lagde så først den ene til, og ventede til der var godt gang i forretten. Så løftede jeg den anden op i stofbleen (som når storken kommer med en baby) og kunne lægge til ved den anden side. De lå som regel i “indianeren” – altså med hovederne mod hinanden og benene ud til siderne, eller som i en “køjeseng” – lidt kludermor-agtigt ovenpå hinanden. Det er noget af et cirkus, men det kan godt lade sig gøre, indtil de får en vis størrelse.

3. Undgå for mange tommelfingerløft! Meget pragmatisk fif… Ofte løfter man sit barn ved at tage fat under armene med tommelfingeren på den ene side og resten af fingrene på den anden. Det belaster tommelfingerne helt vildt meget, og kan give ret store smerter. Løft i stedet ved at tage fat med hele hånden under armene på barnet. Et lille trick, der har gjort en stor forskel for mig – for der er virkelig mange løft!!

4. Øjenkontakt! Det er ikke en verdensomspændende nyhed, at øjenkontakt er vigtig, når man taler med andre mennesker i det hele taget. Med babyer er øjnene et rigtig vigtigt redskab til at kommunikere, til at lære hinanden at kende og ikke mindst til at vise, at man er nærværende. Med tvillinger oplevede jeg (og oplever på mange måder stadig), at det var svært at være to steder på én gang. Det er faktisk ret umuligt! Jeg gik på et gymnastik/marte meo vejledningshold, hvor den dytgige og erfarne vejleder opfordrede os til at huske at holde øjenkontakten med det enkelte barn, selvom den anden kaldte eller lå og småklynkede ved siden af. Selvfølgelig skal babyer erfare, at mor (eller far) kommer, når de kalder, men de har også krav på, at man ikke hele tiden bliver flygtig og har øjne, der vil være alle steder på én gang. Vejlederen mente, at det var vigtigere, at børnene fik nærvær i kommunikationen og oplevede en varig øjenkontakt, end at alle behov skulle tilfredsstilles med det samme hele tiden. Hendes pointe var, at tvillinger jo er født ind i et vilkår, der forudsætter, at de lærer at dele og vente på det bliver deres tur. Det var/er overraskende svært ikke at lade sig aflede hele tiden, men jeg synes, det er en god pointe, at nærvær skal prioriteres! Jeg havde ikke tænkt så meget på det, før hun snakkede om det, men ofte når jeg havde mine to små liggende på fx puslebordet, kiggede jeg fra den ene til den anden og tilbage igen – forsøgte at kigge på dem begge to på samme tid. Resultatet blev, at når den lille babyhjerne havde opfanget mit smil og givet besked til sin hjerne om at gengælde og langt om længe fik sendt sit smil afsted, så var jeg allerede væk igen. De er gode til at tage sig tid de små.

5. At komme ud! Det kan godt være fuldstændigt uoverskueligt at komme ud af døren med tvillinger. De skal måske begge være mætte, trætte, vågne eller hvad der skal til for at turen ud af døren bliver et realistisk projekt. Min erfaring er, at det er besværet værd! Luft og luftforandring er en god ting. Omvendt er det også vigtigt ikke at bebrejde sig selv de dage, man stadig har nattøj på kl 17 og ikke har nået at børste tænder endnu. For de dage er der også! Jeg husker første gang, jeg skulle i tvillingemødregruppe og måtte hoppe i det tøj, der lå på gulvet foran mig og jeg kun så min egen skygge flyve forbi spejlet. Det gode var, at de andre i gruppen sikkert var kommet ud af døren på samme måde – og når man har tvillinger kigger ingen alligevel på dig, fordi tvillinger er som magneter for folks blikke. Så, jakken over nattøjet, tyggegummi i jakkelommen og ud af døren en gang i mellem.

6. Gør forskel! Jeg var på et tidspunkt meget optaget af at give mine tvillinger lige meget plads. At den ene ikke måtte “fylde for meget” og på den måde “stjæle” pladsen fra den anden. Efter en snak med min sundhedsplejerske (som også selv har tvillinger) fik jeg nogle andre perspektiver, og det er jeg glad for. Hun spurgte mig om det egentlig ikke var okay, at de i perioder “fylder” forskelligt? Vi snakkede om, at så længe de begge trives og har det godt sammen, så behøver de jo ikke have lige meget plads. Mennekser har jo i det hele taget forskellige behov for at fylde eller få opmærksomhed, og opmærksomhed kan også påkaldes på mange forskellige måder. Hun mente ikke, jeg skulle være så optaget af, om der nu var plads til dem begge to eller om den ene “stjal” billedet. I stedet opfordrede hun mig til at se på dem hver for sig og fokusere mere på at lade dem udvikle sig som de forskellige mennesker de er, med forskellige behov for at bestemme, styre, råde højt eller danse vildt. Så længe de begge er i god trivsel.

Det er i det hele taget vigtigt at huske på, at tvillinger er to forskellige individer, tror jeg! Mine tvillinger har på mange måder fulgtes fint med mange ting, og med andre har de været ret forskellige. De begyndte ikke at spise grød på samme tid, de kravlede og gik langt fra på samme tid, og sådan fortsætter det… bare fordi de er tvillinger, er de jo ikke nødvendigvis klar til nyt på samme tid. De har deres egen udvikling, og er ikke “langsommere” eller “bagud” fordi de først spiser grød en måned senere end bror/søster, de er bare forskellige!

7. Sæt pris på den søvn du får, og lad være med at fokusere for meget på den søvn du ikke får! Søvnunderskud er en skidt ting, som fører meget dårligt med sig. Det er hårdt, når man i længere perioder ikke sover særlig meget, men det er et vilkår for mange tvillingeforældre. Selvom mine tvillinger altid var været rigtig gode til både at falde i søvn og til at sove sammenhængende, så har der været perioder, hvor søvn var en by i Rusland. Min strategi har været at fokusere så lidt som muligt på den manglende søvn, og det har faktisk virket ret godt. Ikke fordi jeg mener, man ikke må synes, det er hårdt, men mere fordi det ikke hjælper at tænke på det og snakke om det hele tiden.

8. At huske og respektere deres unikke tvillingerelation! Det virker skørt at skrive det, for det giver jo næsten sig selv… Da mine tvillinger var små babyer sov de sammen, og det var så tydeligt, at de fandt tryghed i hinanden. Det gør de stadigvæk! Når den ene bliver ked af det, er det ofte den anden, der er den bedste trøster, eller ved hvad der skal til for at gøre livet godt igen. De har et særligt bånd eller en forbindelse, som vi andre ikke kan forstå og det skal de have lov til, synes jeg.

9. Nu bliver det materielt, og her vil jeg skynde mig at sige, at det selvfølgelig må være helt op til folk selv at prioritere efter behov!

Jeg havde muligvis ikke overlevet uden en slyngevugge det første halve år. Den var min bedste ven – både når jeg var alene i dagtimerne og ofte manglede en ekstra arm og om aftenen, når den ene af vores tvillinger var meget urolig og de andre tre unger også krævede tid og nærvær. Den var genial!

Babyindsatse til triptrap stolene, så de små kunne komme med til bords. Vi kunne stort set opretholde at spise sammen med hele familien rundt om bordet hver dag. Det er måske ligegyldigt, hvis man ikke har andre børn, men for mig var det vigtigt at kunne “fortsætte” den del af familielivet og stadig lære vores 2-årige, hvordan man sidder og spiser sammen og høre om vores 5-åriges dag i børnehaven osv. De to små blev rigtig godt underholdt ved at “være med ved bordet”.

Køretøjer er næsten et kapitel for sig, for den ultimative tvillingevogn findes vist ikke. Jeg har tidligere svoret til barnevogne, som det eneste rigtige for babyer, men en tvillingebarnevogn på Nørrebrogade er bare ikke det mest fikse. Vi havde en gammel  tvillingebarnevogn i gården, som kun meget sjældent kom på promenadetur. Den var god, fordi de kunne ligge tæt sammen og var godt beskyttet mod vejr og vind, men den var næsten umulig at gå på gaden med. Mest af alt har vi brugt en ret smal tvillingeklapvogn (med og uden voksiposer afhængigt af årstiden), der kan gå igennem stort set alle normale døre (selvom det er besværligt nogle steder). Vi synes, det var vigtigt med en model, hvor vi kunne se børnenes ansigter, mens vi kørte. Mange vogne vender ud mod verden, men jeg synes, det har stor værdi at kunne snakke med ungerne, mens vognen ruller og ikke mindst at kunne se, hvordan de har det. Verden er stor for et lille barn, og det kan være godt at følge med i, hvornår indtrykkene bliver for mange. Det er en smags sag. Hvis man som os bor i byen, vil jeg virkelig anbefale svingbare hjul for at skåne håndleddene og bare for at gøre livet lettere i det hele taget 🙂

En god bæresele eller slynge er også fantastisk! Jeg forsøgte mig med at slynge dem begge på samme tid, men fik aldrig held med det – og det bliver jo også hurtigt meget tungt! Jeg ved nogle praktiserer det, men én i slyngen eller selen og én på armen giver også en god hjælp.

10. Tag imod al den hjælp, der byder sig! Vi havde ikke selv bedsteforældre eller andre, der havde mulighed for at komme på fast basis og derfor hyrede vi en sød ung pige, der kunne komme og hjælpe ca. 3 eftermiddage om måneden. Hun hentede nogle gange de to store eller var her bare som ekstra “voksen” sammen med os. Det var virkelig godt givet ud! Fordelen er, at ungerne kender hende rigtig godt og er meget trygge ved hende, så nu fungerer hun som barnepige en gang i mellem.

Det er på ingen måde, fordi jeg har fundet de vise sten og jeg er heller ikke nogen ekspert i hverken tvillinger eller børn, så måske giver mine 10 tips ingen mening for dig! Men måske kan du bruge et enkelt eller to – eller bruge dem til at tænke, at sådan vil du i hvert fald ikke gøre.

Tiden går dobbelt så hurtigt med tvillinger – sådan føles det nogle dage – så husk at nyde det, selvom det er hårdt arbejde indimellem.

 

 

Glimt af hjemmelivet

Et glimt af hjemmelivet på denne sjaskvåde novembermandag.

Flyverdragter, regntøj, cykelhjelme. Ud af døren og op på cyklen. Modvind og silende regn op af bakken mod biblioteket i Nordvest. Jeg selv er drivvåd og kold mens Bertil og Helga Marie er lune og tørre takket være christianiacyklens kaleche. Musik og leg med en masse andre børn og musikpædagog med trompetbukser og guitar. Børnestemmer, rasleæg og musik i skøn forening med glade børn i en times tid.

Vådt tøj og vedvarende regn. Ned af bakke med kursen hjem. Kolde fødder og friske kinder. Leverpostej med rødbeder, vandglas med små dykænder, fis og ballade ved bordet.

Middagspausen nærmer sig. Helga Marie sover med det samme, Bertil kan ikke finde ro. Efter en halv time putter jeg ham i min seng og lægger mig sammen med ham. Jeg nusser hans bløde kinder. To min senere sover han. Jeg ligger lidt og kigger på ham. Tænker, han er ved at blive stor, min lille dreng.

Middagspause, drømmekage og te foran computeren. Varme fødder efterhånden. Den forskudte søvn ånder mig i nakken for jeg ved Helga Marie snart vågner igen.

Køkkenet og vasketøjet sejler og kalder på mig. Jeg kommer ikke, for jeg nyder den kortvarige ro.

Sådan en regnvåd mandag formiddag går virkelig hurtigt, og inden jeg får set mig om, er huset fuld af liv igen.

Hjemmeunger

IMG_4773I dag benyttede Hubert sig af den bonus, hjemmelivets fleksibilitet medfører og tog sig en fridag fra børnehaven. Det var rigtig hyggeligt og virkelig dejligt at se, hvordan han hele formiddagen legede med Bertil og Helga Marie – i hvert fald i teorien!

I virkeligheden var dagen forholdsvis konfliktmættet og fuld af modsatrettede interesser… Én ville for alt i verden på legeplads, en anden nægtede under nogen omstændigheder at forlade matriklen! Dagen igennem var der generelt rift om det samme legetøj, og jeg kan godt skrive under på, at viljestyrken hos vores børn er helt og aldeles intakt! Der var meget bestemte meninger om alt fra koppens farve til, hvorvidt jeg måtte unde mig selv den luksus at drikke et glas vand. Dertil kom grådanfald over, at rugbrødet blev skåret over forkert(!) og andre vigtigheder.

Uoverensstemmelserne resulterede i et ret højt lydniveau, hvilket gik ud over Huberts gode humør, og han så sit snit til at udnytte situationen og plagede om både Ipad og slik. Dog uden held (næsten…). Utroligt som de børn kan gennemskue, når jeg er presset!

Jeg selv følte mig som en marionetdukke på overarbejde og forsøgte efter bedste evne at opfylde de mest basale behov, hitte rede i konflikterne, sætte noget meningsfuld leg i gang med den ene hånd og ordne vasketøj, tømme opvaskemaskine, skære frugt osv. med den anden hånd.

Det er mig virkelig en gåde, hvordan Bertil og Helga Marie langt de fleste dage (gudskelov!) er pot og pande og andre dage duellerer på højde med Blur og Oasis i 90’erne. Det er nok både noget med alder, overskud og underskud hos os alle sammen – altså det med Bertil og Helga Marie 😉

Jeg har skrevet om det før, men det trigger altså min tålmodighed på det groveste, når konflikterne handler om banaliteter (altså i mine øjne!) som, hvem der først må kravle op på puslebordet eller, hvem der skal have den lilla kop. Jeg arbejder virkelig på de gode strategier og sender dagligt tankerne mod vores rolige og anerkendende pædagoger i vuggestuen og funderer over, hvad de mon ville have sagt og gjort.

Det var under alle omstændigheder – og på alle måder – et andet liv, da diskusionerne forgik i studerekammeret og omhandlede Kants fornuftsbegreb eller Heidegers fænomenologi… To liv, to verdener. Nu, hvor jeg altså mest befinder mig i ‘praxis’, føles ‘theoria’ godt nok som et land, langt, langt borte!

Da middagsluren indtraf hos de to små, kunne jeg vende mit engagement mod Hubert og tilbringe meningsfuld kvalitetstid med ham – altså i teorien…

I virkeligheden var gassen gået ganske meget af ballonen, og vi krøb under dynerne med Ipad og computer og lod os underholde. Men det var faktisk hyggeligt!

Senere, da Kristian kom hjem, så jeg mit snit til at forlade kaos og fordufte ud i Nørrebros myldretidsgader, (der i kontrast føltes som et sandt silent retreat) og trække vejret helt ned i lungerne helt uden at blive afbrudt! Lige i ulvetimen… Heldigvis tager Kristian den slags i stiv arm.

Jeg retunerede til duften af veltilberedt aftensmad, opryddet og støvsuget stue og 4 børn, der storgrinende legede sammen i en skøn og idyllisk forening. I virkeligheden!!

Det var fantastisk – og ret provokerende!

Den rest, der nu var tilbage af dagen, forløb i skønneste orden, og det blødgør altså selv det mest fastfrosne moderhjerte at se flokken af unger, der bare hygger sig, griner og leger. De små kopierer de store til den helt store guldmedalje, og jeg er ikke sikker på, hvor meget de selv forstår af, at de er nogle agenter på en eller anden mission. Men det er vel egentlig også sagen uvedkommende, så længe de alle sammen hygger sig.

Den store eftertanke er jeg alt for træt til at bruge krudt på, men hold da op, hvor er sådan en dag kontrastfuld! Mit overskud trænger til et ansigtsløft og jeg satser på en spand kaffe og en god nattesøvn gør hele forskellen.

I morgen er der atter en dag 🙂

 

Dagene flyver

IMG_4312Dagene flyver, og jeg gør hvad jeg kan for at følge med..

I går var jeg alene på skansen hele dagen og måtte udnytte hver en stund for strategisk at komme dagen i forkøbet og være sikker på korthuset ikke væltede for mig. I praksis betød det fx at lave aftensmad og pakke fodboldtaske (yndlingsonsdag!) mens de små sov. At udnytte de små pauser. Jeg kan huske, hvordan det for alvor gik op for mig, da vi fik Helga Marie og Bertil, hvor meget man egentlig kan nå i de små pauser, dagen naturligt bringer. Fx når havregrøden laver sig selv i mikroovnen, mens man når at tømme opvaskemaskinen eller lægge en halv omgang vasketøj sammen. Det er effektivt, men også hårdt, hele tiden at optimere. Sådan forløb det meste af dagen i går.

Dagen gik slag i slag med legeplads, madlavning, besøg af Søster og lækker babykusine (mums hun er sød!), hentning af de store, fodboldtræning (bliver aldrig min yndlings med 4 børn under armen), aftensmad, vendespil og godnathistorier – og selvfølgelig 10 bleskift 🙂 Foruden alt det praktiske, som man jo kan planlægge sig ud af, kom alle spørgsmålene, konflikterne, diskusionerne, de forsvundne bamser og sutter, de mange væltede glas osv. I det hele taget er der bare konstant noget at forholde sig til, når man er alene med børnene. Det var en fin dag, men jeg priser mig lykkelig for, at det ikke er hver dag, jeg er alene med kuldet.

I dag er anderledes rolig og tempoet lavt. Bertil, Helga Marie og jeg benyttede os endnu engang af det fatastiske sensommervejr og brugte formiddagen på at udforske en for os ukendt legeplads. Der er virkelig mange jeg ikke kender – men jeg er selvfølgelig heller ikke kendt som den store legepladsfan

Bortset fra det, så er det virkelig sjovt at være sammen med krudtuglerne hele tiden, og jeg synes allerede jeg kender mange flere sider af deres små personligheder end tidligere. Det er dejligt at have rigtig god tid til at betragte dem både hver især og sammen. De tager indimellem nogle ret heftige slåskampe, og i går fik Bertil da også lige et tandstempel i sin buttede hånd, men langt størstedelen af tiden er de bedste venner, og de holder hele tiden øje med hinanden. Selvom de leger i hver sin ende af en legeplads, har de hinanden på kornet og de er hurtige til at komme hinanden til undsætning, hvis der er optræk til ballade. Det er da sødt! De har også mange indforståede grineflip, hvor man bare står uforstående udenfor cirklen med et hjerte der smelter.

Om lidt overlader jeg hele butikken til ungernes fantastiske far og smutter en tur i byen 🙂

Sommervarme…

IMG_3969

Linoleumstryk lavet af Kristian, min søde kæreste.

50 % af kuldet er sendt på ferie hos farmor og farfar et par dage, og vi har derfor (næsten) frie hænder. Dengang vi ‘kun’ havde Hjalmar og Hubert, synes vi virkelig, at vi havde hænderne fulde, men nu er 2 børn jo nærmest ren luksus. Det er provokerende at skrive – men det er rigtigt… Altså for at være helt ærlig, så savner jeg faktisk de to store energibundter, men tanken om, at de bliver forkælet hos farmor og farfar, der ovenikøbet har al tid i verden til at snakke og være der for dem, giver mig ro i sjælen til at nyde at kunne koncentrere mig om de to små.

Da bilen med to ferieklare unger på bagsædet var drejet om hjørnet i går og Bertil var trøstet, fordi han blev så ked af, at de store kørte, trillede vi klapvognen mod det Københavnske sommeraftenliv. Vi spiste tacos i Torvehallerne og gik aftentur i H.C Ørstedsparken. Da Bertil og Helga Marie var trætte af at løbe op og ned af bakker og charme skatere, gik de omkuld i vognen. Vi greb den sjælne mulighed og tog et glas vin i aftensolen, inden vi slentrede nordpå igen. På hjemvejen gjorde vi stop hos en af Nørrebros bedste isbarer (der er virkelig mange gode!) og fik tanket to go dessert til sofaen. Alt i alt en perfekt start på et par dage med halveret børneskare!

I dag bød morgenen på idyllisk feriehygge og mens jeg havde travlt med at lægge planer for, hvordan vores ekstra overskud skulle forvaltes og udrede de mange muligheder, der lå foran vores fødder, opdagede vi pludselig, at Helga Marie var brændende varm. 40,8 viste termometeret, og tanken om dehydrering og feberkramper fik mig til at gå lidt i panik! Heldigvis bevarede Kristian roen, og efter en snak med lægen faldt jeg også ned i takt med, at panodilen slog feberen ned. Farvel til det ekstra overskud og diverse udflugter og goddag til en omgang sløj hjemmehygge.

Selvom det er virkelig synd for Helga og laver rav i alle mine planer, så passer det egentlig meget fint, at det er nu hun er syg, for det er trods alt nemmere at være der for hende, når de to store storebrødre ikke er hjemme og skal have deres del af kagen. Bertil hjælper til så godt han kan og finder bamser og klapper sin søster opmuntrende på ryggen. Deres omsorg for hinanden er bare så rørende! Når det er sagt, så er det tydeligt, at han soler sig i den ekstra opmærksomhed, vi trods alt kan give ham, og jo mere vores øjne er rettet mod ham jo frækkere bliver han… Han laver ballade og charmer os det bedste, han har lært.

Her til aften legede Bertil og Helga Marie ‘telefon’, og jeg kan altså ikke løbe fra den lille tåre, der trillede ud af min øjenkrog, da jeg kunne høre, det var Marmar (Hjalmar) og Bubert (Hubert) de ringede til…

 

2 år

I morgen er en stor dag! I morgen tidlig er det nemlig lige præcis to år siden, vi afleverede Hjalmar i børnehaven og Hubert i vuggestuen og satte kursen mod Hvidovre Hospital, hvor en kold opperationsgang ventede på os, og et hold af søde mennesker skulle bringe vores børn til verden for mig. Det var en virkelig underlig følelse, både at kende deres fødselsdato flere uger i forvejen og i særdeleshed også at spille så inaktiv en rolle på deres vej ud i livet. Aftenen forinden holdt vi en festmiddag og forberedte Hubert og Hjalmar, så godt vi kunne på, at de ville få to nye søskende næste dag, men også på, at de skulle passes af bedsteforældrene i nogle dage, mens vi var på hospitalet med de to nyankomne. Hubert var 22 mdr. og forstod mildest talt intet… Det var en virkelig hyggelig festmiddag, som jeg aldrig glemmer, og det var på en måde en markering af, at rigtig meget ville forandres i vores familie.

Det var ret specielt at køre mod Hvidovre den morgen, og der var mange følelser på spil. Først og fremmest var det jo vildt, at vi et par timer senere ville have fordoblet vores børneflok og i det hele taget det at skulle have tvillinger, var jeg ret spændt på! Og så var det altså lidt sørgmodigt at efterlade Hubert derhjemme, når han nu var så lille. Alt gik heldigvis lige præcist, som det skulle og den nydelige unge mand, der skulle forløse vores børn var heldigvis både sød og dygtig. Alligevel lidt underligt, at en fremmed mand føder ens børn… Men sådan måtte det altså være. De kom ud i lyset med et minuts mellemrum og røg lige direkte ind på hver deres plads i mit hjerte ved siden af de andre.

Nu er det så to år siden i morgen, og jeg kan på ingen måde forstå, hvordan de to år er gået så hurtigt!

Jeg bliver altid lidt sentimental og tænksom, når nogen i familien har fødselsdag, og jeg synes, det er en glimrende lejlighed til at stoppe lidt op. Jeg elsker fødselsdage og det er så fint, at fejre det unikke menneskes plads i verden. Jeg har det faktisk lidt underligt med, at Bertil og Helga Marie må dele dagen (selvom det er drønpraktisk!), og jeg tænker, vi må finde ud af en måde, at fejre dem begge to, hver især og sammen.

For nogle dage siden spurgte min veninde, om Bertil og Helga Marie glædede sig til deres fødselsdag, og der måtte jeg blankt erkende, at det anede jeg ikke…! Jeg havde end ikke overvejet at snakke med dem om den forestående festdag. Sådan er det at være nummer 3 og 4 i rækken.. Det er barske løjer! Jeg har (med min pædagogiske veninde i tankerne) snakket om fødselsdag med Bertil og Helga Marie de sidste par dage og da jeg spurgte ved aftensmaden om de vidste, hvad der skulle ske i morgen, rakte Bertil med det samme armen frem og viste mig to fingre. Jeg tror de glæder sig!

Jeg glæder mig i hvert fald til at fejre dem begge to 🙂

Kaos og kosmos

Mandag eftermiddag! Den startede meget larmende, og mit overskud hang i en tynd tråd efter at have bjerget Bertil og Helga Marie hjem fra vuggestuen, hvor de to små baryler fyrede alle tænkelige beskidte tvillingetriks af! De kostede rundt med mig, stak af i gardaroben, skreg på skift – og på samme tid. Da jeg langt om længe fik dem begge indfanget og med vold og magt fik mast deres fødder i skoene, og vi var klar til afgang, afmonterede Helga Marie hele skidtet hurtigere, end jeg kunne nå at sige ‘overskudsmor’. Efter en lang, svedende cirkusforestilling tog jeg hende under armen, og der hang hun så og sprællede, mens hun hylede og skreg. Bertil i den anden hånd og tasker, bamser og Helga Maries overtøj klemt ind, hvor der nu var plads mellem arme og tænder. Sikke en omgang! Det kan godt være, jeg efterhånden er en garvet mor, men dét der show kan altså tage pippet fra mig!

Vel hjemme igen fandt jeg de to store bag hver deres skærm, og de orkede knap at løfte blikket for at sige hej. Sådan gik eftermiddagen. Helga Marie sad som limet til min arm, og Bertil dimsede rundt. Jeg forsøgte med kanelknækbrød at lokke flokken til at samles, men der var absolut ingen interesse!

Jeg havde glædet mig til en eftermiddag med hygge og sludder, men efter flere forsøg gav jeg op og var efterhånden mere end klar til at fortrække alene ud i køkkenet, da der skulle laves mad.

Så skete der det forunderlige, da vi havde spist, at alle vendte på en tallerken. De små forsvandt sammen ind i en leg og skreg af grin, mens de gentagende gange gemte sig bag det samme gardin. De store fik mig overtalt til at give dem en femmer mod at rydde op i gardaroben og stuen, og så blev der ellers knoklet! De gik helt vildt op i det, og da alt var ryddet op, fandt de tegneblokkene frem og begyndte at tegne planer for, hvordan de på sigt kan tjene flere penge… Egentlig er jeg ret stor modstander af, at børn skal have kontant afregning for at hjælpe til i hjemmet, men på den anden side var det to fluer med et smæk i dag. De fik gang i en god leg, og der blev ryddet op!

Det er sjovt, hvor uforudsigelig en dag kan være. Bedst som kaos hersker, humøret er trampet i bund og alle i familien vil det modsatte af, hvad man selv vil, kommer kosmos smygende ind og lægger sig som en ubemærket boble rundt om kaosfamilien. Det er helt fantastisk, når det mod alle odds sker på en mandag eftermiddag som i dag.

Nu kan jeg med ro i sindet læne mig tilbage i sofaen og kigge på lysene, der brænder i vores vinduer. Det er altid godt med lidt eftertanke over dagen og verden – over kaos og kosmos.

Mest om tvillinger

Tvillinger er fantastiske! Intet mindre… Langt de fleste timer i døgnet er Bertil og Helga Marie pot og pande, og det er tydeligt, at de virkelig knuselsker hinanden. Den begejstring, der lyser ud af dem, når de ser hinanden om morgenen eller efter middagsluren, er ikke til at tage fejl af. Selvfølgelig har de også masser af konflikter og driller hinanden, men helt overordnet er relationen rimelig harmonisk for tiden. (Knap så harmonisk beskrev jeg den for et par måneder siden…) Det er sjovt, hvordan deres lege udvikler sig og i kraft af deres interaktion, bliver mange udviklingsmæssige ting tydligere for mig, end da Hjalmar og Hubert var små. De inspirerer hinanden med deres leg, og på den måde udvikler legen sig på en helt anden måde, end hvis de ikke havde hinanden. De har en helt grundlæggende social forståelse og besidder en ret stor empati deres alder taget i betragtning. Hvis alle mennesker blev født som tvillinger, ville verden måske se anderledes ud… Det må under alle omstændigheder være skønt at have en tvilling!

Helt efter bogen er Helga Marie ofte et skridt foran med mange ting, men hun er blevet overhalet godt og grundigt af Bertil på et enkelt område for et par dage siden. Vi eftermiddagshyggede i gården og Bertil fandt en lille løbecykel frem, som han uden videre satte sig op på, fandt balancen og pilede afsted. Vi stod måbende og kiggede efter vores ellers så forsigtige dreng, der sikkert rullede over fliserne. Hans øjne strålede, og han var stolt som en lille pave! Og det var jeg også… Det er helt utroligt hvor stor en selvtillidsbooster, det har været for ham. Nu har han pludselig fået en helt anden tiltro til sig selv og bevæger sig hurtigere og mere sikkert end før. Det er tydeligt, at det var godt for ham at finde noget, hvor han kunne give Helga Marie baghjul og hvor hun måtte kigge beundrende efter ham fra sin plastik scooter. Der kom ligesom lidt mere balance i tingene.

Når det så er sagt, havde Bertil tandsættet lidt for langt fremme forleden, og Helga Marie kom hjem fra vuggestuen med et stort bidemærke på ryggen. Det er ikke første gang, en af mine børn er blevet bidt, men på en måde gjorde det endnu mere ondt på mig, at synderen var fra egne rækker. Det er ikke sjovt at være mor til et barn, der bliver bidt, men det er heller ikke sjovt at være mor til det barn, der bidder! Og kombinationen giver virkelig ondt i hjertet…!

Efter twilight eventyret i vuggestuen havde Helga Marie endnu mere brug for at hænge på mig end ellers (dvs. vi gik fra 80 til 90 % af den tid vi tilbringer sammen), derfor fandt jeg bæreselen frem fra gemmerne. Det viste sig at være dagens redning! Hun sad på ryggen af mig og blev ved med at sige “Det dali!”, mens jeg tømte opvaskemaskinen og lavede aftensmad.

Tvillinger er helt klart fantastiske! Især når alt ånder fred og idyl 🙂

 

 

 

Namaste!

IMG_2843Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg har temmelig ondt i min slidte krop i dag…! Jeg slæber rundt på de to små hængetræer (alias Bertil og Helga Marie) i tide og utide, og de vejer efterhånden ret godt til! Det er måske nok unødvendigt at slæbe på dem, for de er jo udstyret med hele to raske ben hver især, alligevel har jeg et barn på hoften i ca 90 % af de vågne timer, vi tilbringer sammen. SÅ snart den ene smutter ned, kommer den anden rendende og vil op. Sådan er det, når der er kamp om opmærksonheden og det er der jo af og til i vores familie.

Jeg trodser al min viden og (bitre!) erfaring og bærer stort set kun på venstre side. Det er dumt, og jeg ved det! Min krop er begyndt at protestere, og derfor tænkte jeg for nogle dage siden, at jeg ville støve min gamle, møre yogamåtte af og kaste min krop ud i et par asanas, der måske kan hjælpe med at rette lidt op på balancen. Det er meget længe siden (som i virkelig meget længe siden), jeg sidst har praktiseret andet yogarelateret end at kigge på den yogaplakat, der pryder indersiden af vores toiletdør.

Yogamåtten var godt støvet, men fungerer da endnu. Den smulrer lidt i kanterne, så på den måde er vi et meget godt match. Min krop fungerer til gengæld knap så godt, kan jeg mærke! Hold da op yogaen lever op til sin ambition om at skabe kontakt mellem krop og sind! AV! Og lad mig være ærlig at sige at jeg IKKE gav den for meget gas…

Jeg er sikker på, yogaen gør noget godt for mig, og jeg tror, jeg vil give skidtet et par chancer mere i håbet om at kunne få styrke nok til at holde mig oprejst i nogle år endnu. Alternativt må de to små dovendyr til at bruge bentøjet selv… Men det er jo så dejligt, når de vil op og krammes, så jeg giver altså gerne østens mystik et skud.

(Jeg har tidligere skrevet om mit yogaliv – eller mangel på samme!… her).

God weekend og Namaste!