Den søde sommertid

Juni er meget mere travl end december, når man både har børn og er to lærere i huset… Vi hænger sammen endnu, men løber stærkere, end vi er vant til – og også lidt stærkere end vi egentlig har lyst til. Der har været meget, der skulle begyndes og meget, der skulle afsluttes. Den følgende uge sætter slutspurten ind og derefter drosler vi ned og nærmer os ferien. Jeg tror, jeg kunne skrive en bog om alt det, der er sket siden, jeg skrev sidst, men det tillader tiden desværre ikke… Derfor har jeg lavet en lille opsummering, på nogle af de ting, der har forsødet denne utrolig travle sommertid:

– Det årlige sommerkarneval på fritten, hvor min store, stolte dreng optrådte med trommeorkester og sang. Både Hjalmar og de andre børn var så koncentrede og fokuserede, og den fine tekst om ‘at være en god kammerat’ blev omsluttet af (næsten) taktfaste rytmer. Det var virkelig rørende at stå der i solen og se de ca. 30 børn optræde med den vidunderlige farveeksplosion af et gavlmaleri, med det påmalede “Mere mangfoldighed”, der pryder muren i “Banana-park” som kulisse.

– Lyse nætter… fornemmelsen af at lyset bringer energi i en tid, hvor jeg netop har brug for lidt ekstra (selvom det er på bekostning af søvnen, da mine sengetider har det med at skride endnu mere om sommeren…).

– At opleve hvad en 1. klasse kan få ud af at spille blokfløjte sammen regelmæssigt! Opmærksomhed, fællesskab, koncentration, stolthed over at mestre et instrument og ikke mindst følelsen af skaberglæde… Når elementer af en undervisning overskrider sig selv og rækker ud i mange retninger, så sker der noget virkelig meningsfuldt. Den æstetiske kvalitet af klassens fløjtekor kan godt diskuteres, for en plastikfløjte møder her sin naturlige begrænsning, men summen af helheden havde stor værdi! (Jeg må vist hellere støve min egen gamle blokfløjte af og gå i træningslejer i sommerferien – det vil min familie helt sikkert også sætte pris på!

– At Hjalmar næste skoleår får to dage, hvor han har fri kl. 13! Det er virkelig gode nyheder!

– At være på en arbejdsplads med plads og tid til socialt læremøde, der inkluderede fællessang, guitar, pædagogiske snakke og rosevin i min kollegas kolonihave. Da fællessangen tilmed inkluderede “Er lyset for de lærde blot”, var jeg tæt på at fælde en tåre.

– At have begge mine søstre og deres familier lige ved hånden! Det er bare skønt!

– At vi har købt en bil! Muligvis en dum/dyr beslutning, men sikke en frihed! Den er gammel, stor og blå og er navngivet “Mimbo Jimbo”.

– At sommerferien nærmer sig! Den er mere end tiltrængt for både store og små i vores familie…

 

 

 

 

Tid og tempo

Maj er et limbo i år! Et limbo mellem fest, farver og alt for meget fart over feltet. Jeg ser virkelig frem til at lande i en mere permanent hverdag, så mit krudt bliver kanaliseret de rigtige steder hen.

Som jeg ofte har skrevet om, så fungerer jeg godt i det forudsigelige og med to nye jobs på to måneder, er der ikke meget forudsigelighed i hverdagen pt. Så længe jeg ved, det kommer, er det okay og smukke maj er i sig selv også en formildende omstændighed! Byen er så fin lige nu, og jeg priser mig lykkelig for at bo lige ved siden af Københavns mest vidunderlige park, Assistenskirkegården. Kirkegården er mit Nørrebros lunger, og jeg tror ikke, jeg kunne trække vejret på stenbroen, hvis jeg ikke havde den – og slet ikke i maj!

Et andet livgivende element i denne tids- og overskudspressede periode er de mange folk, der for alvor er dukket frem af vinterhiet, og at sommersæsonen dermed allerde er i fuld gang i vores gård. Ulvetimerne er forvandlet til hyggestunder med leg, kaffe og godt selskab i gården. Ungerne knytter nye venskaber i takt med, de vokser, og i år er det tydeligt, at de alle har nået en alder, hvor venner betyder alverden. Gården er fuld af liv, lys og unger, der leger på kryds og tværs og det er virkelig noget af det bedste, jeg ved.

Selvom jeg er utrolig glad for at være i gang med at arbejde igen, så kan jeg også mærke, hvor meget jeg savner at gå hjemme med de to små krudtugler. Jeg savner at være sammen med dem og være tæt på dem. At være en del af deres leg og deres unikke relation. En del af hele deres verden. Jeg savner friheden til at tage dagen i deres tempo og lade lyst og humør sætte dagsordenen. Jeg savner også det overskud, hjemmelivet genererede til resten af flokken, for det er udfordret, som tingene er lige nu.

Jeg tror, min nostalgi udspringer af alle de forandringer, vi står midt i og som får tiden til at gå hurtigere, end jeg bryder mig om. Foråret er forbi ved et fingerknips, mine små er pludselig store børn, der cykler rundt på pedalcykler og har legeaftaler. Hjalmar kan og ved pludselig ting kun store børn ved, og det går op for mig, at det jo er fordi, han er stor…

Når hverdagen igen bliver mere forudsigelig, håber jeg, tiden går lidt bedre i spænd med mit indre tempo. Indtil da er mit anker det helikopterperspektiv, jeg har gjort det til en vane at anskue vores familieliv fra, når jeg føler, jeg mister orienteringen. Herfra kan jeg se, at puslespillet ser rigtigt ud, selvom det indimellem føles, som om brikkerne kaotisk vælter rundt mellem hinanden.

 

 

 

Værdier og virkelighed

IMG_6719Siden sidst er der sket en masse.

Halvdelen af os har haft fødselsdag, og det er naturligvis blevet fejret på behørig vis. Vi har også holdt miniferie i det smukke Klitmøller, hvor vi var så svineheldige, at sommeren ramte kysten på samme tid som os og det var ganske enkelt vidunderligt! Både med ferie, fødselsdage og sommervejr…

Til gengæld er sådan ca. al den tid, der har været i overskud herhjemme de sidste par uger, blevet brugt på, at Kristian og jeg har snakket stolpe op og stolpe ned om pædagogik, pædagogisk filosofi, værdier, læring, etik og ca. alt, hvad der hører under disse særdeles spændende emner (- en af fordelene ved at dele profession med sin bedre halvdel er, at der altid er en kvalificeret sparringspartner ved hånden… ) ;) Diskussionerne udspringer af mine møder med fri- og folkeskoleverdenen de sidste par måneder.

To verdener, der har hele deres  idégrundlag til fælles, men alligevel er så forskellige, at de næsten ikke kan sammenlignes.

Mit hjerte har altid banket for folkeskolen, og det vil det altid gøre. Folkeskolen er uvurderlig for vores samfund og for rigtig mange børn landet over, og vi skal passe godt på den!. Vi har også selv valgt folkeskolen som en af byggestenene i Hjalmars opvækst, og vi sætter virkelig stor pris på det valg. Vi ser hvordan sociale kompetencer, rummelighed, og solidaritet blomstrer sammen med god personlig og faglig udvikling. Vi møder Nørrebros skønneste unger og deres familier samt professionelle, dygtige og smaddersøde lærere og pædagoger. Vi har ikke noget at sætte en finger på, og jeg vil til enhver tid anbefale de lokale folkeskoler!

Men, efter at have været “bag katederet” et par uger er det gået op for mig, at det ikke er her, jeg selv kommer til at slå mine lærerfolder. Jeg kan ikke få virkelighed og idealer til at spille sammen under de rammer, der er givet, som skolen ser ud pt.

Didaktikken og pædagogikken bevæger sig i en instrumenlatiseret retning, og hele systemet er for stift. Jeg savner frihed, kreativitet og mere nuancerede læringsperspektiver. Ganske enkelt.

Dertil kommer, at vores familieliv ikke matcher de “normaliserede arbejdstider” helt vildt godt… Det er svært at få logistikken til at hænge sammen, og vi ser simpelthen vores søde unger alt for lidt, som det er lige nu.

Derfor er jeg umådelig glad for, at jeg har fået mulighed for at komme tilbage til friskolen, hvor jeg startede 1. april. Det er noget værre rod med alle de skift for at sige det mildt, men jeg kan mærke, at det føles rigtigt.

Nogle gange må værdier og virkelighed files lidt i kanterne for at kunne passe sammen.

Nu glæder jeg mig til at vende tilbage og “lande rigtigt” i mit arbejdsliv de sidste par måneder frem til sommerferien. Det giver forhåbentlig lidt mere ro på hverdagen og efterlader lidt mere overskud, når tankemylderet falder lidt på plads.

 

Hverdag og kampdag

Bedst som de nye hverdagsrutiner begyndte at indfinde sig, blev det 1. maj og dermed tid til mit nye arbejde. Det er hårdt! Ganske enkelt bare hårdt at starte forfra på ny.

Det var også lidt hårdt at sige farvel til det “gamle”, som jo også stadig var meget nyt. Hårdt at vinke farvel til spændende menneskelige og pædagogiske værdifællesskaber som hurtigt tog form. Vi erstattede farvel med på gensyn, så nu må vi se.

Den nye skole er spændende, stor og meget anderledes end hvad jeg før har prøvet. Det skal nok vise sig at blive fint, når alt det nye lige bundfælder sig.

Indimellem alt arbejdet forsøger vi at nyde livet og ungerne og ikke mindst at skabe lidt ro i familielivet. Det med roen er ikke helt nemt, for timerne er få, logistikken svær og behovene mange. Vi modellerer så godt, vi kan og og forsøger at smøre os selv tyndt ud, så alle får et stykke af kagen. Planlægning og mad fra fryseren er alfa og omega i disse dage.

I weekenden formåede vi til gengæld at holde “rigtig fri”, og det var vidunderligt! Vi tog på udflugt til Eksperimentariet, spiste frokost på papirøen, cylklede gennem byen med christianiacyklen proppet med glade unger. Lørdag aften spiste vi chevre chaud og drak rigtig god vin, mens ungerne spiste makralmadder og is. Alle var glade og tilfredse!

Søndag fejrede vi selvfølgelig 1. maj! Først på grønsværen (fodboldtuneringer viger åbenbart ikke pladsen for kampdagen) og siden i gården, hvor solen stod højt, og øllene var kolde. Gårdungerne hyggede sig, og vi voksne gjorde det samme. Det er unikt at have sådan en flok kammerater lige ved hånden, og børnene leger på kryds og tværs af køn og alder – og gerne i flok. Det er skønt at se, hvordan deres fællesskab bare vokser år for år.

Det var også knaldhyggeligt i fælledparken for år tibage, men jeg synes faktisk, vores 1. maj i år fuldt ud stod mål med lunkne øl, utydelige taler, horder af fulde teenagere, grilpølser og røde, smældende faner.

Om lidt velsigner kalenderen os med nogle tiltrængte fridage og planen er, at de skal nydes til fulde! Indtryk og tanker kan få tid og ro til at falde lidt på plads og ungerne skal krammes en ekstra gang eller ti. Især på lørdag, hvor to små vigtige mennesker bliver 3 hele år. Det er en kliche – men det er stadig ikke til at forstå, hvor tiden dog bliver af!

Om “tulletid”

Endnu engang nærmer en weekend sig sin afslutning, og jeg ved snart ikke, om det er arbejdsugen eller weekenden, der går hurtigst?

Jeg havde virkelig set frem til den forlængede weekend i familiens skød, hvor jeg efter planen skulle tankes op med energi og bare hygge med ungerne og Kristian. Derfor blev jeg slået lidt omkuld mentalt, da jeg selvfølgelig blev ramt af en forkølelse fra helvede i løbet af torsdagen og derfor har været helt mat i sokkeholderne. Farvel til ture ud af huset og sociale aftaler og goddag til hjem, kære hjem og spandevis af te.

Tilgengæld har vi faktisk haft en helt igennem skøn weekend! Leg, hygge, spil, strikketøj, bøger, og tid til at være sammen.

Det småirriterende begreb “tulletid” er i medierne i disse dage og dagplejere og pædagoger slår et slag for “at lave ingenting” – eller i hvert fald at skrue tempoet helt ned og bare være en gang i mellem. Det har fået mig til at tænke på, at en af de ændringer vores familie måtte foretage, da vi for snart 3 år siden fordoblede vores børneflok, netop var at geare ned og det er nok en af de største bonusser vi har fået i tilgift til Bertil og Helga Marie.

Tempoet i en familie med 3 blebørn og et børnehavebarn var selvfølgelig højt i den forstand, at man som forældre var i konstant bevægelse og i gang med at opfylde behov et eller andet sted, men vores interaktion med verden omkring os blev fra dag til dag forandret. Vi måtte lukke os lidt om os selv, for at få enderne til at mødes og nå hele vejen rundt. Tidligere var vi meget ude hos venner, i byen, på tur, i det hele taget afsted. Med 4 børn var selv en tur i Kvickly lige pludselig en logistisk udfordring og derfor blev vi ofte – ikke altid dog :) men ofte hjemme.

Vi blev afhængige af hinanden på en helt anden måde end før og skruede også ned for aleneaktiviteter, så vi som regel var to voksne hjemme, da det ikke var skide sjovt at stå alene med førnævnte flok alt for længe ad gangen. Selvom jeg måske ikke ligefrem vil sige, at Kristian og jeg har “tullet” særlig meget rundt – nærmest tværtimod, så har vi alligevel skruet ned på nogle af de knapper, der justerer tempoet. Vi har ikke hele tiden været på vej. Vi har bare været.

Med andre ord har vores familie de sidste 3 år praktiseret virkelig meget “tulletid”, og jeg er erklæret fortaler og fan!

Det er jeg først og fremmest, fordi det giver børnene ro til at lege. Kreativitet og fantasi trives godt uden tidspres, og det er vigtige komponenter, når man leger. Leg er fantastisk til at udvikle og skabe mennesker, og jeg er glad for, at mine unger har så meget tid til at lege i deres barndom. Havde vi nu ikke været så svineheldige at have fået Bertil og Helga Marie (eller bare fået dem senere), havde vi sikkert haft en livsførelse, der var mere udadsøgende og mere “på vej”.

Jeg er bestemt stor fortaler for oplevelser, udflugter og for at være sammen med andre mennesker, men vores familiesituation har vist mig, at den anden version også kan noget rigtig godt, som jeg værdsætter.

Her på kanten af ugens komme kan jeg i hvert fald konkludere, at vores weekend har været skøn på trods af et sløjt og underskudsagtigt udgangspunkt. På trods af en nødvendig omrokering af alle de planer, jeg havde skabt i mit hoved og ufrivilligt meget hjemmetid, som viste sig at være lige præcis, hvad vi alle havde brug for.

 

 

 

Søndagsstilhed

IMG_6531I disse minutter ånder alt fred og idyl, og der har sænket sig en sjælden søndagsstilhed over vores hjem. De to små sover middagslur, de to store er ude på legeaftaler, mens Kristian er ude at handle ind til ugen, der venter os. Når der en sjælden gang er ro i huset, skal den nydes! De små pauser forsvinder nemt mellem praktiske ting, der skal gøres og børn, der hiver i ærmerne. Men lige nu er der roligt, og så må oprydning og vasketøj vente.

Jeg nyder weekenden, og den er også tiltrængt for os alle sammen. Mit nye arbejdsliv er ikke kun en omvæltning for mig men også for resten af familien. I denne uge er det blevet tydeligt, at børnene reagerer på, at jeg er mere væk hjemmefra og at jeg har fået nye ting, der fylder i mit hoved. Den ro, det har givet vores familie, at jeg har været hjemme de sidste år, er udfordret, og det kommer til udtryk i form af mindre overskud. Børnene er mere kortluntede, mere urolige om natten og i det hele taget mere påvirklige. Jeg har oplevet det før i perioder, hvor mit eller Kristians overskud af en eller anden grund har kørt på lavt blus. På den måde fungerer børnene som et glimrende spejl!

Deres reaktion bekræfter mig blot endnu engang i, at hjemmelivet var den rigtige løsning for vores familie i en periode.

Når det er sagt, så er jeg stadig fuld af fortrøstning i forhold til vores nye hverdag. Hele vores måde at være familie på er på en eller anden måde under rekonstruktion, og det kræver selvfølgelig tilvænning og ikke mindst tid. Det betyder ikke, at vi befinder os på det forkerte spor.

Selvom jeg er træt, træt, træt om aftenen, så nyder jeg at være ude af huset og at bruge min faglighed. Jeg er så heldig, at jeg har fået et “rigtigt” job fra 1. maj. En fast stilling på en folkeskole. Det er virkelig skønt! Alle mine bekymringer om “vejen ud af hjemmelivslabyrinten” kan nu gemmes væk. Det gik faktisk ret nemt og smertefrit.

Skoleområdet, som har gennemgået meget på de 5 år, jeg har været “væk”, får stadig mit hjerte til at banke, og det er rart at mærke. På en måde føles det som et nyt land, jeg skal ud at udforske.

Tiden smutter hurtigt, og inden længe bliver roen, der omgiver mig erstattet af liv, lyd og leg, og de store returnerer, så vi sammen kan tage på søndagsudflugt.

Det er svært at få tid til alt det, jeg gerne vil nå sådan en weekend, men jeg synes, vi har nået det vigtigste: At være hjemme uden planer med tid til at lege, at drikke rødvin, at fylde køleskab og klædeskabe op til ugen og at se de smukke, blomstrende kirsebærtræer alle taler om i disse dage. Det er der altså virkelig en god grund til for sikke en magisk oplevelse at stå under de eventyrlige trækroner med tusinder af lyserøde blomster som et omsluttende stjernetæppe. En klar anbefaling herfra :)

Store forandringer og små cirkusartister

Jeg skal da lige love for, at hverdagen er en anden med to fuldtidsarbejdende forældre i husstanden! Jeg synes, vi kom godt fra start, og ugen er gået rigtig fint. Alle basale behov er blevet dækket, det lykkedes os at navigere gennem ugen, og vi kom alle helskindede og glade i mål fredag, hvor vi fladede helt ud i sofaen!

Weekenden bliver nydt i fulde drag, og det er skønt bare at være sammen og være tæt på hinanden.

Når arbejde, praktiske gøremål, hygge med ungerne, fodboldtræning, arrangementer i institutionerne osv. er vinget af, kan jeg godt mærke, at der ikke er meget tid i overskud.

Det kan virkelig mærkes, at jeg ikke længere er kaptajn på fuld tid herhjemme og skibet kan hurtigt komme på slingrekurs.

Selvom det er hårdt at komme igang med at arbejde igen efter 5 år hjemme, så er jeg fortrøstningsfuld, og jeg tror, vi alle kommer til at trives med vores nye hverdag. Forandringer tager bare noget tid, har jeg erfaret. Én virkelighed skal erstattes med en ny.

Ugens højdepunkt ramte vi torsdag, da børnehaven havde inviteret til cirkusforestilling. Halvdelen af familien sad forventningsfulde på tilskuerrækkerne, mens den anden halvdel stod spændte bag cirkustæppet.

Da første nummer gik i gang, og fire storsmilende dyr kom kravlende ind i manegen med deres domptør, blev jeg helt blød i knæene. Især den lille vilde løve med lidt for lange bukseben og den lille glade hund med meget lange øre og stjerner i øjnene stjal mit hjerte… De kunne rulle, springe gennem en “ild-ring” og spise små godbidder indimellem, mens publikum smeltede. Tænk, at mine små unger er blevet så store!

Senere i forestillingen overvandt en sej fodboldspiller sin sceneskræk og klarede sit fodbold/tryllenummer til stor glæde for ham selv og for os, der i dagene op til havde arbejdet i det pædagogiske grænsefelt mellem at presse for meget og for lidt. Heldigvis ramte pædagogerne det magiske punkt “lige tilpas” og selvtilliden fik et boost!  Det var en glad og lettet dreng, der kom og krammede os efter forestillingen, og jeg var en stolt mor, der stod med åbne arme og fugtige øjne.

Efter den forrygende forestilling var der fællesspisning, og da vi cyklede hjem, blev vi endnu engang enige om, at vi har verdens bedste børnehave. Det er virkelig dejligt! Især nu hvor ungerne kommer til at bruge endnu mere af deres dyrebare tid derhenne…

Et andet højdepunkt var selvfølgelig, da jeg præsenterede mig for den 3. klasse, jeg skal tilbringe det næste stykke tid sammen med og en af eleverne udbrød: “Jamen du ligner jo en der er 20!”, hvortil en anden supplerede: “Ja, eller en der går på gymnasiet”. Åh, de skønne unger! Straks forlod trætheden min krop…

En ny uge venter lige om hjørnet, og vi er heldigvis forberedte til fingerspidserne med mad i køleskabet, rent tøj på hylderne og en logistisk holdbar køreplan :)

 

 

 

Fornøjelig fredag

Efter en nat afbrudt af voldsomt mareridt hos en af ungerne, tre urolige (men trods alt sovende!) børn i mellem os i sengen, var jeg mildest talt ikke helt klar til at stå op, da de to yngste medlemmer af familien synes, vi skulle fyrre op under fredagen kl. lidt i 6.

Sådan må man jo nogle gange føje flertallet, selvom det i situationen synes uretfærdigt. Familiedemokrati kan man vel kalde det…

Men! Der er alligevel ingen grund til at hænge med mulen, for der sker gode ting i disse dage.

Børnehavebanden har cirkustema og de øver og forbereder den store forestilling, der løber af stablen i næste uge. De er helt opslugt af det – og det glæder mit bankende gøglerhjerte :)

Hjalmar glæder sig til en klassefødselsdag senere i dag – og ikke mindst glæder han sig til X-factor finalen i aften, hvor vi har aftalt, at ungerne må gå amok i resterne af de mange påskeæg, sidste uge kastede af sig.

Jeg glæder mig over at solen skinner, og især glæder jeg mig over, at jeg skal starte i et vikariat på mandag! Ikke noget fast job endnu men trods alt en rigtig arbejdsplads med rigtige mennesker og alt det der nu hører med. Det bliver fedt!

Fedt at lukke den gamle, halvstøvede cirkushest fri i manegen igen og fedt at vide, hvad der skal ske i hvert fald for en stund.

Noget af det mest anstrengende ved at være jobsøgende – ud over afslagene selvfølgelig – er uvisheden. At man ikke aner, hvor man er om en uge. Man skyder med spredehagl og håber…

Nu har jeg et afsæt og det føles så godt!

Denne fredag formiddag vil jeg kaste mig over de 5 kurve med rent vasketøj, der har kigget på mig siden i går og derefter vil jeg gå ud og nyde det smukke forårsvejr!

God weekend!

 

 

Filosofiske samtaler med børn

Jeg har skrevet blogindlægget Filosofiske samtaler med børn styrker kreativitet, sprog og tænkning for voresbørn.dk og det skal selvfølgelig også have plads på min egen blog. Udgaven på voresbørn.dk er en redigeret og forkortet udgave, hvis nogen har læst det og skulle undre sig. Her kommer den originale version :)

Det kan være svært at hive et svar ud af ærmet, når ungerne kommer og vil snakke om døden, om gud, om uendelighed eller andre store emner. Især fordi man som voksen sjældent er forberedt på at skulle have sådanne samtaler midt i madlavningen, i køen i supermarkedet eller hvor man nu befinder sig, når en spørgelysten lille filur har noget på hjertet.

De fleste børn er i perioder optagede af filosofiske og eksistentielle ting i livet, og det kan godt være udfordrende for voksne at tale eksplicit omkring de store spørsmål eller om abstrakte begreber i det hele taget.

Jeg elsker selv, når mine børn bringer “store tanker” ind i vores samtaler, og det skyldes måske nok min pædagogisk filosofiske baggrund og min generelle interesse for de eksistentielle menneskelige forhold.

Jeg har skrevet lidt om mine erfaringer med “de store samtaler”, som i mange tilfælde kan udvikle sig til filosofiske samtaler, hvis man giver dem lov.

En filosofisk samtale med børn er efter min definition en undrende, spørgende og åben samtale, hvor et begreb undersøges godt og grundigt. En filosofisk samtale skaber mulighed for at lære begrebet bedre at kende og at se eller tænke begrebet i en større sammenhæng. Filosofiske samtaler handler ikke nødvendigvis om “svære” emner som fx døden, men om abstrakte begreber i det hele taget. Det kan være om venskab, om lykke, om frihed, om ondskab eller hvad som helst i den abstrakte afdeling.

Hvorfor er filosofiske samtaler ofte svære for voksne?

Det korte svar er, at det er de principielt heller ikke! De er bare uvante for mange voksne, og derfor kan de opleves som udfordrende.

Der kan være flere grunde til, at det kan være svært at finde de rigtige ord, når børn vil snakke om abstrakte begreber. Ofte handler det om noget så simpelt som timing. Hvis du står i køkkenet kl, 17.55 med halvskrællede kartofler og en pakke frossen kød, du desperat forsøger at tø op i mikroovnen, mens lillebror vælter mælk ud over hele gulvet og storesøster stiller 1000 spørgsmål som: “Hvad betyder uendelig?” eller “Bliver det egentlig mørkt eller lyst når man dør? – så kan det godt være svært at holde tungen lige i munden og komme med kvalificerede svar.

I sådanne situationer plejer jeg selv at sige, at den slags spørgsmål kræver mere tid, end jeg har lige nu, men at vi fx kan snakke om dem, mens vi spiser eller hvad der nu lige passer. Altså udsæt de store samtaler til du har tid – eller evt. tag dig tid i situationen, hvis det kan lade sig gøre.

En anden grund til at de store samtaler kan være svære er, at det normalt (eller i hvert fald ofte) er de voksne, der har svarene på mange ting. Det er os, der ved, hvordan verden hænger sammen og hvad der er op og ned. – Eller det er i hvert fald sådan vores børn opfatter os…! Som alvidende orakler, der sidder på svarene til alle de spændende spørgsmål. Jeg har ofte oplevet, både som mor og i min tid som lærer, at børn simpelthen forventer, at jeg ved alt, af den simple grund, at jeg er den voksne. Men i en filosofisk samtale er der jo netop ikke noget specifikt svar. Det kan godt være svært at udfordre børnenes illusion, men hvis man formår det, kan samtalerne med ungerne blive til små gaver i stedet for småirriterende spørgsmål, man ikke ved hvad man skal stille op med.

Hvilken værdi har filosofiske samtaler?

Børn er i gang med at finde ud af hvordan verden hænger sammen, og derfor har de som regel en naturlig nysgerrighed, der driver dem mod at undersøge alle mulige forskellige ting. Deres forestillinger er endnu ikke så fastlåste, som det er tilfældet hos mange voksne og derfor er børns tanker en guldgruppe, når man vil filosofere over abstrakte begreber. Det lyder måske lidt højtravende, men det er det egentlig slet ikke.

Gennem filosofiske samtaler arbejder man netop med forholdet mellem det konkrete og det abstrakte. Lad mig komme med et eksempel:

Min søn på 4 år sagde en dag noget i retningen af: “Når man dør bliver det helt mørkt, men når det bliver lyst igen, så kan man jo bare lege videre…” Herefter udviklede samtalen sig, da jeg spurte lidt ind til, om det var sådan han troede, det ville være. Hans bror på 8 kom med et udfordrende perspektiv, da han kunne fortælle, at når man dør bliver ens krop lavet om til jord eller også bliver den brændt.

Umiddelbart gav samtalen mig ubehagelige kuldegysninger og jeg ville egentlig helst være den foruden! Men, her må man huske, at det ukomfortable i høj grad ligger i de voksnes tanker. Jeg havde i situationen lyst til at skifte emne og forsøgte at ændre kurs ved at slå fast, at det heldigvis ikke er noget, vi behøver at tænke på, før vi bliver meget, meget gamle om lang, lang tid!

Men drengene var slet ikke færdige med den morbide samtale, og jeg gik derfor modvilligt ind i den igen. Vi kom vidt omkring og fandt af gode grunde ikke frem til nogle svar på, hvordan det ville blive, når man var død. Men drengene bevægede sig hele tiden mellem det konkrete og det abstrakte. Den fysiske død, at blive brændt/komme i jorden og de luftige abstrakter som lys, mørke, vægtløshed, tid og alt muligt andet. For børnene var samtalen i høj grad reflekterende, oplysende, afklarende og helt ned på jorden. Bagefter legede de videre, som havde vi blot talt lidt om vejret.

Selvom døden er et tungt emne, så skal vi voksne passe på med ikke at trække vores erfaringer og forestillinger ned over børnene, som måske har en mere åben og undersøgende tilgang.

Tanker og sprog hænger sammen og udvikler hinanden rigtig godt i filosofiske samtaler. Børn befinder sig i høj grad i en afklaringsproces, hvor sproglige begreber skal finde deres rette plads og på mange måder er det det samme med tankerne. Det er en proces, der aldrig stopper, men som er særlig intens for børn, der jo ikke har den samme erfaring at trække på som voksne. Samtalerne hjælper altså tænkningens og sprogets gensidige udvikling.

Det har i det hele taget stor værdi at træne sin tænkning – både sin egen og sine børns. Kreativitet og den menneskelige dannelse generelt udvikles godt gennem filosofiske samtaler. Det handler om at udfolde og udfordre sine begreber om verden og om livet og dermed opnå større indsigt, refleksion eller dybde, om man vil.

Hvordan taler man filosofisk med børn?

“Filosofisk samtale” lyder måske som en disciplin, der er forbeholdt en lille eksklusiv flok af støvede mænd med jakkesæt og fuldskæg, men sådan er det naturligvis ikke nødvendigvis!

Man kan sagtens filosofere med børn, uden at kende til Platon eller Kierkegaard. Selvfølgelig kan filosofiske samtaler mellem voksne, sammen med fx et filosofisk uddannet menneske inddrage nogle andre perspektiver og dermed tilbyde noget helt andet, men børn har også rigtig meget at byde på.

Der er ikke nogen bestemt teknik eller metode, jeg vil anbefale, at man følger, når man vil filosofere lidt sammen med sit barn eller børn. Skal man arbejde med filosofiske samtaler i mere tilrettelagte situationer som fx pædagog eller lærer, er det anderledes og strukturen må derfor tilpasses. Det findes der litteratur og materialer omkring.

Hjemme i familien må samtalerne efter min vurdering ikke blive for konstruerede eller for kunstige. De skal komme naturligt og ofte handler det om at gribe noget af det, børnene selv bringer op. Det kan være deciderede spørgsmål de stiller, men det kan også være udsagn (som mit eget eksempel), hvor der er noget abstrakt at gribe fat i.

Nøglerne til at bringe det filosofiske ind i samtalen er åbenhed og undren.

Som regel står vores egne perspektiver i vejen og spærrer for nye tolkninger, og det kan være svært at se ud over dette. Voksne har ofte en trang til at skabe orden eller struktur så når vores barn kommer med en eller anden undring som fx, at Gud sidder på en sky i himmelen, så føler vi tang til at forklare og give svar, der passer til vores verdenbillede. Men i det øjeblik vi i stedet undrer os sammen med barnet og forholder os åbne, kommer der nye muligheder til syne. Det fører ikke nødvendigvis til nye erkendelser, men det vil ofte føre til en udvidet begrebsverden – og nogle gange bare til virkelig fjollede snakke.

Samtalerne udfolder sig ved, at man bliver ved med at stille sprøgsmål. Jeg giver endnu et eksempel fra en samtale med mine egne børn, hvor vi snakkede om glæde omkring juletid.

Storebror: “Glæde er, når man får noget, man bliver glad for?”

Mig: “Så glæde handler om at få?”

Storebror: “Nej, andre kan også være glade, hvis man giver dem noget…”.

Mig: “Ok, så glæde handler om at få og om at give?”.

Storebror: “Man kan også være glad, hvis man prøver noget nyt, som man ikke troede man turde…”.

Mig:”Hvor sidder glæden egentlig?”

Lillebror: “Den sidder da i maven!”

Storebror: “Nej, den sidder også i hovedet, for man kan også glæde sig til jul eller noget andet man tænker på…”

På den måde kan man snakke og spørge sig ned i forskellige begreber og få indsigt i, hvordan barnet tænker.

Det er dog virkelig vigtigt, at samtalen ikke må forceres. Den er nødt til at være naturlig og så snart barnet mister interessen eller bliver optaget af noget andet, må man acceptere, at samtalen er slut.

 

 

Om tid, tanker og tur

IMG_6420Tid er sådan en underlig størrelse. Jeg havde forestillet mig, at når Bertil og Helga Marie var startet i børnehaven og dermed ikke konstant var i mit nærvær, så ville jeg få tid til en masse ting. Men som med så meget andet så matcher virkeligheden ikke altid tanken. Faktisk syntes jeg, at jeg havde mere tid, da de to små blev hjemmepasset.

Jeg tror, det hænger sammen med, at mine tanker flyver mere nu. Jobsøgning giver mange tanker og kræver meget tid. Tid og tanker man kanaliserer over i forestillede scenarier. Drømme og muligheder der stikker i alle mulige retninger. Drømme der bliver skudt ned, når man modtager mailen med afslaget og beskeden om hvor mange ansøgere, der var til stillingen. Måske chancen for at vinde i lotto alligevel skal afprøves… Det kan vel næsten være det samme.

Jeg bevarer optimismen og klør på med alle mine salgstaler rundt omkring. Samtidig lægger jeg mærke til dels hvor mange stillingsopslag, der bærer overskriften “Jobkonsulent søges” eller den mere friske version “Kan du få ledige hurtigt i arbejde?”. Og dels de “gode råd” til jobsøgende der dukker frem alle mulige steder. De handler alle om personlig branding.

I lærernes fagblad Folkeskolen blev jeg mødt af overskriften “Brug facebook i din jobsøgning”, og den måtte jeg selvfølgelig læse. En ekspert udtalte sig om, hvordan man kunne optimere sin facebookprofil, så kommende arbejdsgivere ville tænke, at man da var den sejeste person! Der blev foreslået, at man skulle poste billeder, hvor man var aktiv i fx løbetøj, hvor man var social osv. Fint nok. Så blev der også foreslået, at man kunne sælge sig selv ved at gå på biblioteket og tage billeder af interessante fagbøger og poste dem… Lige der blev min personlige grænse altså nået for selviscenesættelsens stupiditet. At lyve om hvilke fagbøger man har læst og derefter prale med det på sociale medier, er det dummeste råd, jeg i mit liv har læst. Hvem er interesseret i at ansætte en person, der ville gøre sådan noget?

Nå, jeg ville egentlig ikke skrive om jobsøgning som sådan, men det fylder altså en del i mit hoved. Det er også en af grundene til, at bloggen ligger lidt mere stille for tiden. Jeg bruger mange timer foran computeren i forvejen, så når ansøgningerne er sendt afsted, trænger jeg til at gøre noget andet. Jeg kan også godt mærke, at når flokken igen er samlet om eftermiddagen, så trænger vi til at være sammen. Tiden var mere min egen, da jeg havde de små hjemme, selvom de jo på mange måder optog den så rigeligt nogle dage. Jeg savner dem, men glæder mig også over deres nye hverdag.

For børnehavelivet går altså bare rigtig godt! Det har siden dag et været en stor succes, og både Bertil og Helga Marie elsker det! Hubert er også blevet endnu gladere for børnehaven, efter de to små er kommer over til ham. Jeg tror, de synes, det er både trygt og hyggeligt at have hinanden tæt på hele dagen.

Lige nu er det jo ferietid, og jeg prøver at strukturere min tid, så ansøgningerne ikke får overtaget, men alligevel bliver sendt ud i verden. I går og i dag er den yngste halvdel af familien i børnehave, mens vi andre er hjemme. I dag skriver jeg ansøgninger (og blogindlæg…) hjemme, mens Hjalmar og Kristian er ude på legeaftale og i går var vi alle tre på udflugt. Hjalmar har længe efterspurgt tid med både mig og Kristian på samme tid, og det er altså ikke noget, der hænger på træerne her i familien. Faktisk tror jeg, vi skal tilbage til sidste sommer for at finde den konstellation… Derfor besluttede vi at prioritere påskeferien sådan, at det kunne lade sig gøre.

Udflugten i går var intet mindre end fantastisk! Vi cyklede (eller rettere sagt Kristian cyklede, og vi andre sad i ladet) først ned til Marmorkirken, som altid er blændende smuk. Hjalmar var dybt fascineret og vidste alt muligt fra sine kristendomstimer i skolen, så vi kom rigtig i dybden med en masse spændende ting. De der snakke er jeg altså bare fan af!

Bagefter cyklede vi gennem Amalienborg slotsplads og satte kursen mod en god burgerjoint, hvor vi spiste virkelig lækker frokost. Vi sluttede udflugten af med en tur i planeteriet, og det er altså virkelig en oplevelse, jeg godt kan anbefale. Jeg har ikke været der i mange år og for Hjalmar, var det første gang. At sidde der med vores store dreng i mellem os var bare vidunderligt!