Category Archives: Familieliv

Den søde sommertid

Juni er meget mere travl end december, når man både har børn og er to lærere i huset… Vi hænger sammen endnu, men løber stærkere, end vi er vant til – og også lidt stærkere end vi egentlig har lyst til. Der har været meget, der skulle begyndes og meget, der skulle afsluttes. Den følgende uge sætter slutspurten ind og derefter drosler vi ned og nærmer os ferien. Jeg tror, jeg kunne skrive en bog om alt det, der er sket siden, jeg skrev sidst, men det tillader tiden desværre ikke… Derfor har jeg lavet en lille opsummering, på nogle af de ting, der har forsødet denne utrolig travle sommertid:

– Det årlige sommerkarneval på fritten, hvor min store, stolte dreng optrådte med trommeorkester og sang. Både Hjalmar og de andre børn var så koncentrede og fokuserede, og den fine tekst om ‘at være en god kammerat’ blev omsluttet af (næsten) taktfaste rytmer. Det var virkelig rørende at stå der i solen og se de ca. 30 børn optræde med den vidunderlige farveeksplosion af et gavlmaleri, med det påmalede “Mere mangfoldighed”, der pryder muren i “Banana-park” som kulisse.

– Lyse nætter… fornemmelsen af at lyset bringer energi i en tid, hvor jeg netop har brug for lidt ekstra (selvom det er på bekostning af søvnen, da mine sengetider har det med at skride endnu mere om sommeren…).

– At opleve hvad en 1. klasse kan få ud af at spille blokfløjte sammen regelmæssigt! Opmærksomhed, fællesskab, koncentration, stolthed over at mestre et instrument og ikke mindst følelsen af skaberglæde… Når elementer af en undervisning overskrider sig selv og rækker ud i mange retninger, så sker der noget virkelig meningsfuldt. Den æstetiske kvalitet af klassens fløjtekor kan godt diskuteres, for en plastikfløjte møder her sin naturlige begrænsning, men summen af helheden havde stor værdi! (Jeg må vist hellere støve min egen gamle blokfløjte af og gå i træningslejer i sommerferien – det vil min familie helt sikkert også sætte pris på!

– At Hjalmar næste skoleår får to dage, hvor han har fri kl. 13! Det er virkelig gode nyheder!

– At være på en arbejdsplads med plads og tid til socialt læremøde, der inkluderede fællessang, guitar, pædagogiske snakke og rosevin i min kollegas kolonihave. Da fællessangen tilmed inkluderede “Er lyset for de lærde blot”, var jeg tæt på at fælde en tåre.

– At have begge mine søstre og deres familier lige ved hånden! Det er bare skønt!

– At vi har købt en bil! Muligvis en dum/dyr beslutning, men sikke en frihed! Den er gammel, stor og blå og er navngivet “Mimbo Jimbo”.

– At sommerferien nærmer sig! Den er mere end tiltrængt for både store og små i vores familie…

 

 

 

 

Tid og tempo

Maj er et limbo i år! Et limbo mellem fest, farver og alt for meget fart over feltet. Jeg ser virkelig frem til at lande i en mere permanent hverdag, så mit krudt bliver kanaliseret de rigtige steder hen.

Som jeg ofte har skrevet om, så fungerer jeg godt i det forudsigelige og med to nye jobs på to måneder, er der ikke meget forudsigelighed i hverdagen pt. Så længe jeg ved, det kommer, er det okay og smukke maj er i sig selv også en formildende omstændighed! Byen er så fin lige nu, og jeg priser mig lykkelig for at bo lige ved siden af Københavns mest vidunderlige park, Assistenskirkegården. Kirkegården er mit Nørrebros lunger, og jeg tror ikke, jeg kunne trække vejret på stenbroen, hvis jeg ikke havde den – og slet ikke i maj!

Et andet livgivende element i denne tids- og overskudspressede periode er de mange folk, der for alvor er dukket frem af vinterhiet, og at sommersæsonen dermed allerde er i fuld gang i vores gård. Ulvetimerne er forvandlet til hyggestunder med leg, kaffe og godt selskab i gården. Ungerne knytter nye venskaber i takt med, de vokser, og i år er det tydeligt, at de alle har nået en alder, hvor venner betyder alverden. Gården er fuld af liv, lys og unger, der leger på kryds og tværs og det er virkelig noget af det bedste, jeg ved.

Selvom jeg er utrolig glad for at være i gang med at arbejde igen, så kan jeg også mærke, hvor meget jeg savner at gå hjemme med de to små krudtugler. Jeg savner at være sammen med dem og være tæt på dem. At være en del af deres leg og deres unikke relation. En del af hele deres verden. Jeg savner friheden til at tage dagen i deres tempo og lade lyst og humør sætte dagsordenen. Jeg savner også det overskud, hjemmelivet genererede til resten af flokken, for det er udfordret, som tingene er lige nu.

Jeg tror, min nostalgi udspringer af alle de forandringer, vi står midt i og som får tiden til at gå hurtigere, end jeg bryder mig om. Foråret er forbi ved et fingerknips, mine små er pludselig store børn, der cykler rundt på pedalcykler og har legeaftaler. Hjalmar kan og ved pludselig ting kun store børn ved, og det går op for mig, at det jo er fordi, han er stor…

Når hverdagen igen bliver mere forudsigelig, håber jeg, tiden går lidt bedre i spænd med mit indre tempo. Indtil da er mit anker det helikopterperspektiv, jeg har gjort det til en vane at anskue vores familieliv fra, når jeg føler, jeg mister orienteringen. Herfra kan jeg se, at puslespillet ser rigtigt ud, selvom det indimellem føles, som om brikkerne kaotisk vælter rundt mellem hinanden.

 

 

 

Værdier og virkelighed

IMG_6719Siden sidst er der sket en masse.

Halvdelen af os har haft fødselsdag, og det er naturligvis blevet fejret på behørig vis. Vi har også holdt miniferie i det smukke Klitmøller, hvor vi var så svineheldige, at sommeren ramte kysten på samme tid som os og det var ganske enkelt vidunderligt! Både med ferie, fødselsdage og sommervejr…

Til gengæld er sådan ca. al den tid, der har været i overskud herhjemme de sidste par uger, blevet brugt på, at Kristian og jeg har snakket stolpe op og stolpe ned om pædagogik, pædagogisk filosofi, værdier, læring, etik og ca. alt, hvad der hører under disse særdeles spændende emner (- en af fordelene ved at dele profession med sin bedre halvdel er, at der altid er en kvalificeret sparringspartner ved hånden… ) ;) Diskussionerne udspringer af mine møder med fri- og folkeskoleverdenen de sidste par måneder.

To verdener, der har hele deres  idégrundlag til fælles, men alligevel er så forskellige, at de næsten ikke kan sammenlignes.

Mit hjerte har altid banket for folkeskolen, og det vil det altid gøre. Folkeskolen er uvurderlig for vores samfund og for rigtig mange børn landet over, og vi skal passe godt på den!. Vi har også selv valgt folkeskolen som en af byggestenene i Hjalmars opvækst, og vi sætter virkelig stor pris på det valg. Vi ser hvordan sociale kompetencer, rummelighed, og solidaritet blomstrer sammen med god personlig og faglig udvikling. Vi møder Nørrebros skønneste unger og deres familier samt professionelle, dygtige og smaddersøde lærere og pædagoger. Vi har ikke noget at sætte en finger på, og jeg vil til enhver tid anbefale de lokale folkeskoler!

Men, efter at have været “bag katederet” et par uger er det gået op for mig, at det ikke er her, jeg selv kommer til at slå mine lærerfolder. Jeg kan ikke få virkelighed og idealer til at spille sammen under de rammer, der er givet, som skolen ser ud pt.

Didaktikken og pædagogikken bevæger sig i en instrumenlatiseret retning, og hele systemet er for stift. Jeg savner frihed, kreativitet og mere nuancerede læringsperspektiver. Ganske enkelt.

Dertil kommer, at vores familieliv ikke matcher de “normaliserede arbejdstider” helt vildt godt… Det er svært at få logistikken til at hænge sammen, og vi ser simpelthen vores søde unger alt for lidt, som det er lige nu.

Derfor er jeg umådelig glad for, at jeg har fået mulighed for at komme tilbage til friskolen, hvor jeg startede 1. april. Det er noget værre rod med alle de skift for at sige det mildt, men jeg kan mærke, at det føles rigtigt.

Nogle gange må værdier og virkelighed files lidt i kanterne for at kunne passe sammen.

Nu glæder jeg mig til at vende tilbage og “lande rigtigt” i mit arbejdsliv de sidste par måneder frem til sommerferien. Det giver forhåbentlig lidt mere ro på hverdagen og efterlader lidt mere overskud, når tankemylderet falder lidt på plads.

 

Om “tulletid”

Endnu engang nærmer en weekend sig sin afslutning, og jeg ved snart ikke, om det er arbejdsugen eller weekenden, der går hurtigst?

Jeg havde virkelig set frem til den forlængede weekend i familiens skød, hvor jeg efter planen skulle tankes op med energi og bare hygge med ungerne og Kristian. Derfor blev jeg slået lidt omkuld mentalt, da jeg selvfølgelig blev ramt af en forkølelse fra helvede i løbet af torsdagen og derfor har været helt mat i sokkeholderne. Farvel til ture ud af huset og sociale aftaler og goddag til hjem, kære hjem og spandevis af te.

Tilgengæld har vi faktisk haft en helt igennem skøn weekend! Leg, hygge, spil, strikketøj, bøger, og tid til at være sammen.

Det småirriterende begreb “tulletid” er i medierne i disse dage og dagplejere og pædagoger slår et slag for “at lave ingenting” – eller i hvert fald at skrue tempoet helt ned og bare være en gang i mellem. Det har fået mig til at tænke på, at en af de ændringer vores familie måtte foretage, da vi for snart 3 år siden fordoblede vores børneflok, netop var at geare ned og det er nok en af de største bonusser vi har fået i tilgift til Bertil og Helga Marie.

Tempoet i en familie med 3 blebørn og et børnehavebarn var selvfølgelig højt i den forstand, at man som forældre var i konstant bevægelse og i gang med at opfylde behov et eller andet sted, men vores interaktion med verden omkring os blev fra dag til dag forandret. Vi måtte lukke os lidt om os selv, for at få enderne til at mødes og nå hele vejen rundt. Tidligere var vi meget ude hos venner, i byen, på tur, i det hele taget afsted. Med 4 børn var selv en tur i Kvickly lige pludselig en logistisk udfordring og derfor blev vi ofte – ikke altid dog :) men ofte hjemme.

Vi blev afhængige af hinanden på en helt anden måde end før og skruede også ned for aleneaktiviteter, så vi som regel var to voksne hjemme, da det ikke var skide sjovt at stå alene med førnævnte flok alt for længe ad gangen. Selvom jeg måske ikke ligefrem vil sige, at Kristian og jeg har “tullet” særlig meget rundt – nærmest tværtimod, så har vi alligevel skruet ned på nogle af de knapper, der justerer tempoet. Vi har ikke hele tiden været på vej. Vi har bare været.

Med andre ord har vores familie de sidste 3 år praktiseret virkelig meget “tulletid”, og jeg er erklæret fortaler og fan!

Det er jeg først og fremmest, fordi det giver børnene ro til at lege. Kreativitet og fantasi trives godt uden tidspres, og det er vigtige komponenter, når man leger. Leg er fantastisk til at udvikle og skabe mennesker, og jeg er glad for, at mine unger har så meget tid til at lege i deres barndom. Havde vi nu ikke været så svineheldige at have fået Bertil og Helga Marie (eller bare fået dem senere), havde vi sikkert haft en livsførelse, der var mere udadsøgende og mere “på vej”.

Jeg er bestemt stor fortaler for oplevelser, udflugter og for at være sammen med andre mennesker, men vores familiesituation har vist mig, at den anden version også kan noget rigtig godt, som jeg værdsætter.

Her på kanten af ugens komme kan jeg i hvert fald konkludere, at vores weekend har været skøn på trods af et sløjt og underskudsagtigt udgangspunkt. På trods af en nødvendig omrokering af alle de planer, jeg havde skabt i mit hoved og ufrivilligt meget hjemmetid, som viste sig at være lige præcis, hvad vi alle havde brug for.

 

 

 

Søndagsstilhed

IMG_6531I disse minutter ånder alt fred og idyl, og der har sænket sig en sjælden søndagsstilhed over vores hjem. De to små sover middagslur, de to store er ude på legeaftaler, mens Kristian er ude at handle ind til ugen, der venter os. Når der en sjælden gang er ro i huset, skal den nydes! De små pauser forsvinder nemt mellem praktiske ting, der skal gøres og børn, der hiver i ærmerne. Men lige nu er der roligt, og så må oprydning og vasketøj vente.

Jeg nyder weekenden, og den er også tiltrængt for os alle sammen. Mit nye arbejdsliv er ikke kun en omvæltning for mig men også for resten af familien. I denne uge er det blevet tydeligt, at børnene reagerer på, at jeg er mere væk hjemmefra og at jeg har fået nye ting, der fylder i mit hoved. Den ro, det har givet vores familie, at jeg har været hjemme de sidste år, er udfordret, og det kommer til udtryk i form af mindre overskud. Børnene er mere kortluntede, mere urolige om natten og i det hele taget mere påvirklige. Jeg har oplevet det før i perioder, hvor mit eller Kristians overskud af en eller anden grund har kørt på lavt blus. På den måde fungerer børnene som et glimrende spejl!

Deres reaktion bekræfter mig blot endnu engang i, at hjemmelivet var den rigtige løsning for vores familie i en periode.

Når det er sagt, så er jeg stadig fuld af fortrøstning i forhold til vores nye hverdag. Hele vores måde at være familie på er på en eller anden måde under rekonstruktion, og det kræver selvfølgelig tilvænning og ikke mindst tid. Det betyder ikke, at vi befinder os på det forkerte spor.

Selvom jeg er træt, træt, træt om aftenen, så nyder jeg at være ude af huset og at bruge min faglighed. Jeg er så heldig, at jeg har fået et “rigtigt” job fra 1. maj. En fast stilling på en folkeskole. Det er virkelig skønt! Alle mine bekymringer om “vejen ud af hjemmelivslabyrinten” kan nu gemmes væk. Det gik faktisk ret nemt og smertefrit.

Skoleområdet, som har gennemgået meget på de 5 år, jeg har været “væk”, får stadig mit hjerte til at banke, og det er rart at mærke. På en måde føles det som et nyt land, jeg skal ud at udforske.

Tiden smutter hurtigt, og inden længe bliver roen, der omgiver mig erstattet af liv, lyd og leg, og de store returnerer, så vi sammen kan tage på søndagsudflugt.

Det er svært at få tid til alt det, jeg gerne vil nå sådan en weekend, men jeg synes, vi har nået det vigtigste: At være hjemme uden planer med tid til at lege, at drikke rødvin, at fylde køleskab og klædeskabe op til ugen og at se de smukke, blomstrende kirsebærtræer alle taler om i disse dage. Det er der altså virkelig en god grund til for sikke en magisk oplevelse at stå under de eventyrlige trækroner med tusinder af lyserøde blomster som et omsluttende stjernetæppe. En klar anbefaling herfra :)

Store forandringer og små cirkusartister

Jeg skal da lige love for, at hverdagen er en anden med to fuldtidsarbejdende forældre i husstanden! Jeg synes, vi kom godt fra start, og ugen er gået rigtig fint. Alle basale behov er blevet dækket, det lykkedes os at navigere gennem ugen, og vi kom alle helskindede og glade i mål fredag, hvor vi fladede helt ud i sofaen!

Weekenden bliver nydt i fulde drag, og det er skønt bare at være sammen og være tæt på hinanden.

Når arbejde, praktiske gøremål, hygge med ungerne, fodboldtræning, arrangementer i institutionerne osv. er vinget af, kan jeg godt mærke, at der ikke er meget tid i overskud.

Det kan virkelig mærkes, at jeg ikke længere er kaptajn på fuld tid herhjemme og skibet kan hurtigt komme på slingrekurs.

Selvom det er hårdt at komme igang med at arbejde igen efter 5 år hjemme, så er jeg fortrøstningsfuld, og jeg tror, vi alle kommer til at trives med vores nye hverdag. Forandringer tager bare noget tid, har jeg erfaret. Én virkelighed skal erstattes med en ny.

Ugens højdepunkt ramte vi torsdag, da børnehaven havde inviteret til cirkusforestilling. Halvdelen af familien sad forventningsfulde på tilskuerrækkerne, mens den anden halvdel stod spændte bag cirkustæppet.

Da første nummer gik i gang, og fire storsmilende dyr kom kravlende ind i manegen med deres domptør, blev jeg helt blød i knæene. Især den lille vilde løve med lidt for lange bukseben og den lille glade hund med meget lange øre og stjerner i øjnene stjal mit hjerte… De kunne rulle, springe gennem en “ild-ring” og spise små godbidder indimellem, mens publikum smeltede. Tænk, at mine små unger er blevet så store!

Senere i forestillingen overvandt en sej fodboldspiller sin sceneskræk og klarede sit fodbold/tryllenummer til stor glæde for ham selv og for os, der i dagene op til havde arbejdet i det pædagogiske grænsefelt mellem at presse for meget og for lidt. Heldigvis ramte pædagogerne det magiske punkt “lige tilpas” og selvtilliden fik et boost!  Det var en glad og lettet dreng, der kom og krammede os efter forestillingen, og jeg var en stolt mor, der stod med åbne arme og fugtige øjne.

Efter den forrygende forestilling var der fællesspisning, og da vi cyklede hjem, blev vi endnu engang enige om, at vi har verdens bedste børnehave. Det er virkelig dejligt! Især nu hvor ungerne kommer til at bruge endnu mere af deres dyrebare tid derhenne…

Et andet højdepunkt var selvfølgelig, da jeg præsenterede mig for den 3. klasse, jeg skal tilbringe det næste stykke tid sammen med og en af eleverne udbrød: “Jamen du ligner jo en der er 20!”, hvortil en anden supplerede: “Ja, eller en der går på gymnasiet”. Åh, de skønne unger! Straks forlod trætheden min krop…

En ny uge venter lige om hjørnet, og vi er heldigvis forberedte til fingerspidserne med mad i køleskabet, rent tøj på hylderne og en logistisk holdbar køreplan :)

 

 

 

Fornøjelig fredag

Efter en nat afbrudt af voldsomt mareridt hos en af ungerne, tre urolige (men trods alt sovende!) børn i mellem os i sengen, var jeg mildest talt ikke helt klar til at stå op, da de to yngste medlemmer af familien synes, vi skulle fyrre op under fredagen kl. lidt i 6.

Sådan må man jo nogle gange føje flertallet, selvom det i situationen synes uretfærdigt. Familiedemokrati kan man vel kalde det…

Men! Der er alligevel ingen grund til at hænge med mulen, for der sker gode ting i disse dage.

Børnehavebanden har cirkustema og de øver og forbereder den store forestilling, der løber af stablen i næste uge. De er helt opslugt af det – og det glæder mit bankende gøglerhjerte :)

Hjalmar glæder sig til en klassefødselsdag senere i dag – og ikke mindst glæder han sig til X-factor finalen i aften, hvor vi har aftalt, at ungerne må gå amok i resterne af de mange påskeæg, sidste uge kastede af sig.

Jeg glæder mig over at solen skinner, og især glæder jeg mig over, at jeg skal starte i et vikariat på mandag! Ikke noget fast job endnu men trods alt en rigtig arbejdsplads med rigtige mennesker og alt det der nu hører med. Det bliver fedt!

Fedt at lukke den gamle, halvstøvede cirkushest fri i manegen igen og fedt at vide, hvad der skal ske i hvert fald for en stund.

Noget af det mest anstrengende ved at være jobsøgende – ud over afslagene selvfølgelig – er uvisheden. At man ikke aner, hvor man er om en uge. Man skyder med spredehagl og håber…

Nu har jeg et afsæt og det føles så godt!

Denne fredag formiddag vil jeg kaste mig over de 5 kurve med rent vasketøj, der har kigget på mig siden i går og derefter vil jeg gå ud og nyde det smukke forårsvejr!

God weekend!

 

 

Om tid, tanker og tur

IMG_6420Tid er sådan en underlig størrelse. Jeg havde forestillet mig, at når Bertil og Helga Marie var startet i børnehaven og dermed ikke konstant var i mit nærvær, så ville jeg få tid til en masse ting. Men som med så meget andet så matcher virkeligheden ikke altid tanken. Faktisk syntes jeg, at jeg havde mere tid, da de to små blev hjemmepasset.

Jeg tror, det hænger sammen med, at mine tanker flyver mere nu. Jobsøgning giver mange tanker og kræver meget tid. Tid og tanker man kanaliserer over i forestillede scenarier. Drømme og muligheder der stikker i alle mulige retninger. Drømme der bliver skudt ned, når man modtager mailen med afslaget og beskeden om hvor mange ansøgere, der var til stillingen. Måske chancen for at vinde i lotto alligevel skal afprøves… Det kan vel næsten være det samme.

Jeg bevarer optimismen og klør på med alle mine salgstaler rundt omkring. Samtidig lægger jeg mærke til dels hvor mange stillingsopslag, der bærer overskriften “Jobkonsulent søges” eller den mere friske version “Kan du få ledige hurtigt i arbejde?”. Og dels de “gode råd” til jobsøgende der dukker frem alle mulige steder. De handler alle om personlig branding.

I lærernes fagblad Folkeskolen blev jeg mødt af overskriften “Brug facebook i din jobsøgning”, og den måtte jeg selvfølgelig læse. En ekspert udtalte sig om, hvordan man kunne optimere sin facebookprofil, så kommende arbejdsgivere ville tænke, at man da var den sejeste person! Der blev foreslået, at man skulle poste billeder, hvor man var aktiv i fx løbetøj, hvor man var social osv. Fint nok. Så blev der også foreslået, at man kunne sælge sig selv ved at gå på biblioteket og tage billeder af interessante fagbøger og poste dem… Lige der blev min personlige grænse altså nået for selviscenesættelsens stupiditet. At lyve om hvilke fagbøger man har læst og derefter prale med det på sociale medier, er det dummeste råd, jeg i mit liv har læst. Hvem er interesseret i at ansætte en person, der ville gøre sådan noget?

Nå, jeg ville egentlig ikke skrive om jobsøgning som sådan, men det fylder altså en del i mit hoved. Det er også en af grundene til, at bloggen ligger lidt mere stille for tiden. Jeg bruger mange timer foran computeren i forvejen, så når ansøgningerne er sendt afsted, trænger jeg til at gøre noget andet. Jeg kan også godt mærke, at når flokken igen er samlet om eftermiddagen, så trænger vi til at være sammen. Tiden var mere min egen, da jeg havde de små hjemme, selvom de jo på mange måder optog den så rigeligt nogle dage. Jeg savner dem, men glæder mig også over deres nye hverdag.

For børnehavelivet går altså bare rigtig godt! Det har siden dag et været en stor succes, og både Bertil og Helga Marie elsker det! Hubert er også blevet endnu gladere for børnehaven, efter de to små er kommer over til ham. Jeg tror, de synes, det er både trygt og hyggeligt at have hinanden tæt på hele dagen.

Lige nu er det jo ferietid, og jeg prøver at strukturere min tid, så ansøgningerne ikke får overtaget, men alligevel bliver sendt ud i verden. I går og i dag er den yngste halvdel af familien i børnehave, mens vi andre er hjemme. I dag skriver jeg ansøgninger (og blogindlæg…) hjemme, mens Hjalmar og Kristian er ude på legeaftale og i går var vi alle tre på udflugt. Hjalmar har længe efterspurgt tid med både mig og Kristian på samme tid, og det er altså ikke noget, der hænger på træerne her i familien. Faktisk tror jeg, vi skal tilbage til sidste sommer for at finde den konstellation… Derfor besluttede vi at prioritere påskeferien sådan, at det kunne lade sig gøre.

Udflugten i går var intet mindre end fantastisk! Vi cyklede (eller rettere sagt Kristian cyklede, og vi andre sad i ladet) først ned til Marmorkirken, som altid er blændende smuk. Hjalmar var dybt fascineret og vidste alt muligt fra sine kristendomstimer i skolen, så vi kom rigtig i dybden med en masse spændende ting. De der snakke er jeg altså bare fan af!

Bagefter cyklede vi gennem Amalienborg slotsplads og satte kursen mod en god burgerjoint, hvor vi spiste virkelig lækker frokost. Vi sluttede udflugten af med en tur i planeteriet, og det er altså virkelig en oplevelse, jeg godt kan anbefale. Jeg har ikke været der i mange år og for Hjalmar, var det første gang. At sidde der med vores store dreng i mellem os var bare vidunderligt!

 

 

 

5 ting der har gjort min weekend endnu bedre!

1. At vores dobbeltseng har fået vokseværk! Efter 8 år med stort set nonstop tremmeseng(e) i soveværelset har vi nu i stedet etableret en gigantseng! Slut med at hægte sig fast med neglene i sengekanten og halvdelen af kroppen hængende i frit fald, mens et barn/børn kiler sig ned i midten for at tilkæmpe sig mest mulig komfort. Alle har nu god plads og alle er glade!

2. Arme riddere! Jeg ærger mig kun gul og blå over, at jeg aldrig har prøvet at lave den søde, delikate og dog temmelig fedtede spise noget før…

3. At Hjalmar og jeg var på tur i dag – bare os to… Åh, hvor er han altså sød!

4. At ungerne alle fire legede en leg, hvor de små var hunde og de store deres ejere. De kunne virkelig gø højt! Men sikke en hundekennel… Virkelig søde hundehvalpe!

5. At Bertil og Helga Marie har snakket og snakket om børnehaven! De glæder sig til i morgen – og jeg lever højt på successen (vel vidende at den slags kan have sine op- og nedture).

 

Børnehavestart!

I mandags var sidste dag med hjemmegående børn i huset og altså min sidste “arbejdsdag” i verdens bedste job…

Det er virkelig underligt at tænke på!

Vi udnyttede det smukke vejr og drog mod Zoo, hvor vi tilbragte hele formiddagen. Det er altid betagende at se børnenes fascination af dyr. De betragter dem så indgående, og jeg forstår dem godt. Vi kiggede i laaang tid på elefanterne, der stod og rodede med deres snabler, og Helga Marie og Bertil kunne slet ikke få nok. Skønt at have tid til at tage tingene i deres tempo!

Dagens højdepunkt var dog, da vi kom hjem og alle tre puttede os ind i dobbeltsengen og faldt i søvn med armene om hinanden. Dét kommer jeg virkelig til at savne!

Tirsdag stod børnehaven klar til at byde os velkommen, og de to små skurke flåede støvler og flyverdragter af og pilede ind og begyndte at lege, så snart vi var kommet indenfor døren. Vi hyggede os derovre hele formiddagen, og det blev tydeligt for mig, at de er helt klar! Selvfølgelig bliver det en omvæltning for dem, når nyhedsværdien lægger sig, men indtil videre er de trygge ved stedet, de voksne og mange af de andre børn, og det er jo et godt udgangspunkt. Mit hjerte smeltede, da en af pigerne på snart 5 år sagde til Bertil – “Skal vi ikke bare være venner for evigt?” – efter de havde leget i et kvarters tid… Børn er bare søde!

Første dag forløb altså stort set som en dans på roser…

I går gentog mønsteret sig, og jeg sagde derfor farvel, da Bertil og Helga Marie var kommet godt igang med at lege. Da jeg gik, stod de begge to frejdigt og vinkede i vinduet, mens Hubert var travlt optaget af at lege. Det var en underlig amputeret følelse at køre afsted med den tomme christianiacykel i regnvejret og en lille klump i halsen.

Det varede dog kun en god times tid, før Helga Marie havde fået nok og jeg derfor straks returnerede til børnehaven. Bertil var i fuld gang med at lege, og han smilede bare til mig og sagde hej, hvorefter han legede videre. Min tapre lille pige, der sad og levede perler sammen med nogle store piger, blev pludselig lille igen, da jeg trådte ind over dørtærsklen, og den næste halve times tid betragter jeg som min ilddåb i disciplinen “3 børn ud (eller ind for den sags skyld) af samme institution”…

Pludselig kunne jeg genkende den kaotiske følelse fra dengang, de små gik i vuggestue og de fleste af mine eftermiddage gik med at hjemhente trætte børn fra forskellige institutioner. Nolge ville ikke med, andre ville gerne, men ingen ville det samme…

Ilddåben forløb ca. sådan:

Helga Marie hiver i min arm for at få mig med ud i gardaroben, mens Bertil hiver i den anden for at få mig til at blive på stuen, hvor han langtfra er færdig med sin leg. Hubert hiver verbalt i mig for at få mig med ud i gangen, hvor han vil vise mig noget ubestemmeligt, han har bygget af små plus-plus brikker sammen med nogle af sine venner.

Helga Marie spiller trumfkortet og åbner for sluserne og med våde øjne og den store sirene slået til, når vi gardaroben for at konstatere, at hendes sut ikke ligger i tasken. Dér bryder hendes verden sammen og selvom hun er en sej lille fidus, så er hendes grænse nu nået! Bertil har heldigvis glemt alt om sin leg på stuen, men finder triumferende en sut i sin egen taske. Han bliver pludselig også lille igen og vil ikke låne den gennemgnavede sut til sin søster. Dén kamp går ikke helt stille for sig…

Hubert og hans ven hopper på repeat ned fra den høje bænk i gangen, mens de griner og snakker om en legeaftale og jeg beder til at ingen af dem kommer til skade, mens jeg forsøger at mægle i suttekonflikten…

Vennen prøver insisterende at overdøve hyleriet og mine kommanderende forsøg på at få bare nogle af mine børn i overtøjet og er stålfast omkring legeaftalen, som hun vil have mig til at tage ansvaret for ved at ringe til hendes mor med det samme!

Min puls stiger, mens jeg prøver at huske de gode pædagogiske metoder og bider mig selv i tungen for ikke at brøle: SÅ KOM DOG FOR FANDEN I TØJET UNGER! Jeg trækker vejret helt ned i maven og behersker mig… En pædagog kommer ud i gardaroben og giver mig en meget kærkommen hjælpende hånd og en anden går rundt og lukker døre, så resten af børnehaven ikke bliver lyd-forpestet af optrinnet.

Med næsten rolig stemmeføring og favnen fuld af cykelhjelme, våde støvler og vanter takker vi af for i dag og siger på gensyn i morgen. Nogle gange er vi bare en omrejsende cirkusforestilling…

Når man lige trækker vores afskedssalut fra, er de første dage i børnehaven alt i alt gået rigtig godt og jeg har stadig tillid til projektet!