Category Archives: Familie

Frisk luft, feber og fødselsdagsfejring

IMG_6194Frisk havluft og feber præger denne ferie og selvom vi godt kunne undvære host, snot og feber nyder vi det alligevel i fulde drag!

I går fyldte min Bedstemor 91 år. Det er ikke til at forstå, for hun holder sig godt, er altid flot og velklædt, er stadig sådan en Bedstemor, der altid lige har bagt en kringle. Og så strikker hun! Hun har strikket, siden hun var 4 år, og hun har stadig de små rundede strikkepinde liggende i skuffen. Dengang strikkede hun tøj til sine små søskende, og gennem tiden har hun strikket tøj til hele vores store familie. I min barndom gik jeg altid i Bedstemors hjemmestrikkede trøjer, og det gør jeg stadigvæk – ligesom mine egne børn nu gør. Det er en vidunderlig ting, som jeg sætter virkelig stor pris på!

Det er ikke til at forstå, at min Bedstemor har levet i 91 år. Verden er en anden nu end dengang, og det er næsten ubegribeligt at tænke på alt det, hun har oplevet gennem sit liv. Jeg beundrer hende for stadig at følge med, og jeg håber, hun holder sig rask og frisk længe endnu!

I går fejrede vi hende, og selvom vi har været ramt af høj feber nonstop siden feriens begyndelse, var alle mand kølet ned til normaltemperatur netop i går. Heldigt!

Hip hip hurra for min Bedstemor!

 

 

Krudt og kærlighed

IMG_5632Årets sidste dag starter smukt med klar, blå himmel over København. Ungerne er i gården for at afprøve knaldperlerne til i aften, og jeg har sneget mig til  en stille stund foran skærmen.

I går aftes tog jeg en gammel tradition op, som i stearinlysets skær syntes som en virkelig god ide. Drinks afløste rødvin, og pludselig var klokken mange og en lille husmorbrandert havde indtaget min krop. Sådan en lille før-nytårsbrandert var fast del af mit nytårsritual for år tilbage, hvor vi enten holdt “nytårskur” med gode venner eller skæppede i kassen på en af byens beværtninger på årets næstsidste aften. Det føles som en meget, meget fjern fortid og det er jo egentlig også ved at være nogle år siden min familiære situation ændrede sig og dermed ændrede mine nytårstraditioner 🙂

I dag fortæller mit hoved mig, at ideen måske ikke var helt så god som først antaget… Godt der er mange timer til den første champagneprop skal flyve!

Mit 2015 har været dejligt, fantastisk, hårdt, lærerigt og på alle måder stået i familiens tegn. Vi har truffet gode beslutninger for familien, og det giver en god grundfølelse i kroppen. Alt i alt har det været et rigtig godt år i vores lille hjem!

Det har også været et år, hvor omverdenen i høj grad har kaldt på solidaritet og medmenneskelighed. Sådan er verden skruet sammen.

Sidste år skrev jeg om nytårsfortsættelseog jeg sætter stadig min lid til fortsættelserne af det gode fremfor de helt store nytårsfortsætter. Ikke fordi jeg ikke ønsker store fornyelser og forandringer på mange områder, men fordi jeg tror, der må være en sammenhængskraft, hvis tingene skal lykkes.

Et tilbageblik på året, der er gået fortæller om gode og dårlige oplevelser, beslutninger, vaner osv. og giver os mulighed for gennem refleksion at fortsætte det gode og bremse det dårlige. Jeg gentager mig selv fra sidste år: Vi skal i højere grad erstatte fokus på at udvikle os med en accept af, hvem vi er som mennesker og lade de gode erfaringer være fortællende for vores liv.

Nu er ungerne returneret fra gården, og de højtravende tanker må vente til en anden gang. Knaldperlerne er brugt, og kinderne er kolde og røde. Min rolige stund er nu forbi og bliver afløst af nytårsforberedseler for fuld knald! Jeg var taknemmelig for en stille stund, som gjorde godt for mit tunge hoved, men jeg er endnu mere taknemmelig for mine 4 unger, der fulde af energi og ballade løber rundt i lejligheden og larmende skaber liv og glade dage.

Jeg håber på et kærligt, solidarisk og fantastisk 2016 for min familie, mine medmennesker og for verden i det hele taget.

Rigtig godt nytår – og tak fordi I læser med 🙂

 

Nisser, engle og andet godt…

image

Vi har haft en skøn jul hos mine forældre med huset fuld af børn, julemad, godter og alt hvad der ellers hører julen til.
Selveste juleaften forløb som traditionen foreskriver, og alle havde en rigtig dejlig dag og aften!

I år gjorde vi kirkegangen frivillig for de 3 yngste, og det endte derfor med, at det kun var Hjalmar og jeg, der fik sunget julen ind i det hvidkalkede rum. Vi havde heldigvis følgeskab af Bedstefar, moster og et par kusiner, så vi var en hel lille flok, selvom selskabet var lidt amputeret. Sidste år var vi af sted hele familien, og sådan tror jeg nu også, det bliver til næste år.

Selvom jeg ikke er troende og måske lukrerer lidt på kirkens goodwill, så elsker jeg kirken juleaften. Orglets bragende toner, de smukke historier og samhørigheden, der opstår, når fællessangen skaber kontakt med forgangne tider. “Tider skal komme, tider skal henrulle, slægter skal følge slægters gang”. Det er da smukt! Historiens vingesus sniger sig ind og bidrager til julestemningen og minder os om, at mennesker i generationer har samlet sig i mørke tider og fejret jul.

Juleaften med 7 børn under 7 år var potentielt en temmelig kaotisk affære, men jeg synes faktisk, det gik over alle forventninger (selvom selve gavesceancen gav sved på panden og krævede et veltrænet overblik!). Øjnene strålede omkap med glitrende gavebånd og julelysene på det smukke juletræ. Noget af det bedste, bortset fra julesangene, som er min uovervindelige farvorit, var at se de små lysende ansigter, da det pludselig bankede på ruden og julemanden i egen fornemme person kom på besøg med sækken fuld af gaver. De små hilste nysgerrigt, men også med en vis ærefrygt på den rødklædte, hvidskægede fremmede, som blev inviteret indenfor. Ingen har efterfølgende nævnt noget om, at julemanden måske godt kunne have visse ligheder med Bedstefar, og det er netop det, der er så fint ved julen, at fantasi og virkelig smelter sammen og skaber et rum for magi og eventyr, man kan drømme sig væk i.

Nisser, engle og mirakler fylder ikke alverden, når hverdagen drøner derudaf i al sin rationalitet. Men når det er jul, bliver der plads til overtro og magi, og det har vi brug for – både børn og voksne er jeg sikker på.

En lidt forsinket glædelig jul derude!

 

Hubert 4 år

Sommerferien banker på om lidt, og den er hjertelig velkommen!

Hele familien trænger til at glemme tiden lidt og bare huske at holde sommerferie. Vi tager en tur til Jylland i løbet af ferien, men er ellers hjemme og skal lege, nyde byen og forhåbentlig drikke kold rosé i solen. Det bliver skønt!

I morgen er det 4 år siden, Hubert ankom til verden og familien, og det skal selvfølgelig fejres! Vi har allerede taget forskud på festlighederne og holdt fødselsdag for fætre, kusiner, mostre og onkler i dag. Det var som altid rigtig hyggeligt, og Hubert har med egne ord haft verdens bedste dag!

Hubert blev født en smuk sommeraften, og jeg vidste med det samme, jeg kiggede ind i hans store mørke øjne, at han skulle hedde Hubert. Uden at veksle så meget som et ord kiggede Kristian og jeg på hinanden, og jeg vidste, han tænkte det samme. Hubert kiggede lige ind i sjælen på mig, og hans øjne fortalte mig, at vi to hørte sammen – og så gik han i gang med at spise..

Det første år i Huberts liv var ren hygge! Min erfaring og hans personlighed var en virkelig god cocktail 🙂

Da Hubert var 13 mdr., blev jeg gravid med de to små banditter og i takt med, at jeg ret hurtigt ikke måtte løfte og var uendelig træt, steg kravene til den lille dreng. Han voksede med opgaverne og da han kort før sin 2 års fødselsdag blev storebror, var han pludselig meget stor…

Siden den dag har Hubert været ‘én af de store’ i vores familie, og derfor kommer det næsten lidt bag på mig, at han ‘kun’ bliver 4 år. På den anden side er han stadig den lille dreng, der lå i mine arme den smukke sommeraften – helt varm og næsten smeltede i et med min krop. Når han som nu ligger og sover, ruller han sig sammen, som da han var en lille baby og lukker verden ude, og lige dér ligner han sig selv fra de første minutter af sit liv. Min smukke dreng!

Fødselsdagsnostalgien rammer mig endnu en gang, og jeg vil bruge aftenen på at svælge i gamle billeder fra Huberts 4 årige liv. Min store lille dreng 🙂

 

 

En tidslomme

IMG_2445Vi har holdt en skøn lille ferie hos mine forældre, der bor tæt ved vesterhavet. Jeg er vild med havet og naturen omkring, og det giver lige et lille skud ny energi at komme ud, hvor horisonten fortsætter så langt øjet rækker, himmelen er stor og lyset er overstrømende. Når man står på stranden og kigger ud i, hvad der føles som uendeligheden, bliver man lille. Det fascinerer mig altid!

På vejen hjem besøgte vi min Bedstemor som vi pga. afstanden ser for sjældent. Det er lidt underligt med sådan et langdistance familieforhold, når vi tidligere så hinanden meget oftere. Selvom jeg har boet i København i 13 år, har jeg stadig ikke vænnet mig helt til lige præcis dét, men sådan er det nu engang. De sidste par gange jeg har set min Bedstemor, har vi mødtes hos mine forældre. Hun kører gladeligt de 80 km, selvom hun fylder 90 år i næste uge. Hun synes, det er praktisk for os ikke at skulle drøne mere rundt med ungerne end højest nødvendigt. Det bliver da også ofte noget med en halv times lur i bilen og pylrede unger resten af dagen, så vi er som regel taknemmelige, når hun kører for at være sammen med os. Men i går besøgte vi altså hende, og det var virkelig skønt!

Når jeg træder ind i min Bedstemors hus, er det lidt som at træde ind i en tidslomme. Hvis væggene kunne tale, ville de fortælle rigtig gode historier fra store familiekomsammener, hyggelige sommerferier og gode snakke ved køkkenbordet. Mange ting er uforandrede siden jeg selv var barn og selvom årerne går, står tiden på forunderlig vis stille i min Bedstemors stuer. Mine børn er kommet til og har dermed tydeliggjort generationsskiftet og min Bedstefar mangler. Han mangler meget! Men ellers er alt stort set ved det gamle. I hvert fald inden i mig. Det er nok i virkeligheden mest mig selv, der hopper ind i tidslommen, når jeg træder ind i hendes hus og tankerne flyver tilbage til alle de gode stunder, vi har haft sammen. Jeg er virkelig taknemmelig for, at jeg stadig har min Bedstemor, og at mine børn dermed har en Oldemor. Selvom hun snart er 90, er hun ikke gammel for mig, for hun er stadig den samme, som hun altid har været, og jeg har har kendt hende altid. Det er uvurderligt at have en Oldemor, som tager imod hele familien med åbne arme og en flæskesteg i ovnen.

Min Bedstemor har også 4 børn (også 3 drenge og 1 pige), og jeg tænker ikke så sjældent på hende og på hvordan det må have været, at være mor dengang hendes børn var små i 40-50’erne. Uden opvaske- og vaskemaskine og uden tørretumbler. Hun er en virkelig sej dame, og jeg har den dybeste respekt for hende og priser mig lykkelig for stadig at have hende i mit liv.

 

 

Hurra!

I morgen bliver Hjalmar 7 år. 7 er virkelig mange år, synes jeg! Det betyder, at jeg har været mor i 7 år og det er altså en ret vild tanke. På den ene side føler jeg, det var i forgårs, jeg stod dér med den lækreste lille baby i armene og følte mig meget lykkelig og samtidig meget ny i faget! På den anden side er det som om, han har været en del af mit liv i evigheder. Tid er en underlig størrelse…

Det er altså 7 år siden mit liv blev vendt på hovedet første gang og jeg skulle finde rodfæste i en helt ny verden. Jeg synes, det var stort! Mit liv var dengang et vaskeægte studieliv krydret med fest, farver og fordybelse. Jeg elskede at være gravid og nød det i fulde drag, men havde ikke haft fantasi til at forestille mig livet med et barn sådan rigtigt.

Det var eksistensoprivende, fantastisk og skræmmende på samme tid, pludselig at være mor og have så stort et ansvar midt i vintermørket. Dét er det for så vidt stadigvæk en gang i mellem, men jeg har trods alt klaret skærene i 7 år nu, og det er jo alt i alt gået meget godt! Det er en god tanke.

I morgen skal Hjalmar fejres og jeg vil svælge i minder fra de sidste 7 og mest vidunderlige år! Hurra for Hjalmar!

Glædelig jul

Vi havde en dejlig juleaften forleden med forventningsfulde unger, travlhed i køkkenet, lækker julemad, gode julegaver og alt, hvad en vaskeægte juleaften ind indbefatter.

Jeg har altid gået i kirke juleaften, og det hører sig til i mit glansbillede af en rigtig jul. I år var første gang, vi skulle have alle fire børn med og med normeringen 1 til 2 var jeg da lidt spændt på, hvordan det skulle gå. Da jeg så en DR bil holde udenfor kirken, var jeg tæt på at vende om og tage på legepladsen i stedet for, men vi tog chancen. Det viste sig heldigvis bare at være en radiotransmition, hvilket passede mig ganske fint. Jeg kunne ikke lige overskue at face mig selv i fjerneren masende med en flok opkørte børn med krudt i røven midt i det hellige rum…

Men der sker altså noget med børn, når de træder ind i et julekirkerum. Den særlige højtidelige stemning, glimmer på de store juletræer, alle lysene og stilheden rammer også de små poder. Vi kom selvfølgelig i sidste sekund og måtte tage gulvpladserne lige ved døren. Præsten kom med vattæpper til os, så det var nærmest som en lille julepicnic, vi holdt. Der var 20 børne violinister, der spiller til sangene og de var virkelig dygtige! – og rigtig god underholdning for børnene. Alt åndede faktisk fred og idyl, og jeg nåede næsten af blive lidt ærgerlig over, vi ikke skulle foreviges på tv. Jeg skal indrømme, at jeg følte en vis stolthed, da jeg sad der med min lille sværm af små engle omkring mig. Det holdt ca halvvejs ind i sceancen, så kunne de små ikke mere, og Kristian tog dem med udenfor. Men de to store holdt stand sammen med mig, og jeg tror faktisk de nød det. Jeg skal blankt indrømme, at det ikke er for at få Guds velsignelse, jeg kommer i kirke juleaften, for jeg er faktisk ikke troende. Men der er noget magisk over at sidde der og synge julesalmer og høre juleevangeliet sammen med en masse forskellige mennesker, høj som lav. Jeg måtte kapitulere og lade tårerne flyde under alle salmerne. Jeg blev overvældet af situationen og af minderne fra alle de andre juleaftener i mit liv. Jeg kunne næsten mærke mine søstres hænder, når vi som børn sad og klemte hinandens hænder i spænding, og jeg kunne høre min Bedstefars stærke stemme synge julesalmer. Min nostalgiske glæde over at synge stammer i høj grad fra ham og jeg blev trist indeni i mindet om, hvor meget jeg savner ham. Til gengæld blev jeg også mindet om alle de dejlige mennesker, jeg har i mit liv og som jeg er så heldig at se rigtig mange af i juleferien.

Julen handler om så meget andet end gaver, og jeg tror, at selvom ungerne nok selv har lidt svært ved at se det i øjeblikket, hvor materialismen og spændingen har overtaget, så får de et lille ekstra drys af julemagi ind under huden, som de tager med sig fra kirken juleaftenen. Den samme magi opstår også altid, når vi går rund om træet og jeg bliver gang på gang forundret over, hvor meget børnene elsker den del af juleaften. Selv Bertil og Helga Marie vandrede troligt med og lysene fra træet genspejlede sig i deres strålende øjne. Ren juleidyl!

Glædelig jul derude!

 

 

 

 

Mama ved gryderne

IMG_195220 liter gryden står på komfuret og simrer og bobler med marokansk suppe, for i dag er mama hér i storkøkkenet. Vi skal bytte julegaver med mine søstre, og de kommer allesammen og spiser senere på dagen. Vi er som bekendt lidt af en flok efterhånden, og jeg glæder mig rigtig meget til at se dem og ønske dem glædelig jul. Jeg bliver altid lidt vemodig, når vi ikke skal holde jul sammen… Selvom vi jo alle har hver vores familie, så er jul altså virkelig en højtid, der bringer minder frem fra min egen barndom. Der er nok det, man kalder julenostalgi, tror jeg. Apropos barndom så har jeg jo lige 4 børn, der skal hentes, inden familiesammenkomsten går løs…

Problemet er, at udenfor er der gråt og vådt, mens der herinde er stearinlys og julejazz på anlægget. Og kaffe. Jeg bliver ved med at udskyde hentningen, fordi jeg ikke rigtig orker at trække i regntøjet og tilbringe den næste halvanden time dels på cyklen og dels med at hive unger ind og ud af institutionerne, der brokker sig over regnen – altså ungerne, mens jeg selv danner kondens i regntøjet. Bertil og Helga Marie er også begyndt at drille og prøve min tålmodighed ret så grueligt af, når jeg henter. De nægter at komme med, løber fra mig og gemmer sig. Når den ene er indfanget, er den anden strøget afsted. De giver hinanden lidt for mange gode ideer de to! Heldigvis er madmor hér ikke lige at løbe om hjørner med – ikke i dag i hvert fald. Men det er altså lidt af et cirkus at holde styr på det hele i hentesituationerne. Udover de 4 børn er der trods alt også virkelig meget tøj, tasker, støvler, huer og vanter at navigere i på sådan en runde. Jeg må vist hellere komme afsted…!

….

Nu har aftenfreden sænket sig efter en hyggelig og hektisk dag. Der kommer (endnu mere!) liv i huset, når alle fætre og kusiner er på besøg og det er tydeligt, hvor meget børnene føler sig som én stor familie. De store tager sig af de små, og der er leg i alle afkroge af lejligheden. De små render rundt efter de store, og i dag var der faktisk tid til at sidde og voksensnakke lidt indimellem. Det er ikke for at blære mig, men en skøn familie, det har jeg altså! Jeg føler mig virkelig heldig! Da jeg var yngre, drømte jeg altid om at blive mor i en stor familie, lave mad til mange i store gryder og have masser af liv i huset. Tænk lige, at min drøm er blevet opfyldt! At der så måske er nogle andre drømme, der må justeres lidt på undervejs, må jeg tage med i købet… Juleromantikken har vist taget plads i mit hjerte på trods af mit sure opstød i går. Måske vores tivolitur forleden har skubbet i den retning. Hvis man savner lidt disneyjulestemning, kan jeg altså anbefale at vende omkring Tivoli. Især på en regnfuld, grå dag hvor der ikke er så mange besøgende, der orker det. Smukt

Forresten, nu jeg er i mit blødsødne hjørne, skal skolen lige have et skud kærlighed. Hjalmars klasse holdt julefrokost i dag, og det havde vist været en vældig fest! Han var rigtig glad og havde en CD med hjem, hvor alle 0. klasserne har indsunget en sang, der hedder ‘Det bedste i verden’. Han er så lykkelig for den CD! Og jeg er glad for den! Både fordi lyden af børnestemmer, der synger i kor er fantastisk, men mest fordi skolen også prioriterer at give børnene så gode oplevelser. Det er god julekarma!

Familieweekend

Vi har holdt weekend i familiens skød! Ikke kun vores egen “lille” familie men hele baduljen. Mine forældre kørte turen tværs over landet fra vest og kom fredag aften til burgertid. Hjalmar og Hubert var ellevilde og havde glædet sig helt vildt. Selvom afstanden er stor i km, er børnene heldigvis meget tætte på bedsteforældrene – og det er dejligt!

Lørdag holdt vi en meget afslappet og rigtig hyggelig julefrokost hos min søster. Vi er 8 voksne og 9 børn, så der er pænt gang i den, når vi er samlet. Mine to søstre og jeg var så heldige at få barn nr. henholdsvis 1, 2 og 3 inden for et par måneder for nu 3,5 år siden. Det var ret fantastisk – og IKKE planlagt. Vildt hyggeligt med barsel på samme tid! Min ene søster og jeg fik så også nr. 2 og 3+4 på samme tid senere. Vildt tilfælde synes jeg! Vi har altså en flok ret jævnaldrende unger, og det er bare så skønt. De hygger sig og er meget glade for hinanden (når de ikke lige hiver legetøj ud af hænderne på hinanden og alle vil sidde i midten på samme tid og den slags…).

Vi endte med at sove hos søster, da vi ikke har bil og det blev sent. I dag tog vi direkte til kaffeslabberas hos min anden søster og hang ud nogle timer. Det var en skøn weekend og dejligt at være sammen allesammen.

Jeg føler mig virkelig priviligeret at have så skøn en familie, og jeg synes, det er fantastisk, at mine børn får mulighed for at have så tætte familiære relationer, der rækker ud over vores egen lille familie. De oplever at være en del at en stor flok, og det er der en fundamental tryghed og styrke i.

Ungerne var helt baskede her til aften og gik ud som 4 små lys, så nu runder jeg weekenden af i sofaen med min pseudofamilie, Modern Family, sammen med Kristian. Det er altså en virkelig god serie! Jeg kan ikke helt finde ud af om jeg identificerer mig mest med den ældre mand, Jay, med den unge columbianske kone eller den nærtagende, sarkastiske homoskesuelle søn, Mitchel?

 

 imagesimages

Lidt om mindfulness og min Bedstefar

Der er noget ved hele mindfulnessbølgen, der trigger mig!IMG_1810

Siden jeg var 16 år og deltog på et yogakursus i den lokale husmoderforening (det hed det virkelig!!) sammen med min mor, har jeg dyrket yoga i perioder. Set i bakspejlet lignede husmoderyogaen til forveksling noget fra en satireserie på DR2. Den lille landsby, vi boede i dengang, er en vaskeægte jysk landsby i et landbrugsområde domineret af kartoffelbaroner og familier, hvis slægt i byen går tilbage til, da ruderkonge var knægt. På holdet var min gymnasieveninde og jeg, nogle voksne kvinder, der måske havde duftet lidt til det søde hippieliv, før de fik børn, en virkelig øko-agtig mand (vel at mærke før økologi blev moderne!) i løstsidende hamptøj og fuldskæg og så en håndfuld pensionister i farvede fritidsdragter, der trængte til at strække den halvkrøllede krop igennem. Underviseren var det sødeste, mest autentiske yogamanneske, jeg har mødt. Hun fik os til at mærke strømninger i kroppen og fortalte om chakra, mens vi lå dér og kæmpede i stillingerne og forsøgte at se afslappede ud. Hun havde et stort kruset hår, velourbukser og drak urtethe. Nå, men det var altså her i den brogede flok, at jeg tog mine første spæde yogaskridt. Den har fulgt mig siden, yogaen – men altså kun på periodisk hobbyplan. Det tæller vel også.

Jeg er fascineret af tankesættet bag og kan ikke lade være med at blive draget lidt, af den spiritualitet yogaen rummer. Siden husmoderforeningen har jeg dyrket yoga i smarte studier på Nørrebro med mænd og kvinder i lækkert yogatøj og med (moderne) økologiske yogamåtter. Urteteen findes også i de fancy studier, nu gemmer den sig blot bag et lækkert brand.

De sidste år er det mest hjemme på stuegulvet, mit yogaliv har udfoldet sig og jeg skal blankt indrømme, at der næsten når at gro mug på yogamåtten indimellem. Man kan kalde mig en inaktiv yogi. Det er altså heller ikke det letteste at dyrke yoga med fire børn omkring sig, der tror man vil lege hest, når man forsøger sig med et hundestræk. Jeg har også dyrket graviditetsyoga, og jeg har gået til børneyoga sammen med Hjalmar. Jeg har  læst bøger om yogafilosofi og buddhisme – både i min sparsomme fritid og i forbindelse med mine uddannelser. Desuden fulgte jeg for et par år siden et kursus i kommunikation og ledelse, hvor mindfulness var integreret som en slags værktøjskasse.

Jeg vil ikke på nogen måde kalde mig ekspert på området, men jeg ved da lidt. Nu skal jeg så på mindfulnesskursus igen, og jeg skal da lige love for, at mindfulnessen har fået greb om både Hr. og Fru Danmark – og om erhvervslivet. Der er rigtig mange fine tanker i mindfullness, man kan lade sig inspirere af. Det skal der ikke herske tvivl om. Men det er da lidt bizart, at folk åbenbart har mistet evnen til at være fokuserede og nærværende. Man kan tage kurser i mindfullness, der relaterer sig til alt fra ledelse over graviditet og arbejdsliv til parforhold osv. Fint nok. Men virker det? Kan man bare pille en del af “østens mystik” ud af dens helhed og adoptere den i vores fortravlede verden? Ikke umiddelbart, tænker jeg. Man kan selvfølgelig altid lade sig inspirere.

Jeg fik engang til opgave at tænke på det mest nærværende menneske, jeg kunne komme i tanke om. Jeg skulle fremkalde mig billedet af den person, jeg synes var mest nærværende i det personen gjorde. Altså ikke blot i en samtale men i selve livet. Det billede jeg fik frem i min indre biograf, var billedet af ingen ringere end min Bedstefar. Det blev jeg selv vældig overrasket over! Jeg tror aldrig, min Bedstefar havde hørt om hverken yoga eller mindfulness, men ikke destomindre var det altså ham, jeg tænkte på.

Min Bedstefar, som desværre døde for 2 år siden i en alder af 89, elskede livet og livets små detaljer. Han var handelsmand og havde en lille ejendom lidt udenfor byen, hvor han gik og nussede rundt. Han havde heste, katte, køer, æsler og hvad der nu ellers kom med hjem fra markedspladsen. Han var dedikeret og fordybede sig i sin verden og havde altid sin fulde opmærksomhed på det, han lavede. Han ordnede seletøj i kælderen om aftenen, passede dyr og tog sig tid til at klø dem bag ørene og ordnede alt det forefaldende arbejde, der opstod. Han var passioneret. Jeg husker det som om, han altid fløjtede. Han havde en ro, som var meget inspirerende og jeg tror den bundede i, at han var tilfreds. Han var tilfreds med sit liv og sin verden og fordybede sig uden hele tiden at være på vej til noget andet.

Pointen er altså, at min Bedstefar nok er ham, der har lært mig allermest om mindfulness og det er da ret fantastisk at tænke på. Kurser kan introducere et tankesæt, og man kan læse sig frem til en viden, men der er ikke noget, der slår en god rollemodel, der viser vej med sine handlinger.

Jeg tror, at det der trigger mig, er den der quick-fix mentalitet, der hersker på fx et mindfulnesskursus. Et effektivt kursus, der har til hensigt at skabe effektivitet – pakket ind i eksotiske tanker om at være i kontakt med sig selv. Der mangler noget autenticitet i mine øjne. Jeg kommer helt til at savne husmoderyogaen! Dér gik man da i det mindste all inn i forsøget.

Jeg ved ikke helt, hvor jeg vil hen og det var heller ikke meningen at skrive så langt et indlæg om yoga(!). Tror bare, at tankerne om min Bedstefars nærvær i livet i kontrast til det effektive forsøg på at lære en flok mennesker “fokuseret nærvær” på et kursus ville ud  gennem mine fingre. Det handler måske lidt om at åbne øjnene i stedet for at forsøge at opfinde den dybe tallerken.