Category Archives: Familieliv

Plads til leg

IMG_1551Hvis der er noget, der ikke begejstrer mig synderligt, er det legepladser! Jeg synes mildest talt, der er noget misvisende i navnet, fordi leg i mit hoved har en stærkere tilknytning til begrebet kreativitet og spontanitet, end der er mulighed for på en legeplads. Det er fint nok med en gyngetur, rutschebane og klatrestativer. Det kan være en måde at lufte ungerne på og få sig en café latte eller udsætte ulvetimen en halv time, men leg vil jeg ikke kalde de fleste af de aktiviteter, der foregår på legepladserne.

I sig selv er hele præmissen hverken særlig kreativ eller spontan. Bare det faktum, at det på forhånd er bestemt, at ‘om lidt skal vi lege’ er kunstig. Stemningen sådan et sted tiltaler mig heller ikke voldsomt. Jeg får altid lidt dårlig samvittighed over, at jeg selv keder mig bravt, når jeg nu har planlagt tid til at “lege” med ungerne. Jeg står dér sammen med de andre forældre, der gabende kigger på uret eller sniger sig til at tjekke facebook. I bedste (eller måske i virkeligheden værste!) fald står vi forældre og kigger på børnenes leg og kommer med tilråb som: “Pas nu på!”, “ej, nu er det vist X’s tur til at prøve…”. Det har ikke meget med leg at gøre…!

I går var jeg til forældremøde i vuggestuen, hvor vi snakkede om kreativitet og innovation. Jeg gik som altid derfra beriget med en masse gode følelser og refleksioner. Jeg kan virkelig godt forstå, Bertil og Helga Marie står med flyverdragterne i hænderne og skraber på hoveddøren 6.30 hver morgen. Jeg elsker også dét sted. Det er sjovt at have “været med” i 6 år i den samme institution og fulgt udviklingen fra fantastisk til endnu mere fantastisk! Jeg blev så glad for at høre deres tanker til mødet, og jeg er meget enig i langt de fleste af dem. Dén vuggestue har ikke brug for designlegepladser og unika legeredskaber til 100.000, men synes, det er meget sjovere at bygge op og rive ned i takt med børnenes og de ansattes gode ideer. Finder et barn på en skovtur en god vipperod, tager de den med hjem og bruger den på legepladsen indtil en ny idé overtager. Under et projektarbejde med ‘de tre bukkebruse’ byggede de en bro af nogle genbrugsplanker og da de gerne ville have musik og lys i det hjemmebyggede legehus, trak de da bare noget el. Nu strømmer der ofte klassisk musik ud af det lille oplyste hus. Ret hyggeligt!

Legepladsen bliver ligesom resten af huset ikke betragtet som en statisk størrelse men netop som en dynamisk legeplads, hvor der er plads til spontane, kreative ideer og leg. Faktisk kalder de legepladsen for haven, og det passer også bedre til den hyggelige grønne oase, det er med bærplanter, vindruer, blomster og små huler i buskene.

Der knytter sig en lille sød historie til projektet om bukke-bruserne, som fortæller en del om kreativitet og leg i min verden. For nylig var vi sammen med en af Huberts gamle vuggestuevenner, og de gik straks i gang med at lege. Det er tydeligt, at de kender hinanden rigtig godt, selvom de har gået i hver deres børnehave siden april og ikke ses så tit. Efter et stykke tid gik det op for mig, at de legede de tre bukkebruse. En leg der udspringer af vuggestueprojektet forrige sommer, men som har gjort dybt indtryk, fordi pædagogerne satte gang i en inspiration og underbyggede børnenes ideer og leg – og som altså har manifesteret sig i de to drenge.

Essensen i vuggestuens måde at arbejde på er (udover et kæmpe nærvær og stor respekt for det enkelte barn), at de har visioner og planlægger spændende ting for børnene, men de er samtidig super opmærksomme på børnene og lader deres verden være udgangspunktet for aktiviteterne. Har pædagogerne fx planlagt, at der skal plantes solsikker, tilpasser de planen, hvis børnene nu er mere optagede af at hælde med vandkanden. Så bliver planteprojektet til et vandprojekt, hvor de fx hælder, plasker, mærker på varmt og koldt vand, laver mudder, lader det “regne”, mens børnene sidder under en paraply osv.

Det er ret inspirerende at prøve at tænke ud fra det mere spontane og kreative, der optager børnene lige nu og være lidt mere åben for at ændre i planlægningen. Det kan jeg godt lære noget af. Måske slipper man så også for nogle af legepladsturene… Motiverende!

Desværre deler Hjalmar og Hubert ikke på samme måde min skepsis overfor legepladser, hvilket betyder, at jeg nok ikke har drukket min sidste latte fra “kaffeknallerten”. Godt jeg i det mindste elsker kaffe! Så har jeg da noget at skylle idealerne ned med…

 

 

 

 

Familieweekend

Vi har holdt weekend i familiens skød! Ikke kun vores egen “lille” familie men hele baduljen. Mine forældre kørte turen tværs over landet fra vest og kom fredag aften til burgertid. Hjalmar og Hubert var ellevilde og havde glædet sig helt vildt. Selvom afstanden er stor i km, er børnene heldigvis meget tætte på bedsteforældrene – og det er dejligt!

Lørdag holdt vi en meget afslappet og rigtig hyggelig julefrokost hos min søster. Vi er 8 voksne og 9 børn, så der er pænt gang i den, når vi er samlet. Mine to søstre og jeg var så heldige at få barn nr. henholdsvis 1, 2 og 3 inden for et par måneder for nu 3,5 år siden. Det var ret fantastisk – og IKKE planlagt. Vildt hyggeligt med barsel på samme tid! Min ene søster og jeg fik så også nr. 2 og 3+4 på samme tid senere. Vildt tilfælde synes jeg! Vi har altså en flok ret jævnaldrende unger, og det er bare så skønt. De hygger sig og er meget glade for hinanden (når de ikke lige hiver legetøj ud af hænderne på hinanden og alle vil sidde i midten på samme tid og den slags…).

Vi endte med at sove hos søster, da vi ikke har bil og det blev sent. I dag tog vi direkte til kaffeslabberas hos min anden søster og hang ud nogle timer. Det var en skøn weekend og dejligt at være sammen allesammen.

Jeg føler mig virkelig priviligeret at have så skøn en familie, og jeg synes, det er fantastisk, at mine børn får mulighed for at have så tætte familiære relationer, der rækker ud over vores egen lille familie. De oplever at være en del at en stor flok, og det er der en fundamental tryghed og styrke i.

Ungerne var helt baskede her til aften og gik ud som 4 små lys, så nu runder jeg weekenden af i sofaen med min pseudofamilie, Modern Family, sammen med Kristian. Det er altså en virkelig god serie! Jeg kan ikke helt finde ud af om jeg identificerer mig mest med den ældre mand, Jay, med den unge columbianske kone eller den nærtagende, sarkastiske homoskesuelle søn, Mitchel?

 

 imagesimages

Entré!

Hvis der er noget, vores familie ikke er eksperter i, så er det systemer! Tager man et blik rundt i lejligheden, er man ikke i tvivl… Jeg nåede aldrig at hoppe med på hverken feng shui eller simpel living bølgen lad mig bare sige det sådan! Faktisk holder jeg meget af at gemme alle mulige dimser og smider helst ikke for meget ud. Lige nu sidder jeg fx og kigger rundt i vores stue, og mine øjne møder alt fra en gammel skramlet klovneuro, der egentlig var tiltænkt børneværelset, perleplader i neonfarver, en gammel russisk lampefod udformet som en bjørn lavet af en vodkaflaske, let falmede farverige flagranker, vores klaver som på ingen måde stemmer, men fungerer glimrende som afsætningsplads for diverse bunker, rigelige mængder legetøj, bøger og spil spredt med løs hånd, en lille spilledåse fra min barndom, en guitar, der mangler en streng, plus en masse andet. Man kan måske kalde vores stil autentisk og livlig (eller bare rimelig rodet!). På en måde trives jeg godt med lidt rod i krogene – hvilket nok er ret heldigt med 4 børn i huset!

Jeg har dog indset, at 4 børn i en lejlighed alligevel kræver en vis systematik! Det er noget, vi øver os på og langsomt bliver bedre til. En af de ting der virkelig har kunnet drive mig til vanvid, er vores lille bitte entré. Det er helt utroligt, hvor meget overtøj sådan nogle børn har! Ja, og voksne for den sags skyld… Når skidt og kanel så ligger hulter til bulter, kan man nemt kunne bruge 20 min. på at lede efter de rigtige ting til de rigtige børn. Derfor vil jeg fremhæve et af de bedste systematiseringstiltag, vi har taget i lang tid. Nemlig vores elskede garderobe!IMG_1833

Vi har været så heldige at få fingrene i denne gamle garderobe fra en børnehave. Det funger! Nu har alle børn deres eget rum, og de ved, hvor de skal lægge deres ting – og vi ved, hvor vi skal lede. De kender systemet fra institutionerne, hvor de søde pædagoger har gjort benarbejdet for os og (næsten!) lært dem at bruge det.  Så nu er vi klar til at gå vinteren i møde med orden i sagerne. Ingen manglende huer, ingen forsvundne vanter!

 

 

Nærvær på kaosruten

Hostesæsonen er i fuld gang og har også fået tag i vores familie. I dag var Helga Marie syg og måtte blive hjemme fra vuggestue. Det var selvfølgelig synd for hende men også lidt hyggeligt for en gang skyld at have alenetid med hende. Det blev mest til at putte med dynen i sofaen men dejligt alligevel.

Det er ikke så tit, Bertil og Helga Marie er adskilt, men de har da været det nogle gange efterhånden. De kan sagtens undvære hinanden og virker ikke særlig påvirkede af adskillelsen, men hold da op, hvor bliver de glade, når de ser hinanden igen. Det er altså noget, der smelter hjerter, når de står i entreen og krammer hinanden!

Det jeg egentlig vil skrive om, er min oplevelse af at hente Bertil i vuggestuen i dag. Normalt henter jeg Hubert og Hjalmar først, fordi det er nemmest. De dage jeg henter de små først, fungerer det mildest talt dårligt! Jeg aser og maser og slider og slæber. Op og ned af christianiacyklen. Den ene i bæresele og den anden på armen. Rundt og lede på fritidshjemmet. Først på 1. sal i spille/legorummet, så i tumlerummet i stuen, i køkkenet og til sidst på fodboldbanen for så at konstatere, at Hjalmar alligevel var på 1. sal. I takt med armene syrer til, bliver jeg mere og mere kortluntet og kommanderende overfor de to store, der altid liiige skal på toiletet, spille færdig, have et stykke brød eller bare lave en flitsbue over et eller andet uforklarligt. Sveden hagler, og jeg føler efterhånden, at jeg har løbet et maraton. Ungerne går i 3 forskellige institutioner, så det bliver til nogle røde kinder og svedplamager under armene, inden den ca. halvandentimes henteseance er overstået.

Derfor er det lettere at hente de store først og slæbe dem med ind og hente de små. – Eller det er i hvert fald mindre fysisk hårdt for mig… At der så opstår et kaos uden lige, når vi indtager gardaroben i vuggestuen, må jeg tage med. Nogle slås (som regel Hubert og Hjalmar), nogle prøver at stikke af (som regel Helga Marie), og nogle hyler (ofte Bertil), fordi han er forelsket i sine hjemmesko og ikke vil have dem af. Jeg prøver at smaltalke med de andre forældre og virke rolig, selvom jeg indeni er ved at eksplodere og kun tænker på kaffe!! De er søde, de andre forældre og tilbyder at hjælpe og smiler medfølende. Men jeg har luret, at de ser forskræmte ud bag deres venlighed! Nogle (de gravide der venter nr. 2) er decideret forskrækkede, og de siger det direkte! Jeg må forsikre dem om, at jeg ligesom dem også synes, det var hårdt at hente, da vi kun havde Hjalmar og at man klarer det hen ad vejen og at de jo kun får ét ekstra barn osv., mens min krop koger og mit indre er i kaos i forsøget på at få det vigtigste habengut med, bevare den gode stemning og huske alle mand!

Nå, men i dag hentede jeg altså Bertil som den første og hold nu op, hvor var det bare hyggeligt! Jeg kunne koncentrere al min opmærksomhed om ham og se, hvordan han nød det. Jeg kunne se hans glade kinder og se, hvordan han kiggede forelsket på mig. Vi tullede lige så stille og rolig ud til cyklen og kørte over efter Hjalmar. Rundt og lede mens han gik på sine stavrende ben og jeg holdt i hans lille buttede hånd. Han småsludrede (altså uden ord), og alt gik bare i hans tempo. Helt fredfyldt cyklede vi hjem, og alt åndede for en stund fred og idyl.

Fortryllelsen blev dog ophævet, idet vi trådte ind af døren herhjemme, og normaltilstanden overtog. Men det var skønt at have opmærksomheden på ham og mærke hvordan nærværet påvirkede os begge på en god måde.

Nærværet til den enkelte er én af de ting, jeg synes, er svært ved at have tvillinger og ved at have 4 børn i det hele taget. Som èn af mine venner engang sagde til mig: “Du skal smøre dig selv ret tyndt ud!”

 

Kreakage

Jeg havde selvfølgelig meldt mig på kagetjansen til 0. klasses halloweenfest i fredags, fordi det var “den nemme” tjans og fordi jeg kunne forberede og være i god tid. Tidsfaktoren er altid vigtig at medregne, når man har 4 børn!

Jeg havde sat kage-overliggeren lidt højt og tænkt, at jeg ville lave en rigtig flot og kreativ kage. (Hvorfor ser det SÅ nemt ud, når andre gør det!). Jeg fik næsten skabt en form for kage-præstationsangst for mig selv, og mine overvejelser om kagen spændte ben for processen, så jeg helt glemte tidsfaktoren.

Aftenen før kom jeg til at sidde og drikke rødvin hos en veninde i stedet for at iføre mig forklædet. Lidt dumt og meget typisk mig! Heldigvis var jeg landet hos min meget kreative veninde! Hun tegnede lige en oversize edderkop, som jeg kunne klippe ud og bruge som skabelon. At jeg så ikke er en logikkens mester skal ikke være nogen hemmelighed. Meningen var, at vi skulle fremstille en skabelon med et hul formet som en edderkop, som jeg kunne holde hen over kagen og drysse lakridskrymmel ned gennem. Smart!

Jeg gik selvfølgelig i gang med at klippe edderkoppen ud (!) – og ikke klippe hullet ud, som det var meningen. Ikke så smart! Havde altså ikke drukket SÅ meget rødvin, men min hjerne tænker åbenbart børnelogisk nogle gange. Efter en halv rulle tape og lidt assistance fra førnævnte veninde fik jeg lappet formen sammen og kunne fragte den hjem gennem Nørrebros dunkle gader. Det lignede mest af alt noget de små havde kreeret i vuggestuen, men jeg var fuld af tiltro til projektet!foto

Resultatet blev overraskende godt! Og nemt! (Hvis man altså ser bort fra det med klipningen..). Jeg er vild med nemme løsninger, der ser super godt ud. Det skal man ikke kimse af, når tiden er knap og der sidder et barn fast i hvert bukseben samtidig med, at man desperat forsøger at afkøle kage på rekordtid (tyve min. i fest-takeoff), røre glasur og holde form/drysse lakridskrymmel på en gang. Godt jeg har hele to hænder!

 

Vuggestue-nostalgi

Vi har været til samtale i vuggestuen. Sådan en samtale om hvordan ungerne trives og udvikler sig. Selvom det er tredje gang, vi er igennem møllen, blev jeg helt rørt.

Pædagogen havde sat en time af og delt samtalen op, så Bertil og Helga Marie fik lige lang tid under luppen. Det i sig selv blev jeg glad for! Det er dejligt, når omverdenen også betragter dem som to individer, selvom de er tvillinger. Selvfølgelig er der også meget i deres trivsel og udvikling, der skal ses i lyset af deres relation til hinanden og deres samspil, men det var der også tid til at snakke om. At høre pædagogen fortælle om sin oplevelse af Bertil og Helga Marie, beskrive alt fra deres motoriske og sproglige udvikling til at fortælle om, hvordan de deltager i aktiviteter, hvordan de leger og socialiserer med de andre børn, hvordan de udvikler sig hver for sig og sammen ramte mig!

Jeg tror, det skyldes flere ting. I det hele taget dét at høre en anden fortælle om sin oplevelse af og med vores børn var tankevækkende. At få en andens øjne på dem og blive bekræftet i, at de bare elsker at være i deres vuggestue og har det godt. At pædagogen fokuserer på og ser nogle detaljer, som vi ikke selv er helt opmærksomme på og i det hele taget dét, at de har deres egen lille verden uden os.

Men det er også  en stolthed over, at de udvikler sig så fint og trives så godt. Vi havde mange tanker under graviditeten og blev fulgt ret tæt af hospitalet. (Det gør man ofte, når man venter tvillinger). Helga Marie var en lille trold, mens hun var i maven og lå vægtmæssigt under alle kurver og skemaer, så det er klart, at vi havde mange tanker, om alt nu var okay, om jeg ville føde for tidligt osv. Vi har altid forsøgt at have et pragmatisk forhold til hele overvågningen af graviditeten og kun fokusere på det, vi kunne se og som jeg kunne mærke. Nemlig, at de begge to voksede og at jeg havde det godt. Jeg tror alligevel, alle de tanker vi havde dengang ligger dybt derinde i gemmerne og har betydning for, at glæden over, at alt går så fint, er lidt ekstra stærk.

Der er også bare noget i, at når man har 4 børn, føler man ofte, at man ikke gør alting til UG, men efter samtalen blev Kristian og jeg enige om, at noget må vi gøre rigtigt. Og det var en dejlig følelse.

Der er mange ting, som bliver lidt rutine-agtigt med nr. 3 og 4. Overvejelser man havde tidligere, som nu styres mere af pragmatisme end af idealisme. Der er noget nostalgi, som bliver trængt lidt i baggrunden til fordel for logistik. Sådan er det bare! Derfor føles det ekstra fint at blive mindet om, at hvert af vores børn er helt sin egen og agerer individuelt i verden. At det ikke bliver mindre vigtigt at følge dem tæt og opmærksomt, selvom de er nummer 3 og 4. Sådan en god omgang vuggestue-nostalgi er ikke af vejen!

Sisyfos på overarbejde

Kender I følelsen af at løbe og løbe og ikke komme nogen vegne? At slide og slæbe uden at kunne se resultatet?

Når man får børn, følger der en masse praktisk arbejde med og når man så får 4 børn, følger der ekstremt meget praktisk arbejde med! 4 børn og 2 voksne producerer vildt meget rod, opvask, beskidt tøj og bare beskidt alt muligt alle mulige steder. Jeg forsøger ikke at vaske mere end nødvendigt – jeg vil jo gerne passe lidt på vores fine jord. Alligevel blev det vel til 4 vaske og 2 gange tørretrumbling på sådan en almindelig dag som i dag. 4 børn og 2 voksne (til de 4 børn) producerer åbenbart virkelig meget vasketøj. Der går selvfølgelig en del tøj på 2 blebørn, der smadrer mad ud over sig selv og os andre, når de spiser og 1 nyudklæket post-blebruger, der ikke altid liige når helt ud på toilettet. Det er ellers ikke, fordi vi har ret høje renhedsstandarter hjemme hos os. Ikke destomindre er en stor del af dagen gået med tøjsortering, vask, hænge til tørre/trumble, lægge sammen og lægge på plads. Nu kunne man så fristes til at tænke, at vasketøjssituationen var under kontrol, men et hurtigt blik rundt i lejligheden fortæller, at det bestemt ikke er tilfældet!

Det er med fare for at lyde som et brokkehoved, og det er faktisk ikke min intention, men nogle dage (ca. de fleste) går bare med at rydde op, finde mad frem og tilbage, vaske/tørre tøj, vaske/tørre børn, gøre overfladisk rent (vi når aldrig i bund) og slæbe mælk og havregryn hjem i mængder, som kunne affodre den kongelige livgarde et par uger. Vi køber aldrig under 4 poser havregryn og 8 l. mælk ad gangen. Der er altså tale om et massivt angreb af husligt arbejde i alle afskygninger, der på det nærmeste har overtaget mit liv – og dé der kender mig vil vide, at husligt arbejde kommer ind på min absolutte førsteplads, over ting jeg hader allermest at bruge min tid på.

Det er her, myten om Sisyfos sniger sig ind i mine tanker, og  jeg begynder at overveje, om Albert Camus havde ret i, at Sisyfos var en glad og lykkelig mand?

Jeg tvivler…! Føler ikke sjældent, at jeg knokler med at få den tunge sten op på bjerget for så at se den trille hele vejen ned igen. På den ene side er der noget rigtigt i, at hverdagens trummerum er der, hvor lykken findes. Den samme velkendte plade, der spilles igen og igen. På den anden side er det bare vildt frustrerende, at knokle dagen lang for så at konstatere, når aftenroen sænker sig, at der ser præcist ud som ved dagens begyndelse. Dvs. som om nogen havde sprunget BR i luften og tilsat en halv sandkasse og derefter krydret med noget, der ligner et kollegiekøkken. Så er det, mor bliver træt! – og begynder at stille spørgsmålstegn ved Sisyfos’ glæde og tilfredshed. Findes lykken virkelig i nytteløst slid og slæb! For når man sidder midt i suppedasen, føles det så absolut ikke altid som lykke!

Men ved nærmere eftertanke ville jeg jo ikke være det foruden. Det er jo en del af “børnepakken” at skabe rammerne for vores hjem, og det er faktisk ret så værdifuldt. Det er på mange måder rammerne i ens barndomshjem og den stemning der er i hjemmet, der former én som menneske. Det er lige nu – midt i rodebutikken – vi skaber barndomsminder for vores børn. I dét lys giver sisyfosmyten pludselig mere mening, og jeg ser en åbning for, at han måske var en lille smule glad i låget.

Der står i myten, at “Hvert granitkorn i stenen, hver glimtende mineralstump i bjergets mørke udgør en verden i sig selv. Kampen for at nå op til tinderne er nok til at fylde et menneskehjerte. Man må tænke sig Sisyfos som en lykkelig mand.”. Og det er jo netop, når man dedikerer sig til dét man laver og finder værdi i den ‘verden’, man er en del af, at sisyfosarbejdet begynder at give mening.

Glæde og lykke hænger for mig at se ofte sammen med mening. Giver det du laver mening, er der også en chance for, at det gør dig glad. Det var lige lidt lommefilosofi, der måske kan give perspektiv, når man står midt i lortebleer, havregrød og uendelige mængder af vasketøj.

Elsker mandag!

IMG_1798

Som mor til 4 kan jeg godt nogle gange glæde mig lidt til det bliver mandag.

Jeg elsker at holde weekend med min dejlige familie, ingen tvivl om det! Men den ro, der sænker sig, når alle er fulgt til henholdsvis skole, børnehave og vuggestue, er altså ret fantastisk. God musik i ørene og duften af kaffe (og udsigten til at drikke den, før den bliver kold) er noget jeg virkelig sætter pris på sådan en mandag morgen som i dag.

Da dette er mit første blogindlæg, vil jeg lige præsentere min familie og mig selv.

Min familie består af Kristian, min kæreste, min allierede og verdens bedste far til vores børn. Vores ældste dreng er Hjalmar på 6 år. Hjalmar går i 0. klasse på den lokale folkeskole. Det er vildt at have et skolebarn! Sikkert noget jeg vil skrive mere om på et tidspunkt. Vores mellemste dreng Hubert er 3 år og går i børnehave. De to yngste er Bertil og Helga Marie på 18 mdr. De er tvillinger og går i vuggestue.
Jeg selv er 33 år, uddannet lærer og cand.pæd. i pædagogisk filosofi. Siden Hubert blev født, har jeg været på barsel, været arbejdsløs tvillingegravid og igen været på barsel. Nu er Helga Marie og Bertil startet i vuggestue, og jeg skal finde vej ud af labyrinten.

Vi er 6 mennesker med 6 forskellige behov. Vi er en blandet flok af introverte og ekstroverte, rolige og larmene. Vi tager hensyn til hinanden og omverdenen i det omfang, det nu er muligt, men der bliver leget, løbet, hoppet, slåsset, grinet og råbt. Vi bor midt i Danmarks tættest befolkede område og vores familie fylder på mange måder ret meget i landskabet.  Tvillingeklapvogn, løbecykler, løbehjul og en råbende mor, der vil holde i hånd – og en 3 årig der ikke vil. Jeg føler ind i mellem, at vi er en omvandrende cirkusforestilling for andres dels medlidende, dels beundrende blikke. Den bedste beskrivelse er nok følelsen af at være en ‘elefantfamilie i en glasbutik’. Vi hygger os og elsker at være sammen, men kaos er en normaltilstand i vores familie. Det tilskriver jeg dels udviklingsmæssige faktorer (især hos de tre små!) som fx primat-hjernens overtag, voldsom lyststyrrelse, ekstreme følelsesudbrud, manglende evne til at vurdere egne fysiske udfoldelser osv. Og dels det faktum, at vi er dobbelt så mange børn som voksne. Kort fortalt er vi nok i virkeligheden bare en helt almindelig familie med 4 små børn.

Nå, men efter en dejlig weekend i familiens skød, er det altså de små ting i livet – som varm kaffe – jeg sætter pris på.

Min blog udspringer af alle de tanker, jeg gør mig – og har gjort mig – om familieliv, børneliv og den eksistensoprivende oplevelse det er at blive forældre både første, anden og tredje gang. Måske kan andre have interesse i at læse om mine tanker? Måske bliver bloggen blot til et lille arkiv, der samler og husker mine tanker.