Category Archives: Familieliv

Forventningens glæde…

IMG_5335Julemåneden ligger klar til at afslutte året, og kombinationen af lys og hygge skal bære os det sidste stykke gennem årets mørkeste tid. Jeg er vild med december og jul i det hele taget, men kommer altid lidt sent i gang med julerierne. Det skyldes nok både, at jeg ikke er den store planlæggertype, og at jeg holder fast i at jul foregår i december. Vi skal ikke udvande julen ved at lade den starte for tidligt, men i dag går det løs!

Himmelen er blå, og de første låger i diverse julekalendere er åbnet rundt omkring. En hel måned i julemagiens tegn 🙂

Julens dunkle bagside ligger dog på lur, og man må passe på, den ikke stikker hovedet for langt frem. Julens skyggesiden viser sig nemlig fra tid til anden, når forventninger og virkelighed ikke stemmer helt overens (- og når forbrugsmentaliteten går i selvsving, men det er en anden snak). Jeg forsøger at have en realistisk tilgang til julemåneden, og min erfaring siger mig, at der sjældent bliver plads til hele den mængde idyllisk juleromantisk hygge, som jeg drømmer om, når december ligger for vores fødder.

Et blik på familiekalenderen bekræfter mig i dette og når jeg tænker på tv-julekalendere, julekalenderbøger i 24 afsnit, diverse julearrangementer, hjemmebag, nisselandskaber og gaveindkøb, synes den enkle side i kalenderen, der udgør december ikke af meget.

Strategien må være at tage en dag af gangen og nyde det lys og den hygge, vi nu engang når. 🙂

Uindfriede forventninger oplevede vi også i søndags, da gaverne i nissesokkerne ikke helt stod mål med ungernes drømme. De to små fik henholdsvis en liter træmælk og en dåse plastiknutella, og de var ovenud godt tilfredse med nissens valg. 2-årige er bare nemme at begejstre!

De to store fik hver en ny dyne, som de begge virkelig manglede, og som vi havde købt på et slagtilbud. Jeg synes selv, det var smart at kombinere noget, de alligevel skulle have med indholdet i nissesokken, men her var vi overhovedet ikke enige… De ellers bløde og dejlige dyner udløste en mindre adventskrise, og jeg tror faktisk mest af alt, det skyldtes, at drengene havde forventet noget, der var pakket ind og som lå nede i sokken.

I forbindelse med gavefadæsen kom vi til at snakke om forskellige gaver, vi hver især har fået gennem tiden og hvor forskellige gode gaver jo er. Nogle gange er det den nye legokollektion, der er nøglen til lykke og andre gange, er det mere alternative påfund, der får julehjertet til at smelte.

Jeg husker selv en af de rigtig gode gaver, jeg fik som barn, og da jeg fortalte om den, var drengene ved at dø af grin, og jeg blev mindet om, at det alligevel er nogle år siden, jeg var barn, selvom jeg synes, det var i forgårs…

Gaven var fra min kusine, og jeg husker ikke præcist, hvornår hun forærede mig den. Men den var særlig! Min kusine er næsten 5 år ældre end mig og fik selvfølgelig adgang til litteraturens verden flere år før mig. Når vi holdt ferier sammen, læste hun ofte historier højt, og jeg tror faktisk, hun har læst alle Bjarne Reuters bøger om Bertram op for mig. Den særlige gave var en hjemmeindtalt lydbog, hvor hun havde indtalt hele “Tre engle og fem løver”. Helt oldshool på ghettoblaster og med lyden af pauseknappen der indimellem blev aktiveret. Historien fyldte 4 kassettebånd og havde hjemmetegnede illustrationer. Jeg hørte det bånd virkelig mange gange, og det var så hyggeligt at have hendes stemme på min værelse, selvom vi boede 80 km fra hinanden og hun var jævnaldrende med min storesøster. Jeg blev meget glad for den gave!

Hvis jeg havde tænkt mig om, kunne jeg måske godt have sjusset mig frem til, at mine drenge på 4 og 7 år ikke ville falde bagover af begejstring over en ny dyne, og det er faktisk også helt okay! De er efterfølgende blevet ret glade for de bløde dyner, og jeg synes heller ikke, det er nogen skade til, at ungerne lærer, at en gave ikke nødvendigvis hver gang skal udgøre et nyt klimaks i livet.

Skuffelsen er en del af livet og en vigtig følelse at lære at håndtere. Og så er der heldigvis mange andre chancer for at opnå materiel lykke i denne tid. Fx faldt både chokoladekalendere og Legokalendere i utrolig god jord her til morgen…

Forventningens glæde er en svær størrelse, og december måned er på mange måder årets ultimative prøve i balancekunst for både børn og voksne.

 

 

 

 

 

Æbleskiver og æblekinder

IMG_5325Første søndag i advent er en dag, der af en eller anden grund altid kommer bag på mig. Omverdenen har vidst det længe, men i min krop starter julen åbenbart først i december. Vi måtte hive julekassen frem fra gemmerne kl 0.30 i går, da vi kom hjem fra familiehygge hos min søster med 4 sovende børn, for det sidste Hjalmar mumlede fra bagsædet i bilen, før hans øjne gled i, var “Husk nissesokken…!”.

Denne første søndag i advent har været præget af virkelig trætte børn og virkelig trætte forældre, forventninger der ikke blev indfriet og skuffede miner… Alt i alt ikke en særlig hyggelig formiddag i det lille hjem.

Når alle er trætte, sker der ofte det, at børnene hyler på skift over alt fra strømper, der driller, til dårlig gaver. Når den ene stopper, så starter den næste. Det er som om, de venter på, der er en voksen, der endelig har frie hænder. Sådan var det i formiddag – og så kan sådan en formiddag godt føles lang med fire børn.

Vi forsøgte at rode bod på sagerne med lys i adventskransen og en bunke æbleskiver, og det hjalp heldigvis. Efterfølgende var der ‘tvangstur’ på løbehjulsbanen, som også viste sig at være en rigtig god ide, selvom det ikke foregik uden protester. Nogle gange ved de voksne bare bedre 🙂

Sure, triste og utaknemmelige børn blev ved et trylleslag forvandlet til glade, grinende unger med røde æblekinder og julehumør. Frisk luft og søde sager kan virkelig gøre underværker!

Og, som Hjalmar og jeg snakkede om, så må vi hellere lave en stor portion grød til nissen inden næste søndag…

 

 

 

 

Ananas i egen juice…

I dag har jeg gjort noget, som Anders Breinholdt ville klassificere som ananas i egen juice i svær grad! Jeg kom til at læse alle de indlæg, jeg skrev op mod jul sidste år (ligger under jul og julestemning)…

Det var en lidt underlig selvhøjtidelig ting at gøre, men samtidig også ret hyggelig og minderne væltede pludselig ned over mig. Der er sket meget med alle i familien i løbet af det sidste år og selvfølgelig især med børnene. For et år siden gik børnene i 3 forskellige institutioner, og eftermiddagene gik stort set med at slæbe unger fra den ene institution til den anden og forsøge at undværge så mange konflikter som muligt på vejen.

Der er en helt anden ro på nu – altså i forhold til hvordan det var… Ro er måske nok en overdrivelse, men i hvert fald er det mindre slidsomt og meget mindre stressende nu.

For et år siden kunne de tre små rent praktisk ikke halvdelen af, hvad de kan nu og de forstod selvfølgelig heller ikke nær så meget som nu. Jeg kan huske fornemmelsen af at skrælle kartofler med et barn i bæresele og et på hoften, mens resten af kuldet på skift kaldte på frugt eller hjælp til at finde legodimser og sådan noget. Jeg udviklede en meget ergonomisk ukorrekt kartoffelskrælleteknik, der tilmed var enormt langsom! Men to 1 årige, der vil op efter en dag i vuggestuen, kan få en træt mor til næsten hvad som helst. Overarmene har til gengæld aldrig været så veltrænede som dengang! Mange praktiske ting er virkelig blevet nemmere i løbet af det sidste år!

Forleden dag oplevede vi det helt utrolige, at alle fire børn legede og hyggede sig samen i en hel time, mens Kristian og jeg lavede mad og var praktiske i køkkenet. Det var virkelig hyggeligt for både os og ungerne, og første gang det er sket i længere tid uden 1000 afbrydelser af hyl og skrig, hjælp eller “miiin!”

Selvom jeg næsten ikke kan klare, at ungerne bliver store så hurtigt, så er det alligevel skønt at se, hvordan de alle fire får mere og mere ud af hinanden, og det er heller ikke tosset at lave mad sammen med Kristian og hyggesnakke lidt uden at miste fokus hvert andet minut.

Ved at genlæse før-juleindlæggene blev jeg også mindet om, at december måned nærmer sig med hastige skridt og jeg glæder mig til at julestemningen igen indtager vores lille hjem. Det er rart at tænke på, den er lige om hjørnet, når mørke, kulde og blæst omslutter én, så snart man stikker hovedet udenfor.

 

Novembersne

Tung, våd sne ligger i de Københavnske gader og i smeltet form også på vores køkkengulv. Så snart morgenkaffen var skyllet ned i morges, trak hele familien (plus overnattende gæst) i overtøjet og byggede snemænd i gården, som var der ikke en dag i morgen. Og det er jo netop sådan, det forholder sig med sne i vores lille nordiske land. Måske er der rent faktisk ikke en snevejrsdag i morgen, og derfor må man handle, når muligheden byder sig. – Også selvom det blev sent i går og den sidste drink måske ikke var det fornuftige valg…

Sne kan heldigvis kurere både tømmermænd og træthed!

En god times tid senere hang 7 sæt dryppende overtøj i køkkenet, og gulvet forvandlede sig stille og roligt til et finsk landkort med utallige små søer, og jeg drømte for første gang denne vinter om et stort bryggers… Ungerne krøb under dynerne igen og spillede på iPad – og vi protesterede ikke!

Snevejret kom som et varsel om, at december nærmer sig og jeg kan godt mærke julestemningen ligge på lur.

Der hænger grandguialander uden for vores vinduer som små broer over Nørrebrogade, og butiksvinduerne stråler af glitter og juleeventur. Men for mig starter hele hurlumhejet først for alvor d. 1. december.

I dag emmer vores lille hjem af søndagsstemning krydret med røde kinder, sne og masser af indendørs hygge. Det er ikke så tosset 🙂

 

Træthedstorsdag…

Dagen startede tidligt i dag og sluttede sent i går. Natten var præget af søvnløshed og børn der kom listende. Derfor er jeg træt. Vi er velsignede med børn, der har gode sovehjerter og det sætter jeg utrolig stor pris på, men en gang i mellem drømmer, tisser, hoster de og når det hele falder sammen på samme nat, kan konsekvenserne af at have fire børn godt spottes i mit mørkrandede ansigt.

Jeg er krøbet sammen under en af ungernes juniordyner på sofaen med computeren i skødet, mens Bertil og Helga Marie leger for fulde gardiner om ørene på mig. Der kører børnefjernsyn i baggrunden, som ingen ser, men som jeg ikke orker at rejse mig for at slukke. Resten af familien er for længst ude af døren, og jeg prøver at kurere trætheden med 3 kopper kaffe og mentalindstiller mig på formiddagens tur i legestuen. Lige nu synes det uoverkommeligt at få to børn i tøjet og hoppe på cyklen. Det hjælper nok, når det er blevet lyst udenfor.

…..

Jeg overkom det 😉

Vi er hjemme igen, og de to trætte trolde sover tungt efter at have indevendt hele legestuen og brugt ca. 100 % af deres formiddagskrudt. Jeg har rystet trætheden af mig men kan mærke, at min krop tydeligt husker, hvor lidt jeg sov det første år af Bertil og Helga Maries liv. Dér lærte jeg for alvor, hvor lidt søvn jeg kan klare mig med, men også hvor vigtig søvnen er i hvert fald en gang i mellem, så fabrikken ikke lukker ned.

I dag står min tunge og langsomme krop i skærende konstast til de to glade energibundter, jeg tilbringer det meste af min tid sammen med og jeg har haft nok at gøre i forsøget på at følge med. De virker utrættelige med deres små kroppe, der er fulde af krudt og hop, og med alle deres konstante krav om alt fra æblebåde, leg og hjælp til støvlerne. Deres stemmer, der snakker, griner og råber i en evig, uafbrudt strøm, der stadig summer lidt i hovedet på mig.

Pludselig går de ud som to små lys, og batterierne lader stille og roligt op til næste runde under varme dyner, flankeret af bamser.

Vasketøj, opvask – og honningsnitte som en lille velfortjent medalje inden næste omgang, der nærmer sig med hastige skridt…

IMG_5255

“Jamen, jeg elsker bare, når det er fredag!”

IMG_5191Det er fredag eftermidag i familien gyldenkål. Nogle tegner, nogle leger, en enkelt ser tegnefilm og jeg har iført mig mine højtelskede høreværn og barrikaderet mig bag skærmen ved spisebordet midt i kaoset. Lydniveauet er egentligt relativt lavt i forhold til normalen, og det skyldes nok mest af alt, at hverdagsugen er ved at nå til vejs ende og at gassen er ved at gå lidt af ballonen hos os alle.

Ugen har været tætpakket men god, og vi er nået vidt omkring, synes jeg. De sidste par dage har Farmor og Farfar boet hos os, og de har netop vendt snuderne mod det Jydske igen. Det er altid dejligt med ekstra hænder, og det kan tydeligt mærkes, når antallet af voksne står mål med antallet af børn.

Onsdag hyggede Farmor og Farfar med ungerne, mens Kristian og jeg kastede os ud i det regnvåde København, hvor vi spiste lækker mad – og drak lækker vin – i ro og mag. Helt uden 10.000 afbrydelser og helt uden at servicere, skære ud, puste, hente klude, tørre mælk op…. Det var som at smage en bid af himmelen!

Efter den næsten guddommelige middag faldt vi tungt tilbage i sæderne i DRs vidunderlige koncertsal og lyttede til Marie Keys røverhistorier og smukke stemme. Koncerten var akustisk og rigtig, rigtig god! Jeg er begejstret over mange ting ved den lidt underspillede og meget jordnære sangerinde. Hendes faste tag i visetraditionen og hendes måde af fortælle historier gennem et fint musikalsk univers. Hendes evne til at ramme en virkelig bred målgruppe, hendes ydmyghed og hendes dygtighed.

Når hverdagen buldrer afsted, kan jeg nemt få følelsen af at være en arbejdshest på konstant overarbejde, og sådan er det bare med fire børn i husstanden. Jeg elsker det ubetinget, det skal der ikke herske nogen tvivl om, men jeg sætter også stor pris på de små pauser, der kommer til mig indimellem.

Et andet kulturelt højdepunkt ugen har medført, var en tur i biffen. Jeg tog min ældste søn med på proletarhøjborgen og så Disneys “Inderst inde”, som var akkurat lige så god, som alle snakkede om for måneder tilbage, da den var højaktuel. Da jeg sad i mørket sammen med min store dreng, lod jeg mig opsluge fuldstædigt af Disneys fortryllende univers, og jeg må indrømme, at vi begge måtte tørre øjnene et par gange undervejs. Filmen handler om følelser, minder og barndom og det er jo en umådelig god cocktail at servere for en blødhjertet mor.

Selvom de ekstra hænder Farmor og Farfars visit udløste gav os mulighed for bla. ovenstående, som jeg sætter stor pris på, så elsker jeg også den ro, der falder over både store og små, når gæsterne tager afsted igen og vi igen bare er os selv.

Eller ro og ro… Det er måske så meget sagt! Imens jeg har koblet af ved tasterne, har ungerne fået gang i en gedin omgang dåseskjul i lejligheden og den larm, det afstedkommer, kan selv mine elskede høreværn ikke stå imod.

Kødgryderne kalder, og både rødvin og sofatid er indenfor rækkevidde. Jeg tilslutter mig Huberts ord fra i morges, hvor han begejstret udbrød: “Jamen, jeg elsker bare, når det er fredag!”.

 

 

 

Fødselsdag!

ASAE3660I dag er det lige præcis et år siden, jeg startede bloggen her, og det er faktisk ikke til at forstå!

Når jeg klikker tilbage og læser, hvad jeg skrev for et år siden, føles det som om, det var i forgårs. Men når jeg tænker over alle de ting, der er sket, alle de overvejelser om stort og småt jeg har været igennem og ikke mindst, når jeg ser på mine unger, kan jeg godt se, at der er sket en del!

I starten skrev jeg oftere end nu – nu synes jeg ofte, at tiden er knap.

For et år siden gik alle børn i institution og jeg skulle finde job efter 2 barsler næsten oven i hinanden. Det var ikke helt nemt at finde hverken drømmejobbet eller bare et job i det hele taget – og slet ikke et, der kunne forenes med et familieliv med fire relativt små børn. Selvom jeg også dengang var presset på tid, havde jeg alligevel nogle timer i løbet af dagen, hvor jeg var alene, og hvor jeg kunne skrive blog ind imellem ansøgningerne.

Jeg trængte til at bruge koncentreret tid på noget, der ikke omhandlede vasketøj eller jobsøgning. Og jeg trængte til at tænke lidt ud gennem hænderne efter et halvandet år, der stort set ikke efterlod tid til at tænke sammenhængende tanker overhovedet. Sådan føltes det i hvert fald nogle gange.

Jeg er uden nogen tvivl både lykkelig og stolt over min flok, men det første halvandet års tid var altså virkelig hårdt arbejde kvitteret med minus søvn. Sådan er det, når man har 3 børn under to år.

Derfor startede jeg bloggen! Fordi efteråret ruskede udenfor, fordi jeg ikke havde børn hængende i skørterne konstant, fordi jeg alligevel brugte timer foran en computer, og fordi jeg skulle øve mig i at tænke sammenhængende igen 🙂

Min hverdag ser anderledes ud nu, og selvom det stadig er hårdt arbejde med fire børn indimellem, er hverdagen mindre presset på nogle områder. Men timerne hvor jeg sidder foran computeren er færre og ungerne er også kommet tilbage i skørterne igen. Derfor er der ikke helt så meget blogtid i overskud.

Jeg kan godt savne alenetiden lidt, men samtidig nyder jeg i fulde drag at være mere sammen med de små. Jeg nyder også, at jeg om eftermiddagen kan vende opmærksomheden mere mod de to store, uden de små føler sig overset. Selvfølgelig skal der stadig prioriteres, men det er blevet nemmere at nå rundt om hele flokken.

Dagen i dag har været både smuk og hård – men også hyggelig. I eftermiddags lavede jeg mumielanterner med nogle af børnene efter inspiration hos My:minMy. Jeg er fan af små nemme projekter som både små og store kan være med til.

Lige nu fejrer jeg blog-fødselsdag i sofaen, mens Kristian er i køkkenet, der sejler efter dagens strabasser og ungerne snorker om kap i “sovesalen” ved siden af. Det er ret hyggeligt med fællesværelset, selvom jeg godt kan savne de små snorketræer lidt ved min side om natten. Jeg har jo trods alt haft mindst et barn i soveværelset næsten på non stop i snart 8 år. Heldigvis kommer der af og til en lille troldeunge listende i løbet af natten. Men fællesværelset er en ubetinget succes og ungerne elsker det! Indtil videre…

Egentlig har jeg ikke det store på hjertet i dag, for trætheden lammer både min krop og min hjerne, men jeg ville da lige kippe med flaget på bloggens 1 årsdag.

 

 

Tanker om dyder: Mådehold

De sidste par uger har bloggen holdt ferie, da jeg har været optaget af andre ting. Tiden løber altid hurtigt, synes jeg.

Derfor har min indre nørd også trange kår! Som mor til fire, fylder koordinering, slid og slæb, kram og kærlighed det meste af min tid og eftertanke, fordybelse og filosofi er desværre ikke så stor en del af hverdagen.

De tykke, tunge, støvede bøger står urørte hen på bogreolen, og jeg forsøger i stedet på den lette måde at snige lidt filosofi ind i ørene via eksistens på P1, Anders Fogh Jensens podcast eller lignende, når det kan lade sig gøre – og især når jeg kan få andre ting fra hånden imens.

Med inspiration fra ovenstående og med min gamle undervisers stemme i baghovedet er jeg begyndt at fundere lidt over kardinaldyderne og deres betydning i mit liv som menneske og som mor til min dejlige flok. Det er ikke, fordi jeg har hængt min eksistentialistiske hat på hylden, men fordi jeg synes dydsetikken kan være ret inspirerende. Og de gamle grækere havde immervæk ret i en ting eller to.

Kardinaldyderne er de fire dyder: visdom, retfærdighed, mod (tapperhed) og mådehold eller selvbeherskelse om man vil. I antikken blev disse regnet for de grundlæggende moralske egenskaber i mennesket og dermed var de brikkerne til puslespillet om det gode liv.

Jeg vil tage refleksionen over mådehold/selvbeherskelse helt ned på hverdagsniveau og skrible nogle af mine tanker ned.

Det første der falder mig ind, når jeg tænker ’selvbeherskelse’ er alle de små episoder, der opstår mange gange hver dag i vores familie (og sikkert i alle andre familier også). De gange hvor jeg tøjler min trang til at gribe ind, til at blande mig, til at hjælpe.

Det er de små ting som min trang til at hjælpe de små med at få skoen på, selvom de både kan og vil selv. Det er trangen til at sige næste ord højt, når jeg læser med min ældste og han stopper op ved en forhindring. Eller når min mellemste hælder af mælkekartonen, der er fuld og jeg må stoppe min hånd i luften, fordi jeg ved, at han sagtens kan, men også at det nogle gange glipper. Når ungerne skændes over et eller andet, og jeg ved, de lærer en masse af at løse tingene selv, men jeg samtidig også har lyst til at blande mig.

Når jeg har lyst til at råbe “Så hold dog kæft!!”, fordi alle råber i munden på hinanden og det larmer, så det synger for mine trætte ører, men jeg også ved, at det ikke hverken hjælper på lydniveauet eller fører noget som helst godt med sig.

Selvbeherskelsen viser sig også, når jeg har lyst til at holde i hånd med min store dreng på vej til skole, men kan mærke han helst er foruden i lige præcis den situation. Eller når jeg hungrer efter at kramme og kysse ungerne og de ikke lige gider, eller når jeg konstant har lyst til at sige “pas på”, fordi jeg jo ganske enkelt bare vil passe på dem!

Der er så mange små episoder i løbet af dagen, hvor jeg behersker mig, fordi jeg har lært det, og fordi jeg har erfaret, det kan betale sig.

Rigtig mange gange lykkes jeg ikke med min selvbeherskelse, selvom situationen ville have gavn af det. Det er en evig læreproces.

Det er lidt af en balancekunst med selvbeherskelsen, for der findes jo ingen manual, der fortæller hvor lidt og hvor meget – og hvornår. I visse situationer kan den også tage overånd. Man må føle og tænke sig frem.

Mådehold eller selvbeherskelse er egentlig en ret stor medspiller i livet som familiemor, synes jeg.

Nogle af de værdier jeg forsøger at give videre til ungerne er også forbundet med mådehold. Fx at lære at give plads til hinanden eller at dele. At håndtere sine egne følelser hænger også sammen med mådehold, og det er jo en ret vigtig og stor del af barndommen, at opøve netop denne kompetence. I virkeligheden er mådehold en ret nyttig dyd, når man skal begå sig socialt – og prøve at forstå sig selv som menneske.

Når jeg tænker på min aktuelle situation som hjemmegående og holder det op imod mit ret lange uddannelsesforløb, som har fyldt stort set hele min ungdom med det ene formål at føre til en karriere eller i det mindste til et job, og virkeligheden så har vist sig helt anderledes, end jeg regnede med i udgangspunktet, så er mådehold en af de dyder, jeg har haft gavn af at give lidt plads for at finde rundt. Jeg vil gerne alting på en gang, men det er så forbandet svært at efterleve det. Jonglørkunsten kræver næsten det umulige.

Mådehold er for mig også at sætte foden i og give plads til eftertanke, for mådehold rækker ud i fremtiden. I mit tilfælde håber jeg i hvertfald mit mådehold viser sig at være en god langtidsinvesterieng (selvom visse politikere nok ikke er helt enige i, at livet som hjemmegående er en god ide).

Men mådehold rækker også tilbage i fortiden, fordi den bygger på både tankevirksomhed og erfaring. I følge de gamle, græske drenge hang visdom uforløseligt sammen med erfaring, hvilket gav ‘de gamle’ en høj status som de vidende. Det var måske ikke så tosset en tanke endda. I et vidensamfund som vores bygger viden i høj grad på fornyelse eller opdatering og derfor bliver visdommen trængt lidt op i en krog.

Mådehold er for mig også at tænke, før jeg taler (eller skriver). Vende en situation eller et argument inde i hovedet, før jeg ytrer min mening. Mange diskussioner ville være mere konstruktive, hvis mådehold var moderne. Det er jo ikke ligemeget, hvilket fingeraftryk man sætter rundt omkring.

Jeg kunne blive ved!

Når hverdagen drøner derud af, bliver automatpiloten nemt slået til og den ene handling afløser den anden, for der er så meget, vi skal nå. Vi handler os igennem hverdagen, ligesom vi i høj grad handler os gennem livet i det hele taget. Vi lever i det hele taget i en handlingsorienteret kultur, der har travlt! Optimering og effektivisering er i højsædet. Uddannelserne opfordrer de studerende til at fravælge den tidskrævende litteratur og komme hurtigt gennem studierne og der er generelt rift om at få serveret komplicerede tankesæt i light udgaver. Gerne noget med overskrifter, der kan skimmes… Eller Ph.D afhandlinger, der kan formidles på 3 min som i et program på Dr2. (Læs evt Dion Rüsselbæk Hansens artikel “I et tyrani er det lettere at handle end at tænke” – den er god!).

Jeg kender det fra mig selv. Hverdagens rutiner kører som perler på en snor og enhver lille pause, der opstår undervejs fyldes hurtigt ud med effektive handlinger, som fx at skimme nyhedsoverskrifter, så jeg føler mig opdateret på omverden uden egentlig at vide noget som helst, hvis spaden stikkes dybere end overfladen. Hvad kan det egentligt bruges til?

Mange handlinger sker ureflekterede – især hvis de er effektive! Kan ungernes adfærd fx reguleres med slik? Ja! Er det altid en god ide at gøre det? Nej! På samme måde er det med rigtig mange andre små og store handlinger, hvis de virker. Det kan være nyttigt at reflektere over ureflekterede handlinger en gang i mellem. Omvendt er de ureflekterede handlinger også vigtige, fordi de giver os pauser fra os selv. Rutiner skaber tryghed og stiller ikke nødvendigvis så store krav rent mentalt, de kan være en slags mentale frikvarterer.

Dydstænkningen hviler på en ide om, at man kan opøve bestemte dyder og dermed kommet tættere på ‘det gode liv’. Det er jo på en måde en ret dogmatisk tanke, som sagtens kan kritiseres – og det er bestemt heller ikke, fordi jeg mener, vi skal til at være dydige og fejlfri mennesker og forældre, men jeg tror, mange mennesker ville have gavn af at fundere lidt over de gamle dyder en gang i mellem. Der er jo en grund til, de har præget filosofien gennem årtusinder.

Man kan selvfølgelig diskutere hvad, der handler om selvbeherskelse, og hvad der handler om selvkontrol. I min optik hænger selvbeherskelse eller mådehold sammen med en refleksion, der stikker dybere end fx at holde fingrerne fra slikskålen. Selvkontrol er at kontrollere sig selv mens selvbeherskelse er at gøre det reflekteret. Anders Fogh Jensen taler i en af sine podcast om ‘besindighed’, som en sammentænkning af dyderne ‘mådehold’ og ‘visdom’, hvilket giver rigtig god mening. Besindighed er et godt ord, der fortjener lidt mere tanke. Refleksionerne er først lige startet…

Hvis nogen læser med endnu, siger jeg tak for tålmodigheden 😉

Solidaritet…

IMG_3922Ret skal være ret, og jeg indrømmer blankt, at jeg nok var temmelig fordomsfuld omkring hele hjemmegående-segmentet, før jeg selv blev en del af det. Dette afspejlede også min meget langstrakte beslutningsproces omkring farvellet til vores fantastiske vuggestue. Nu har jeg været vaskeægte hjemmegående i snart 4 måneder, og egentlig har vi ikke blandet os så meget med andre hjemmepassede børn og deres forældre endnu, da jeg synes, vi har haft nok i vores eget selskab, og de fleste formiddage er gået med at crashe legepladser og nyde sensommeren. Derfor bygger dette indlæg på et relativt spinkelt grundlag og altså mest af alt på min egen tolkning af virkeligheden.

Det sidste stykke tid, har jeg været lidt mere opsøgende omkring andre hjemmegående og har via de sociale medier fundet nogle facebookgrupper, som jeg nysgerrigt har snuset lidt rundt i for at få indtryk af, hvad der rører sig ude hos mine ‘kollegaer’. Jeg har selvfølgelig også læst alt, hvad jeg har mødt på min vej af artikler om emnet, og jeg har heller ikke holdt mig for fin til at smuglytte lidt i krogene på byens legepladser 😉

Nu er det – helt selvvalgt – med alvorlig fare for at anbringe røven i klaskehøjde, at jeg skriver det følgende, men jeg lover, at jeg ikke skriver så meget som et eneste ord i en ond mening.

Jeg havde faktisk regnet med at få afkræftet mine fordomme, når jeg kom bag kulisserne i livet som hjemmegående, men de fora jeg har snuset rundt i indtil videre, bekræfter desværre mere end de afkræfter. I hvertfald de personer der råber højest…

Helt i overensstemmelse med mine fordomme fremstår nogle hjemmegående umådeligt selvforherligende og dømmende overfor andres knap så hjemmejuicede tilgang til familielivet. Jeg forsøger at have stor tolerance overfor mælkeforskrækkede, biodynamiske langtidsammere, der ’slynger’ deres 3-årige og samsover, til de bliver skilt af det. For min skyld kan folk gøre, som de vil, så længe børnene ikke tager skade af det.

Men!! Det får mig helt op i det røde felt, når selvsamme folk fremstår intolerente og usolidariske den anden vej rundt og sætter egen livsførelse op på en piedestal.

Særligt får jeg kvababbelse, når livsførelsen bliver over-idealistisk og de forskellige former for “parentinger“, jeg tidligere har skrevet om, bliver hevet op af hatten, som en manual man kan leve sit familieliv efter i drømmen om at gøre det perfekte. Når folk gør et statement ud af hjemmelivet og skilter lidt for meget med den rosenrøde udgave, som måske findes derude, men nok i de fleste tilfælde er mere nuanceret end som så.

Når der i legepladsernes kroge og på sociale medier lyder en nedrakning af institutionslivet fra hjemmegående (især) mødre, som måske ikke engang selv har erfaring med vuggestue eller børnehave, men har opsnappet et eller andet om, at institutioner er dårlige for børnene. Når, der klappes lidt for meget på egne skuldre over beslutningen om at gå hjemme, og når valget af hjemmelivet altid skildres lidt offeragtigt, som om omverdenen slet ikke har nogen forståelse og altid kritiserer. Min egen oplevelse er i hvert fald helt anderledes! Folk, jeg møder på min vej, synes, det er både modigt, beundringsværdigt og fedt, at jeg gør det. I hvert fald de fleste.

Jeg er selv glad for min prioritering om at gå hjemme, og jeg har det godt med at bruge min tid på at være sammen med ungerne, men havde virkeligheden set anderledes ud for vores familie (havde vi fx knap så mange små børn…), havde jeg sandsynligvis ikke truffet samme valg. Faktisk synes jeg, mine børn har fået så meget guld med fra deres respektive vuggestueliv, at det er helt rørende.

Jeg kan give Bertil og Helga Marie bunker af nærvær, kærlighed, tryghed og ro i hverdagen, men jeg kan ikke give dem samme oplevelse af at være del af det fællesskab, der er i en vuggestuegruppe og de venskaber, det medfører. Jeg kan heller ikke præstere den pædagogiske professionalisme vi har oplevet, som en gave for børnene i vores institutioner. Af samme grund går Hubert også i børnehave og Hjalmar på fritidshjem, selvom jeg går herhjemme. Det er et positivt tilvalg. Jeg savner vores vuggestue, og jeg tror egentlig også Bertil og Helga Marie gør, selvom vi alle trives med hjemmelivet. Det er to forskellige verdener, som begge indeholder en masse godt.

Som jeg skrev i starten bygger min oplevelse af ‘hjemmelivet’ på et ret spinkelt grundlag, og selvfølgelig findes der masser af hjemmegående derude, som kan afkræfte mine fordomme! Jeg kender heldigvis et par stykker, – men har derudover desværre ikke mødt så mange endnu…

I virkeligheden tror jeg, det er den selvforherligende glansbilledagtige fremstilling, jeg bliver gul og grøn af. Og måske især af den indbyggede fordømmelse, der implicit ligger deri. Tænk, hvis vi, med vores forskellige måder at indrette familielivet på, kunne inspirere hinanden i stedet for at slå hinanden i hovedet og hævde vores egne valg. I stedet for at stræbe efter at vise det perfekte billede kunne vi dyrke noget så old school som solidaritet og støtte hindanden som kvinder/mødre (og nogle få fædre..) i det her fantastiske samfund, der emmer af muligheder og værdier – men dermed også af svære valg. Vi kunne stå skulder ved skulder og støtte hindandens beslutninger i tillid til, at den enkelte familie prioriterede efter egne værdier og muligheder og så bakke op! Er jeg naiv?

Jeg har lyst til at komme med en lille plat anekdote til eksempel…

Jeg er en pige fra landet (ok, landsby, men hvad pokker!). Jeg er vokset op i noget af den reneste og mest friske luft vi kan præstere i det her land og i de fredeligste, roligste, mest tryge omgivelser, man kan tænke sig. På landet i 80’erne og 90’erne drak vi spandevis af ægte komælk! Det er måske noget med den sociale arv, men mine børn elsker også mælk og drikker det i rigelige mængder (+ 16 l./ugen…). Pointen nærmer sig!

Mælk er blevet en religion og fred være med det… Forleden efterspurgte en hjemmegående mor i en af føromtalte facebookgrupper nogle legekammerater, hvilket jo var både en god idé og vel også et af formålene med sådan en gruppe. Men! Så begyndte hun at liste op, hvilke spise- og drikkeideologier hun og hendes børn levede efter og hvilke yoga- og coachuddannelser, hun var i besidelse af… Det er altså i min verden forholdsvist irrelevant, når sigtet er at finde legekammerater. For min skyld kan ungernes venner drikke mandelmælk eller spise Kinder mælkesnitter, de kan jo være lige gode legekammerater uanset?! Jeg fik en smule lyst til at avertere efter legekammerater med et opslag a la: “Forholdsvis konventionel, delvis økologisk, ko-mælkedrikkende, sukker- og hvedespisende, relativ normal gennemsnitsfamilie søger legekammerater!” Det er ikke for at hænge den pågældende kvinde ud, da hun sikkert i bedste mening har søgt ligesindede, men jeg synes altså, det er ret heftigt – og stigmatiserende!

Ok, jeg er måske ved at miste sporet. Jeg er vist dybest set bare frustreret over, at vi ikke bare kan leve vores familieliv og lade være med at gøre alt til et projekt, der skal manifesteres for omverden! Jeg ved godt, de fleste familier lever deres liv et sted i mellem parfumeret skyldemiddel og biodynamisk quinoa, men det er som regel ikke dem, der råber højest og det kan godt være lidt anstrengende.

Egentlig vil jeg bare gerne bidrage med min version af livet som hjemmegående.

Jeg er uden tvivl glad for hjemmelivet, som dog også virkelig trækker tænder ud(!), ligesom alle mulige andre familieliv sikkert gør nogle gange. Vores beslutning er (helt uromantisk) mest af alt en pragmatisk beslutning, fordi vi har mange små børn, der skal dele vores tid og opmærksomhed. Ikke nogen overdreven idealisme eller langtidsamning, vi er heller ikke selvforsynende fra egen vindueskarm eller vasker vores tøj med nøddeskaller. Vi er bare en helt almindelig familie, der skal have puslespillet til at gå op, så alle er glade. Ikke så meget pis.

 

Fredagsforudsigelighed

Det var benhårdt at komme hejm til hverdagen efter sidste weekends ophold i paradis, og det er ikke nogen hemmelighed, at lige så vidunderligt jeg synes, hjemefamilielivet med 4 børn er, lige så hårdt og anstrengende kan det også være!

Der er dage, hvor konflikterne, allerede inden solen står op, vælter ind fra alle sider, hvor jeg kigger på uret og konstaterer, at det kun er halvandet minut siden, jeg kiggede sidst – og at klokken stadig ikke har passeret 8.00. Hvor børnestemmer, der leger, råber, skriger, synger i kombination med scootere, kæpheste og dukkevogne, der fræser over gulvet, samt legetøj med diverse lyde præsterer et støjniveau, der får en klassisk kollegiefest til at lyde som stille meditationsmusik.

De dage er mit overskud i underskud, og det kan være svært at se den helt store fidus i hjemmelivets glæder, når jeg mest af alt har lyst til at være helt, helt alene. De dage kan jeg næsten blive en lille smule misundelig på Kristians cykeltur til og fra arbejde, som principielt giver ham 2 gange 15 minutters alenetid om dagen… Nuvel, lidt småligt måske, men når udmattelsen indtager både kroppen og hovedet, tager irrationaliteten over.

Noget, der især kan køre mig træt, er, når ungerne hiver i mig allesammen på een gang. Det sker ca. hele tiden med undtagelse af, når de sover eller er ude af huset. Det kan virkelig få min hjerne til at nærme sig et kollaps, når alle snakker (højt for at blive hørt) i munden på hinanden og ordet “moar” lyder hvert andet sekund. Vi arbejder ret ihærdigt på at give plads til hinanden, så alle ordene ikke bare drukner og forsvinder ud i håbløshedens intethed – det er svært, når halvdelen af familien stadig ikke kan se ud over egne behov, og resten retfærdigvist nok også gerne vil have lidt taletid en gang i mellem…

De fleste i vores familie er ironisk nok ret lydfølsomme, og det resulterer ofte i, at nogen sidder og holder sig for ørene eller ifører sig de høreværn, jeg, som en sand kærlighedserklæring, fik i morsdagsgave. Når alle hiver i mig og vil snakke, have hjælp til alt mellem himmel og jord, spilder mælk ud over bordet, der flyder med tegnegrej, vil høre min mening om et eller andet med Starwars, vil bygge lego efter en manual, der er væk og klodserne er spredt ud over hele lejligheden, skal skiftes, skal have plaster på knæet – og så oveni købet også forventer aftensmad og rent tøj på hylderne, så indtager utilstrækkeligheden min krop og min hjerne. Utilstrækkeligheden som åbenbart er et vilkår, uanset hvor meget jeg gør og hvordan jeg prioriterer. Hvor ville jeg dog virkelig gerne kunne dele mig i fire nogle gange!

Det er på de tidspunkter, overskudet bliver ædt af underskud, og jeg kommer til at undres over, at jeg ganske frivilligt har valgt at lænke mig til de fire vægge, der danner ramme om vores dejlige hjem (som i situationen kan føles som et fængsel).

Men så er der jo heldigvis også alle de andre tidspunkter! Som fx i går da vi flyttede Helga Marie og Bertils senge ind på Hjalmar og Huberts værelse, så hele kuldet nu deler værelse. Jeg havde nok regnet med protester fra de store, hvilket egentlig ville være helt fair, men i stedet blev de alle sammen vildt glade og syntes, det var verdens hyggeligste ide.

Eller i dag, hvor Bertil og Helga Marie lavede puslespil, mens jeg lagde vasketøj sammen og de selvfølgelig ville have det samme puslespil. I stedet for at skrige om kap eller hamre hinanden i hovedet lavede de da bare puslespillet sammen, mens de sad og hyggesludrede om, hvor brikkerne skulle være.

Eller da vi lavede formiddagsdisko og de små gav den gas på dansegulvet med deres små, bløde, rytmiske kroppe, mens de ’sang med’.

Eller da de små stod op fra middageluren og var helt putteagtige, og vi bare sad sammen så længe vi orkede, mens de vågnede op stille og roligt.

Eller de tusinde andre små og store øjeblikke i løbet af en dag…

Egentlig er det jo fuldstændig fantastisk at være så meget sammen med de små, ligesom det er præcist lige så fantastisk at have fire dejlige unger – det er også bare virkelig hårdt arbejde!

Nu venter fredag aften til gengæld lige om hjørnet, og min eneste plan er at sænke mig ned i sofaen omgivet af børn med et stort glas rødvin i hånden. Fredagsforudsigelighed er en god ting 🙂