Category Archives: Uncategorized

Hverdag og kampdag

Bedst som de nye hverdagsrutiner begyndte at indfinde sig, blev det 1. maj og dermed tid til mit nye arbejde. Det er hårdt! Ganske enkelt bare hårdt at starte forfra på ny.

Det var også lidt hårdt at sige farvel til det “gamle”, som jo også stadig var meget nyt. Hårdt at vinke farvel til spændende menneskelige og pædagogiske værdifællesskaber som hurtigt tog form. Vi erstattede farvel med på gensyn, så nu må vi se.

Den nye skole er spændende, stor og meget anderledes end hvad jeg før har prøvet. Det skal nok vise sig at blive fint, når alt det nye lige bundfælder sig.

Indimellem alt arbejdet forsøger vi at nyde livet og ungerne og ikke mindst at skabe lidt ro i familielivet. Det med roen er ikke helt nemt, for timerne er få, logistikken svær og behovene mange. Vi modellerer så godt, vi kan og og forsøger at smøre os selv tyndt ud, så alle får et stykke af kagen. Planlægning og mad fra fryseren er alfa og omega i disse dage.

I weekenden formåede vi til gengæld at holde “rigtig fri”, og det var vidunderligt! Vi tog på udflugt til Eksperimentariet, spiste frokost på papirøen, cylklede gennem byen med christianiacyklen proppet med glade unger. Lørdag aften spiste vi chevre chaud og drak rigtig god vin, mens ungerne spiste makralmadder og is. Alle var glade og tilfredse!

Søndag fejrede vi selvfølgelig 1. maj! Først på grønsværen (fodboldtuneringer viger åbenbart ikke pladsen for kampdagen) og siden i gården, hvor solen stod højt, og øllene var kolde. Gårdungerne hyggede sig, og vi voksne gjorde det samme. Det er unikt at have sådan en flok kammerater lige ved hånden, og børnene leger på kryds og tværs af køn og alder – og gerne i flok. Det er skønt at se, hvordan deres fællesskab bare vokser år for år.

Det var også knaldhyggeligt i fælledparken for år tibage, men jeg synes faktisk, vores 1. maj i år fuldt ud stod mål med lunkne øl, utydelige taler, horder af fulde teenagere, grilpølser og røde, smældende faner.

Om lidt velsigner kalenderen os med nogle tiltrængte fridage og planen er, at de skal nydes til fulde! Indtryk og tanker kan få tid og ro til at falde lidt på plads og ungerne skal krammes en ekstra gang eller ti. Især på lørdag, hvor to små vigtige mennesker bliver 3 hele år. Det er en kliche – men det er stadig ikke til at forstå, hvor tiden dog bliver af!

Støv søstersolidariteten af!

Billede fra bogen "Chicken strikken" af Lisa Anne Auerbach

Billede fra bogen “Chicken strikken” af Lisa Anne Auerbach

Kvindernes internationale kampdag! En vigtig dag, som kalder på heftige debatter og stærke holdninger men, som for mit vedkommende mest af alt har lignet så mange andre dage.

Unger, afbrudt nattesøvn, spildte havregryn, våde flyverdragter, hovedpinefremkaldende møder, ulvetime… Hverdagstrummerum som jeg kender den bedst. Præcis lige så skøn og lige så udmattende som alle andre dage.

Jeg formår simpelthen ikke at komme op på den store klinge i år, selvom der er nok at kæmpe for. Både nationalt og internationalt.

Min egen position ligger ca. midt i mellem de to skyttegrave, hvor feminister mundhugges om hvem, der er mest feminister. Dem med høje hæle og høje karrieremæssige ambitioner vs. livmoderfeministerne der forsvarer retten til at prioritere hus og hjem – og nok især børn…

Jeg har en lang videregående uddannelse og har altid set mig selv som et intellektuelt menneske med høje ambitioner. Jeg har været på barsel 3 gange. Første gang delte min kæreste og jeg barslen lige over – det var jo fair for alle. Anden og tredje gang fik min kæreste 3 mdr., og jeg snuppede selv resten. Fordi det passede bedst, og fordi jeg havde lyst… Jeg ser mig selv som en frigjort kvinde, men har alligevel været hjemmegående med mine to yngste og min kæreste som primær forsøger. Jeg går stort set aldrig med make-up, og jeg elsker at strikke. Jeg udfører ca. 30 % af husholdningsarbejdet i vores hjem, og det er som regel min kæreste, der pakker pusletasken, smører madpakke og den slags. Alligevel føler jeg, at det er mig, der har det overordnede overblik i familien.

Dybest set er jeg nok bare en ret almindelig og gennemsnitlig kvinde i 30’erne, og på denne kampdag vil jeg egentlig bare være taknemmelig for, at jeg har så stor frihed til at vælge. For det føler jeg, at jeg har. Der er uden tvivl masser at kæmpe for, men fra mit eget lille perspektiv og med udgangspunkt i mig selv så er jeg faktisk ganske glad og godt tilfreds.

Dog vil jeg opfordre til, at vi støver søstersolidariteten af, hopper op af skyttegravene og sænker vore våben så der bliver bedre plads til alle de interessante køns- og ligestillingsdebatter. For de er stadig vedkommende og vigtige – især når perspektiverne løftes og vi vender blikket ud mod verden.

 

5 ting der gør mig varm om hjertet midt i vinterkulden

IMG_60831. Når Hubert kører rundt med Bertil og Helga Marie på den gode gamle røde klassiker af en institutionscykkel medto lad – et til hver af de to små grinende troldeunger.

2. At vi har verdens bedste børnehave og fritidshjem. I aften var vi til fællesspisning på fritidshjemmet, der bød på aftensmad, leg og storsmilende pædagoger. Jeg bliver næsten helt fortrøstningsfuld på de pædagogiske institutioners vegne, når jeg ved, der findes to suveræne institutioner som vores, der har de pædagogiske værdier og hver især en fantastisk ånd som byggesten.

3. Når Bertil og Helga Marie selv finder ud af at hælde vand fra et glas over i et andet, så de begge har en bundsjat i stedet for, at den ene sidder med et tomt glas. Det er søskendesolidaritet!

4. Da jeg i morges blev vækket af Kristian og de to store drenge i flyverdragter, friske og klar til at begynde dagen ude i virkeligheden, mens jeg kunne vågne stille og roligt op sammen med en kop kaffe og de små, der sad og så Alfons Åberg.

5. Vintergækker! Noget så fantastisk som de første forårstegn der viser sig. Jeg elsker egentlig vinter, men nu har den været i gang længe og vintergækkernes varsel om varmere tider, er ret kærkomment!

 

Hverdagsro

IMG_5443Havldelen af familien er suset på arbejde, i skole og børnehave og hverdagsroen er ved at sænke sig igen. Jeg drikker morgenkaffe, mens Bertil og Helga Marie spiser æbler foran fjernsynet. Så er der ro et øjeblik, og jeg kan lige samle tankerne, inden resten af dagen går med leg og husmoderlige forpligtelser :)

Ferien har været fantastisk og virkelig tiltrængt. Det var skønt at være sammen hele familien og dejligt at se, hvordan børnene nød bare at lege, lege og lege! Der er virkelig blevet leget igennem og børn, der leger, er altså noget af det bedste, jeg ved. Den måde de forsvinder ind i forskellige universer på både alene og sammen, den måde de bearbejder verden og livet på, og den måde de afprøver sig selv i forskellige roller og relationer. Det er et helt studie i sig selv! Det fylder lejligheden med god gammeldags energi og god karma! Denne ferie har de to små virkelig rykket sig i deres måde at lege på, og de to store læremestre har gjort et godt stykke arbejde (det meste af tiden…). De har flere gange leget sammen alle fire, og det giver jo pludselig vores liv en helt ny dimension! Sådan føles det i hvert fald…

Selvom det altid er lidt vemodigt, når en god ferie slutter, er det alligevel også dejligt at vende tilbage til hverdagen.

For selvom juleidyllen i høj grad har tilsmilet os, så gik vi selvfølgelig ikke fri af konflikter, småsygdom, og en masse krav og larm. Sådan er det vist bare at holde ferie med – og i det hele taget at have 4 børn. Lad mig bare sige at støjniveauet har været lige så højt som aktivitetsniveauet og de stille sunder har været få.

For mit vedkommende er overgangen mellem ferie og hverdag jo ikke så stor, idet jeg tuller rundt og hygger mig herhjemme med Helga Marie og Bertil, men alligevel er det noget andet når madpakker, ringetider og familiekalender gør sit indtog igen.

Jeg tror, jeg vil forsøde denne virkelig kolde første hverdag i det nye år ved at bruge formiddagen på at bage kanelsnurrer og middagsstunden, hvor de små sover middagslur, på at nyde stilheden. Der er mange fordele ved at være hjemmegående!

 

 

Gode instituioner er guld værd

Den sidste uge har været mere end almindelig decemberheftig, og jeg satser kraftigt på, at den kommende bliver lidt nemmere at holde trit med.

Blandt alt det andet kaos i sidste uge var vi så heldige at være inviteret til fest i både børnehaven og på fritidshjemmet. Endnu engang står det klart for mig, hvor fantastiske institutioner vi beriger vores børns liv med. Det gør mig så umådelig glad, at vi får lov at lægge børn til to institutioner, der begge emmer af pædagogisk kvalitet.

Fritidshjemmet havde inviteret til ‘vinterfest’ og bød på pindemadder og snacks, som nogle af børnene havde tilberedt, anrettet og uddelte med store smil, samt et show sammensat af forskellige optrædender. Endnu engang formåede pædagogerne det næsten umulige – at få alle med! Alle børn havde en vigtig rolle enten udenfor scenen eller på de skrå brædder. og alle børn var sammen om projektet.

Det rører mig dybt, når pædagogisk virkelighed af høj kvalitet udspiller sig for øjnene af mig og især, når mit eget barn er en del af foretagenet. Jeg bliver simpelthen glad for, at der er nogle mennesker, der orker det!

Det er en gåde for mig, hvordan de kan nå at stable sådan et arrangement på benene og samtiden bevare blikket for det enkelte barn. De får trods alt først børnene indenfor dørene ved 14 tiden, og mange bliver hentet et par timer senere.

Det er min oplevelse at pædagogerne virkelig ser børnene, og det er beundringsværdigt, hvordan de næsten som en lille flok engle ubemærkede støtter op og styrker børnenes egne personligheder på en rigtig fin måde. – Og så kender de værdien af et fællesskabs betydning, og det giver altså virkelig gode point i min bog!

Sådan en fest med et par hundrede børn plus forældre og søskende bliver altså nemt et ret kaotisk projekt. Men pædagogerne smiler bare, uddeler high fives  og er mindst lige så engagerede som ungerne. Jeg er taknemmelig!

Dagen efter var det Børnehaven, der dannede ramme om festlighederne. De havde inviteret til julehygge af den helt klassisk slags med æbleskiver, julesange og virkelig hyggelig stemning. Der hersker sådan en familiær og rolig ånd i vores lille perle af en børnehave, så selvom de små lokaler var proppet til bristepunktet og ruderne duggede, så var stemningen helt nede på jorden og alle hyggede sig stille og roligt med hinanden.

Som afslutning på eftermiddagen blev alle forældre og søskende gelejdet ud i gården, hvor byens måske smukkeste juletræ stod og lyste op mod den mørke decemberhimmel. Forventningsfulde ventede vi mens kulden trængte sig på og sneg sig ind i knoglerne på os. Efter et stykke tid gik døren op og ud kom en række syngende luciaengle med lys i både øjnene og i hænderne.

Mit hjerte smeltede og varmen fandt tilbage i kroppen. Huberts højtidelige blik, der søgte efter os og smilet der bredte sig i hans ansigt, da han fik øje på os i forældreskaren var ren julemagi.

Det er så sjældent vi hylder pædagogerne og institutionerne, men hold da op, hvor gør de et vigtigt stykke arbejde – og gode institutioner er virkelig guld værd :)

 

 

 

De søde toner af ferietid

IMG_4785Jeg er vild med fredage – og især de fredage, der fører op til en ferie :)

Udsigten til en uge, hvor vi bare skal være sammen, og hvor tiden får et andet perspektiv, er tiltrængt. Faktisk er jeg nu også ret begejstret for hverdagen… Det er trygt og tilfredsstillende, når alting kører; rutinerne, genkendeligheden og rytmerne. Men det er altså også virkelig skønt at lade spisetider, sovetider og alle andre tider flyde og bare skrue lidt på tempoet.

Jeg sætter virkelig pris på de pauser, ferien skaber og måske er det netop i kraft af kontrasten til hverdagen, at begge dele føles så godt.

Denne uge er fløjet afsted, og selvom den startede som lidt af en hård nyser, har den faktisk været rigtig god. Jeg har bl.a. været til rytmik med Bertil og Helga Marie, hvilket endnu engang bekræftede mig i, at forholdet mellem børn og musik er magisk! Jeg elsker at se den måde, musikken påvirker ungerne og hvordan de omvendt påvirker musikken med deres spontanitet. Det er ret fascinerende.

Musik har det med at flytte ind i kroppen og blive en del af een som menneske. Sådan oplever jeg det i hvert fald. Jeg har fx genopdaget lydperlerne fra ‘Bamses billedbog’, som er det nye, gamle hit hjemme hos os. Nok mest hos de små. Jeg hørte selv Aske, Luna og deres gule venner rulle sig ud på getthoblasteren sammen med mine søstre hjemme på værelset i barndomshjemmet, og med genhøret blev jeg straks ført tilbage til de rød/hvid stribede vægge, gulvtæppet, køjesengen, skovens dyr, dukkerne, duftende og i det hele taget barndommen. Musik hjælper os med at huske, og musik udvider vores følelsessprog, er jeg sikker på.

Et andet musikalsk indslag, der er blevet genopdaget i denne uge, er vores jammerlige og utrolig falske klaver. Der er ikke blevet spillet på det i månedsvis, men nu har det altså formået at gøre sig interessant igen. Og, som det forholder sig med næsten alle instrumenter, så er lyden ikke super melodisk, bare fordi man hamrer løs på tangenterne og især ikke, når skrumlet er ustemt. Men hvorom alting er, så er musik jo musik, og øvelse gør mester. – Og nu lyder de søde toner af ferietid :)

 

“Hvorfor er en hel masse prikker kunst?”

I dag er det koldt! Kvarterets ellers livlige og menneskefyldte Stefansgade lå næsten øde hen, da vi cyklede i legestue i formiddag, og jeg ærgrede mig over ikke at have handsker med. I går derimod flød cafeerne over af mennesker, og det var som om alle skulle nå at suge kombinationen af sol og kaffe til sig i tilfælde af, at det var sidste chance. Sådan er efteråret. Omskifteligt.

En af bonuserne ved at være hjemmegående er, at jeg tilbringer mange timer udenfor, og dermed følger med i løvfaldet fra dag til dag på en anden måde, end jeg før har gjort. Det er en fascinerende proces, der varsler mørkere tider, men samtidig er virkelig smuk og fuld af lækre farver.

Ugen går derud af med helt almindelige ting som møder, forkølede host, legepladser osv., og jeg vil egentlig hellere skrive lidt om sidste weekend, selvom den føles langt væk allerede.

I lørdags overlod vi nemlig Bertil og Helga Marie i vores fantastiske barnepiges varetægt, mens resten af familien drog på udflugt. Det var virkelig skønt, at være sammen med Hubert og Hjalmar lidt uden de små. Vi kunne lytte uden 1000 afbrydelser og bare være der for dem for en gang skyld. De nød det – og vi nød det!

Vi havde valgt de finkulturelles højborg, Louisiana, som vores udflugtsmål, og det var som altid fantastisk! Jeg er ret vild med Louisiana, men kommer der desværre ikke så tit, efter alle ungerne er kommet til. Kristian og jeg havde bestemt, at Hubert skulle have sin museumsdebut (ud over zoologisk museum) og valgte udfra egne interesser udstillingen “I uendeligheden” af den japanske kunstner Yayoi Kusama, som også lød relativ børnevenlig. Den var helt fantastisk!

Inspirerende, smuk, tankevækkende og overvældende! Vi så udstillingen på børnenes præmisser og fordybede os ikke ligefrem i detaljerne, men alligevel fik vi meget med derfra. Det er altid sjovt at se på kunst sammen med børn og betragte, hvordan de går til værkerne på en helt anden måde, end jeg fx selv gør. Det blev til gode snakke om alt fra “hvad er uendelighed…?” til “hvorfor er en hel masse prikker kunst?”. Jeg er erklæret fan af sådanne snakke – og af at have tid til at tage dem :)

Jeg kunne dog godt finde på at tage tilbage på soloudflugt en dag, hvis det kan lade sig gøre. Jeg nørdede ret meget rundt i filosoffen Emmanuel Levinás’ hovedværk ‘Totalitet og Uendelighed’ for år tilbage, og hans metafysiske uendelighedsbegreb spøger stadig som noget lidt uforløst indeni mig. Meen, det er ikke lige med et barn i hver hånd, man kan forvente, at de filosofiske brikker falder på plads. Hver ting til sin tid.

Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at udflugten forløb uden gnidninger, for både togtur, gåtur fra stationen, museumsbutikkens fristelser og menneskemylderet gav lidt udfordringer (og sure miner) undervejs, men alt i alt var det ganske enkelt bare skønt at være afsted sammen med vores to store børn. Da vi efter en tur i udstillingen sad og tegnene i ‘børneafdelingen’, var det helt tydeligt, at Hubert var inspireret og jeg har aldrig set ham tegne med så stor sirlighed og koncentration.

Drengene havde nok ikke ligefrem selv valgt en kunstudflugt, hvis de var blevet spurgt, men jeg synes egentlig også det er ret fint, at præsentere dem for noget, vi voksne vælger en gang i mellem. Vi besøger hinandens verdener og udvider dermed vores fælles verdener.

Jeg kan tydeligt huske nogle af de udstillinger, jeg selv blev hevet med på som barn (og lur mig om jeg ikke også havde valgt noget andet dengang, hvis jeg var blevet spurgt…), men oplevelserne sidder stadig i mig og jeg tror på, at Kusamas forunderlige verden og fortolkning af begrebet uendelighed også har sneget sig ind under huden på drengene og givet dem en oplevelse, der følger med videre i livet.

Det lyder måske lidt højtravende, men egentlig er det ret jordnært. Et af mine privilegier som mor er jo netop, at jeg kan være med til at forme mine børn og fylde de oplevelser på dem, som jeg har lyst til. Der skal være sjov og ballade, tivoliture, fredagsslik, den ensformige hverdag osv. Men der skal også være gode kunstoplevelser.

Efter tiltrængt krudtafbrænding på bakkerne i den fuldstændig fantastiske efterårssmukke museumshave returnerede vi til Nørrebro, hvor resten af flokken havde haft en fantastisk dag med barnepigen. Rigtig god løsning engang i mellem!

IMG_4691

Små ord

image

Hubert og Hjalmar

Forleden aften gik jeg og ryddede op efter aftensmaden, og pludselig faldt mine måbende øjne på sofaen, hvor Hjalmar sad og læste en Kaj-bog for Helga Marie. Jeg ved godt, han kender bogstaverne og kan sætte dem sammen til små ord, men jeg havde faktisk misset, at han er ved at knække læsekoden sådan rigtigt – og jeg blev da helt stolt, skal jeg ærligt indrømme! Altså ikke over mig selv og min manglende prioritering og engagement i hans læseudvikling, men det er da et stort skridt, og på en måde åbner der sig jo en ny verden, når man kan læse. Ret fantastisk.

Helga Marie afventede tålmodigt det noget langsomme tempo og de mange små pauser, der opstod, når han måtte stave sig igennem et ord. Et par gange hjalp hun faktisk lidt til, da hun efterhånden kan yndlingsbøgerne udenad. Hendes tålmodighed mindede mig om, at jeg måske nogle gange kommer til at speede unaturligt op for ordfrekvensen, når de samme bøger skal læses igen og igen mellem alle de 117 andre ting, jeg skal nå… Der må jeg vist lade mig inspirere af Hjalmar.

Det var så hyggeligt og dejligt, at min store og lille fik en verden sammen, selvom det ikke varede ret længe. før Hjalmar ikke gad mere. Han foreslog, at jeg kunne give ham en 5’er for at blive ved med at læse for hende… Han er snu! Jeg gik ikke med på ideen, men noterede mig den dog på listen af ‘redningsplanker’, der er gode at have i baghånden, når alt en gang i mellem bliver for kaotisk.

Jeg ved ikke, om jeg har taget for let på læsetræningen (eller mangel på samme!), men jeg havde faktisk ikke rigtig overvejet at intensivere omkring det, da han kun går i 0. klasse. Jeg er jo næsten ny som skolemor, så jeg må prøve mig frem, og jeg har haft den tilgang, at vi ikke har brugt krudt på ‘skoleting’ herhjemme, da skoledagene jo er så lange i forvejen, at jeg synes, det har været vigtigere at lege. I hvert fald har han nu læst en Kaj-bog så der er håb for hans fremtid, selvom min prioritering har ligget andre steder ;)

I går var Hjalmar og jeg til fællesspisning på fritten og mens ungerne løb rundt og legede, sad vi forældre og sludrede i solen på tagteressen, mens vi spiste grillede burgere. Ret hyggeligt! Vi snakkede bl.a. om det kommende skoleår, om de nye lærere klassen skal have og om alle de fag de skal have. Det gik for alvor op for mig, at det bliver noget andet! Både for Hjalmar og for os… I 0. klasse har skoletasken primært været brugt til at bære madkassen i, og alle bøger og hæfter har ligget på skolen. Næste år bliver det noget med at huske de rigtige bøger, idrætstøj, læse hver dag osv. Det bliver spændende og udfordrende for distræte forældre med meget om ørene ;) Hjalmar glæder sig heldigvis, og det er jo det vigtigste!

Først som sidst…

IMG_3426Der er uden tvivl ret stor forskel på at være født som den første og som den sidste i vores familie. Nogle privilegier følger naturligt med statussen som den ældste i flokken, men det er bestemt heller ikke tosset at være nr. 4. Jeg har funderet over nogle af forskellene – kald det bare tidsfordriv ;)

Eksempler på forskelle på at være førstefødte og sidstefødte hjemme hos os:

Førstefødte var 3 år, da han smagte sodavand og slik første gang – sidstfødte kunne bælle det meste af en cola, da hun var 1.5… (og havde selvfølgelig egen chokoladekalender da hun var 1…).

Førstefødte blev plastret ind i solcreme faktor 50 hver dag fra 1. april, da han gik i vuggestue  – sidstfødte har allerede fået Bjarne Riis nakke, før sommeren er startet.

Førstefødte havde fast putteritual med både godnathistorie og godnatsang hver aften, fra han var 6 mdr – sidstfødte får sporadisk (en sjælden gang i mellem) en godnathistorie og endnu mere sjældent en godnatsang (har vist endnu ikke været så heldig at prøve kombinationen).

Førstefødte så/ser ikke film og spil, der ikke svarer til aldersanbefalingerne – sidstfødte har adgang til Ramasjang og Netflix Kids uden filter…

Førstefødte elskede allerede som baby fjernsynet, som han en sjælden gang i mellem fik lov at se – sidstfødte har stort set fri adgang men stort set ingen interesse…

Førstefødte fik kun legetøj, der kunne gå gennem forbrugermagasinet Tænks legetøjsmåler og ikke indeholdt phtalater – sidstfødte leger med playmobil, lego, perler…

Førstefødte blev nat-ammet sidste gang, da han var 6 mdr. (på sundhedsplejerskens opfordring og anbefaling) og skreg sig i gennem de første par nætter – sidstfødte blev nat-ammet til det ebbede ud af sig selv, da hun var 10 mdr.

Førstefødte sad altid sikkert fastspændt med cykelhjelm på i det sikkerhedsgodkendte børnesæde bag på cyklen – sidstnævnte lå i voksipose i bunden af christianiacyklen fra hun var 6. mdr.

Listen vil jo nok kunne fortsætte hele deres barndom, men delkonklusionen er, at der er fordele og ulemper ved at være både først og sidst. Midtergruppen er et kapitel for sig, som jeg måske vender tilbage til en anden gang. På den lange bane satser jeg på de udvikler sig som nogenlunde hele mennesker alle 4.

 

 

 

Kom, maj du søde, milde…

IMG_3174

Maj spurter afsted, og jeg kan næsten ikke følge med! Det er lidt tid siden, jeg har skrevet på bloggen, men min tid har været optaget af en masse gode ting. Fx miniferie med min skønne familie, gæster af flere omgange, zoo tur, mere fødselsdagsfejring, (tømmermænd…) og så har Kristian og jeg været (næsten) alene hjemme. Dvs. Hjalmar og Hubert var på overnatning i min søsters sommerhus, og vi havde derfor kun de to små trolde at holde styr på et lille døgns tid. Det var rigtig hyggeligt, og Bertil og Helga Marie forstod virkelig at suge al opmærksomhed til sig!

Jeg synes, der er gang i maj i år! Vi har hele tre fødselsdage fordelt på to datoer (jeps, jeg bliver også ældre…), dejligt mange fridage (som er skønne, men også lig med kold kaffe og kaos), Huberts forestående børnehaveskift og så er der selvfølgelig alt det sædvanlige hverdagshalløj, der skal koordineres. Jeg har netop forsøgt at skabe overblik over den kommende uge i familiekalenderen og få hele cirkuset til at hænge sammen. Der er legegruppe, tandlægebesøg, legeaftaler, møder, fodboldtræning og faktisk er jeg sikker på, at vores kalender er mere hullet end hos mange andre familier, men det er stadig noget, jeg ikke har vænnet mig helt til. Altså det med at koordinere og planlægge…

En lille fødselsdagsanekdote fra sidste år… Hjalmar havde ikke helt så godt styr på tallene sidste år og bildte pædagogerne i børnehaven ind, at jeg fyldte 23.  De var så meget i tvivl, om han havde ret, at de måtte spørge mig :) Det lever jeg stadig højt på, selvom mit spejlbillede i år nærmere forsøger at bilde mig ind, at jeg bliver 10 år ældre end gør…

‘Kom, maj du  søde, milde…’ Jeg ved snart ikke! Jo, maj er som altid fantastisk, men det er som om, jeg bare ikke helt har tid til at opdage den i år. Jeg tror ikke, Christian A. Overbeck havde 4 unger rendende om benene, da han skrev den fine tekst, i så fald må han have været en sand mindfulnessekspert! Der er stadig et par uger tilbage af foråret, og jeg vil forsøge at geare ned og koncentrere mig om at mærke resten af maj lidt mere.

Lige nu venter en dejlig søndag aften, som jeg skal tilbringe i ro og mag i sofaen, mens ungerne ligger og lader batterierne op til endnu en omgang hverdag.