Category Archives: Livet

Filosofiske samtaler med børn

Jeg har skrevet blogindlægget Filosofiske samtaler med børn styrker kreativitet, sprog og tænkning for voresbørn.dk og det skal selvfølgelig også have plads på min egen blog. Udgaven på voresbørn.dk er en redigeret og forkortet udgave, hvis nogen har læst det og skulle undre sig. Her kommer den originale version 🙂

Det kan være svært at hive et svar ud af ærmet, når ungerne kommer og vil snakke om døden, om gud, om uendelighed eller andre store emner. Især fordi man som voksen sjældent er forberedt på at skulle have sådanne samtaler midt i madlavningen, i køen i supermarkedet eller hvor man nu befinder sig, når en spørgelysten lille filur har noget på hjertet.

De fleste børn er i perioder optagede af filosofiske og eksistentielle ting i livet, og det kan godt være udfordrende for voksne at tale eksplicit omkring de store spørsmål eller om abstrakte begreber i det hele taget.

Jeg elsker selv, når mine børn bringer “store tanker” ind i vores samtaler, og det skyldes måske nok min pædagogisk filosofiske baggrund og min generelle interesse for de eksistentielle menneskelige forhold.

Jeg har skrevet lidt om mine erfaringer med “de store samtaler”, som i mange tilfælde kan udvikle sig til filosofiske samtaler, hvis man giver dem lov.

En filosofisk samtale med børn er efter min definition en undrende, spørgende og åben samtale, hvor et begreb undersøges godt og grundigt. En filosofisk samtale skaber mulighed for at lære begrebet bedre at kende og at se eller tænke begrebet i en større sammenhæng. Filosofiske samtaler handler ikke nødvendigvis om “svære” emner som fx døden, men om abstrakte begreber i det hele taget. Det kan være om venskab, om lykke, om frihed, om ondskab eller hvad som helst i den abstrakte afdeling.

Hvorfor er filosofiske samtaler ofte svære for voksne?

Det korte svar er, at det er de principielt heller ikke! De er bare uvante for mange voksne, og derfor kan de opleves som udfordrende.

Der kan være flere grunde til, at det kan være svært at finde de rigtige ord, når børn vil snakke om abstrakte begreber. Ofte handler det om noget så simpelt som timing. Hvis du står i køkkenet kl, 17.55 med halvskrællede kartofler og en pakke frossen kød, du desperat forsøger at tø op i mikroovnen, mens lillebror vælter mælk ud over hele gulvet og storesøster stiller 1000 spørgsmål som: “Hvad betyder uendelig?” eller “Bliver det egentlig mørkt eller lyst når man dør? – så kan det godt være svært at holde tungen lige i munden og komme med kvalificerede svar.

I sådanne situationer plejer jeg selv at sige, at den slags spørgsmål kræver mere tid, end jeg har lige nu, men at vi fx kan snakke om dem, mens vi spiser eller hvad der nu lige passer. Altså udsæt de store samtaler til du har tid – eller evt. tag dig tid i situationen, hvis det kan lade sig gøre.

En anden grund til at de store samtaler kan være svære er, at det normalt (eller i hvert fald ofte) er de voksne, der har svarene på mange ting. Det er os, der ved, hvordan verden hænger sammen og hvad der er op og ned. – Eller det er i hvert fald sådan vores børn opfatter os…! Som alvidende orakler, der sidder på svarene til alle de spændende spørgsmål. Jeg har ofte oplevet, både som mor og i min tid som lærer, at børn simpelthen forventer, at jeg ved alt, af den simple grund, at jeg er den voksne. Men i en filosofisk samtale er der jo netop ikke noget specifikt svar. Det kan godt være svært at udfordre børnenes illusion, men hvis man formår det, kan samtalerne med ungerne blive til små gaver i stedet for småirriterende spørgsmål, man ikke ved hvad man skal stille op med.

Hvilken værdi har filosofiske samtaler?

Børn er i gang med at finde ud af hvordan verden hænger sammen, og derfor har de som regel en naturlig nysgerrighed, der driver dem mod at undersøge alle mulige forskellige ting. Deres forestillinger er endnu ikke så fastlåste, som det er tilfældet hos mange voksne og derfor er børns tanker en guldgruppe, når man vil filosofere over abstrakte begreber. Det lyder måske lidt højtravende, men det er det egentlig slet ikke.

Gennem filosofiske samtaler arbejder man netop med forholdet mellem det konkrete og det abstrakte. Lad mig komme med et eksempel:

Min søn på 4 år sagde en dag noget i retningen af: “Når man dør bliver det helt mørkt, men når det bliver lyst igen, så kan man jo bare lege videre…” Herefter udviklede samtalen sig, da jeg spurte lidt ind til, om det var sådan han troede, det ville være. Hans bror på 8 kom med et udfordrende perspektiv, da han kunne fortælle, at når man dør bliver ens krop lavet om til jord eller også bliver den brændt.

Umiddelbart gav samtalen mig ubehagelige kuldegysninger og jeg ville egentlig helst være den foruden! Men, her må man huske, at det ukomfortable i høj grad ligger i de voksnes tanker. Jeg havde i situationen lyst til at skifte emne og forsøgte at ændre kurs ved at slå fast, at det heldigvis ikke er noget, vi behøver at tænke på, før vi bliver meget, meget gamle om lang, lang tid!

Men drengene var slet ikke færdige med den morbide samtale, og jeg gik derfor modvilligt ind i den igen. Vi kom vidt omkring og fandt af gode grunde ikke frem til nogle svar på, hvordan det ville blive, når man var død. Men drengene bevægede sig hele tiden mellem det konkrete og det abstrakte. Den fysiske død, at blive brændt/komme i jorden og de luftige abstrakter som lys, mørke, vægtløshed, tid og alt muligt andet. For børnene var samtalen i høj grad reflekterende, oplysende, afklarende og helt ned på jorden. Bagefter legede de videre, som havde vi blot talt lidt om vejret.

Selvom døden er et tungt emne, så skal vi voksne passe på med ikke at trække vores erfaringer og forestillinger ned over børnene, som måske har en mere åben og undersøgende tilgang.

Tanker og sprog hænger sammen og udvikler hinanden rigtig godt i filosofiske samtaler. Børn befinder sig i høj grad i en afklaringsproces, hvor sproglige begreber skal finde deres rette plads og på mange måder er det det samme med tankerne. Det er en proces, der aldrig stopper, men som er særlig intens for børn, der jo ikke har den samme erfaring at trække på som voksne. Samtalerne hjælper altså tænkningens og sprogets gensidige udvikling.

Det har i det hele taget stor værdi at træne sin tænkning – både sin egen og sine børns. Kreativitet og den menneskelige dannelse generelt udvikles godt gennem filosofiske samtaler. Det handler om at udfolde og udfordre sine begreber om verden og om livet og dermed opnå større indsigt, refleksion eller dybde, om man vil.

Hvordan taler man filosofisk med børn?

“Filosofisk samtale” lyder måske som en disciplin, der er forbeholdt en lille eksklusiv flok af støvede mænd med jakkesæt og fuldskæg, men sådan er det naturligvis ikke nødvendigvis!

Man kan sagtens filosofere med børn, uden at kende til Platon eller Kierkegaard. Selvfølgelig kan filosofiske samtaler mellem voksne, sammen med fx et filosofisk uddannet menneske inddrage nogle andre perspektiver og dermed tilbyde noget helt andet, men børn har også rigtig meget at byde på.

Der er ikke nogen bestemt teknik eller metode, jeg vil anbefale, at man følger, når man vil filosofere lidt sammen med sit barn eller børn. Skal man arbejde med filosofiske samtaler i mere tilrettelagte situationer som fx pædagog eller lærer, er det anderledes og strukturen må derfor tilpasses. Det findes der litteratur og materialer omkring.

Hjemme i familien må samtalerne efter min vurdering ikke blive for konstruerede eller for kunstige. De skal komme naturligt og ofte handler det om at gribe noget af det, børnene selv bringer op. Det kan være deciderede spørgsmål de stiller, men det kan også være udsagn (som mit eget eksempel), hvor der er noget abstrakt at gribe fat i.

Nøglerne til at bringe det filosofiske ind i samtalen er åbenhed og undren.

Som regel står vores egne perspektiver i vejen og spærrer for nye tolkninger, og det kan være svært at se ud over dette. Voksne har ofte en trang til at skabe orden eller struktur så når vores barn kommer med en eller anden undring som fx, at Gud sidder på en sky i himmelen, så føler vi tang til at forklare og give svar, der passer til vores verdenbillede. Men i det øjeblik vi i stedet undrer os sammen med barnet og forholder os åbne, kommer der nye muligheder til syne. Det fører ikke nødvendigvis til nye erkendelser, men det vil ofte føre til en udvidet begrebsverden – og nogle gange bare til virkelig fjollede snakke.

Samtalerne udfolder sig ved, at man bliver ved med at stille sprøgsmål. Jeg giver endnu et eksempel fra en samtale med mine egne børn, hvor vi snakkede om glæde omkring juletid.

Storebror: “Glæde er, når man får noget, man bliver glad for?”

Mig: “Så glæde handler om at få?”

Storebror: “Nej, andre kan også være glade, hvis man giver dem noget…”.

Mig: “Ok, så glæde handler om at få og om at give?”.

Storebror: “Man kan også være glad, hvis man prøver noget nyt, som man ikke troede man turde…”.

Mig:”Hvor sidder glæden egentlig?”

Lillebror: “Den sidder da i maven!”

Storebror: “Nej, den sidder også i hovedet, for man kan også glæde sig til jul eller noget andet man tænker på…”

På den måde kan man snakke og spørge sig ned i forskellige begreber og få indsigt i, hvordan barnet tænker.

Det er dog virkelig vigtigt, at samtalen ikke må forceres. Den er nødt til at være naturlig og så snart barnet mister interessen eller bliver optaget af noget andet, må man acceptere, at samtalen er slut.

 

 

Tanker om dyder: Retfærdighed

Sjap, sne og kulde præger det nye år og giver rig mulighed for at hygge indendøre med leg, spil og lidt strikketøj, når der en gang i mellem er tid til det.

Selvom det efterhånden er længe siden, jeg skrev et indlæg om mådehold, som er en af de 4 kardinaldyder, vil jeg alligevel tage tråden op og fortsætte rækken.

Det er næsten som om, at jo mere jeg tænker over de gamle kardinaldyder, jo mere mening giver det for mig at beskæftige mig med dem.

I denne omgang har jeg gjort mig nogle tanker om retfærdighed i relation til min hverdag. Ikke noget højtravende filosofi – bare helt jordnære tanker.

Overordnet forstår jeg retfærdighed som en dyd, der er med til at regulere og afballancere forskellige forhold. Magtforhold fx reguleres af retfærdighed og samfundsgoder fordeles efter vedtagne love, der bygger på principper om retfærdighed.

Det store spørgsmål er så, hvordan afbalancering og fordeling reguleres retfærdigt?

Er retfærdighed et lighedsprincip? Er demokrati fx retfærdigt?

Når hverdagslivet udspiller sig i vores familie, popper retfærdighed i alle mulige forskellige afskygninger ofte op. Det kan fx være i forbindelse med konflikter, eller når vi har forskellige opfattelser af virkeligheden. Næsten uden undtagelse stikker retfærdigheden hovedet frem, når vi spiller. Spil handler som oftes om at vinde og dermed kommer der noget på spil. Kampen for at vinde blander følelser ind i spillet, og så skærpes retfærdighedssansen som regel, og spilleregler må hjælpe med reguleringen. Det kan godt være ret udfordrende, hvis reglerne er for komplicerede i forhold til spillernes evner til at forstå og ikke mindst til at overholde dem. Det kræver øvelse at lære at navigere efter bestemte regler og modstå fristelsen for at snyde sig til en sejr.

Børn har ofte en meget stor retfærdighedssans, og den kan godt være svær at udfordre uden at skabe for store problemer. Jeg kan selv huske, hvordan vi som børn lå på knæ, når en sodavand skulle deles, så vi helt tæt på kunne se, om der kom lige meget i glassene. Anders Fogh Jensen stiller i sit podcast om retfærdighed netop spørgsmål ved den lige fordeling af fx en sodavand. Er det egentlig rimeligt, at alle får det samme? Vil det være mere rimeligt, hvis man får forholdsmæssigt i forhold til sin størrelse? Eller måske skal man vurdere, hvem der har det største behov for sodavand i situationen? Man kan også kigge på, hvem der har ydet en særlig indsats eller noget helt femte. Retfærdighed har mange ansigter!

Når retfærdighedssansen tager overhånd bliver den til smålighed og det er bestemt ikke efterstræbelsesværdigt i min verden. Smålighed er ganske enkelt noget skidt.

Omvendt skal man ikke lade sig kue men bestemt også holde på sin ret for at opretholde sin integritet og måske identitet.

Med 4 børn forholder jeg mig virkelig ofte til retfærdighed i forhold til det enkelte barn i vores flok. Alle skal jo ikke altid have lige meget, og ofte er det i virkeligheden mere retfærdigt at differentiere, men hvordan og hvor meget? Det gælder alt fra fredagsslik til tid, og det afhænger selvfølgelig altid af den enkelte situation. Det er ikke altid helt nemt at finde balancen!

Retfærdighed er også med til at afballancere forholdet mellen børn og voksne i vores familie. Børnenes “verden” kommer nemt til at fylde rigtig meget i familielivet, hvilket i mange tilfælde er godt. Børn har krav på at blive set og taget alvorligt, synes jeg, men jeg har også altid stræbt efter ikke at undertrykke ‘voksenverdenen’ fuldstændigt, og jeg bruger bl.a. retfærdighed til at regulere forholdene, så vi i højere grad kan stræbe efter en “fælles verden”. Børnenes behov kommer i første række, men de voksnes interesser og behov skal også imødekommes. Det er i virkeligheden både for min egen overlevelses skyld, så jeg ikke drukner i modelervoks, legoklodser og MGP hits, men også en bevidst del af den opdragelse jeg pådutter mine børn. Jeg vil gerne lære dem at give plads, og at hele verden ikke altid centrerer sig om dem. Vi har alle den samme værdi, og retfærdigheden hjælper os med at regulere pladsen, så vi alle sammen kan være her. Hvordan det så ser ud i praksis er evigt modellerbart!

På den måde hænger retfærdighed også sammen med ansvar. Hvis jeg fx skal dele en kage, er det naturligt, at jeg selv tager til sidst. Alle ville undre sig, hvis jeg delte kagen og selv skyndte mig at snuppe det største stykke. Den ansvarlige kageudskærer må gøre sit til at gøre alle stykkerne lige attraktive, for man ved jo ikke på forhånd hvilket stykke, der vil være tilovers til sidst. Retfærdighed rækker på den måde ud over én selv og handler i høj grad også om at kunne se, hvad der er retfærdigt for andre. Tænk hvis samfundsgoder blev uddelt efter samme princip…

Retfærdighed opstår ikke af sig selv, men er lige som de andre dyder noget, man tilegner sig undervejs i livet. Man må søge efter den rette balance i sit eget liv, sit familieliv og også efterstræbe retfærdighed i verden. Selvom det godt kan være noget at en mundfuld nogle gange… 🙂

 

 

Lyset er på vej!

IMG_4872Vintersolhverv er noget af de smukkeste! Efter i dag vender lyset lidt efter lidt tilbage og bringer nyt liv og nye begyndelser. Naturens egen nytårsfest! Det kræver tålmodighed, for der går lige et stykke tid, før det bliver synligt med det blotte øje, men lyset er på vej!

Jeg bliver altid lidt nostalgisk omkring vintersolhverv. Både fordi jeg i det hele taget er glad for lys og fordi solhvervet symboliserer håb. Håb for en mere lys og mere oplyst verden. Vi skal bare lige finde ud af at justere på de rigtige knapper.

Den kloge politiske tænker Hannah Arendt brugte natalitet (fødsel eller ny begyndelse) som symbol på menneskets mulighed for at starte på ny eller for at “genfødes”.

Mennesket er født ind i verden, og er efter Arendts overbevisning født ind i verden for at begynde. Fordi mennesket er en handlende skabning, der tager nye initiativer eller laver nye begyndelser, retter vi os mod fremtiden. Arendts natalitetsbegreb indeholder håb for fremtiden og her ved lysets tilbagekomst, er det efter min mening en passende tanke at påskynde.

Sådanne ting går jeg rundt og tænker på, når det er vintersolhverv. Midt i mellem juleforberedelser, børn der skændes, væltede perleplader, kaos og kødsovs er det dejligt at sende et par tanker imod noget, der er større end vores egen lille bitte plads her i verden.

Der var noget før os, og der kommer noget efter os – som vi har et medansvar for! Naturens cykliske form kan være rar at tænke på, når der er hverdagskaos rundt om ørerne på én 🙂

 

 

 

 

Tanker om dyder: Mådehold

De sidste par uger har bloggen holdt ferie, da jeg har været optaget af andre ting. Tiden løber altid hurtigt, synes jeg.

Derfor har min indre nørd også trange kår! Som mor til fire, fylder koordinering, slid og slæb, kram og kærlighed det meste af min tid og eftertanke, fordybelse og filosofi er desværre ikke så stor en del af hverdagen.

De tykke, tunge, støvede bøger står urørte hen på bogreolen, og jeg forsøger i stedet på den lette måde at snige lidt filosofi ind i ørene via eksistens på P1, Anders Fogh Jensens podcast eller lignende, når det kan lade sig gøre – og især når jeg kan få andre ting fra hånden imens.

Med inspiration fra ovenstående og med min gamle undervisers stemme i baghovedet er jeg begyndt at fundere lidt over kardinaldyderne og deres betydning i mit liv som menneske og som mor til min dejlige flok. Det er ikke, fordi jeg har hængt min eksistentialistiske hat på hylden, men fordi jeg synes dydsetikken kan være ret inspirerende. Og de gamle grækere havde immervæk ret i en ting eller to.

Kardinaldyderne er de fire dyder: visdom, retfærdighed, mod (tapperhed) og mådehold eller selvbeherskelse om man vil. I antikken blev disse regnet for de grundlæggende moralske egenskaber i mennesket og dermed var de brikkerne til puslespillet om det gode liv.

Jeg vil tage refleksionen over mådehold/selvbeherskelse helt ned på hverdagsniveau og skrible nogle af mine tanker ned.

Det første der falder mig ind, når jeg tænker ’selvbeherskelse’ er alle de små episoder, der opstår mange gange hver dag i vores familie (og sikkert i alle andre familier også). De gange hvor jeg tøjler min trang til at gribe ind, til at blande mig, til at hjælpe.

Det er de små ting som min trang til at hjælpe de små med at få skoen på, selvom de både kan og vil selv. Det er trangen til at sige næste ord højt, når jeg læser med min ældste og han stopper op ved en forhindring. Eller når min mellemste hælder af mælkekartonen, der er fuld og jeg må stoppe min hånd i luften, fordi jeg ved, at han sagtens kan, men også at det nogle gange glipper. Når ungerne skændes over et eller andet, og jeg ved, de lærer en masse af at løse tingene selv, men jeg samtidig også har lyst til at blande mig.

Når jeg har lyst til at råbe “Så hold dog kæft!!”, fordi alle råber i munden på hinanden og det larmer, så det synger for mine trætte ører, men jeg også ved, at det ikke hverken hjælper på lydniveauet eller fører noget som helst godt med sig.

Selvbeherskelsen viser sig også, når jeg har lyst til at holde i hånd med min store dreng på vej til skole, men kan mærke han helst er foruden i lige præcis den situation. Eller når jeg hungrer efter at kramme og kysse ungerne og de ikke lige gider, eller når jeg konstant har lyst til at sige “pas på”, fordi jeg jo ganske enkelt bare vil passe på dem!

Der er så mange små episoder i løbet af dagen, hvor jeg behersker mig, fordi jeg har lært det, og fordi jeg har erfaret, det kan betale sig.

Rigtig mange gange lykkes jeg ikke med min selvbeherskelse, selvom situationen ville have gavn af det. Det er en evig læreproces.

Det er lidt af en balancekunst med selvbeherskelsen, for der findes jo ingen manual, der fortæller hvor lidt og hvor meget – og hvornår. I visse situationer kan den også tage overånd. Man må føle og tænke sig frem.

Mådehold eller selvbeherskelse er egentlig en ret stor medspiller i livet som familiemor, synes jeg.

Nogle af de værdier jeg forsøger at give videre til ungerne er også forbundet med mådehold. Fx at lære at give plads til hinanden eller at dele. At håndtere sine egne følelser hænger også sammen med mådehold, og det er jo en ret vigtig og stor del af barndommen, at opøve netop denne kompetence. I virkeligheden er mådehold en ret nyttig dyd, når man skal begå sig socialt – og prøve at forstå sig selv som menneske.

Når jeg tænker på min aktuelle situation som hjemmegående og holder det op imod mit ret lange uddannelsesforløb, som har fyldt stort set hele min ungdom med det ene formål at føre til en karriere eller i det mindste til et job, og virkeligheden så har vist sig helt anderledes, end jeg regnede med i udgangspunktet, så er mådehold en af de dyder, jeg har haft gavn af at give lidt plads for at finde rundt. Jeg vil gerne alting på en gang, men det er så forbandet svært at efterleve det. Jonglørkunsten kræver næsten det umulige.

Mådehold er for mig også at sætte foden i og give plads til eftertanke, for mådehold rækker ud i fremtiden. I mit tilfælde håber jeg i hvertfald mit mådehold viser sig at være en god langtidsinvesterieng (selvom visse politikere nok ikke er helt enige i, at livet som hjemmegående er en god ide).

Men mådehold rækker også tilbage i fortiden, fordi den bygger på både tankevirksomhed og erfaring. I følge de gamle, græske drenge hang visdom uforløseligt sammen med erfaring, hvilket gav ‘de gamle’ en høj status som de vidende. Det var måske ikke så tosset en tanke endda. I et vidensamfund som vores bygger viden i høj grad på fornyelse eller opdatering og derfor bliver visdommen trængt lidt op i en krog.

Mådehold er for mig også at tænke, før jeg taler (eller skriver). Vende en situation eller et argument inde i hovedet, før jeg ytrer min mening. Mange diskussioner ville være mere konstruktive, hvis mådehold var moderne. Det er jo ikke ligemeget, hvilket fingeraftryk man sætter rundt omkring.

Jeg kunne blive ved!

Når hverdagen drøner derud af, bliver automatpiloten nemt slået til og den ene handling afløser den anden, for der er så meget, vi skal nå. Vi handler os igennem hverdagen, ligesom vi i høj grad handler os gennem livet i det hele taget. Vi lever i det hele taget i en handlingsorienteret kultur, der har travlt! Optimering og effektivisering er i højsædet. Uddannelserne opfordrer de studerende til at fravælge den tidskrævende litteratur og komme hurtigt gennem studierne og der er generelt rift om at få serveret komplicerede tankesæt i light udgaver. Gerne noget med overskrifter, der kan skimmes… Eller Ph.D afhandlinger, der kan formidles på 3 min som i et program på Dr2. (Læs evt Dion Rüsselbæk Hansens artikel “I et tyrani er det lettere at handle end at tænke” – den er god!).

Jeg kender det fra mig selv. Hverdagens rutiner kører som perler på en snor og enhver lille pause, der opstår undervejs fyldes hurtigt ud med effektive handlinger, som fx at skimme nyhedsoverskrifter, så jeg føler mig opdateret på omverden uden egentlig at vide noget som helst, hvis spaden stikkes dybere end overfladen. Hvad kan det egentligt bruges til?

Mange handlinger sker ureflekterede – især hvis de er effektive! Kan ungernes adfærd fx reguleres med slik? Ja! Er det altid en god ide at gøre det? Nej! På samme måde er det med rigtig mange andre små og store handlinger, hvis de virker. Det kan være nyttigt at reflektere over ureflekterede handlinger en gang i mellem. Omvendt er de ureflekterede handlinger også vigtige, fordi de giver os pauser fra os selv. Rutiner skaber tryghed og stiller ikke nødvendigvis så store krav rent mentalt, de kan være en slags mentale frikvarterer.

Dydstænkningen hviler på en ide om, at man kan opøve bestemte dyder og dermed kommet tættere på ‘det gode liv’. Det er jo på en måde en ret dogmatisk tanke, som sagtens kan kritiseres – og det er bestemt heller ikke, fordi jeg mener, vi skal til at være dydige og fejlfri mennesker og forældre, men jeg tror, mange mennesker ville have gavn af at fundere lidt over de gamle dyder en gang i mellem. Der er jo en grund til, de har præget filosofien gennem årtusinder.

Man kan selvfølgelig diskutere hvad, der handler om selvbeherskelse, og hvad der handler om selvkontrol. I min optik hænger selvbeherskelse eller mådehold sammen med en refleksion, der stikker dybere end fx at holde fingrerne fra slikskålen. Selvkontrol er at kontrollere sig selv mens selvbeherskelse er at gøre det reflekteret. Anders Fogh Jensen taler i en af sine podcast om ‘besindighed’, som en sammentænkning af dyderne ‘mådehold’ og ‘visdom’, hvilket giver rigtig god mening. Besindighed er et godt ord, der fortjener lidt mere tanke. Refleksionerne er først lige startet…

Hvis nogen læser med endnu, siger jeg tak for tålmodigheden 😉

Jeg findes stadig!

IMG_4592Efter en hel weekend på smukke Bornholm, indlogeret på et eventyrligt sted, forkælet med den mest vidunderlige mad (og vin!), i selskab med min dejlige kæreste helt og aldeles uden børn er jeg nærmest som genfødt. Vi gjorde noget, vi har drømt om i årevis, men bare ikke lige fået gjort. Vi tog afsted på kærestetur, og vi gav den gas med flyvetur, vinmenuer, gourmetmad og masser af søvn!

Det var fuldstændig fantastisk bare at være tilstede, uden små hivende arme, der hele tiden stiller krav. Vi kunne gå lange ture i kuperet terræn (helt uden klapvogn og børn med trætte ben), og vi kunne sove middagslur. Vi kunne spise i timevis og kun tale, hvis vi havde lyst. Vi kunne sove til vi vågnede og bare nyde, at vinglasset blev fyldt op helt uden vi selv skulle røre en finger.

For at være ærlig, så savnede jeg faktisk børnene lidt, men for filan, hvor var det dog skønt at være lidt væk!

Da vi sad i flyveren og jorden forsvandt under os, var jeg fyldt med ambivalens. På den ene side glædede jeg mig som et lille barn til juleaften, for jeg har drømt om sådan en tur i virkelig lang tid. På den anden side føltes det helt unaturligt at flyve væk og efterlade børnene i andres varetægt, når vi er vant til at være sammen altid. Allerede, da jeg satte fødderne på de bornholmske klipper, blev min tvivl dog gjort til skamme og mit indre faldt til ro.

Det var en fuldstændig fantastisk tur, som virkelig var balsam for min sjæl!

Men. Faktisk var det lige så fantastisk at komme hjem igen til 4 gange åbne arme, der gerne ville kramme. Lige så hurtigt som man kan komme ud på eventyr, lige så hurtigt kan man komme tilbage til hverdagen. Og som jeg sidder her i sofaen og skriver til lyden af en fyldt opvaskemaskine, der summer i baggrunden og med 4 sovende børn i de tilstødende gemakker, virker det helt fjernt, at jeg i morges stod og beundrede helligdomsklippernes magi hånd i hånd med min kæreste. Jeg er priviligeret – og jeg findes stadig 🙂

 

 

 

Mennesker og umenneskelighed

I morges var en helt almindelig morgen hos os. Vi stod løbende op fra kl. 6 og en halv times tid frem, vi spiste morgenmad og kom i tøjet som altid. Lidt over 7 vinkede Bertil, Helga Marie og jeg farvel til de andre og fandt derefter duplokassen frem. Der kom gang i en leg, og jeg sneg mig til en ekstra kop kaffe og lidt avislæsning. Noget der normalt er en umulighed. Men i dag var himmelen blå udenfor, kaffen varm og børnene legede. Hyggelig morgenstund!

Jeg skimmede overskrifter og faldt over denne artikel om den aktuelle flygtningestrøm. Jeg fordybede mig og lukkede verden og duplolegen ude for en stund. Jeg forsvandt ind i mig selv og kunne mærke, hvordan jeg begyndte at ryste efterhånden, som artiklen skred frem.

Så brød jeg sammen. Tårerne løb ned af kinderne på mig, og jeg hulkede. Mine to intetanende duplolegene børn kiggede forskræmt op på mig og kunne tydeligvis ikke finde ud af, hvor de skulle gøre af sig selv. Jeg trak vejret dybt, tørrede øjnene og manede mig op, mens jeg fraværende forsøgte at forklare noget med nogle mennesker, der ikke har et sted at bo, og som vi ikke kan finde ud af at behandle ordentligt. Mine toårige, som selvfølgelig ikke forstod en pind af, hvad jeg snakkede om, kom hen og sagde ae, ae mens de strøg mig lidt på armen, hvorefter de vendte mig ryggen og legede videre.

Jeg kunne ikke kontrollere min reaktion på artiklen, og jeg blev faktisk en lille smule skræmt over mig selv. Boblen bristede simpelthen. Jeg var fyldt op af rædselsbilleder, af vandrende menneskehorder, af lidelse og fortvivlelse, af ondskab og had. Og af skam. Allermest væmmedes jeg over, at et menneske hævet over etik og moral kunne finde på at spytte på de flygtninge, der kom vandrende med deres børn på armene. I Danmark!

Jeg er så rystet og frustreret over menneskers umenneskelighed og over stupide polittikere, der blider sig ind, at hvis vi bare sætter et hegn op omkring os selv, så skal alt nok blive godt. Altså for os… Jeg er rystet over en arrogant ung dame, der tillader sig at indrykke usmagelige og upassende annoncer ude i verden, der giver Danmark spalteplads i store internationale aviser, som udstiller vores fremmedfjendskhed for hele verden.

Jeg bliver så uendelig ked af det indeni.

Da jeg havde hanket op i mig selv og fået lidt koldt vand i hovedet, tog vi på legepladsen. Hverdagen går jo videre og vejret er fantastisk. Tænk, at være så priviligeret at jeg kan give mine børn en tryg opvækst fuld af muligheder. Vi må virkelig huske på, hvilke værdier der har ført os til det sted og til de privilegier, vi har i dag. Umenneskelighed er ikke én af dem.

Jeg har tænkt meget over min reaktion i forhold til børnene. Nu er Bertil og Helga Marie så små, så jeg tror ikke, de tager morgenens oplevelse med videre. De reflekterer i hvert fald ikke over den, selvom de nok blev lidt forskrækkede over deres grædende Mor midt i morgenkaffen. Egentlig har jeg mest af alt lyst til at skåne børnene for verdens grusomheder, men jeg ved også, at det både er umuligt og at det er vigtigt at snakke om, hvad der foregår rundt omkring os. Nok mest med de store – og i særdeleshed Hjalmar, som er gammel nok til at tænke i lidt større perspektiver efterhånden.

Først var jeg glad for, at de store ikke var hjemme under morgenens dramatiske avislæsning, men ved nærmere eftertanke er jeg kommet frem til, at de godt må se og vide, hvordan jeg har det. De må gerne lære om menneskelighed og om umenneskelighed. Selvfølgelig skal de ikke skræmmes eller blive bange, men menneskelige reaktioner på umenneskelige handlinger må de gerne se.

Det blev til store tanker og følelser på denne ellers helt almindelige dag.

 

 

Selfie på skrift

IMG_4121Endnu en gang florerer debatten om børnefamilielivet i medierne, og igen deler meningerne sig i to lejre.

Et enten eller… Enten er vi børnefamilier brokkende hyklere, der ikke kan klare mosten (og i øvrigt bare kunne lade være med at få børn) eller også beskyldes vi for at male et rosenrødt perfektionistisk billede, der spreder usolidarisk mindreværd som lus på en lejertur.

Det synes nærmest umuligt at stikke næbbet frem og ytre sig om familielivet uden at starte en mindre krig i de tilhørende kommentarfelter. Jeg synes det er skønt, at familielivet debateres i det offentlige rum, men jeg synes debatterne kører lidt i ring, og at fokus ligger alt for meget på at polarisere sig.

Det interesante er jo i virkeligheden, hvorfor pladen igen og igen kører i den samme ensformige rille?

Hvorfor er den der balance så svær at finde rundt om i de små hjem?

Hele debatten om “familielivet” er super kompleks og indbefatter elementer af kvindefrigørelse, materialisme, ligestilling, individualitet og alle mulige andre spændende emner, og derfor er det giftigt at komme med et bud på ovenstående spørgsmål.

Men, jeg giver det nu alligevel et ydmygt skud 😉

Der er jo ingen tvivl om, at det er hårdt at have børn, men heller ingen tvivl om at det er fantastisk! Sådan har det nok altid været. Jeg er sikker på, min Bedstemor heller ikke altid gik rundt med et smil på læben og nynnede for 60 år siden, mens hun vaskede tøj i hånden for sine 4 børn og hårdtarbejdende mand. Hun drømte nok også om ti min. fred og ro til at gøre, hvad hun ville engang imellem. Forskellen på hende og mig, tror jeg, handler om, at hun i højere grad accepterede tingenes tilstand. Sådan var det bare.

I dag forholder vi os hele tiden til os selv og til det liv, vi lever og det medfører naturligvis tvivl.

Vi tænker i højere grad familielivet som et projekt, der skal planlægges, gennemføres og evalueres. Vi forestiller os ting på forhånd og bygger en verden op inde i hovedet, som vi så forsøger at efterleve. Hele tiden evaluerer vi projektet. Før, under og efter. Opnår jeg det, jeg gerne vil? Kunne jeg gøre noget anderledes?

Det er uhyre interesant, hvorfor vi tilsyneladende har svært ved at “finde ro” i vores eget liv og konstant søger mod det bedre. Hele coachingbølgen og den evige stræben efter “at blive en bedre udgave af sig selv” kan godt kandidere til at bære lidt af årsagen, tror jeg. Vores kultur opflasker os til at fokusere på det positive og vende problemer til spændnede udfordringer. Positiviteten gennemsyrer os og lader ikke plads til at have en ‘mol-dag’ (som vi så poetisk kalder det hjemme hos os). De triste, tanker og følelser skal helst skubbes langt væk og erstattes af gåpåmod og optimisme. Men jeg tror, vi har brug for mol-dagene eller mol-tankerne. De er ikke så farlige og kan tværtimod lære os noget om, hvad det vil sige at være menneske. Når mol-siderne i livet altid fortrænges, bliver vi forvirrede, når de opstår (og det gør de!) og dommen bliver straks, at der må være noget galt med vores liv. Utilstrækkeligheden kommer over os, og vi begynder at gøre regnskabet op. Det er ikke fordi, jeg mener, vi skal dyrke det negative og fokusere på det, der ikke fungerer, men i min verden må der gerne være balance i tingene. Det er vidunderligt at have børn og leve i en familie, men nogle dage føles det jo som et sandt og slidsomt sisyfosarbejde, som ungerne kvitterer med brok og sure miner. Så er det da okay, at man ikke føler sig som et levende glansbillede! Når man accepterer sine mol-dage og finder fred med sine tanker, skaber det plads til at værdsætte de lyse dur-dage endnu mere. Sådan har jeg det i hvert fald.

Jeg tror, vi gør klogt i at tage livtag med familielivet og huske, at det er en rutschebanetur – som livet i øvrigt. Det går op og ned, og der kan være både sving og bump på vejen, men det er jo netop et liv! Så snart den der projekttankegang overtager, bliver familielivet kunstigt og den evige stræben efter kosmos medfører ironisk nok et værre kaos. Uindfriede forventninger vi kan donke os selv (og hinanden) i hovedet med og en evig følelse af, at græsset er grønnere bag naboens hæk. Vi evaluerer konstant familieprojektet i vore egne hoveder, på sociale medier (og på blogs som denne!) og vi forholder os derfor meget eksplicit til vores familieliv. Det er ikke nødvendigvis en god ting, for det levner ikke så meget plads til “bare at være”.

Ambitionerne står i kø for at blive indfriet – og helst på samme tid… Jeg plæderer ikke for, at “alting var bedre i gamle dage” – slet ikke! Men jeg tror, vi lettere snubler, når vi liner alting op og forsøger at gøre for meget på samme tid. Især hvis klangbunden altid er rosenrød og i godt humør. Måske skulle vi ganske enkelt bare blive bedre til at tænke ‘ro på’ 🙂

 

 

På udkanten

IMG_4014Sommeren er fuld af en masse dejlig leg og feriens frie form, hvor tidsslaveriet er ophævet for en stund, giver en ekstra dimension i børnenes leg. I hvert fald nogle dage! Når tiden tillader, at de kan forsvinde uforstyrret ind i et univers og lade sig opsluge, sker der noget næsten magisk. ’Leg bærer formålet i sig selv’, som den tyske filosof, Hans-Georg Gadamer, har skrevet det! Og det er virkelig noget, børn kan forstå 🙂

I ferien var jeg for en sjælden gangs skyld i biografen, hvor jeg så den virkelig smukke og absolut anbefalelsesværdige dokumentar ”Standing on Water”. Filmen skildrer den unge surfer, Casper Steinfaths, surferliv blandt de bedste i verden. Casper kommer fra Danmarks efter sigende bedste surfspot, Klitmøller, hvor jeg har tilbragt alle mit livs 34 somre, og jeg har en stor kærlighed til byen. Filmen fascinerede mig virkelig, og det var så spændende, at få indblik i surferlivet og dermed møde en helt anden tilgang til livet i det hele taget end den gængse, hvis man da kan tale om sådan en.

Frihed, mod og leg var kerneværdier, der gennemsyrede surferlivet, og der blev talt om begrebet ’deep play’, hvilket har beriget min begrebsverden, og mine tanker bliver ved med at kredse om det. I min verden må ”dyb leg” referere til legens eksistentielle betydning.

Filmen skildrede en barndom fuld af leg og eventyr, en ungdom, der fortsatte eventyret og krydrede det med et juvenilt vovemod og et spirende voksenliv, der fastholdt grebet om legens essentielle betydning for at turde gå efter drømmen. Voksne mennesker, som tager legen så seriøst, at det indimellem er med livet som indsats. Uden den ’dybe leg’, ikke et fuldt levet liv.

Det er fascinerende, hvori denne dybde eller eksistentielle dimension i legen ligger. Hvornår opstår den?

Måske har det at gøre med den risiko, det indbefatter at kaste sig ud i mange meter høje bølger på steder med komplicerede strømretninger og vindforhold og på den måde se døden lidt i øjnene, mens man gør noget som ’bare’ er for sjov.

Måske har det at gøre med den hengivelse til surfing, der kan minde om en hovedkulds forelskelse, hvor dømmekraften næsten kan blive sat ud af spil. Som et kærlighedsdrama, der ophæver grænserne mellem liv og død.

Måske handler det om noget så fysisk som det adrenalinkick, det må give at suse over vandet og glide ned af bølgerne som i en naturens egen ruchebane, vildere og farligere end nogen menneskeskabt forlystelsespark kan præstere.

Det er svært at forstå og identificere sig med denne livsstil, og alligevel er den dragende. Der er noget fascinerende i at følge en ung mand, der fx under mediebegivenheden ’orkanen Bodil’ kaster sig ud med et surfbræt under armen, mens det meste af Nordsøen storbrølende tårner sig op. Umiddelbart virker det hovedkulds og decideret dumdristigt.

Men Caspers jagt på den perfekte bølge er et eventyr, der ophæver grænserne for tid og rum. Legen bærer formålet i sig selv.

For Casper giver det mening, fordi han orienterer sig mod dybden.

Dybde er ikke moderne, som fx udvikling er det. Udvikling er på mange måder den menneskelige drivkraft i vores tid, og det er en ret lineær størrelse, der som regel ville gå i en opadgående kurve, hvis man tegnede den. En bevægelse frem og op.

Men det mere eksistentielle, dybden i det enkelte menneskes liv, er ikke noget, der fylder alverden. Selvfølgelig er hele selvudviklingsbølgen en eller anden form for søgning efter dybde i livet, men den er stadigvæk meget udviklingsorienteret. Processen mod at være noget andet – eller noget bedre. På en eller måde flytte os i stedet for at blive stående og kigge nedad.

Surferlivet for Casper er i høj grad også en stræben efter forbedring, en konkurrence og en udviklingsproces. Men det lyste tydeligt ud af hans øjne, at uanset hvordan tingene formede sig for ham, var han dedikeret 100 % til sin sport, og han dykkede ned i sig selv for at hente, hvad der skulle til for at komme frem i eventyret efter den perfekte bølge. Med de op- og nedture det medførte. Det legesyge surferliv og jagten på bølgen havde en drivkraft af eksistentielle dimensioner, der flyttede ham til en anden verden eller til en anden væren. Der skete næsten et ontologisk skifte. Som om han oplevede en klarhed eller uovervindelighed, der udmøntede sig i en accept af sig selv og af livet.

Pyha, sikke en omgang…

Nu har jeg vanen tro holdt ferie en uges tid i Klitmøller sammen med min familie og stedet, havet og lyset gør altså noget særligt ved mig. Der opstår så mange tanker, når man står og ser ud over det uendelige hav og mærker de enorme kræfter, der er på spil i den rå natur. Mon ikke den samme udsigt har haft betydning for den unge dygtige surfers liv?

Tænk, at vores lille land, i udkanten af udkantsdanmark, som Casper selv siger i filmen, kan repræsentere et livssyn, der ligger så langt fra normerne, og som alligevel er så inspirerende. Og så er det selvfølgelig fascinerende, at lille Klitmøller har været ’sandkasse’ for en af verdens bedste surfere. Det er altså ret godt gået!

 

 

 

Hubert 4 år

Sommerferien banker på om lidt, og den er hjertelig velkommen!

Hele familien trænger til at glemme tiden lidt og bare huske at holde sommerferie. Vi tager en tur til Jylland i løbet af ferien, men er ellers hjemme og skal lege, nyde byen og forhåbentlig drikke kold rosé i solen. Det bliver skønt!

I morgen er det 4 år siden, Hubert ankom til verden og familien, og det skal selvfølgelig fejres! Vi har allerede taget forskud på festlighederne og holdt fødselsdag for fætre, kusiner, mostre og onkler i dag. Det var som altid rigtig hyggeligt, og Hubert har med egne ord haft verdens bedste dag!

Hubert blev født en smuk sommeraften, og jeg vidste med det samme, jeg kiggede ind i hans store mørke øjne, at han skulle hedde Hubert. Uden at veksle så meget som et ord kiggede Kristian og jeg på hinanden, og jeg vidste, han tænkte det samme. Hubert kiggede lige ind i sjælen på mig, og hans øjne fortalte mig, at vi to hørte sammen – og så gik han i gang med at spise..

Det første år i Huberts liv var ren hygge! Min erfaring og hans personlighed var en virkelig god cocktail 🙂

Da Hubert var 13 mdr., blev jeg gravid med de to små banditter og i takt med, at jeg ret hurtigt ikke måtte løfte og var uendelig træt, steg kravene til den lille dreng. Han voksede med opgaverne og da han kort før sin 2 års fødselsdag blev storebror, var han pludselig meget stor…

Siden den dag har Hubert været ‘én af de store’ i vores familie, og derfor kommer det næsten lidt bag på mig, at han ‘kun’ bliver 4 år. På den anden side er han stadig den lille dreng, der lå i mine arme den smukke sommeraften – helt varm og næsten smeltede i et med min krop. Når han som nu ligger og sover, ruller han sig sammen, som da han var en lille baby og lukker verden ude, og lige dér ligner han sig selv fra de første minutter af sit liv. Min smukke dreng!

Fødselsdagsnostalgien rammer mig endnu en gang, og jeg vil bruge aftenen på at svælge i gamle billeder fra Huberts 4 årige liv. Min store lille dreng 🙂

 

 

En for alle, alle for een!

IMG_3234En af de ting jeg forsøger at tude mine ungers øre fulde af, er værdien af at være i et fællesskab. Mange fællesskaber vælger vi selv, og andre bliver vi en del af automatisk.

For nyligt læste jeg et interview på Politiken.dk med tidligere formand for Danske Skoleelever, Vera Rosenbeck, som handlede om hendes flugt fra det politiske venstre mod det liberale højre. Nu er dette slet ikke et angreb på den veltalende unge pige, og jeg går altså 100 % ind for den demokratiske ret til at måtte mene hvad end, man vil. Vera må sætte sit kryds, hvor hun lyster på den måske snarlige stemmeseddel, vi står overfor, men jeg hæftede mig ved en ting i interviewet, som jeg ikke har kunnet slippe og som bliver ved med at fylde inde i hovedet på mig.

Vera Rosenbeck kan ikke se meningen i at indgå i et forpligtende fællesskab, hun ikke selv har valgt.

Hun kan ikke se nogen værdi i et fællesskab, der ikke er baseret på lyst.

Som hun udtrykte det, havde det forpligtende fællesskab, hun havde mødt i eksempelvis sin folkeskole været en decideret hæmsko for hende, og hun problematiserede, at skolen ikke havde givet hende mulighed for at udnytte sit fulde potentiale, da ressourcerne primært gik til de svageste. Jeg underkender ikke, at der kan være noget om snakken i forhold til, at de stærke elever kan føle sig overset i skolen (og jeg ville ønske, der var mange flere ressourser i skolen generelt), men jeg kan mærke, at det trigger mig, når et klogt, ungt menneske slet ikke kan se værdien af et forpligtende fællesskab.

Jeg kan nok ikke undgå at komme til at lyde mere oldschool, end jeg egentlig er, og måske er jeg i virkeligheden bare ved at blive gammel og forstokket, når jeg ikke forstår den liberale individualitetsfikserede ungdom, Vera Rosenbeck er talerør for, men jeg mener faktisk, der er temmelig meget at hente i netop de forpligtende fællesskaber.

De fællesskaber, vi selv vælger gennem livet, er fantastiske, – men de er ofte også dybest set som at kigge sig i spejlet. De er dejlige, sjove og vi identificerer os med hinanden og få alt muligt godt ud af fællesskabet. Ingen tvivl om det!

Men det forpligtende fællesskab giver også noget andet, som handler om menneskelighed. Gennem interaktion med forskellige mennesker udvikler vi os som mennesker og udvider vores refleksionshorisonter. Gennem empati og accept af andres perspektiver på verden udvikler vi os og bliver mere reflekterede mennesker med udvidede handlemuligheder.

Det forpligtende fællesskab indeholder også værdien af gensidig hjælp og afhængighed. At stærke hjælper svage og tanken om, at der eksisterer en mulighed for selv at modtage hjælp fra fællesskabet. Værdien i at give, eller være der for andre bliver udfordret, hvis man fravælger de forpligtende fællesskaber og det er farligt i mine øjne.

At invistere sig selv og give kan være svært at indlejre i en meget liberal og individualistisk livsførelse, men vender man blikket ud, er man måske så heldig at få en spand god karma smidt i hovedet. Indenfor buddhismen er generøsitet eller gavmildhed essentielt. Gavmildhed er at give afkald på vores vaner, som handler om at holde fast og identificere os med os selv og i stedet begynde at handle bevidst omsorgsfuldt. Samsara er en grundtanke i buddhismen, som knytter sig til begrebet reinkarnation og som derfor kan være svært at forstå i vores lineære, vestlige tankegang. Samsara kan beskrives som ‘tilværelsens kredsløb’ eller som en ond cirkel, hvor man bliver født, dør, atter bliver genfødt inden for de samsariske verdener, som er karakteriseret af fx smerte, uvidenhed mm. Det er en endeløs cyklus af frustration og lidelse, som det uoplyste menneskes eksistens bliver fastholdt i. Først når taget slippes i os selv og vi kan sætte noget andet højere end vores egne tanker og følelser, kan vi vende os mod verden med vores gavmildhed – og først her kan der ske en frisættelse, som bevirker, at vi kommer videre – nærmere Nirvarna. Det er langhåret men giver alligevel rigtig god mening! Og de forpligtende fællesskaber er et oplagt sted at være gavmild med sig selv. Det er netop det modsatte af en markedsbaseret tankegang, hvor alt måles i, hvad jeg konkret får ud af en given situation eller et givent fællesskab.

Vender vi blikket tilbage til egne himmelstrøg og kigger på det etiske i forpligtende fællesskaber, er det jo nærmest en etisk grundtanke, der negligeres og dermed ethvert etisk ansvar der frasiges, når det forpligtende fællesskab fravælges. Det er problematisk, for det er jo netop etikken, der i høj grad gør os menneskelige!

I følge vores gode gamle Løgstrup leves menneskelivet på grundlag af en række suveræne livsytringer, som fx kærlighed, tillid mv. Disse livsytringer er elementære i det mellemmenneskelige samvær, hvor vi er gensidigt afhængige af hinanden som mennesker. Når livsytringerne er fraværende, overtager etikken som fordring. Dvs. via etikken “udfylder” vi hullerne eller med Løgstrups berømte ord, så holder vi det andet menneske i vores hånd. Vi er menneskelige i kraft af vores etiske ansvar.

Som jeg ser det, befinder vi os konstant i forskellige forpligtende og uforpligtende fællesskaber, og det er vigtigt, at vi lærer at navigere i dem. Det nytter jo ikke, at jeg ingen forståelse har, når jeg skal samarbejde i min andelsforening, i fællesskabet med forældrene fra Hjalmars klasse, kollegaer eller alle i mulige andre fællesskaber.

Et sidste lille pip om emnet er den mulighed for at være en del af noget, der er større end sig selv, som fællesskabet rummer. Fællesskabet kan give følelsen af, at man overskrider sin egen person.

Et selvvalgt fællesskab kan selvfølgelig sagtens give følelsen af at være den del at noget større, men det forpligtende fællesskab er på mange måder stærkere. Som del af et forpligtende fællesskab bliver man jo netop mindet om, at der er nogle, der holder hånden under een og at man ikke er alene. Selv på trods af lystbaserede valg og fravalg! Og måske lærer man endda noget nyt om sig selv 🙂

Jeg ved godt, at det ikke er supermoderne at være normativ, men jeg kan virkelig ikke lade være, og jeg håber ikke, det er mine unger, der om 10-14 år  ikke kan se værdien af et forpligtende fællesskab.

Så er det sagt!