Category Archives: Leg

Fastelavn – ideer til nemme kostumer

Tyl, gøgl og fastelavnsboller i lange baner bringer snart lidt kulør ind i vintermørket. Jeg er ret begejstret for fastelavn, og det kribler i fingrene efter både at lave kostumer og bage fastelavnsboller. Desværre er overskudstid ikke ligefrem det, jeg har mest af og jeg tror, kostumerne må findes i udklædningskassen i år. Vi får se… Der er jo et par uger endnu.

Fastelavn er fuld af traditioner, og selvom tøndeslagning på mange måder ikke er en særlig børnevenlig aktivitet, så hører den altså med! Vores børn har tidligere haft det lidt blandet med fastelavn, men efterhånden er de ved at sætte lige så stor pris på hurlumhejet som mig.

Vi skal traditionen tro til fastelavnsfest hos nogle venner, der startede traditionen for år tilbage. Dengang var vi en lille hyggelig flok bestående af ca. dobbelt så mange voksne som børn. Gennemsnitsalderen for børnene var omkring 1 år, og mens de små poder forsøgte at ramme en pyntet papirspose med en grydeske, stod alle vi forældre rundt om og smilede fra øre til øre. I dag ser flokken noget anderledes ud, men er stadig mindst lige så hyggelig! Børnetallet er mangedoblet, og tønden er af træ og får nogle ordentlige tæsk af ungerne, der nu er blevet store! Forældrene smiler stadig fra øre til øre 🙂

Noget af det bedste ved fastelavn er udklædning! I det hele taget fylder udklædning en del i børnenes leg hjemme hos os, og det begrænser sig altså på ingen måde til fastelavn. Det er skønt at se, hvordan børn leger med forskellige identiteter, når de klæder sig ud og på den måde afprøver sig selv i forskellige roller. Superhelte, riddere og ninjaer fylder godt op i vores klædud-kasse, men de konkurrerer om pladsen med diverse dyr, tasker, hjelme, ubestemmelige skørter, hatte og alt muligt tingeltangel! Èn af de ting, der bliver brugt allermest, er en “vest”, der er lavet af et stykke grøn, langhåret syntetisk pels, jeg engang har købt som en billig rest i en stofbutik for ingen penge. Det er noget så simpelt som et aflangt stykke stof, hvor jeg har klippet to huller som ærmegab. Intet andet.

For nogle år siden lavede jeg en flagermusekappe, der også virkelig er blevet brugt meget! Både som flagermus og som Batman. Den var meget nem at sy og kan varieres i det uendelige. Jeg synes i det hele taget, kapper er i høj kurs og det har måske noget at gøre med, at det er nemt for børnene at få dem af og på. De føler sig hurtigt klædt ud, og de kan bruges udenpå en flyverdragt.

Jeg syede kappen af sort fleece, fordi det er billigt, ikke trevler (man behøver ikke sy kanterne) og så kan kappen knaldes i vaskemaskinen, når den er fedtet ind i mudder og kagecreme 🙂

Jeg tegnede et mønster i hånden, klippede to stykker stof og syede dem sammen langs ryggen. Derefter syede jeg trekanter på som ører og satte velcro på stykkerne under hagen. Jeg syede et par “rør” på ved “vingespidserne”, som man kan stikke hænderne igennem, så vingerne følger med hænderne, når man bevæger sig. Ret enkelt.

IMG_5870

Et andet kostume jeg er ret så tilfreds med er ulvekostumet, jeg lavede til Hjalmar til halloween. Det var også virkelig simpelt! Jeg fandt inspiration på pinterest og gik i krig med syntetisk pels, filt, saks og limpistol. Basen er en gammel hættetrøje tilsat ulvelook. Jeg brugte ret meget lim(!) så en anden gang vil jeg nok hive symaskinen frem (eller sy i hånden), men jeg var under tidspres…

IMG_5865IMG_5866

 

Novembersne

Tung, våd sne ligger i de Københavnske gader og i smeltet form også på vores køkkengulv. Så snart morgenkaffen var skyllet ned i morges, trak hele familien (plus overnattende gæst) i overtøjet og byggede snemænd i gården, som var der ikke en dag i morgen. Og det er jo netop sådan, det forholder sig med sne i vores lille nordiske land. Måske er der rent faktisk ikke en snevejrsdag i morgen, og derfor må man handle, når muligheden byder sig. – Også selvom det blev sent i går og den sidste drink måske ikke var det fornuftige valg…

Sne kan heldigvis kurere både tømmermænd og træthed!

En god times tid senere hang 7 sæt dryppende overtøj i køkkenet, og gulvet forvandlede sig stille og roligt til et finsk landkort med utallige små søer, og jeg drømte for første gang denne vinter om et stort bryggers… Ungerne krøb under dynerne igen og spillede på iPad – og vi protesterede ikke!

Snevejret kom som et varsel om, at december nærmer sig og jeg kan godt mærke julestemningen ligge på lur.

Der hænger grandguialander uden for vores vinduer som små broer over Nørrebrogade, og butiksvinduerne stråler af glitter og juleeventur. Men for mig starter hele hurlumhejet først for alvor d. 1. december.

I dag emmer vores lille hjem af søndagsstemning krydret med røde kinder, sne og masser af indendørs hygge. Det er ikke så tosset 🙂

 

På skolebænken…

IMG_4425I disse dage bliver der leget skole for fulde gardiner hjemme hos os. Hjalmar er selvfølgelig læreren og Hubert eleven, som intetanende hægter sig på legen, så godt han kan, for han ved jo dybest set ikke, hvad man laver i en skole… Hjalmar var uden tvivl rigtig glad for at gå i 0. klasse, men det er tydeligt, at han er endnu mere begejstret for at gå i 1. klasse. Sidste år hørte vi ikke så meget andet end, “det har været en god dag” og “…det kan jeg ikke huske…”, når vi snakkede om skolen. I år bliver han inspireret på en helt anden måde, og han fortæller vidt og bredt om, hvad de laver i skolen. Det skyldes nok kombinationen af nye fag, virkelig engagerede lærere og hans egen motivation eller modenhed om man vil.

Skolelegen giver os et fint indblik i Hjalmars opfattelse af skolen, og det er altså lidt sjovt at være vidne til hans version af folkeskolen anno 2015.

Musikundervisningen fylder relativt meget i forhold til den sparsomme plads, den har på det reelle skema. Han går seriøst til værks og laver stemmeopvarmning med Hubert, mens han forklarer, hvordan stemmen fungerer ligesom en rutschebane, der kan køre op og ned…

‘Kristendom’ har også høj prioritet i Hjalmars hjemmeskole, og han forklarer løs om, at mennesker er lavet af ler og ribben, og der bliver diskuteret, hvem det var, der sagde, at lyset skulle tændes – og hvem der egentlig tændte det…

Indimellem holder de frikvarter, og når vi skal have aftensmad, holder de spisepause. Forleden måtte vi endda holde 5 min. ‘tyggetid’ uden at snakke, som de gør i skolen, for at de små sludrechartoller kan nå at få lidt energi indenbords.

I går endte de flittige drenge bag fjernsynsskærmen på et tidspunkt, og “Ponyo på klippen ved havet” tonede frem fra Netflix’s uudtømmelige kilde af underholdning. Jeg troede, legen havde haft sin naturlige afslutning og kom egentlig ind for at få dem i nattøjet, men blev mødt af et: “Nej, nej, vi har UUV! (understøttende undervisning)”. Det, synes jeg, altså var ret sjovt! Især da Hjalmar uddybede sin erfaring med faget UUV til at fortælle, at de ikke ser film hver gang. – De spiller også “Just dance” nogle gange 🙂

Heldigvis kender jeg pædagogen, der varetager de fleste af UUV timerne i klassen og hun er både guld værd og virkelig dygtig, så jeg er slet ikke bekymret for kvaliteten generelt, men det er da samtidig også lidt benzin på reformbålet, der bor indeni mig. Jeg ved af erfaring, hvordan hverdagen er på en skole og hvordan tingene ikke altid går helt efter planen, så det er fint med lidt improvisation, (og dybest set trænger nogle af børnene sikkert også til at koble lidt af). Jeg ved også, at Hjalmar ikke tegner det fulde billede og har selektiv hukommelse! Men det var nok alligevel ikke Antorini og de andre rødders ambition med det nye hypede fag… Ting tager tid, og det gør skolereformen også. Både i virkeligheden og i mit hoved…

Under alle omstændigheder fortsatte legen i går, til de to unge herrer blev gelejdet under dynerne og Hjalmar konkluderede, at Hubert ville nå at blive meget klog, inden han skulle starte i skole, – fordi han jo allerede havde lært rigtig meget… Desuden skal de efter Hjalmars plan lege skole hver dag undtaget onsdag, hvor Hjalmar går til fodbold… Nu håber jeg ikke, Hubert bliver skoletræt 🙂

Drengenes leg minder mig om de utallige gange, jeg selv har leget skole med mine søstre og veninder i fordums tid. Jeg husker også, hvordan jeg ‘underviste’ min lillesøster i klaver, hvilket må have krævet utrolig stor tålmodighed fra resten af familien!

 

 

På udkanten

IMG_4014Sommeren er fuld af en masse dejlig leg og feriens frie form, hvor tidsslaveriet er ophævet for en stund, giver en ekstra dimension i børnenes leg. I hvert fald nogle dage! Når tiden tillader, at de kan forsvinde uforstyrret ind i et univers og lade sig opsluge, sker der noget næsten magisk. ’Leg bærer formålet i sig selv’, som den tyske filosof, Hans-Georg Gadamer, har skrevet det! Og det er virkelig noget, børn kan forstå 🙂

I ferien var jeg for en sjælden gangs skyld i biografen, hvor jeg så den virkelig smukke og absolut anbefalelsesværdige dokumentar ”Standing on Water”. Filmen skildrer den unge surfer, Casper Steinfaths, surferliv blandt de bedste i verden. Casper kommer fra Danmarks efter sigende bedste surfspot, Klitmøller, hvor jeg har tilbragt alle mit livs 34 somre, og jeg har en stor kærlighed til byen. Filmen fascinerede mig virkelig, og det var så spændende, at få indblik i surferlivet og dermed møde en helt anden tilgang til livet i det hele taget end den gængse, hvis man da kan tale om sådan en.

Frihed, mod og leg var kerneværdier, der gennemsyrede surferlivet, og der blev talt om begrebet ’deep play’, hvilket har beriget min begrebsverden, og mine tanker bliver ved med at kredse om det. I min verden må ”dyb leg” referere til legens eksistentielle betydning.

Filmen skildrede en barndom fuld af leg og eventyr, en ungdom, der fortsatte eventyret og krydrede det med et juvenilt vovemod og et spirende voksenliv, der fastholdt grebet om legens essentielle betydning for at turde gå efter drømmen. Voksne mennesker, som tager legen så seriøst, at det indimellem er med livet som indsats. Uden den ’dybe leg’, ikke et fuldt levet liv.

Det er fascinerende, hvori denne dybde eller eksistentielle dimension i legen ligger. Hvornår opstår den?

Måske har det at gøre med den risiko, det indbefatter at kaste sig ud i mange meter høje bølger på steder med komplicerede strømretninger og vindforhold og på den måde se døden lidt i øjnene, mens man gør noget som ’bare’ er for sjov.

Måske har det at gøre med den hengivelse til surfing, der kan minde om en hovedkulds forelskelse, hvor dømmekraften næsten kan blive sat ud af spil. Som et kærlighedsdrama, der ophæver grænserne mellem liv og død.

Måske handler det om noget så fysisk som det adrenalinkick, det må give at suse over vandet og glide ned af bølgerne som i en naturens egen ruchebane, vildere og farligere end nogen menneskeskabt forlystelsespark kan præstere.

Det er svært at forstå og identificere sig med denne livsstil, og alligevel er den dragende. Der er noget fascinerende i at følge en ung mand, der fx under mediebegivenheden ’orkanen Bodil’ kaster sig ud med et surfbræt under armen, mens det meste af Nordsøen storbrølende tårner sig op. Umiddelbart virker det hovedkulds og decideret dumdristigt.

Men Caspers jagt på den perfekte bølge er et eventyr, der ophæver grænserne for tid og rum. Legen bærer formålet i sig selv.

For Casper giver det mening, fordi han orienterer sig mod dybden.

Dybde er ikke moderne, som fx udvikling er det. Udvikling er på mange måder den menneskelige drivkraft i vores tid, og det er en ret lineær størrelse, der som regel ville gå i en opadgående kurve, hvis man tegnede den. En bevægelse frem og op.

Men det mere eksistentielle, dybden i det enkelte menneskes liv, er ikke noget, der fylder alverden. Selvfølgelig er hele selvudviklingsbølgen en eller anden form for søgning efter dybde i livet, men den er stadigvæk meget udviklingsorienteret. Processen mod at være noget andet – eller noget bedre. På en eller måde flytte os i stedet for at blive stående og kigge nedad.

Surferlivet for Casper er i høj grad også en stræben efter forbedring, en konkurrence og en udviklingsproces. Men det lyste tydeligt ud af hans øjne, at uanset hvordan tingene formede sig for ham, var han dedikeret 100 % til sin sport, og han dykkede ned i sig selv for at hente, hvad der skulle til for at komme frem i eventyret efter den perfekte bølge. Med de op- og nedture det medførte. Det legesyge surferliv og jagten på bølgen havde en drivkraft af eksistentielle dimensioner, der flyttede ham til en anden verden eller til en anden væren. Der skete næsten et ontologisk skifte. Som om han oplevede en klarhed eller uovervindelighed, der udmøntede sig i en accept af sig selv og af livet.

Pyha, sikke en omgang…

Nu har jeg vanen tro holdt ferie en uges tid i Klitmøller sammen med min familie og stedet, havet og lyset gør altså noget særligt ved mig. Der opstår så mange tanker, når man står og ser ud over det uendelige hav og mærker de enorme kræfter, der er på spil i den rå natur. Mon ikke den samme udsigt har haft betydning for den unge dygtige surfers liv?

Tænk, at vores lille land, i udkanten af udkantsdanmark, som Casper selv siger i filmen, kan repræsentere et livssyn, der ligger så langt fra normerne, og som alligevel er så inspirerende. Og så er det selvfølgelig fascinerende, at lille Klitmøller har været ’sandkasse’ for en af verdens bedste surfere. Det er altså ret godt gået!

 

 

 

Leg, leg og mere leg

Det er pinse, og vi har lavet den genistreg ikke at planlægge noget som helst! I går havde jeg egentlig tænkt at tage hele flokken med til en stor børnemusikfestival, men det var tydeligt, som formiddagen skred frem, at der slet ikke var nogen i familien, der havde behov for sådan en tur. Mindst af alle ungerne!

Dagen igennem blev der leget, leget og leget… Noget af det bedste, jeg ved, er, når børn bare forsvinder ind i en leg, og det gjorde Hjalmar og Hubert i går. De startede allerede en leg op fra morgenstunden, som fortsatte og udviklede sig over hele dagen kun afbrudt af en tur på legepladsen, fordi jeg synes, de trængte til lidt luft. De fortsatte hele eftermiddagen og aftenen og vi kunne næsten ikke få os selv til at afbryde, da de skulle i seng. Så vi lod dem lege til kl. 21 og blev mødt af et bebrejdende, “jamen vi er jo slet ikke færdige med at lege!!”, da vi til sidst sagde stop. Ingen musikfestival til os, men til gengæld en super god dag herhjemme 🙂

Jeg kan mærke, at børnene virkelig sætter pris på de dage, hvor de bare får lov at være lidt i fred og får lov til at lege i deres eget tempo – og jeg kan virkelig godt forstå det! Når jeg tænker tilbage på mine skoledage i 80’ernes børnehaveklasse, bestod de af virkelig meget leg og varede vel max 3 timer. Hjalmars skoledage i 0. klasse varer fra 8.10-13.30 og onsdag til kl. 14.30. De får selvfølgelig også tid til at lege, men slet ikke i samme omfang som i min barndom. Stort set hele skoledagen består af voksenstyrrede aktiviteter, og de laver mange ‘opgaver’, som Hjalmar kalder det. Altså dansk- eller matematikfaglige opgaver, som kræver, at man sidder stille på sin stol.

Jeg læser for tiden en bog af Erik Sigsgaard, Om børn og unges nej, hvor han skriver, at børnene i dag ‘elever’ mere og lever mindre… Jeg blev helt trist, da jeg læste den sætning – især fordi den er rigtig! Det er ganske enkelt dét, de forlængede skoledage bevirker. Der er ganske få timer af børns hverdag, der ikke er skemalagt af de institutioner, de befinder sig i eller af os forældre, som jo skal have familiecirkuset til at køre rundt. Resultatet bliver, at børnene går glip af en masse liv og leg. De får uden tvivl rigtig meget ud af skoledagene både fagligt og socialt, men de går også glip af mange ting, når deres verden i så høj grad styres af voksne. De lærer, som Sigsgaard påpeger at indgå i en lydighedskultur, hvor det i høj grad er op til læreren/de voksne at påvirke definitionen af, hvem det enkelte barn er. Det er en virkelig stor magt at ligge inde med!

Det er tankevækkende, at i forbindelse med etablereingen af det vi i dag kender som folkeskolen, skrev oplysningsmanden Reventlow i 1784 ud fra hensynet til børnene “de smaae Børn forbliver det første halve Aar ikke over en Time i Skolen, såå at de altiid beholder deres Munterhed og Skolen ikke falder dem til Last.”

Elevernes munterhed er ikke en faktor, der bliver medregnet, når man driver skolepolitik i dag og det er i grunden både synd og kan vise sig at være katastrofalt. Vi risikerer, at børnene mister noget motivation undervejs og ‘det faglige løft’ kan vise sig at tage pladsen for andre og vigtigere kompetencer, som børn i dag ikke får så rig mulighed for at udvikle. Jeg får en klump i halsen, når jeg tænker på alt det, børnene ikke lærer, mens de sidder og bruger det meste af dagen i skolen… Jeg synes ikke, man skal underkende værdien af den læring der sker, når børn får plads og mulighed for at lege og være uforstyrrede af os voksne.

Jeg elsker at høre mine børn lege! Alle de ting der er på spil, når de alene eller sammen kaster sig ind i en verden, hvor de selv styrer showet. Hvor de er dukkefører i fantasiens ubegrænsede univers. Hvor de må nå til enighed, revurdere og ændre undervejs, hvor de lærer en masse om, hvad livet er og hvordan man begår sig i det. Hvor jeg kan høre empati udvikle sig, magtkampe blive ført og demokratiets principper udfolde sig mellem biler, legoklodser, sværd og udklædningstøj.

 

 

 

 

Mest om tvillinger

Tvillinger er fantastiske! Intet mindre… Langt de fleste timer i døgnet er Bertil og Helga Marie pot og pande, og det er tydeligt, at de virkelig knuselsker hinanden. Den begejstring, der lyser ud af dem, når de ser hinanden om morgenen eller efter middagsluren, er ikke til at tage fejl af. Selvfølgelig har de også masser af konflikter og driller hinanden, men helt overordnet er relationen rimelig harmonisk for tiden. (Knap så harmonisk beskrev jeg den for et par måneder siden…) Det er sjovt, hvordan deres lege udvikler sig og i kraft af deres interaktion, bliver mange udviklingsmæssige ting tydligere for mig, end da Hjalmar og Hubert var små. De inspirerer hinanden med deres leg, og på den måde udvikler legen sig på en helt anden måde, end hvis de ikke havde hinanden. De har en helt grundlæggende social forståelse og besidder en ret stor empati deres alder taget i betragtning. Hvis alle mennesker blev født som tvillinger, ville verden måske se anderledes ud… Det må under alle omstændigheder være skønt at have en tvilling!

Helt efter bogen er Helga Marie ofte et skridt foran med mange ting, men hun er blevet overhalet godt og grundigt af Bertil på et enkelt område for et par dage siden. Vi eftermiddagshyggede i gården og Bertil fandt en lille løbecykel frem, som han uden videre satte sig op på, fandt balancen og pilede afsted. Vi stod måbende og kiggede efter vores ellers så forsigtige dreng, der sikkert rullede over fliserne. Hans øjne strålede, og han var stolt som en lille pave! Og det var jeg også… Det er helt utroligt hvor stor en selvtillidsbooster, det har været for ham. Nu har han pludselig fået en helt anden tiltro til sig selv og bevæger sig hurtigere og mere sikkert end før. Det er tydeligt, at det var godt for ham at finde noget, hvor han kunne give Helga Marie baghjul og hvor hun måtte kigge beundrende efter ham fra sin plastik scooter. Der kom ligesom lidt mere balance i tingene.

Når det så er sagt, havde Bertil tandsættet lidt for langt fremme forleden, og Helga Marie kom hjem fra vuggestuen med et stort bidemærke på ryggen. Det er ikke første gang, en af mine børn er blevet bidt, men på en måde gjorde det endnu mere ondt på mig, at synderen var fra egne rækker. Det er ikke sjovt at være mor til et barn, der bliver bidt, men det er heller ikke sjovt at være mor til det barn, der bidder! Og kombinationen giver virkelig ondt i hjertet…!

Efter twilight eventyret i vuggestuen havde Helga Marie endnu mere brug for at hænge på mig end ellers (dvs. vi gik fra 80 til 90 % af den tid vi tilbringer sammen), derfor fandt jeg bæreselen frem fra gemmerne. Det viste sig at være dagens redning! Hun sad på ryggen af mig og blev ved med at sige “Det dali!”, mens jeg tømte opvaskemaskinen og lavede aftensmad.

Tvillinger er helt klart fantastiske! Især når alt ånder fred og idyl 🙂

 

 

 

Næsten sommer i Danmark

IMG_2811Mit sidste indlæg om frihed har givet en del god respons til trods for, at jeg virkelig ikke havde regnet med, nogen gad læse de mange ord.. Det er skønt, når I vil ofre jeres tid på at læse mine skriblerier – tak for det 🙂

I dag har jeg opnået en fuld effekt af noget, der føles som den hellige treenighed for travle småbørnsmødre – kombinationen af kaffe, sol og læ! Dét er noget, der giver kulør i de grå kinder og næring til sjælen! Det kan klart anbefales! Det er hundekoldt, og vinden bider stadig, men når man er så heldig at finde både sol og læ – og så endda har tid til at stoppe op og drikke en kop kaffe, så er det fantastisk!

Eftermiddagen har været præget af leg, liv og lyd! De to små legede i gården, da vi kom hjem fra vuggestuen og jeg synes helt klart, det er nemmere at motivere mig selv til leg i gården, når solen titter frem. Det er også hyggeligt, at de andre mennesker, der bor omkring os, efterhånden dukker frem fra vinterhiet, og det er lige i disse dage at ’sæsonen’ for alvor starter, og gården bliver mere livlig end i de øde vintermåneder, hvor det er mørkt, når man kommer hjem. Det udvider på en måde lejligheden med et ekstra rum, som er ret kærkomment!

Da vi havde spist aftensmad, var vores 4 trætte mandagsbørn ved at flå hovederne af hinanden på kryds og tværs, og når konflikterne ikke fik overtaget stod den på wrestling/fodbold. Lydniveauet gik lige i mit nervesystem (som måske nok stadig er en lille smule belejret af weekendens festligheder…) og det batteri, der blev ladet op tidligere af kaffe i solen var opbrugt. Løsningen på problemet blev dansegulv i stuen og MGP i højtaleren. Det er noget, der samler flokken! Med ét var konflikter erstattet af grin, og ungerne skrålede ‘Nu er det sommer i Danmark…’ for fuld udblæsning. Det var faktisk ret sjovt! Især fordi de små bare er eminente på et dansegulv med deres små bløde kroppe og kluntede bevægelser, der ihærdigt forsøger at spejle deres to store idoler. Det er også godt for trætte voksnekroppe, der længes mod at ramme sofaen, men stadig har et bjerg af putning og oprydning at bestige. Det er virkelig sjovt at se, hvordan ungerne mødes i musikken, om det er MGP i højtalerne, når vi synger Bjørnen sover med de små, eller når guitaren bliver luftet, så stimler de som regel sammen og vil være med. Bedst af alt er det, når de leger band! – selvom de ikke altid er helt enige om genren…!

I skrivende stund bliver de store drenge puttet med godnatguitar, og jeg kan høre dem skråle med på Joanna. Det lyder da næsten som den rene idyl!

Det er altid godt at have nogle kort i ærmet til de stunder, hvor tingene brænder på og herhjemme er  ‘alt med musik’ som regel et af dem!

IMG_2821IMG_2825

 

Mama ved gryderne

IMG_195220 liter gryden står på komfuret og simrer og bobler med marokansk suppe, for i dag er mama hér i storkøkkenet. Vi skal bytte julegaver med mine søstre, og de kommer allesammen og spiser senere på dagen. Vi er som bekendt lidt af en flok efterhånden, og jeg glæder mig rigtig meget til at se dem og ønske dem glædelig jul. Jeg bliver altid lidt vemodig, når vi ikke skal holde jul sammen… Selvom vi jo alle har hver vores familie, så er jul altså virkelig en højtid, der bringer minder frem fra min egen barndom. Der er nok det, man kalder julenostalgi, tror jeg. Apropos barndom så har jeg jo lige 4 børn, der skal hentes, inden familiesammenkomsten går løs…

Problemet er, at udenfor er der gråt og vådt, mens der herinde er stearinlys og julejazz på anlægget. Og kaffe. Jeg bliver ved med at udskyde hentningen, fordi jeg ikke rigtig orker at trække i regntøjet og tilbringe den næste halvanden time dels på cyklen og dels med at hive unger ind og ud af institutionerne, der brokker sig over regnen – altså ungerne, mens jeg selv danner kondens i regntøjet. Bertil og Helga Marie er også begyndt at drille og prøve min tålmodighed ret så grueligt af, når jeg henter. De nægter at komme med, løber fra mig og gemmer sig. Når den ene er indfanget, er den anden strøget afsted. De giver hinanden lidt for mange gode ideer de to! Heldigvis er madmor hér ikke lige at løbe om hjørner med – ikke i dag i hvert fald. Men det er altså lidt af et cirkus at holde styr på det hele i hentesituationerne. Udover de 4 børn er der trods alt også virkelig meget tøj, tasker, støvler, huer og vanter at navigere i på sådan en runde. Jeg må vist hellere komme afsted…!

….

Nu har aftenfreden sænket sig efter en hyggelig og hektisk dag. Der kommer (endnu mere!) liv i huset, når alle fætre og kusiner er på besøg og det er tydeligt, hvor meget børnene føler sig som én stor familie. De store tager sig af de små, og der er leg i alle afkroge af lejligheden. De små render rundt efter de store, og i dag var der faktisk tid til at sidde og voksensnakke lidt indimellem. Det er ikke for at blære mig, men en skøn familie, det har jeg altså! Jeg føler mig virkelig heldig! Da jeg var yngre, drømte jeg altid om at blive mor i en stor familie, lave mad til mange i store gryder og have masser af liv i huset. Tænk lige, at min drøm er blevet opfyldt! At der så måske er nogle andre drømme, der må justeres lidt på undervejs, må jeg tage med i købet… Juleromantikken har vist taget plads i mit hjerte på trods af mit sure opstød i går. Måske vores tivolitur forleden har skubbet i den retning. Hvis man savner lidt disneyjulestemning, kan jeg altså anbefale at vende omkring Tivoli. Især på en regnfuld, grå dag hvor der ikke er så mange besøgende, der orker det. Smukt

Forresten, nu jeg er i mit blødsødne hjørne, skal skolen lige have et skud kærlighed. Hjalmars klasse holdt julefrokost i dag, og det havde vist været en vældig fest! Han var rigtig glad og havde en CD med hjem, hvor alle 0. klasserne har indsunget en sang, der hedder ‘Det bedste i verden’. Han er så lykkelig for den CD! Og jeg er glad for den! Både fordi lyden af børnestemmer, der synger i kor er fantastisk, men mest fordi skolen også prioriterer at give børnene så gode oplevelser. Det er god julekarma!

Plads til leg

Hvis der er noget, der ikke begejstrer mig synderligt, er det legepladser! Jeg synes mildest talt, der er noget misvisende i navnet, fordi leg i mit hoved har en stærkere tilknytning til begrebet kreativitet og spontanitet, end der er mulighed for på en legeplads. Det er fint nok med en gyngetur, rutschebane og klatrestativer. Det kan være en måde at lufte ungerne på og få sig en café latte eller udsætte ulvetimen en halv time, men leg vil jeg ikke kalde de fleste af de aktiviteter, der foregår på legepladserne.

I sig selv er hele præmissen hverken særlig kreativ eller spontan. Bare det faktum, at det på forhånd er bestemt, at ‘om lidt skal vi lege’ er kunstig. Stemningen sådan et sted tiltaler mig heller ikke voldsomt. Jeg får altid lidt dårlig samvittighed over, at jeg selv keder mig bravt, når jeg nu har planlagt tid til at “lege” med ungerne. Jeg står dér sammen med de andre forældre, der gabende kigger på uret eller sniger sig til at tjekke facebook. I bedste (eller måske i virkeligheden værste!) fald står vi forældre og kigger på børnenes leg og kommer med tilråb som: “Pas nu på!”, “ej, nu er det vist X’s tur til at prøve…”. Det har ikke meget med leg at gøre…!

I går var jeg til forældremøde i vuggestuen, hvor vi snakkede om kreativitet og innovation. Jeg gik som altid derfra beriget med en masse gode følelser og refleksioner. Jeg kan virkelig godt forstå, Bertil og Helga Marie står med flyverdragterne i hænderne og skraber på hoveddøren 6.30 hver morgen. Jeg elsker også dét sted. Det er sjovt at have “været med” i 6 år i den samme institution og fulgt udviklingen fra fantastisk til endnu mere fantastisk! Jeg blev så glad for at høre deres tanker til mødet, og jeg er meget enig i langt de fleste af dem. Dén vuggestue har ikke brug for designlegepladser og unika legeredskaber til 100.000, men synes, det er meget sjovere at bygge op og rive ned i takt med børnenes og de ansattes gode ideer. Finder et barn på en skovtur en god vipperod, tager de den med hjem og bruger den på legepladsen indtil en ny idé overtager. Under et projektarbejde med ‘de tre bukkebruse’ byggede de en bro af nogle genbrugsplanker og da de gerne ville have musik og lys i det hjemmebyggede legehus, trak de da bare noget el. Nu strømmer der ofte klassisk musik ud af det lille oplyste hus. Ret hyggeligt!

Legepladsen bliver ligesom resten af huset ikke betragtet som en statisk størrelse men netop som en dynamisk legeplads, hvor der er plads til spontane, kreative ideer og leg. Faktisk kalder de legepladsen for haven, og det passer også bedre til den hyggelige grønne oase, det er med bærplanter, vindruer, blomster og små huler i buskene.

Der knytter sig en lille sød historie til projektet om bukke-bruserne, som fortæller en del om kreativitet og leg i min verden. For nylig var vi sammen med en af Huberts gamle vuggestuevenner, og de gik straks i gang med at lege. Det er tydeligt, at de kender hinanden rigtig godt, selvom de har gået i hver deres børnehave siden april og ikke ses så tit. Efter et stykke tid gik det op for mig, at de legede de tre bukkebruse. En leg der udspringer af vuggestueprojektet forrige sommer, men som har gjort dybt indtryk, fordi pædagogerne satte gang i en inspiration og underbyggede børnenes ideer og leg – og som altså har manifesteret sig i de to drenge.

Essensen i vuggestuens måde at arbejde på er (udover et kæmpe nærvær og stor respekt for det enkelte barn), at de har visioner og planlægger spændende ting for børnene, men de er samtidig super opmærksomme på børnene og lader deres verden være udgangspunktet for aktiviteterne. Har pædagogerne fx planlagt, at der skal plantes solsikker, tilpasser de planen, hvis børnene nu er mere optagede af at hælde med vandkanden. Så bliver planteprojektet til et vandprojekt, hvor de fx hælder, plasker, mærker på varmt og koldt vand, laver mudder, lader det “regne”, mens børnene sidder under en paraply osv.

Det er ret inspirerende at prøve at tænke ud fra det mere spontane og kreative, der optager børnene lige nu og være lidt mere åben for at ændre i planlægningen. Det kan jeg godt lære noget af. Måske slipper man så også for nogle af legepladsturene… Motiverende!

Desværre deler Hjalmar og Hubert ikke på samme måde min skepsis overfor legepladser, hvilket betyder, at jeg nok ikke har drukket min sidste latte fra “kaffeknallerten”. Godt jeg i det mindste elsker kaffe! Så har jeg da noget at skylle idealerne ned med…